Grublerier

Vi kan sende mennesker til månen, men vi kan ikke udvikle et varebånd på den anden side af kassen i Aldi. Derfor stod jeg denne formiddag i køen og lagde planer for den rækkefølge, de sparsomme varer skulle lægges på. Så kunne jeg stable æg, gær, ris og opvaskemiddel oven på den stabile base af toiletpapir. Det er cirka der, man ønsker sig en Aldimakker eller en ekstra arm. For mens kassemanden/damen bibber ind og kæmper som en sindssyg i en form for varer-tetris på den frimærkestore plade, der er skabt til afsætning, så presser jeg pengepungen ind i armhulen, aflaster Aldimedarbejderens stressede forehavende og skal samtidig klikke dankortet i maskinen, taste kode og grønne knapper, sige nej tak til bonen, møve kortet tilbage i pungen under armhulen og dernæst afvikle bjerget af stablede varer.

I normale butikker har man minimum én kundes tid til at samle varerne efter betaling. Båndet deles i to af en pind, der kan styre varerstrømmen i to retninger og sænke pakkepulsen for den handlende. Hvorfor er det, at Aldi insisterer på ikke at integrere sig i den danske supermarkedskultur og installerer et bånd på den anden side? Det kræver ikke det helt vilde. Der er MASSER af bånd at give af på pålæsningssiden. Måske skulle man bare rykke medarbejder og kasse ned midt på båndet? Det ville give plads på den anden side og gøre min Alditur en knivspids mindre stresset.

Jeg tror, der er en Nobel på højkant her…

Ej, det kan simpelthen ikke passe, at der skal være adfærdsfordele ved at blive gammel. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at vi skal bære over med gamle tosser, blot fordi ‘de er ældre’.

Jeg kastede en smule op i munden, da Sven-Ole Thorsen inviterede ’Til Middag Hos’ og brugte trekvart aften på at lade små galdefyldte kommentarer regne ned over de øvrige deltagere. Hans kommentar var “Sven-Ole, take it or leve it.” Jeg klappede i mine fede hænder over, at han blev smidt ud. Dernæst fandt jeg ud af, at jeg nok skal begynde at fylde noget indhold i mit liv. Man bliver aldrig for gammel til at te sig pænt.

Jeg skal til stadighed ligge øre til tilsvining af den ungdom, jeg endnu repræsenter. Have at vide at vi er dovne, selviske og overvægtige. At vi regner egoet før fællesskabet og kun tænker på at sno os lettest uden om voksenlivet. Jeg hører aldrig, at de ældre skal tage sig sammen. “Man må jo ikke sige noget grimt om dem. De har bygget velfærdsstaten.” Ja, de gør mit liv muligt, fordi jeg diger ved velfærdsstatens patværk, og de skal have tak for de mange timer ved transportbåndet. Men jeg kan ikke gøre for, at de kom først. Jeg havde gjort det samme for dem, hvis jeg havde muligheden. Jeg afleverer også alle mine øldåser i automaten igen, fordi mine børns børnebørn ikke skal have tungmetaller i mavsen. Sådan er det at bidrage til fremtiden.

Når små børn ligger sig på gulvet i Fakta og skriger lungerne ud af halsen, skal de irettesættes. Når gamle gør livet surt for deres medborgere, skal vi trække på skulderen. Der er lige meget personlighed i begge dele. Lige meget social kontekst, interaktion, og ’sådan-gør-man-bare-ikke!”

Alder skal den ondefløjtendemig ikke blive et skalkesjul for at leve i kongesuite til evig tid.

Blev der sagt.

Jeg er som udgangspunkt træt af at undskylde. Jeg tror, det er en pigeting, men når jeg får gæster på besøg, tager jeg mig selv i at være en stor beklagelse. “Jeg ved sgu ikke, om de her muffins har fået nok,” “ja, jeg overvejede godt nok at male lejligheden, men hey..det fik jeg ikke gjort.” Den slags ting.

En af de helt store trækplastre af undskyldninger går på min musiksamling. Den gik i stå samtidig med, at youtube inficerede mit liv. Tilbage står der nu et dødsbo af cd’er, der repræsenterer et liv, der var en gang. Jeg har de tidsløse drenge stående. Coldplay, for deres musik skal jeg have på cd. Poeten og Lillebror står der også, fordi varm jazz og højtlæsning er balsam for sjælen i alt slags vejr. Derfra går det galt. Savage Garden. Madonnas plader fra før hun fik alderskrise, et par musiclas, Lisa Ekdahl, Gabrielle, Peter Sommer. Mit ansigt udad til står stablet i cd-holdere i stuen, men et ansigt, der har fået noget botox siden.

