Grublerier

Man skal passe på med at tillægge nytår for meget. Det er bare en ramme, en måde at tælle på og en årlig lejlighed til at ryste skuldrene og se tingene lidt fra oven. Det er ikke årets skyld, hvis noget går godt eller dårligt. Året er bare etiketten, begivenhederne bliver arkiveret under.

Mit problem var, at jeg ikke havde nogen forventninger til 2011. Det kom bare. Jeg var nede på det tidspunk, trak skyggen med hen over midnat og fik bobler i næsen, fordi jeg drak for hurtigt.

Min største fejl i indeværende år var, at jeg ikke turde tage med den følelsesmæssige rutsjebane. Jeg turde ikke være ked af det, havde ikke mulighed for det, fordi jeg skulle præstere overskud på mit arbejde og være glad udadtil. I stedet kæmpede jeg for et happy face, som tog så mange kræfter, at jeg heller ikke kunne svinge mig op til at være gennemført glad over noget. Jeg lagde mig på den feje planke af mellemførnøjet i midten, og kom igennem på musegrå facon.

Der er sket virkelig mange fede ting for mig i 2011, som jeg aldrig har fået fejret, fordi jeg ikke kunne føle mig rigtig glad. Mit liv tog nogle uventede drejninger, jeg fik en masse muligheder og en god portion selvtillid over, at jeg sparkede røv og fik opmærksomhed til gengæld. Langsomt fik jeg genforenet mig selv med den mig, der en gang var glad over det hele. Der kunne cykle og få grineflip over en lyntanke eller noget, som nogen havde sagt.

I 2012 skal hun findes igen.

Hun er ikke langt væk. Hun skal nok bare tilbage til der, hvor selvtilliden bliver boosted, og menneskerne ser på hende, som om hun er noget helt særligt. Hvor hun er speciel, lidt på afveje og er nogen.

2012 bliver fantastisk. Jeg glæder mig til at skulle starte arbejde i januar i en by, hvor verdens bedste ven og menneske bor. Jeg glæder mig til at vokse med opgaven, til at give mere slip, til at tænke ud af boksen og til at omgås kreative mennesker. Jeg glæder mig til at finde en mere konstruktiv balance mellem ydmyg og selvdestruktiv. Jeg glæder mig til at blive dygtigere og mere bevidst om, hvad filan jeg laver, når ‘on air’ knappen lyser. Jeg glæder mig til at blive en stemme, man kender.

Jeg glæder mig til at have et hjem, jeg har valgt, fordi det er der, jeg allerhelst vil være.

Med det vil jeg respektfuldt sige tak til 2011, der arkiveres som det år, hvor raketrampen blev bygget.

I 2012 har jeg tænkt mig at fyre den af.

Den gang jeg kom ind på journalistik i 2008, var nogle af mine nærmestes reaktion: “Ej, hvor er du heldig!” Der blev jeg sur. Gu’ var jeg ej heldig. Jeg var dygtig. Jeg havde selv stillet op til en skriftlig optagelsesprøve og på baggrund af den blevet kaldt ind til en mundtlig prøve også. Jeg havde skrabet tilstrækkeligt med point sammen til at blive optaget i første hug uden nogen forudsætninger fra højskoleophold eller skrivekurser. Jeg var dygtig.

Nu har jeg fået job, og nu føler jeg mig heldig. Jeg var heldig at rende ind i de rigtige mennesker, der gad bane vejen for mig. Jeg var heldig at få lov at lave radio som ussel praktikant i provinsen, og jeg var heldig at løbe ind i en timing, der passer uovertruffent til min stilling som nyuddannet om 1½ uge. Det er heldigt.

Det sjove er, at uanset om jeg er heldig eller dygtig, så bliver jeg altid modsagt. Jeg skal ikke have ubetinget ret. Så da jeg var dygtig at komme ind på journalistik, fandt nogen det nødvendigt at fortælle mig, at det også var heldigt, at jeg havde søgt det år, men dét antal ansøgere yada yada. Og nu hvor jeg er heldig, siger de samme mennesker, at det vidst også handler om, at jeg har været dygtig nok, til at arbejdspladsen gider satse på mig.

Jeg ville gerne, at de to ting kunne adskilles. Men det kan det nok ikke. Lykken står den kække bi, så måske føler heldet, den der tør være dygtig.

Der ramte den. Midt i Clements søndagsshow hvor han sad med sine fyldige læber og frittede en højrøvet Bjarne Corydon, og der ellers ikke var så skidemeget at grine af. Der kom den. Følelsen af bobler og brus blodet. Det naturlige smil og følelsen af at være glad helt ind til knoglerne.

