Grublerier

Jeg bliver nok aldrig god til det. Situationen hvor man fiser på apoteket efter en røvfuld prævention og står blandt fodsalverne og vender sætninger i hovedet, der ikke skal afsløre mit ærinde alt for meget. “Der skulle ligge en recept til mig…?”. Og måske et musehul at kravle i bagefter.

Det er fjollet. Det er både smart og fornuftigt, at jeg står der. Det er naturligt og uden skam, og damen bag skranken losser utrolig mange andre private sager over disken. Hvorfor kan jeg ikke bare udvise samme selvsikkerhed, som når jeg shopper Strepsils? Der er jeg sgu ligeglad, hvilken kasse jeg bliver kaldt hen til.

I dag stod jeg og krammede nummeret og håbede, at det digitale apotekerbingo ville sende mig over i en kasse, med en hærdet kone bag disken. Det er på en måde ikke så pinligt, når det er en autoritet, der står der.

Men hvad sker der? Jeg bliver sendt hen i kassen til apotekereleven. Et par år yngre end mig og på massivt charmeoffensiv. Lidt for entusiastisk, lidt for hjælpsom, lidt for gavmild med tips og tricks. “Om jeg havde brugt dem før?” “Om der i den forbindelse var opstået nogle problemer, som hun kunne hjælpe mig med?” Luften var buttet af akavethed, men hun skal jo spørge, og jeg skal jo afbryde hende og sige, at jeg bare har fuldstændig styr på det shit.

Hvilket jeg også normalt har. Jeg anser mig selv som værende rimelig fornuftig, rimelig bramfri og ret åben omkring relativt private ting. Men så så jeg mig slået tilbage til teenagetiden af en tur på apoteket og med en BølleBob’sk identitetskrise siddende i kroppen.

Ikke rigtig voksen. Ikke rigtig barn. Både og, og hverken enten eller.

‘Og så sagde jeg, at jeg både havde det røde og herpes om munden, så han kunne ikke få en guffer i dag.’ Tak for kaffe. Ordstrømmen opstod mellem tre slut-30′erne kvinder i mit fitnesscenter her til formiddag. Det er i øvrigt både buldrende ligegyldigt, at de var slut 30′er, og at det var formiddag. Det er under alle omstændigheder ikke en samtale, jeg vil indvies i midt i en offentlig omklædning. Eller bare generelt.

Af fare for at lyde som en sur mokke, så er vores åbenhed i frit fald. Bare fordi vi kan tale om det, der engang var forbudt, betyder det ikke, at man skal gøre det. Et brudt tabu betyder ikke, at emnet er uden privatsfære.

Da jeg var barn, blev ordet ‘menstruation’ ikke brugt i bindreklamer. Der blev sagt ‘den tid på måneden’. I dag kan vi åbent tale om mensessmerter og styrtblødninger, fordi der er sket meget med dialogen omkring private områder. Men det betyder ikke, at resten af Føtex gider høre på det. Og hvorfor vil man overhovedet blotte sig for hele Føtex?

I bussen kører der en kampagne med, at man skal skrue ned for volumen, når man taler telefon og liiiige overveje, om emnet tåler andres menneskers påhør. Hvorfor? Fordi du skal tage hensyn til RESTEN AF BUSSEN! Hvad med hensyn til din egen integritet? Hvorfor vil du skilte med dine kønssygdomme, dit sexliv og menses, mens vildt fremmede sidder og lytter? Tror du, at folk er døve, bare fordi du ikke kender dem?

Der følger et ansvar med, når der bliver højt til loftet. Vi skal alle sammen stadig kunne stå på gulvet.

Jeg tænkte en gang, at de havde hovedet under armen. Dem, der blev for længe på arbejde, hyldede overarbejde og glemte de øvrige værdier i den virkelige virkelighed. Debatten var sågar oppe her i blogcity, og jeg tænkte, at tilhængerne måtte have spist søm.