Heldigvis er miseren ikke længere end, at der ryger Savage Garden på til rødvinsaftenerne, så vi alle kan mindes de teenage-hormonella-tudeture vi havde til “Hold Me”.

Nu er der ikke mere rødvin - gudskelov - og Rasmus Nøhr har fundet vej i hyggesprederen. Sommetider er det rart at være hormonella.

Ved sgu ikke, om jeg er faldet til patten i Cirkus Tristhed. Om jeg ligefrem føler mig tryg ved at være ked af det og hænge fast i noget fortid, der flår i indersiden. Jeg prøver at bearbejde.  Har alle mulige sætninger på tungen omkring, hvor cool min nye tilværelse er. Hvordan jeg bidrager til verden. Hvordan jeg kan se og røre det, jeg laver. Men jeg har indset, at jeg kun kan skrive kronologisk, og den her pressede sig på først. Så må vi se, om den rammer offentligheden.

I dagtimerne kører det meget godt. Der suser jeg rundt i et travlt mediehus og er lost på den fede måde. Jeg cykler hjem med sang på tungen og smil på læben. Møder drengene derhjemme, der rykker sammen, så jeg kan smide mig med dem i sofaen. Udveksler morsom- og dybsindigheder. Øl og chips med eddikesmag, som en eller anden fandt på en spothylde i Netto.

Men om natten kryber tankerne sig sammen. Du sniger dig ind under dynen og lægger en arm hen over min. Kysser mig bag øret og snorker mig i søvn. Sommetider snakker vi om de ting, vi lavede sammen. Jeg har arkiveret dig i en af de fine kasser, så jeg smiler og er glad for, at de oplevelser er mine. At jeg virker og kan have det sådan.

Men så bliver det morgen, og jeg bliver sur over, at det stadig fylder. Du stadig fylder. At der nu er gået 23 dage, og at jeg stadig tæller. At jeg når at tænke, at jeg kraftedeme ikke vil være den næste, der skriver. Jeg vil være cool og gøre det nemt for dig. Ikke længere belemre dig med, at jeg savner dig og tænker på dig hver eneste dag.

Jeg vil så gerne være okay. Jeg er træt af min ammehjernelignende tilstand, hvor jeg ikke kan høre en popsang eller se pladderfilm uden, at jeg må blinke tårerkanalerne på plads. Jeg er træt af, at jeg aldrig fik grædt ud.

Jeg blinker igen. Blinker på fuld smadder.

Der spekuleres i, om der er nye prinse- eller prinsessefødder på vej til de bonede gulve på Amalienborg. Flere medier - der ikke blot er kulørte - kørte nyheden i dag og begrundede mistanken på baggrund af “…observationer af Marys påklædning og adfærd de seneste uger“.

Det er muligt hun er en offentlig person, der skal finde sig i en hel masse fra pressen. Men kunne vi ikke lade være med at omtale hende som et drægtigt dyr?

Jeg læste denne klumme om mænd, damer og alt der i mellem. I korte rids påstår journalisten, at nutidens mænd er flasket op som kvinders modstand af deres 69′er mødre, og derfor er endt som bløde drengerøve med ræveangst for voksenland og ansvar. Sideløbende er vi damer gødet med ord som ligeværd og -stilling, og måske kammede det over, da vi blev iført overalls og lærte at bruge en hammer. I hvertfald har vi kvinder ikke forladt ‘kan-selv-vil-selv’ alderen, hvorfor flere laver sig en fin familie af mig-mig-og-sædbank.

Journalisten har pointer, bevares, men til nogle af hendes påstande, må jeg alligevel ytre et aaarrh. Jeg tror mændenes angst og damernes fandenivoldskhed skyldes pure egoisme. Vi orker ikke at brænde os for mange gange, for vi har råd til at lade være. Vi kan optage nogle rentefrie lån og leve helt alene med vores designer møbler og fadderbarn i Etiopien. Måske er singlelunten blevet kortere? Måske skal der ikke så mange brændte forhold til, før vi eksploderer i et ’så gør jeg det kraftedme selv’?