Der forstod jeg, hvad det er, der er ved at ske.

Jeg skal tilbage til Aalborg. Jeg skal i gang med noget, jeg efter min nuværende og bedste overbevisning, har kategoriseret som mit drømmejob. Jeg skal tilbage til mennesker, jeg har smaskhamrende savnet, siden jeg kvittede Aalborg i sommer. Jeg er blevet rekrutteret til et job som endnu ikke færdiguddannet, og det troede jeg aldrig skulle ske for sådan en som mig.

Clement fortsatte. Jeg begyndte at hoppe rundt i lejligheden af glæde. Skrev overgearede julekort og førte underlige samtaler med dem, der tog telefonen.

Klaus Rifbjerg satte sig overfor Clement.
- Når man finder ud af, at det man gerne vil faktisk kan lade sig gøre; Så er man i en meget privilligeret situation, sagde den ældre mand, der har visse ligheder med det billede, jeg har i hovedet af min afdøde morfar.

Og det var sgu meget rammende sagt af pseudomorfar.

Og så hoppede jeg videre.

Jeg har fået fortalt, at jeg har fået job. Jeg har også trykket min nye chef i hånden og været med til en workshop, to ideudviklingsmøder og et par brainstorms. Men det er som om, det hele er foregået 10 centimenter foran min næse. Som om det er en film, jeg har set.

Ud-af-kroppen-oplevelse kaldes det vidst.

Jeg håber, den snart finder vej indenfor. Jeg vil gerne forstå, at det er mig, de siger tillykke til alle sammen.

I morges ringede min telefon, men jeg var optaget og kunne ikke tage den. Displayet viste en meget sjældent gæst på min opkaldsliste, men i stedet for at blive glad, gik min hjerne i dommedagsmode. ‘Er der sket noget?’ ‘Er nogen blevet syge’ ‘Er de kørt galt?’

Med bankende hjerte ringede jeg op. Sikker på, at jeg skulle konfronteres med højlydt snøften eller sirener i baggrunden.

Ingenlunde. “Hvad laver du i dag?” og så følte jeg mig en smule dum.

Det er ikke første gang, min hjerne har kørt gyserfilm over et ubesvaret opkald. En gang havde min mor lagt to beskeder om at ringe tilbage og smidt en sms med samme budskab inden for ganske kort tid. Jeg troede, hun var blevet syg. Eller at min far var. Eller at hunden skulle aflives, og jeg skulle hjem i en fart.

Næh. “Jeg tænkte på, skat, skal jeg ikke købe seks påskebryg til dig? De er på tilbud i Netto.”

Jeg tror, panikken er en voksenting. Jeg har boet det meste af mit semivoksne liv langt væk fra barndomshjemmet, og det har jeg gjort mig meget bevidst om min og min families sårbarhed. Jeg er sørme langt væk, hvis der sker noget, og jeg skal hjem. Så lynhurtigt slår jeg fight-instinktet til og gør klar til at løbe hjem, hvis jeg skal.

Men indtil videre er jeg blevet forskånet for det værste ballade og drama. Men så er det jo godt, at jeg bare kan skabe mit eget oppe i hovedet. Hm.

‘Lediggang er roden til alt ondt’, stod der på Gajolpakkeflipperne, den gang lakridsfacisterne gad dyrke ordsprog. Jeg tror egentligt ordsproget har fat i noget. Lediggang er i hvertfald rod til mere lediggang.

Efter otte uger på BA-vognen afleverede jeg i fredags. Siden da har jeg slasket zombieagtigt rundt, også selvom jeg både er blevet ædru og har gjort kål på tømmermændene.
Men min dag er blevet kortere af, at der ikke er noget at foretage sig. I går var min plan at knokle ind til city med listen over julegaveindkøb, men så gik der kaffe, træning og telefonfnidder i den, og da klokken var 13 tænkte jeg: ‘Nej, nu kan jeg umuligt nå mere i dag’. Så tog jeg en powernap.

I dag var jeg ved at falde i samme fælde, men så måtte jeg bede om min himmelblå.

For seks dage siden var jeg tidsstrateg. Jeg nåede opgaveskrivning, tusind overspringshandlinger, træning, smstasteri, Grey’s Anatomy klokken 17.05, mere opgave, og jeg sov ikke en gang til middag. I dag går min dag på hæld lige over frokost.

Jeg ved ikke, om det er sundt, at tilværelsen skifter skifter ham så drastisk. Omvendt kan det måske forklare, hvorfor jeg er så supertræt hele tiden.

I don’t know.

Og nu er der powernap.

Jeg er ofte blevet skudt i skoene, at jeg er for kræsen, og at min singlestand er en direkte konsekvens deraf. Jeg plejer at spille lidt sjov og sige, at det blot skyldes, at jeg ikke aner, hvad jeg ikke vil have.