Jeg er flasket op på min arbejdsplads med devisen om, at overarbejde aldrig er okay. Det opstår, bevares, men det skal afspadseres i en ruf, fordi det går ud over alle, hvis en medarbejder pludselig er væk i lang tid for at afstemme timesedlerne.

Men nu er jeg selv hende med overarbejdet. Timesedlerne siger 180 timer fordelt over de seneste tre uger. Vi snakker morgenvagter fra klokken 5, 13-timersvagter, masser af aftenarbejde og mailtjekkeri i weekenden. Jeg gør det fordi, det ellers ikke hænger sammen. Og fordi jeg elsker mit arbejde.

Jeg troede aldrig, jeg skulle blive en af karrierefisserne. Jeg troede, jeg havde andre værdier såsom hygge, samvær og god kaffe, men jeg er tilsyneladende ekset med at være på job. Min identitet er der, og det er essentielt at være nogen i en by, hvor jeg ikke kender super mange - ud over folk fra arbejdet, forstås. Blandt dem føler jeg mig elsket, værdsat og dygtig. Hvorfor så tage hjem?

Jeg har taget mig selv i at smile af mit søllethed. De dage hvor klokken har nærmet sig 17, og jeg har kunnet forlade arbejdspladsen men alligevel er blevet, fordi bunken aldrig kommer helt i bund. “Jeg skal jo ikke andet”, tænker jeg. Bortset fra at finde mig et liv.

Det må blive senere. Lige nu skal jeg passet mit arbejde.

Jeg har været borte. Tænkt en masse og bla bla. Jeg har en mega stor skriveblokade, og det føles lidt som om, jeg har en sok krænget om den del af hjernen, der tænker i blogs. 

Jeg savner skrivekløen og sætningspusleriet. Legen med ord og billeder og vende hverdagens fænomener andre steder end bare i mit hoved. Og så har jeg savnet jer.

Så jeg vil gerne tilbage og være blogger igen. Jeg savner at commit’e mig til det ord. Føler mig amputeret, når jeg siger ‘at jeg en gang var blogger’.

Derfor har jeg besluttet at tvangsfodre mig selv. Jeg har brug for et emne at skrive om, så jeg kan komme i gear, få hjernen rettet ud og sætningerne frem i fingerne.

Derfor skal DU hjælpe mig. Hvad skal jeg skrive om?

Mit eneste krav er, at det skal være noget menneskeligt. Ikke noget med politik, musik, mad, insiminering af enlige og den slags. Det skal være noget, man kan mærke. Noget, du selv går og pusler med.

Nødraketten affyret. Håber en eller anden griber.

Man skal passe på med at tillægge nytår for meget. Det er bare en ramme, en måde at tælle på og en årlig lejlighed til at ryste skuldrene og se tingene lidt fra oven. Det er ikke årets skyld, hvis noget går godt eller dårligt. Året er bare etiketten, begivenhederne bliver arkiveret under.

Mit problem var, at jeg ikke havde nogen forventninger til 2011. Det kom bare. Jeg var nede på det tidspunk, trak skyggen med hen over midnat og fik bobler i næsen, fordi jeg drak for hurtigt.

Min største fejl i indeværende år var, at jeg ikke turde tage med den følelsesmæssige rutsjebane. Jeg turde ikke være ked af det, havde ikke mulighed for det, fordi jeg skulle præstere overskud på mit arbejde og være glad udadtil. I stedet kæmpede jeg for et happy face, som tog så mange kræfter, at jeg heller ikke kunne svinge mig op til at være gennemført glad over noget. Jeg lagde mig på den feje planke af mellemførnøjet i midten, og kom igennem på musegrå facon.

Der er sket virkelig mange fede ting for mig i 2011, som jeg aldrig har fået fejret, fordi jeg ikke kunne føle mig rigtig glad. Mit liv tog nogle uventede drejninger, jeg fik en masse muligheder og en god portion selvtillid over, at jeg sparkede røv og fik opmærksomhed til gengæld. Langsomt fik jeg genforenet mig selv med den mig, der en gang var glad over det hele. Der kunne cykle og få grineflip over en lyntanke eller noget, som nogen havde sagt.

