Grublerier

Jeg har været en lille uge i udlandet. For at trække stikket ud, som det populært hedder. Oversat til nudansk vil det sige, at jeg var uden internet og mobiltelefoner i fem hele dage. Jeg nåede at hade mig selv en lille smule, fordi jeg et par dage inden afrejse faktisk var mest bekymret for, om jeg kunne undvære min daglige surfen på netbølgen.

Men en junkie er og bliver en junkie, og jeg trak ikke stikkene helt ud. Hvis jeg ikke kunne tjekke min facebook hver time, så kunne jeg i det midste spekulere i nye facebookprofilbilleder. Så hvert eneste klik fra kameraet blev afløst af tankestrømmen: Kan jeg bruge det på facebook? Det gik så vidt, at jeg på vores fjernsyns- og computerløse hotelværelse begyndte at tage billeder af mit eget fjæs. Jeg var jo bare toplækker i turistpraktisk tøj og med en kuldenæse rødere end Dannebrog.

Profilbilleder er belagt med et skøn og dobbeltmoralsk regelsæt. Enten skal de være gudesmukke eller også hylende grinagtige. Det er jo klassisk tidsspilde, at jeg har præsteret indsuget mave og Colgatesmil foran alverdens kirker. De vil til en hver tid blive slået af næste druktur, hvis nogen fanger mig med hovedet nede i Sangriaen.

Det er menneskeligt at fejle, og jeg er immervæk menneske for tiden. Det er bare som om, devicen om den fejlbarlige menneskelige natur mangler et kapitel to om, at det også er menneskeligt at tilgive.

Jeg gør kunstner og krænger ord ud om, hvor ked af det, jeg er. Kreative ord, der helst skal efterlade indtrykket af oprigtighed og manglende evne til ordentligt at udtrykke min sorte samvittighed.  Men i sidste ende er ‘undskyld’ det eneste, jeg har. Et undskyld uden forbehold, men’er og hvis’er. Bare undskyld efterfulgt af en lang pause.

Hvad gør jeg så, når modtageren siger: “Jeg kan ikke tilgive dig’? Jeg kan jo ikke blive ved med at se på skaden, når jeg ikke må sætte et plaster på. Det er ikke fair.

Tilgivelse burde være obligatorisk. Når man var ude at svømme, havde folk pligt til at trække en ind igen. Jeg tror ikke det ville blive misbrugt. Jeg tror ikke, folk ville smide sig tankeløst ud fra tremetervippen, fordi ordet ‘undskyld’ i sig selv gør så ondt at have i munden. Det er straf nok i sig selv, så man ville tænke sig om inden det frie fald.

Jeg landede med et brag. Kunne godt bruge et plaster.

Min veninde har fået en lille pige, og underligt nok gik det også hen og ændrede mit liv. Jeg går og fylder mit hoved med bekymringer og tanker, og i virkeligheden burde jeg bare smile bredt og sende et kort. Det var dog ikke så stort et chock, som da hun annoncerede sin graviditet. Der var jeg mentalt på orlov i to døgn. Det skal ikke gentage sig, tænkte jeg ædelt, og så begyndte jeg også at  forberede mig til hendes fødsel.

Og nu er hun her, den lille Peanut, og ser så fin ud i det højteknologiske fotoalbumm der ramte min indbakke. Jeg har smidt de obligatoriske spørgsmål om vægt, længde og presseveer. Jeg skal se hende snart. Eller… faktisk skal jeg se moren. Det er jeg mest spændt på. At se hende være mor. At se at ‘vi’ åbenbart er kommet dertil i vores liv, hvor vi bliver nogens mor. Det er det, der presser mig allermest.

For hvis vi er kommet der til, så danner jeg så afgjort bagtrop. Jeg er milevidt fra moderfølelsen, fordi min barnagtighed stadig byder mig at se på det negative ved den. At man ikke får sovet, at man bekymrer sig 24-7 resten af ens liv, og at Peanut måske bliver medlem af en pigebande med foldeknive og bandana.