Men man lærer hele livet, og nu er jeg kommet et par punkter tættere på at knække koden til min kræsenhed.

- Du skal ikke mangle situationsfornemmelse
- Du skal ikke tro, din måde at leve på er den eneste rigtige
- Du skal ikke gøre det til mit problem, når jeg forholder mig kritisk til det lort, du lukker ud
- Du skal ikke latterliggøre min empati
- Du skal ikke tale respektløs om min profession
- Du skal ikke nedgøre mine drømme
- Det skal ikke være svært at gennemskue, om du joker eller er alvorlig
- Du skal ikke provokere med vilje
- Du skal ikke tale om de kvinder, du knalder
- Du skal for alt i verden ikke belære mig
- Du skal ikke fremhæve, hvilken ære det er for mig at være i dit selskab
- Du skal ikke få mig til at bitche over dig på min blog

Derudover har du sgu næsten frit slag. Ej, det er da næsten værd at tage med, hva?

Hvad er det modsatte af skrivekløe? Hvad hedder det, når det ikke kradser? Nå, men det er sådan jeg har det. Jeg har påbegyndt de første 15 blogs og slettet dem igen, fordi de ikke flyder. Jeg har aldrig slettet en blog før i skabelsesfasen før. Jeg har stædigt skrevet den om og om, indtil jeg kunne være den bekendt, men der er intet, der virker for tiden.

På min smarte uddannelse siger de, at man skal kurere skrivepropper med associationsskrivning. Sætte sig med et æggeur og et tomt wordark og bare skrive, hvad der falder en ind. Det er det, jeg har gang i nu. Jeg har intet æggeur, men istedet en sang på 3.50 minutter, som agerer slutning på skriveøvelsen.

Nå, men såfremt jeg kunne skrive, ville jeg fortælle jer om den bacheloropgaven, jeg afleverede i fredags. Den antiklimatiske følelse jeg sidder med nu, og hvordan jeg hader, at min verden er så perspektivløs, når jeg er opgavepresset. Hvordan min veninde to dage før deadline fortalte mig over facebook, at hun er stresssyg, og jeg kun kunne kvittere med ‘Må jeg ringe i weekenden?’. Jeg har gennem hele processen prøvet at bevare jordforbindelsen. Det er BARE en bachelor, og andre mennesker har større problemer end jeg. De går i gennem skilsmisser eller bliver syge af egne forventninger til dem selv. Jeg sidder i min hule, drikker earl grey te og klynker over, at jeg skal indlevere en bunke papir med tekst på…

Hvis jeg kunne skrive, ville jeg også fortælle, at jeg gjorde noget dumt forleden. Men jeg var fuld, havde hjernen i lykkelige folder og var alligevel på vej på cykel. Så jeg svingede ind forbi og kiggede på hans lejlighed udefra. Bare fordi jeg kunne og bare fordi, jeg tænkte, at jeg sagtens kunne klare det. Det virkede - allerede i nuet - som noget fra en dum teenagefilm, og jeg er ikke sådan normalt. Det skulle bare gøres. Og jeg tog på druk bagefter og sad tæt med en sød person til de lyse timer. Så måske var det ikke dumt alligevel, og hey…jeg er kun menneske.

Sangen er slut for længst. Men den var god. Håber jeg snart kan skrive igen.

Vi lever i en verden, hvor parforholdsmønstret er i oprør. Der findes mor-mor, far-far, mor-mor-far, far-far-mor, papforældre, bonussøskende, reservebedster og så videre. Alligvel er det ikke legalt, når en dreng og en pige bliver bedste venner. For der må da være noget mere? Det må da udvikle sig?

Jeg har fået en intensivt forhold til min bedste ven de seneste måneder. Hans liv er i ruiner, der har været hemmeligheder, usagte ting, kaos, tårer, indforståede smil og smsstorm. Jeg har skulle lyve overfor folk om, hvorfor min telefon konstant er i bevægelse. Skulle underspille hans og mit venskab eller sige, det bare var min BA-makker, der lige ville komme med noget input. Jeg har måttet gemme telefonen i ærmet og sms’e hemmeligt fra toilettet for ikke at tiltrække unødig opmærksomhed, når jeg er ude hos folk.

Mine anstrengelser til trods har jeg alligevel flere gange skulle forsvare, at jeg ikke har en affære med min bedste ven. At vi ikke har et forhold, men at vi blot er hinandens bedste venner, der støtter, hjælper og deler, hvad end der nu hamrer rundt i hjernefolderne. Jeg vejer hvert et ord, men kan godt se, at det ikke rigtig hjælper, når jeg siger, at han har ændret mit liv, og at jeg ikke kan overskue, hvis han en dag ikke er der mere. Men det er sådan, jeg har det. Og jeg har indtil videre ikke stødt på nogen, der sådan rigtig forstår det, eller som jeg tør fortælle det helt til.