I 2012 skal hun findes igen.

Hun er ikke langt væk. Hun skal nok bare tilbage til der, hvor selvtilliden bliver boosted, og menneskerne ser på hende, som om hun er noget helt særligt. Hvor hun er speciel, lidt på afveje og er nogen.

2012 bliver fantastisk. Jeg glæder mig til at skulle starte arbejde i januar i en by, hvor verdens bedste ven og menneske bor. Jeg glæder mig til at vokse med opgaven, til at give mere slip, til at tænke ud af boksen og til at omgås kreative mennesker. Jeg glæder mig til at finde en mere konstruktiv balance mellem ydmyg og selvdestruktiv. Jeg glæder mig til at blive dygtigere og mere bevidst om, hvad filan jeg laver, når ‘on air’ knappen lyser. Jeg glæder mig til at blive en stemme, man kender.

Jeg glæder mig til at have et hjem, jeg har valgt, fordi det er der, jeg allerhelst vil være.

Med det vil jeg respektfuldt sige tak til 2011, der arkiveres som det år, hvor raketrampen blev bygget.

I 2012 har jeg tænkt mig at fyre den af.

Den gang jeg kom ind på journalistik i 2008, var nogle af mine nærmestes reaktion: “Ej, hvor er du heldig!” Der blev jeg sur. Gu’ var jeg ej heldig. Jeg var dygtig. Jeg havde selv stillet op til en skriftlig optagelsesprøve og på baggrund af den blevet kaldt ind til en mundtlig prøve også. Jeg havde skrabet tilstrækkeligt med point sammen til at blive optaget i første hug uden nogen forudsætninger fra højskoleophold eller skrivekurser. Jeg var dygtig.

Nu har jeg fået job, og nu føler jeg mig heldig. Jeg var heldig at rende ind i de rigtige mennesker, der gad bane vejen for mig. Jeg var heldig at få lov at lave radio som ussel praktikant i provinsen, og jeg var heldig at løbe ind i en timing, der passer uovertruffent til min stilling som nyuddannet om 1½ uge. Det er heldigt.

Det sjove er, at uanset om jeg er heldig eller dygtig, så bliver jeg altid modsagt. Jeg skal ikke have ubetinget ret. Så da jeg var dygtig at komme ind på journalistik, fandt nogen det nødvendigt at fortælle mig, at det også var heldigt, at jeg havde søgt det år, men dét antal ansøgere yada yada. Og nu hvor jeg er heldig, siger de samme mennesker, at det vidst også handler om, at jeg har været dygtig nok, til at arbejdspladsen gider satse på mig.

Jeg ville gerne, at de to ting kunne adskilles. Men det kan det nok ikke. Lykken står den kække bi, så måske føler heldet, den der tør være dygtig.

Der ramte den. Midt i Clements søndagsshow hvor han sad med sine fyldige læber og frittede en højrøvet Bjarne Corydon, og der ellers ikke var så skidemeget at grine af. Der kom den. Følelsen af bobler og brus blodet. Det naturlige smil og følelsen af at være glad helt ind til knoglerne.

Der forstod jeg, hvad det er, der er ved at ske.

Jeg skal tilbage til Aalborg. Jeg skal i gang med noget, jeg efter min nuværende og bedste overbevisning, har kategoriseret som mit drømmejob. Jeg skal tilbage til mennesker, jeg har smaskhamrende savnet, siden jeg kvittede Aalborg i sommer. Jeg er blevet rekrutteret til et job som endnu ikke færdiguddannet, og det troede jeg aldrig skulle ske for sådan en som mig.

Clement fortsatte. Jeg begyndte at hoppe rundt i lejligheden af glæde. Skrev overgearede julekort og førte underlige samtaler med dem, der tog telefonen.