Omvendt er jeg også bange for at sakke bagud på det indholdsmæssige. Min venindes liv er nu 100 % centreret om Peanutten, og der er intet vigtigere i hendes liv. Jeg scannede mit liv og fandt intet, ud over mig selv, at gå op i. På mandag har jeg deadline. Det er det mit liv handler om lige nu. Efter den er det noget andet. Tirsdag noget tredje. Mine fokuspunkter opløser sig med tiden, men Peanutten bliver hængende. Jeg ved ikke, hvad mit altoverskyggende fokus er. Det er skønt og frihedsagtigt ja ja, men dælme også en flyvsk størrelse.

Måske er det endegyldigheden, jeg er bange for. Frygten for ikke at kunne vælge om igen. Selv realtive store beslutninger som uddannelse, har jeg formået at lave om, fordi jeg pludselig ville noget andet. Peanut er der for evigt, og hun kan ikke leveres tilbage, hvis hendes mor gerne vil vælge om.

Min egen mor siger, at verden er farlig, men at den går i stå, hvis alle er så bange som mig. Nogle er nødt til at mande (kvinde?) sig op og sætte Peanuts i verden. Så hvis I andre bare gør det, så går jeg i flyverskjul. Indtil jeg en dag vælger om.

I’ve joined the dark side. Jeg ser Paradise Hotel. I de foregående fem sæsoner har jeg elegant zappet uden om, men stadig forbeholdt mig retten til at være sprængfyldt med fordomme over for konceptet og deltagerne. Men så i søndags blev jeg lokket i fordærv og sprang ud på min jomfrurejse som Paradiseseer. Nu er der ingen vej tilbage what so ever.

Men det vil jeg jo ikke acceptere. Så jeg snyder mig selv ved at løbe hækkeløb mellem de andre kanaler, men vi ved vidst alle sammen godt, at det er på Paradise Hotel, jeg vil være. Jeg er som en uafklaret afhængig. Jeg benægter og tror, det er godt for mig at høre sproglige dumheder og se alt for meget hud for årstiden.

Fornuftgenet skriger: Ej, du er da ikke én af DEM, der sker det møg?!? Du er da ikke én af DEM, du selv har himlet med øjnene over, fordi ALLE frokostpauser gik med at snakke om seneste nyt fra paradiset?! Men det er jeg så, selvom jeg spiller uforstående, mens jeg sætter tænderne i næste mundfuld frokost.

I’ve joined the dark side. Kan jeg komme tilbage?

Klik. “Må jeg bekende noget?”

Klik: “Ja da”

Klik: “Jeg tror først, jeg fik mit ungdomsliv, da jeg kom til Odense”.

Ordene er mine i en bekendelsestime på Facebookchatten. En veninde og jeg blev dommedagssølle, fordi vores studieophold i Odense slutter til sommer. Så skal vi spredes fra alle vinde og prøve den der virkelighedskarrusel. Og jeg mener det faktisk. Jeg blev ung i Odense. Lidt sent at blive ung som 22 årig, men jeg har altid betragtet mig som værende tre år bagud i forhold til alle mine jævnalderende.

Gennem gymnasiet var jeg aldrig til torsdagsdruk, fordi jeg stod i svømmeren og underviste børn, ældre og handicappede. I de tre år kyssede jeg knapt nok nogle i alkoholiske tåger og diskotungt mørke. Da jeg flyttede hjemmefra, susede jeg ind på en sundhedsuddannelse, hvor der var langt mellem snapsene, men kort mellem videoaftenerne med klidboller og juicebrikker.

Men så kom Odense og tiden til at tage revanche. Jeg holder selvdød søndag oven på tre dages druktur. Jeg rører i kaffedampen og laver aflevering til i morgen. Har facebook, msn og mobilen kørende på fuld smadder. Vaskemaskinen brummer, og der kommer gæster til pasta i aften. Så her er det. Mit ungdomsliv.

Tak Odense.