Det er det nemmeste i hele verden at være single. Derfor er parforholdet blevet stemplet som problematisk. Man taler om parforholdet som begrænsende for den personlige frihed, karrieren og udfoldelsen på dansegulvet. Allerede fra start er flirter problematiske, fordi vi har set på Carrie i tilpas mange timer til at vide, at mandeproblemer er normalt. Hvis ikke vi skændes, er der nok noget galt med os. I gamle dage var det omvendt. Der var singlelivet et minefelt, man skulle sprinte igennem, så man kunne få sig en tryg og meningsfyldt hverdag under hagen på et andet menneske.

Kan det virkelig være rigtigt, at parforhold idag har så lede odds? Skal jeg have ondt, før jeg er?

Jeg er flyttet fire gange i min relative korte karriere som udeboende. Selvom jeg er ret meget tilstede i de timer jeg pendulsvinger mellem dødsbo og containerplads, så er det som om, den nye geografiske placering først går op for mig, når jeg skal glo andet steds hen på Tannevs vejrkort den første aften på de nye gulvbrædder.

Samme fatsvage tendens gør sig gældende, når jeg indser, at jeg har flyttet mig hen på nogle af livets nye gulvplanker. Således opdaterede jeg min ønskeseddel i dag og fandt mig selv browse gennem Bodums hjemmeside for den helt rigtige stempelkande.  Og skulle jeg også ønske mig kopperne til? Jeg var i Jysk forleden og gik igennem afdelingen af voksne og ensfarvede sengesæt, som om jeg var færdig med at putte mig mellem Cirkeline og alle musene. Jeg skal i øvrigt også have fundet mig et sengetæppe.

En eller anden…skyd mig.

Som midlertidig stamgæst i livets emotionelle rutsjebane har jeg erfaret, at der også dukker en snert af egotrip op. Det er en drønuheldig cocktail, skal det bemærkes. MIG-MIG-MIG og en masse højlydte suk. Radioens ballader er pludselig spot-on beskrivelser af mine flossede følelser, og den tårerperser jeg læser, er lidt for selvbiografisk til at være egentligt fiktion.

Men værst af alt, er jeg nu fuldgyldigt medlem af Sex & The City. Jeg så et par afsnit i de sene nattetimer og måtte bearbejde et par sure opstød over serien og ligheden med mig. Jeg lå i mørket og indså, at jeg var Carrie på alle hendes dårlige sider. Hendes evindelige selvcentrerede snak om sig selv og sine fyre. Hun er et glimrende eksempel på vigtigheden i at skelne mellem at tale TIL og tale MED. Uanset hvem af veninderne, der hjertebløder over en frokost, skal Carrie nok deltage i samtalen ved at byde ind med SIG SELV. Ikke noget med at lytte og svare på venindens kvaler. Nej, for nu skal du høre, hvordan Carrie har det.

Jeg blev ringet op af et sæt uafhængige veninder, der godt ved, at jeg er ustabil for tiden. De fandt det nødvendigt at fortælle om deres branderter i weekenden uden at spørge til, om jeg var begyndt at hænge sammen. Det blev jeg sur over. For burde de ikke tage hensyn? Carrie er ked af det jo. I må da forstå, at jeg ikke kan tale om andet end mig.

Jeg brækker mig! Jeg har altid yndet at skille tingene ad og sparke til folk, der ikke formår at gøre det. Man skal ikke lade kærestesorgen dryppe alt for meget på livets andre facetter, for der er masser af ting, der stadig er sjove, selvom jeg har kronisk gråd i halsen.

Men heldigvis er jeg så dejlig dobbeltmoralsk, at jeg jo ikke vil afbryde dig, hvis du skulle finde på at spørge ind til min almene tilstand…

Ja, det er dig, jeg taler til. Og om. Og jeg ved, du læser med, for du en af os Herinde i store, trygge blogcity. Samtidig ved jeg også godt, at det er kujonagtigt at smide ting om dig herud. Vi har aldrig skrevet om hinanden Herinde, fordi der pludselig er venner, familie og de truffede bloggere, der læser med. Der var pludselig rigtig mange forældre at skjule det for. ’Vi’ har været vores lille hemmelighed, lige indtil du tog mig i hånden den gang i juni, og de andre så det. Tænk, hvor mange gange, jeg har fortalt veninderne om suget i maven. Og den eneste, der burde vide det, var dig.