Indtil i dag.

For sidste år lavede jeg nøjagtig det samme med en anden ven, der også sneg sig ind under huden på mig på den der specielle facon. Vi delte alt. Hans skilsmisse, mit knuste hjerte, mit Aalborgkaos, hans boligsituation, og jeg ved ikke rigtig, hvor jeg havde været i dag, hvis ikke han havde været der. Vi var kolleger med kun et par stole i mellem os. Vi spillede den ondeste komedie på arbejde, fordi ingen måtte vide noget. Snakkede om vind, vejr og vodka på arbejdspladsen, og om hjertestumper, tårer og flygtetrang efter fyraften. Vi talte om, at det føltes som en affære, og at det var åndssvagt, fordi det er okay at tale med folk, man arbejder med. Men da vi så begyndte at være åbne med, at vi sås og spiste sammen ind i mellem, så skulle i se folk fløjte langtrukkent og smile skummelt. Så gravede vi os ned igen.

Han dukkede op i dag. ‘Hvad så, buddy?’, sagde han, og så fortalte jeg ham hele historien. Hvordan det er kamphamrende hårdt at se sin bedste ven falde sammen, hvordan jeg mangler nogen at snakke med, fordi ingen forstår vores forhold, og at jeg er bange for at falde sammen under presset, fordi jeg ikke kan finde en sparringspartner, der VIRKELIG forstår, hvordan mine seneste måneder har været.

Så sagde han: ‘Han er heldig at have dig. Det var sådan, jeg havde det’

Og så var det, jeg indså, at min sparringspartner måske har siddet under huden på mig siden sidste år. Jeg skulle bare lige grave telefonen frem fra ærmet.

Jeg er blevet betroet en hemmelighed. Det er den største hemmelighed, jeg har skulle holde for nogen, men det er ikke så svært, faktisk. Jeg tror det handler om vigtigheden af hemmligheden og i at kunne forudsige konsekvenserne af, hvis jeg ikke holder tæt. I denne sammenhæng er det katastrofalt, hvis jeg åbner munden, og derfor gør jeg det ikke. Så simpelt er det faktisk.

I folkeskolen kunne det godt være svært ikke at tale over sig, men jeg tror godt, vi vidste, at hemmelighederne ikke var så vilde. Men vi kunne godt lide at lege, at det var nøglen til verdensfreden, vi hviskede om bag skuret med legeting. Man kunne lade stemningen med indgangsreplikken: “Kan du holde på en hemmelighed,” og selvom det var sjette gang man fortalte det den dag, og det kun handlede om, at man havde holdt Mads i hånden efter musiktimen, så havde ordudvekslingen en snert af eksklusivitet.

Som hemmelighedsdeler glemmer man ind i mellem, at man også pålægger hemmelighedsholderen et meget stort ansvar. ‘Hey, hold lige mit hjerte lidt. Det er for tungt for mig for tiden,’ og så sidder man der, med en tikkende bombe i skødet. Det er en del af pagten, siger nogen. Man udvælger en troværdig person og som tak forventer man, at hemmeligheden bliver hos den udvalgte. Men det er en vild risiko at løbe, og hvor mange af os blev ikke dolket i ryggen i skolegården?

Så måske skal man virkelig understrege, at ‘kan du holde på en hemmelighed?’ er et spørgsmål. Hverken en tillidserklæring, ikke en tilkendeligivelse eller anerkendelse af vores venskab. Det kan komme bagefter.
For KAN du holde på den, eller hvad? En ting er, at jeg tror du kan være mit hjertets støttehjul for en stund, men jeg skal vide, om DU tror, du kan. I folkeskolen sagde man ja pr. automatik bag legeskuret, men jeg tror kun et par procentdel har mærket efter, om det der hemmelighedskræmmeri var lige dem.

Jeg svarede, at jeg kunne, da jeg blev spurgt for nylig. Jeg føler mig udvalgt, stolet på og speciel, og det er også en af grundene til, at læk fra min side ikke er en option. Det var en reel overvejelse. Kan jeg bære en andens hjerte? Vil jeg? Tør jeg? Hemmeligheder er jo ikke engangsforestillinger; de har det med at afføde flere.

Men nu ligger det der. Det tikkende hjerte i skødet på mig, og jeg føler mig som jordens bedste ven.

Men det er min hemmelighed. Kan du holde på den?