Jeg har fået tæv for det før, men nu kaster jeg mig altså ud i en dame-mand blog igen. Jeg ved den hest er skamredet til ukendelighed, men jeg er nødt til det.

Sagen er den, at min bror var en helt fredag nat. Han samlede en skidefuld mand op fra fortovet og fulgte ham hjem. Jeg kunne pænt gå bag dem med to dåseøl mellem lufferne og bare indse, at jeg aldrig havde gjort det samme.

Da fulderikken var låst sikkert ind i egen opgang, hyldede jeg min brors heltegerning. Brormand kiggede tørt på mig og sagde: “Jamen, ellers var han jo død i frosten. Har du stadig min dåsebajer?” Jeg var måløs.  Jeg havde regnet med, at han havde betrådt min fiktive sejrsskammel og ophævet sig til nattens Gøngehøvding. Men det skete ikke, og det bringer ubalance i lejlighederne, hvor vi skal iføre os sejrsstemning.

For jeg har brugt meget tid på at rose mænd, der har taget opvasken. Eller en triumferende ven, der sjosker ud af toilettet med kommentaren “Jeg har faktisk slået brættet ned igen.” Det kan være svært at slå hænderne sammen i spontan begejstring, men jeg tror, jeg vil begynde på det, fordi der er tale om en udebanesejr.

I gamle dage blev kvinden i hulen og fejede gulvet med birkeblade, mens manden kom hjem med nedlagte bjørne over hans skulderblade. I længden blev det vel langhåret at rose hinanden for noget, de gjorde hele tiden. Så når min bror, og andre mænd, laver virkelig heltemodige ting som at skyde bjørne eller følge alholikere hjem, så ligger det måske i deres natur, at de ikke skal roses for det. Hjemmebanesejr er jo forventet og derfor kun en kort notits værdig.

Men de fleste bjørne er fredet nu, og så  må mændene hjælpe til i paracelhulerne. Det er nyt område, og så skal de naturligvis have ros. De er på fremmed grund. Jeg kender det selv. Jeg samlede et hanstik, sidst jeg flyttede og ringede til far og bad om klapsalve. 18-0 på udebane!

Når alt kommer til alt, skylder jeg vidst en omgang ros. Så næste gang brormand tørrer af, lader jeg ham blive på skamlen en times tid mere.

“Hej, jeg er single og delvist desperat.” “Kom alle samme: Haaaarjjj Single”. “Nårj, ja… øh hej. Det der ’delvise’ begreb er mest tidsstyret. Når jeg ser romantiske film, og det suger i maven. Når jeg mangler en krammer eller en at ringe til. Men igen: det er praktisk orienteret, ik? Så jeg kunne lige så godt købe en foxterrier.

Der, hvor jeg pakker desperationen væk er, når jeg går i byen. Jeg synes, det er ubegribeligt sørgerligt at se panikken pløje sig igennem barerne i stilletter og en promille på 1,4. Når de kaster nakken tilbage i et kunstigt grin og stiller dummere spørgsmål, end de har IQ til. Jeg har været der selv og har følt mig solgt for flade fadøl og dårlig samtaler.

Så jeg er desperat i ensomheden. Når jeg er alene og måske har fået et nummer, der er mere interessant end de andre, så melder forventningerne sig. Så begynder jeg at forestille mig, hvordan vi hvisker sammen om natten, hvordan jeg indynder mig hos hans familie og venner, og hvordan vi roligt bliver til en todelt enhed, der både klarer afstanden og nærheden til UG.

På den måde holder jeg eventyret i hovedet. Jeg samler det bedste fra begge verdener; kildren i maven fra et indbildt eventyr og frihedsgraderne, som singlelivet garanterer. Denne metode er gratis, for det kræver kun en enkelt aktiv medspiller. Mig. Nummeret skal bare blive ved med at være vigtigere end de andre. Og det afhænger også kun af en person.

Mig.

