Grublerier

Jeg læste denne klumme om mænd, damer og alt der i mellem. I korte rids påstår journalisten, at nutidens mænd er flasket op som kvinders modstand af deres 69′er mødre, og derfor er endt som bløde drengerøve med ræveangst for voksenland og ansvar. Sideløbende er vi damer gødet med ord som ligeværd og -stilling, og måske kammede det over, da vi blev iført overalls og lærte at bruge en hammer. I hvertfald har vi kvinder ikke forladt ‘kan-selv-vil-selv’ alderen, hvorfor flere laver sig en fin familie af mig-mig-og-sædbank.

Journalisten har pointer, bevares, men til nogle af hendes påstande, må jeg alligevel ytre et aaarrh. Jeg tror mændenes angst og damernes fandenivoldskhed skyldes pure egoisme. Vi orker ikke at brænde os for mange gange, for vi har råd til at lade være. Vi kan optage nogle rentefrie lån og leve helt alene med vores designer møbler og fadderbarn i Etiopien. Måske er singlelunten blevet kortere? Måske skal der ikke så mange brændte forhold til, før vi eksploderer i et ’så gør jeg det kraftedme selv’?

Det er det nemmeste i hele verden at være single. Derfor er parforholdet blevet stemplet som problematisk. Man taler om parforholdet som begrænsende for den personlige frihed, karrieren og udfoldelsen på dansegulvet. Allerede fra start er flirter problematiske, fordi vi har set på Carrie i tilpas mange timer til at vide, at mandeproblemer er normalt. Hvis ikke vi skændes, er der nok noget galt med os. I gamle dage var det omvendt. Der var singlelivet et minefelt, man skulle sprinte igennem, så man kunne få sig en tryg og meningsfyldt hverdag under hagen på et andet menneske.

Kan det virkelig være rigtigt, at parforhold idag har så lede odds? Skal jeg have ondt, før jeg er?

Jeg er flyttet fire gange i min relative korte karriere som udeboende. Selvom jeg er ret meget tilstede i de timer jeg pendulsvinger mellem dødsbo og containerplads, så er det som om, den nye geografiske placering først går op for mig, når jeg skal glo andet steds hen på Tannevs vejrkort den første aften på de nye gulvbrædder.

Samme fatsvage tendens gør sig gældende, når jeg indser, at jeg har flyttet mig hen på nogle af livets nye gulvplanker. Således opdaterede jeg min ønskeseddel i dag og fandt mig selv browse gennem Bodums hjemmeside for den helt rigtige stempelkande.  Og skulle jeg også ønske mig kopperne til? Jeg var i Jysk forleden og gik igennem afdelingen af voksne og ensfarvede sengesæt, som om jeg var færdig med at putte mig mellem Cirkeline og alle musene. Jeg skal i øvrigt også have fundet mig et sengetæppe.

En eller anden…skyd mig.

Som midlertidig stamgæst i livets emotionelle rutsjebane har jeg erfaret, at der også dukker en snert af egotrip op. Det er en drønuheldig cocktail, skal det bemærkes. MIG-MIG-MIG og en masse højlydte suk. Radioens ballader er pludselig spot-on beskrivelser af mine flossede følelser, og den tårerperser jeg læser, er lidt for selvbiografisk til at være egentligt fiktion.

Men værst af alt, er jeg nu fuldgyldigt medlem af Sex & The City. Jeg så et par afsnit i de sene nattetimer og måtte bearbejde et par sure opstød over serien og ligheden med mig. Jeg lå i mørket og indså, at jeg var Carrie på alle hendes dårlige sider. Hendes evindelige selvcentrerede snak om sig selv og sine fyre. Hun er et glimrende eksempel på vigtigheden i at skelne mellem at tale TIL og tale MED. Uanset hvem af veninderne, der hjertebløder over en frokost, skal Carrie nok deltage i samtalen ved at byde ind med SIG SELV. Ikke noget med at lytte og svare på venindens kvaler. Nej, for nu skal du høre, hvordan Carrie har det.

Jeg blev ringet op af et sæt uafhængige veninder, der godt ved, at jeg er ustabil for tiden. De fandt det nødvendigt at fortælle om deres branderter i weekenden uden at spørge til, om jeg var begyndt at hænge sammen. Det blev jeg sur over. For burde de ikke tage hensyn? Carrie er ked af det jo. I må da forstå, at jeg ikke kan tale om andet end mig.

