Grublerier

I sidste uge var det oppe i medierne at man ikke skulle oplyse noget om sin ferie på sin blog. Nogle blogskribenter har angiveligt både angivet ud- og hjemrejsedato i et muntert ha-nu-tar-jeg-på-ferie-indlæg, hvorefter knap så venlige (læs: vederstyggeligt idioter) har tømt de rejsendes hjem for alt af værdi. Føj for den lede!

Men nu tager jeg alligevel chancen, dog med visse forbehold. Jeg tager til Canada, men siger ikke hvornår præcis hvornår og hvorlænge. Så må det være godt nok. I øvrigt vil mit hjem stadig være bevogtet af mine forældre + stoooor vagthund (stærkt overdrevet) så jeg håber min samling af avisudklip og strandskaller er intakt når jeg returnerer…

Når jeg kommer hjem vil jeg sikkert bedyre alt denne spalteplads med mine oplevelser i den Canadiske vildmark, men det må i finde Jer i. Ligesom i må finde Jer i at min blog forbliver tavs mens jeg er væk. Noget siger mig at i overlever

Jeg vil nu til lyden af mine snørrede vandrestøvler hen over parketgulv ønske alle en rigtig god sommer!

- Benita

Man siger ofte at det enkelte menneske blot udgør en enkelt brik i Livets Store Puslespil, men tæller man efter, opdager man måske at man dækker mere af spillets overflade?

Jeg vil altid være noget for nogen, uden at det definerer mig som menneske. “At være noget for nogen” er jo bare titler, så vi alle kan holde rede på hvor hinanden er.

Fx er jeg søster, datter, kusine, niece, grankusine, veninde, bekendt, kollega, vikar, på messenger, blogskibent, kommende su-modtagerske, sommerferieramt, snarlig universitetsstuderende og bla bla bla.

Men alle disse titler siger intet om hvem jeg er. Og lister du dine titler op, står der jo heller ikke hvem du er, blot hvad du er. Dem der har læst “Den Lille Prins” vil vide at han på et tidspunkt siger noget i stil med: “De voksne elsker tal. Siger du at du har fået en ny ven, vil voksne spørge hvor gammel han er, hvad hans far tjener og hvor mange søskende han har. De vil ikke spørge om noget væsentligt såsom hvordan hans stemme lyder, hvad han helst vil lege og om han samler på sommerfugle…”

Er der fare for at vi en dag kun tænker i titler? På HVAD folk er for os, og ikke HVEM de er for os? Når vi refererer om hinanden siger vi typisk: “Jeg har en kollega der…” eller “en af mine venner siger altid at…” og disse titler skjuler personens identitet, og får os hurtigere hen til sætningens egentlige pointe - hvilket er fint nok hvis personen ikke har direkte indflydelse på pointen.

Men står vi overfor personen selv bør vi se personens identitet; hvem han/hun er for mig og ikke hvad han/hun er for mig. Jeg håber jeg kan skelne og jeg håber jeg kan se ind bag alle de mange titler.

God tur i titeljunglen

Der har været lavvande i min kreative tænketank på det seneste, men nu er det på tide at begå et nyt skriveri. I kraft deraf, kan indlægget indhold vist også tilgives

Dette indlæg kom til verden i kølvandet på to weekenders hækklipning, hvor man i mellem bøgegrene og hæksakse har utroligt meget kontruktiv tænketid.

Er det ikke udemokratisk at klippe hæk? Set fra hækkes synspunkt? Ja, det er dybt useriøst, men tanken er sgu da meget sjov. Hvis man et øjeblik lader tankerne fare, kunne man lave en hæk-analog på samfundet: Så ville der være nogle onde overmennesker med skarpe negle, der ihærdigt kradser pøblen i hovedet hvis de så meget som stikker næsen frem. Det er meget udansk at lade nogle være så meget under tøflen.

Og var det ikke fordi at Danmark ville forsvinde i liguster- og bøgehække, hvis man bare lod skægget (hækken) stå, så ville der nok være nogle der ville boykotte hækklipningen og ryge fredspibe derpå. Det kunne da være nogle sjove mennesker at udveksle meninger med..

Det var vist det - jeg undskylder de syge tendenser….

Når nu danskernes levealder stiger støt, skal man så ikke også huske at justere hundeårene også? Jeg kan forestille mig at man har indført begrebet “hundeår” fordi man ønskede at menneskeliggøre vore pelsede venner. Ved indførslen blev mennesker sikkert 70 år, hunde blev ca. 10 år, så et hundeår må være ca. 7 menneskeår.

Men idag er levealderen steget. Iflg. Dansk Statistik har de danske mænd og kvinde en levealder på hhv. 80,2 og 75,6 år. Dette er i snit 77,9 år, og regner vi med at hundenes liv er blevet ca 1½ år længere (de led vel også under deres nu røgfrie og sundere ejeres, dårlige levevis) antager en hundeår nu en værdi på 6,77 år. Forskellen er ikke stor, men ingen bryder sig om at blive gjort ældre end de er… Pigerne på Diskotek In untaget…