“Ring når I er hjemme,” sagde min mormor utallige gange i min bardom, når vi efter en hel dag hos hende og Morfar satte os ud i escorten og kørte hjem. Jeg rynkede lillepigebrynene og tænkte: “Hvad filan kan vi have at snakke om, når vi er kommet hjem? Har vi ikke snakket sammen hele dagen?” Sådan er det at være lille og egoistisk og ikke kunne indse, at det handler om tryghed. Mormor vil gerne vide, at vi er kommet sikkert hjem ad Gammel Kongevej.

Men nu er jeg ældre, og nu laver jeg samme mormortrick. Jeg beordrer veninderne til at smse, når de er kommet hjem gennem byens skumle stisystemer. Verden er farlig og tilmed dækket af islag. Der kan ske så meget.

Jeg bliver selv smsbeordret af forældrene. “Skriv, når du er kommet hjem til Odense” Sådan er det, når man kører et fjernforhold til forældrene grundet de 150 mellemliggende kilometer. Vi forsøger os med de digitale vejrballoner, der popper op og melder “Jeg er okay!” Det er en nem og hurtig måde at yde omsorg på. Gad vide om man i røgsignalernes og brevduernes tidsalder stolede mere på, at folk kom godt hjem over prærien?

Jeg har købt et glattejern. I sig selv er det ingen sindsoprivende nyhed,  hvis ikke det var fordi, mit hår ikke ejer antydningen af krøl eller krus. Men anskaffelsen af glattejernet kom for dagen, fordi en fyr brugte en hel morgenfest på at fortælle mig, hvor pæn jeg var. Forud for festen havde jeg glattet hår i 30 minutter. Min reaktion er cirka lige så primitiv som Pavlovs hundes. De savlede når kikseklokken ringede, fordi de forbandt klokke med godbid.

Jeg forbinder  nu glat hår med komplimenter, og dem er jeg en sucker efter for tiden. Er jeg ikke altid det? Er der noget bedre, end en verbal krammer? Vores fysiske tilkendegivelser udvandes jo langsomt, fordi man krammer hinanden istedet for at give hånd, man kysser gode venner og knalder tilfældige fra baren. Så har vi kun sproget tilbage. Fremelsket af 30 minutter med et glattejern.

Jeg følte mig smuk, da jeg gik hjem fra morgefesten.

Kan man installere klokker på et glattejern?

Jeg afleverede for 26 kroner flasker og dåser i dag i Fakta. To knapper. Et valg. Man kan nu donere sin pant til velgørenhed ved at trykke to gange på en gul knap istedet for at få sine penge ud på en bon.

Meget pædagogisk har flaskeautomatens skaber givet knapperne hver sin farve og sat klistermærker på herligheden. Så burde det ikke være muligt at tage fejl af knapperne. Men jeg har faktisk hørt om folk, der der byttet rundt og ufrivilligt doneret festens rester til børnene i Afrika. De kan så gå op til kassen og få pengene igen.  Hvis de har samvittighed til det.

Og det er dér problemhunden ligger begravet. Samvittigheden. Har jeg samvittighed til IKKE at donere til Afrika? For at salte såret yderligere bærer knapperne to symboler. Et “KR” og et hjerte. Kapitalisme og næstekærlighed. Skal jeg føle mig skyldig, når jeg rammer KR tasten?

Gu’ skal jeg ej. Jeg har et valg. Jeg træffer det. Det er det samme med de velgørende sælgere i hovedgaderne. De spørger, jeg svarer nej. Interaktionen burde ende der. Men så kommer den tredje spiller ind i form af den civile politistat, hvor alle holder øje med hinandens donationer. Vi praler af vores godhed, vores overskud, vores vilje til at give. Det er næsten ulækkert, hvor meget godhed der sendes til Haiti for tiden. En del af mig vil tro på det bedste i Den Gavmilde Dansker. Den anden del tror, det handler om samvittighedsrens, der gør den Gavmilde Danker gavmild over for sig selv.

Og i dag i Fakta ramte jeg KR knappen. Hellere kapitalist end til salg for dårlig samvittighed.