Jeg brækker mig! Jeg har altid yndet at skille tingene ad og sparke til folk, der ikke formår at gøre det. Man skal ikke lade kærestesorgen dryppe alt for meget på livets andre facetter, for der er masser af ting, der stadig er sjove, selvom jeg har kronisk gråd i halsen.

Men heldigvis er jeg så dejlig dobbeltmoralsk, at jeg jo ikke vil afbryde dig, hvis du skulle finde på at spørge ind til min almene tilstand…

Ja, det er dig, jeg taler til. Og om. Og jeg ved, du læser med, for du en af os Herinde i store, trygge blogcity. Samtidig ved jeg også godt, at det er kujonagtigt at smide ting om dig herud. Vi har aldrig skrevet om hinanden Herinde, fordi der pludselig er venner, familie og de truffede bloggere, der læser med. Der var pludselig rigtig mange forældre at skjule det for. ’Vi’ har været vores lille hemmelighed, lige indtil du tog mig i hånden den gang i juni, og de andre så det. Tænk, hvor mange gange, jeg har fortalt veninderne om suget i maven. Og den eneste, der burde vide det, var dig.

Nu har vi så taget en voksen beslutning. Nu sidder vi to mennesker og er kede af det i hver vores ende af et skinnenet. For vi ville gerne hinanden, blev konklusionen, men vi kan ikke få det, fordi der er noget, der hedder Timing. Du snakkede om bøgehæk og fælles vennekreds. Jeg snakkede ikke rigtig om noget, men har givet indtrykket, at jeg skal bade i sangriaspringvand nogle år endnu. Først og fremmest skal jeg til Jylland og lege journalist. Have skæve arbejdstider og det liv, jeg tænkte ville være så uproblematisk. Jeg var ellers ved at søle det ind i problemstillinger, fordi jeg gerne ville sætte mig i fly og se dig hveranden weekend. Men det ville dø, ikke?

Og jeg synes ærlig talt, vi er for gode til, at afstanden og forkrampede pendlerforsøg skal smadre det. Om et år, siger vi. Om et år deler vi postnummer, eller i hvertfald storbylarmen, og så kan det være, noget sker. Vi har i hvertfald bedre forudsætninger for spontanitet og rigtig delagtiggørelse i hinandens liv.

Jeg kan ikke love, at det skal være dig, mig og os tre/fire. Men det skræmmer mig for sindssygt, at jeg havde tankerne. At jeg indså ting om voksenlivet, i de måneder du tikkede regelmæssigt  ind ind på min telefon. Samtidig er jeg for dygtig single til, at jeg vil gå i stå, fordi min telefon bliver tavs nu. Man kommer bedre over en ved at komme over en anden. Men vil jeg over dig? Næh. For vi ses igen om et år.

Pis.

I øvrigt ville jeg gerne have grædt i morges. Det kommer nok, og det strammer i svælget lige nu. Dit skæg kradser stadig på min overlæbe, og mit hår dufter af dig. Når det holder op, så bliver der for alvor tomt.

Jeg har bijobbet i Cirkus Hjemmepleje i et par år efterhånden, fordi jeg a) er fattig og b) det aldrig skader at gøre noget godt for andre. Det har været et job, jeg har elsket at hade, fordi menuen står på iskold socialrealisme i en sovs af død, liggesår og upersonlige ældreboliger. Not that nice.

De har været skidelede overfor mig, de ældre. Jeg kan ikke tælle de gange, jeg har bidt mig i tungen for ikke at råbe igen, når en ældre var uretfærdig og væmmelig. Jeg har haft lyst til at tude, skride og smække med døren, når jeg er blevet mødt med ældgammelt had, alene fordi jeg ikke var deres faste hjemmehjælper. Istedet har jeg måtte finde smilet frem, ligge mig taknemneligt på knæ og sluge mit ego og tonstunge kameler.

Jeg kan forestille mig, at det for tiden ikke er spor nemmere at være hjemmeplejer. Jeg forestiller mig, at nogle ældre vil sidde i deres lænestole med sur mine og stopur og tage tid på præcis hvor mange sekunder, hjemmeplejeren bruger på matriklen. Jeg forestiller mig nogle ekstra vakse øjne fra de pårørende, når deres mor får serveret kaffe eller bliver iført strømper.