Klaus Rifbjerg satte sig overfor Clement.
- Når man finder ud af, at det man gerne vil faktisk kan lade sig gøre; Så er man i en meget privilligeret situation, sagde den ældre mand, der har visse ligheder med det billede, jeg har i hovedet af min afdøde morfar.

Og det var sgu meget rammende sagt af pseudomorfar.

Og så hoppede jeg videre.

Jeg har fået fortalt, at jeg har fået job. Jeg har også trykket min nye chef i hånden og været med til en workshop, to ideudviklingsmøder og et par brainstorms. Men det er som om, det hele er foregået 10 centimenter foran min næse. Som om det er en film, jeg har set.

Ud-af-kroppen-oplevelse kaldes det vidst.

Jeg håber, den snart finder vej indenfor. Jeg vil gerne forstå, at det er mig, de siger tillykke til alle sammen.

I morges ringede min telefon, men jeg var optaget og kunne ikke tage den. Displayet viste en meget sjældent gæst på min opkaldsliste, men i stedet for at blive glad, gik min hjerne i dommedagsmode. ‘Er der sket noget?’ ‘Er nogen blevet syge’ ‘Er de kørt galt?’

Med bankende hjerte ringede jeg op. Sikker på, at jeg skulle konfronteres med højlydt snøften eller sirener i baggrunden.

Ingenlunde. “Hvad laver du i dag?” og så følte jeg mig en smule dum.

Det er ikke første gang, min hjerne har kørt gyserfilm over et ubesvaret opkald. En gang havde min mor lagt to beskeder om at ringe tilbage og smidt en sms med samme budskab inden for ganske kort tid. Jeg troede, hun var blevet syg. Eller at min far var. Eller at hunden skulle aflives, og jeg skulle hjem i en fart.

Næh. “Jeg tænkte på, skat, skal jeg ikke købe seks påskebryg til dig? De er på tilbud i Netto.”

Jeg tror, panikken er en voksenting. Jeg har boet det meste af mit semivoksne liv langt væk fra barndomshjemmet, og det har jeg gjort mig meget bevidst om min og min families sårbarhed. Jeg er sørme langt væk, hvis der sker noget, og jeg skal hjem. Så lynhurtigt slår jeg fight-instinktet til og gør klar til at løbe hjem, hvis jeg skal.

Men indtil videre er jeg blevet forskånet for det værste ballade og drama. Men så er det jo godt, at jeg bare kan skabe mit eget oppe i hovedet. Hm.

‘Lediggang er roden til alt ondt’, stod der på Gajolpakkeflipperne, den gang lakridsfacisterne gad dyrke ordsprog. Jeg tror egentligt ordsproget har fat i noget. Lediggang er i hvertfald rod til mere lediggang.

Efter otte uger på BA-vognen afleverede jeg i fredags. Siden da har jeg slasket zombieagtigt rundt, også selvom jeg både er blevet ædru og har gjort kål på tømmermændene.
Men min dag er blevet kortere af, at der ikke er noget at foretage sig. I går var min plan at knokle ind til city med listen over julegaveindkøb, men så gik der kaffe, træning og telefonfnidder i den, og da klokken var 13 tænkte jeg: ‘Nej, nu kan jeg umuligt nå mere i dag’. Så tog jeg en powernap.

I dag var jeg ved at falde i samme fælde, men så måtte jeg bede om min himmelblå.

For seks dage siden var jeg tidsstrateg. Jeg nåede opgaveskrivning, tusind overspringshandlinger, træning, smstasteri, Grey’s Anatomy klokken 17.05, mere opgave, og jeg sov ikke en gang til middag. I dag går min dag på hæld lige over frokost.

Jeg ved ikke, om det er sundt, at tilværelsen skifter skifter ham så drastisk. Omvendt kan det måske forklare, hvorfor jeg er så supertræt hele tiden.

I don’t know.

Og nu er der powernap.