Grublerier

Såfremt man har besøgt min blog før, vil man vide at jeg er flyttet hjemmefra. Jeg har gennem længere tid ladet op til denne begivenhed, og mit hoved har skabt sig nogle billeder af hvordan alt dette flytte- og bo-alene-ballade ville forløbe. Men det er som om, at begivenhederne ikke forløber som mit hoved havde forestillet sig det.

For det første er jeg ikke trist over at være flyttet hjemmefra. Jeg savner ikke 3-somheden hos forældrene, men min hjerne fortæller mig om og om igen, at panikken og savnet nok skal indtræde. Men nu er jeg så udeboende på 3. dag og der er endnu ikke tegn på at jeg kommer til at hyle hos mor i telefonen. Selvfølgelig er 3 dage ikke en evighed, men mange har foralt mig at savnet indtræder i de første dage efter udflytningen, så regner med at jeg er ude af den kritiske zone…

Jeg havde også forventet en gennemgribende anderledes fornemmelse når forældrene ville træde ud af døren, og jeg ville være helt alene for første gang. Virkeligheden ville at, jeg fulgte dem ud til Europcaren, og altså ikke fik Hollywood afskeden med den lukkede dør hvor jeg efterfølgende kan se mig mig selv lægge panden mod førnævnte dør, for at spekulere over om det virkelig VAR nødvendigt at flytte 300km væk fra forældrene.

Mine forestillinger handler jo nok om at man har en forbandet evne til at overdramatisere de store begivenheder i livet. At man skal føle sig anderledes når man bliver teenager, bliver konfirmeret, runder 18 somre, flytter hjemmefra mv. Måske går man hen og bliver skuffet når man ikke vågner op på sin 13 års fødselsdag og er blevet 10 cm højere, eller ikke føler sig spor mere voksen hverken på blå mandag eller når man fylder 18…Bevares jeg er ikke skuffet over at jeg ikke græder snot over min udeboende status, men jeg havde bare forventet en markant anderledes fornemmelse

Stoknaiv er jeg, og sådan er det.

Tak fordi du læste dette til ende.

Jeg er ved at flyve fra reden, hedder det vist. Og i den forbindelse…hvorfor er folk der er ældre end mig så optaget af toiletpapir? De af mine forældres venner der spørger ind til min flytning, er eftersigende mægtig interesseret i min privatøkonomi, så de hurtigt kan lave overslag over hvor meget der kan shoppes toiletpapir for. Når de får oplyst hvad min husleje er, siger de typisk “Ja, men resten SU’en får hurtigt ben at gå på når man også skal købe sit eget toiletpapir”. Personligt er jeg mere nervøs for om jeg har råd til mad. Det er bare slående at selv min BANKRÅDGIVER gav mig toiletpapirsvadaen. Min mor købte som det første 10 ruller toiletpapir til mig, så det må åbenbart optage de ældre generationer meget. Bliver toiletpapir på SU-budget forvandlet til en slags valuta? Ligesom da hele Danmark strejkede og gær blev til guld…

Jeg glæder mig nu til at flyve fra det flettede herhjemme - verden venter og jeg skal se om jeg BÅDE kan spise og bruge underhakkerne 2 dage i træk

Jeg kender en pige på 13 der stiller nogle ufattelige fine spørgsmål. I går ramte følgende mig: “Kan du ikke lige forklare hvad det der blog er for noget?” Og det kunne faktisk ikke. Hun ville også vide hvorfor man skulle blogge, og det kunne jeg heller ikke gøre rede for på stående fod.

Jeg kan jo kun tage udgangspunkt i mig selv, og så handler det ikke længere om hvorfor “MAN” bør blogge. Jeg måtte forklare Amalie, at jeg blogger fordi jeg har et behov for at skrive, og at man i et blogforum føler det bliver læst, i modsætning til når man bare gemme filer på sin harddisk. Teksten er jo ligeglad hvor den bliver placeret, men for mig er der noget motivation i, at andre kan læse min tekst. På den måde får man en dialog op at stå, hvis man (i modsætning til mig) skriver om noget relevant eller nyhedsaktuelt.

Jeg prøvede at finde ud af hvorfor URBAN mener man skal blogge. På urbanblogs forside findes nogle links med “hvorfor blogge” og “hvad er en weblog”, og jeg tror de har ligeså svært ved at forklare det som mig. Det bunder vist mest i at “blog er sjovt!” og mit 13-årige bekendtskab lader sig IKKE spise af med det.

Med andre ord gik det ikke så godt med at sælge blog-ideen til hende. Og det er synd. For blog ER sjovt, hvor blodfattigt dét end lyder…

tak

Hej igen, og i særdeleshed til Fridafrida & Tilde der har holdt liv i kommentarerne mens jeg har været på udlandsrejse.

Jeg er vel hjemme, og det der “vel” skal I gange med 8000 og derpå runde op, thi der er godt fyldt op på min oplevelseskonto. Jeg har haft the time of my life - det siger jeg altid når jeg har været på ferie, men denne gang er det virkelig rigtigt. Har mailet med div. venner og veninder om min tur, og alle mails er endt i noget sentimentalt ballade der lovpriser solen der aer toppen af Rocky Mountains, mens jeg betragter naturens storslåethed, siddende i en flistrøje mens jeg griller marsmallows, og er mere i live end nogle sinde før. Det er sådan jeg har det, men er godt klar over at det er kedeligt at læse om. Det er nogenlunde lige så spændende som at se andres feriebilleder…

Så jeg vil bare sige at jeg er hjemme og at jeg har det fantastisk. Jeg var ingenlunde klar til at tage hjem igen, så i den flyvende fornemmelse er også iblandet en knivspids tristhed, som dog fortager for hvert døgn der går. Den første nat i DK indsvøbt i jetlag og søvnløshed, lå jeg vågen fra 02.30-05.30 og savnede Canada, naturen, bagpackerlivet, røgen fra bålet, mine medrejsende, det uforpligtende liv uden mobiltelefoner mv. og i særdeleshed min guide Rune. Jeg savnede ham så meget at det gjorde ondt. Det gør det stadig, men nu kan tankerne slåes væk. Rune var turens sjoveste islæt, og jeg føler jeg har ændret mig efter han kom ind fra højre. Jeg har altid været lidt kylling mht. at kaste mig ud på eventyr, men uden at han ved det, har han åbnet en dør til Friluftslivets mægtige verden for mig - en verden som er ubeskrivelig herlig. Jeg har turde overtræde grænser på denne tur, og jeg føler mig virkelig som et bedre menneske end da jeg tog afsted, fordi jeg har fået så mange udfordringer og sejre i kølvandet heraf. Jeg føler jeg har gjort noget stort ved at leve på naturens præmisser, ved at bade i floder, kravle i træer, set bjørne, river raftet og kravlet og sprunget fra klipper. Og jeg skylder Rune alt. Og han ved det ikke engang.

Så igen har tilfældighederne ændret en hverdag. Tænk hvis jeg var taget til Ibiza i stedet og drukket mig i hegnet…så havde jeg aldrig haft det som jeg har det nu.

Nu endte det i noget sentimentalt pladder igen. Jeg beder jer bære over med mig, og mon det er for sent at skyde skylden på mit jetlag?