Samtidig sidder jeg som journalistwanabee og synes, at historien er helt berettiget. Det er godt, der bliver ristet noget kommunal hjemmehjælperrøv, for nogle har fortjent det. Nogle. Ikke alle. Og det glemmer pressen, når kameraet er slukket. Men fra nu af er alle skyldige i svig og i at tage den nemme vej til fyraften. Alle skal mistænkliggøres og al hjemmepleje er per definition dårlig.

Det er synd, for der findes også gæve kvinder og mænd Derude, der sætter en kæmpe ære i at nurse om de ældre. Hjemmeplejeren, der gerne tager overarbejde for at holde Gerda i hånden, når det tordner. SOSU’en, der sylter et ekstra glas blommemarmelade derhjemme, fordi det er Helges livret. De ansatte, der møder op på Egons sidste rejse, fordi han ikke havde så mange andre tilbage.

Jeg synes, man skal vinke til hjemmeplejebilerne, når man møder dem i et lyskryds. De har ikke supermeget af smile af.

“Er I så blevet kærester?,” lød den tværs over Marimekkodugen til forledendagens tøsefrokost. Den ramte veninden mellem øjenene, der pludselig lignede noget, der kunne have siddet i hovedet på en forskræmt puddel. ” Vi ser bare hinanden,” kom det skarpt fra bordenden. Marimekkoselskabet blev hurtigt enige om, at veninden efterhånden havde set ham temmelig længe, og at det snart måtte munde ud i en kæresteproklamering på facebook. Dertil svarede min kloge veninde “Det er sgu da kun for Jeres skyld så. Når han og jeg ligger nøgne under dynen, er vi jo skideligeglad med alverdens titler.”

Touche!

For kærestetitel er jo bare et praktisk redskab, hvormed man kan placere en person i Livets Sætterkasse. En måde at lette præsentationen på, når der lægges op til Goddag-goddag-twister ved random sammenkomster. Da man var mindre, var det nemt at få kærester. Man spurgte direkte eller lagde en gnidret seddel i hans penalhus i spisefrikvarteret. Sæt X i ja, nej eller måske.

Men idag…Hvornår tæller det? Bliver man enige om det i dobbeltsengen, eller er det først når han lægger armen om hendes lændestykker  på en bar og siger: Det er så min kæreste? Eller det omvendte tilfælde, hvor hun bruger k-ordet, han får et kvart hjertestop og bunder igangværende fadøl? En er i hvertfald nødt til at forme ordet som den første med risiko for at brænde nallerne.

Måske spiller min veninde safe ved bare at se ham. Måske har hun ikke samme sætterkassetrang som os andre. Måske skulle vi andre bare blande os uden om?

Det er nu femte gang, jeg sender flyttekort ud til vennerne. Freaking femte gang på sølle fire år. Man får smidt en masse ud, ja ja, men man efterlader også en del knuste hjerter bag sig, når man gør sit exit ud af kommunegrænsen.

Først var der Henrik. Sådan en Blæs Bukki-skaldet type med en skæv humor, der cirka tre gange i timen bad mig smile. Efter ham, eller det var faktisk samtidig, kiggede Kim B forbi. Han var sød på den vestjyske måde og spillede røvgod musik. Han er - som jeg - pjattet med Steffen Brandt. Så forlod jeg Esbjerg og tog til Holland. Der mødte jeg Werner, der insisterede på at have meget stramt tøj på altid, og ja det sluttede efter fem måneder, hvor jeg så flyttede til Odense.

Her gik det stærkt. Indledningsvist med Porno Peter, og du kan godt stoppe dine syndige tanker, for det er KUN fordi han har statur og smørhår til at være med i en eftermidnats film. Lynhurtigt kom Smukke Jesper ind i billedet, som alle de andre damer også sukkede efter. Men han var jo min, når vi sås de der to-tre gange om ugen. Svedige og halvaklædte.

Nu har jeg skiftet postnummer igen, og mit hjerte bløder ved tabet af Søde Thomas. Vi hørte så god musik , når vi sås om tirsdagen. Han smilede og var sjov og skiftede altid sko siddende på gulvet.

Men livet går videre, og Lasse entrerede i dag. Vi skal lige se hinanden an. Finde tempoet og retorikken so to speak. Men han bliver sikkert også en ganske glimrende spinninginstruktør.