Nu har vi så taget en voksen beslutning. Nu sidder vi to mennesker og er kede af det i hver vores ende af et skinnenet. For vi ville gerne hinanden, blev konklusionen, men vi kan ikke få det, fordi der er noget, der hedder Timing. Du snakkede om bøgehæk og fælles vennekreds. Jeg snakkede ikke rigtig om noget, men har givet indtrykket, at jeg skal bade i sangriaspringvand nogle år endnu. Først og fremmest skal jeg til Jylland og lege journalist. Have skæve arbejdstider og det liv, jeg tænkte ville være så uproblematisk. Jeg var ellers ved at søle det ind i problemstillinger, fordi jeg gerne ville sætte mig i fly og se dig hveranden weekend. Men det ville dø, ikke?

Og jeg synes ærlig talt, vi er for gode til, at afstanden og forkrampede pendlerforsøg skal smadre det. Om et år, siger vi. Om et år deler vi postnummer, eller i hvertfald storbylarmen, og så kan det være, noget sker. Vi har i hvertfald bedre forudsætninger for spontanitet og rigtig delagtiggørelse i hinandens liv.

Jeg kan ikke love, at det skal være dig, mig og os tre/fire. Men det skræmmer mig for sindssygt, at jeg havde tankerne. At jeg indså ting om voksenlivet, i de måneder du tikkede regelmæssigt  ind ind på min telefon. Samtidig er jeg for dygtig single til, at jeg vil gå i stå, fordi min telefon bliver tavs nu. Man kommer bedre over en ved at komme over en anden. Men vil jeg over dig? Næh. For vi ses igen om et år.

Pis.

I øvrigt ville jeg gerne have grædt i morges. Det kommer nok, og det strammer i svælget lige nu. Dit skæg kradser stadig på min overlæbe, og mit hår dufter af dig. Når det holder op, så bliver der for alvor tomt.

Jeg har bijobbet i Cirkus Hjemmepleje i et par år efterhånden, fordi jeg a) er fattig og b) det aldrig skader at gøre noget godt for andre. Det har været et job, jeg har elsket at hade, fordi menuen står på iskold socialrealisme i en sovs af død, liggesår og upersonlige ældreboliger. Not that nice.

De har været skidelede overfor mig, de ældre. Jeg kan ikke tælle de gange, jeg har bidt mig i tungen for ikke at råbe igen, når en ældre var uretfærdig og væmmelig. Jeg har haft lyst til at tude, skride og smække med døren, når jeg er blevet mødt med ældgammelt had, alene fordi jeg ikke var deres faste hjemmehjælper. Istedet har jeg måtte finde smilet frem, ligge mig taknemneligt på knæ og sluge mit ego og tonstunge kameler.

Jeg kan forestille mig, at det for tiden ikke er spor nemmere at være hjemmeplejer. Jeg forestiller mig, at nogle ældre vil sidde i deres lænestole med sur mine og stopur og tage tid på præcis hvor mange sekunder, hjemmeplejeren bruger på matriklen. Jeg forestiller mig nogle ekstra vakse øjne fra de pårørende, når deres mor får serveret kaffe eller bliver iført strømper.

Samtidig sidder jeg som journalistwanabee og synes, at historien er helt berettiget. Det er godt, der bliver ristet noget kommunal hjemmehjælperrøv, for nogle har fortjent det. Nogle. Ikke alle. Og det glemmer pressen, når kameraet er slukket. Men fra nu af er alle skyldige i svig og i at tage den nemme vej til fyraften. Alle skal mistænkliggøres og al hjemmepleje er per definition dårlig.

Det er synd, for der findes også gæve kvinder og mænd Derude, der sætter en kæmpe ære i at nurse om de ældre. Hjemmeplejeren, der gerne tager overarbejde for at holde Gerda i hånden, når det tordner. SOSU’en, der sylter et ekstra glas blommemarmelade derhjemme, fordi det er Helges livret. De ansatte, der møder op på Egons sidste rejse, fordi han ikke havde så mange andre tilbage.

Jeg synes, man skal vinke til hjemmeplejebilerne, når man møder dem i et lyskryds. De har ikke supermeget af smile af.