Man taler altid om det indre barn. Det, der kommer frem ved polterabender eller i bland-selv-slik-situationer. Måske skulle man fokusere mere på den ydre voksen? Den, der styrer barnet i hverdagen, fordi det nu en gang er mest passende?

Jeg havde min ydre voksen med i Fårup Sommerland i dag. Var uadtil den voksne kvinde, der tog vand med til de andre og næsten huskede at tage solcreme på over det hele. Men voksenheden kollapsede i det sekund, indgangen var forceret. Barnet hvinede med en voksen lungekapacit, da hun fløj afsted hen over rutsjebaneskinnerne eller landede med en træstammebåd med vandet prustende omkring sig.

Men i badeland slog den ydre voksne til igen. Afholdt mig trods alt fra at møve badedragten ind i numsen for at få mere fart på. Det var der mange, der var glade for.

Det indre barn er træt nu. Trækker sig langsomt ind i voksenkroppen, der opdager, at det virkelig var dumt ikke at være grundig med det der solcreme. Barnet lukker dagen med sølletræthed og Pingvinslik i sofaen. Den ydre voksen betaler i morgen med fitness.

Jeg så ovenstående beklæde URBANS site og tænkte, at det var en god mulighed for at klynke lidt. Klage lidt over, hvilket vanvittigt semester jeg er ved at afslutte og ved hjælp af overskriften konkludere, at det måske ikke kun er mig, den er galt med. Måske ER der et reelt pres på mig, der ikke blot kan undskyldes med, at jeg er et tudefjæs?

Jeg tænker, at et semester er for hårdt, når en medstuderende bryder hulkende sammen til et gruppemøde, og jeg skal trække vejret helt ned i tærerne for ikke at følge hendes eksempel. Jeg tænker, det ikke er sundt at sove dårligt i tre måneder og efterfølgende have lejlighedsvise og nattelige panikanfald, hvor jeg krøller mig sammen med hagene på knæede og messer “at det nok skal gå, nok skal gå, nok skal gå”.

Jeg tænker, der er noget galt, når folk spørger: ‘hvordan har du det?’ og jeg kun kan svare, at jeg er træt helt ind i rygmarven. Der er noget galt, når jeg lægger hånden på en venindes skulder, og alene den gestus gør hendes øjne våde. Et semester er for hårdt, når et betragteligt antal af os, ikke kan gennemføre sommereksaminerne på grund af tabt overblik og det knugende behov for frihed.

Så hvis ‘nogen’ presser min generation, så vil jeg i mit stille bede om en undskyldning for alle de nætter, hvor jeg har tænkt, at det er mig, der er en svaglig kylling.

Min blog fylder 4 år i dag. Det havde jeg sgu ikke regnet med, den dag jeg i 2006 oprettede den for at spille sjov en eftermiddag. Og nu er jeg ved grød kommet så langt, at jeg kalder mig Blogger. At det er en del af min identitet.

Jeg har haft de vildeste oplevelse som blogger. Jeg er blevet spurgt til råds omkring blogging. Jeg har fået fanpost, fra folk jeg ikke kender. Jeg er godt nok også blevet svinet til en gang, men det er glemt nu, fordi blogcity rejste sig som en tiger og tog i mig i forsvar. Og det skal I have tak for.

Jeg synes, bloggeriet bølger lidt frem og tilbage. Synes, jeg må genopfinde mit engagement ind i mellem, fordi jeg gror lidt fast i badum-tschi indlæg og spøjse betragtninger. Så her for nylig kom der et fedt socialt element ind i bloggeriet, fordi vi var nogle stykker, der drak os sjovere på et værtshus. På lørdag æder vi kage og ser, om også kan være sjove på sukkertrip. Blogging IRL.

Det er altid syret at møde bloggere ude i den pulserende virkelighed. Jeg har placeret Jer alle på en piedestal, og så har i den frækhed at være helt normale mennesker, der også bliver våde af støvregn. Jeg er altid bange for ikke at slå til. Skriver-Benita er lidt sejere end virkelighedens ditto. Men jeg er altid landet blødt og er altid gået derfra minimum en krammer rigere.

Så helt cheesy vil jeg dedikere min fødselsdag til Jer. Fordi i bølger med, krammer godt og gør det sjovere at være blogger.

Hip hip!