Grublerier

Idag skulle jeg med DSB (hvorfor klinger det altid negativt?) fra Allerød st. til Hovedbanen med henblik på at tage hjem til Esbjerg efter en weekend med julefrokoster hos fortidens spøgelser. 13.30 skulle jeg afsted fra Allerød, 14.30 fløjtes toget mod Esbjerg igang. God tid skulle man mene…Men ak! Noget sporarbejde forsinker toget fra Hillerød med 7 minutter og oveni kommer så den nedsatte hastighed frem til Lyngby st fordi de neonfarvede arbejdermænd hamrer løs på skinnerne.

I min opdragelse blev der gået meget op i rettidighed, og det sidder endnu så dybt i marven på mig, at jeg synes jeg er sent på den, hvis ikke jeg er på pletten minumin 10 min før en aftale. Så i S-toget kan I jo tænke Jer at jeg blev småstresset. Talte prikker til Hovedbanen, skulede til uret der faretruende reducerede afstanden til kl. 14.30. Alt dette neglebidderi, blot fordi jeg ikke vil komme for sent. Det er ikke fair.

På hovedbanen kunne jeg så ærgre mig over at vente hele 6 minutter på at IC3′en rullede ind på spor 7… så alt mit stress var spilt. Det er heller ikke fair.

Grrrrr…..

…at der er så meget pres på os studerende op til jul, og ved julegrød om ikke også vi skal op til eksaminer lige på den anden siden af juleglitteret og nytårschanpagnen? Underviserne må da heller ikke synes det er særligt ophidsende at rette opgaver, forberede eksamen mv henover højtiden? Hvem har fundet på det?

På mit studie har vi valgt at vende negativsbøtten og holde juleklippedag, for ler er utroligt billigt. Så kan vi vel spinke lidt sammen til gran, skidt og kanel og så har vi en krans/dekoration til nedtælling og hygge. Så har vi gjort vores.

Den anden bøtte er op til undervisningsministeret at vende…

Tak!

Jeg har lige haft en af de der oplevelser hvor man med sikkerhed ved at man lever, og ikke blot kører på rutinen. Jeg har haft 28,5% omvendt uge.

28,5 procent uge svarer til ca 2 døgn, og mine just passerede 2 døgn har været helt modsat af hinanden, og det har være ret sjovt.

Fredag tog jeg i byen midnat. Lørdag gik jeg i seng midnat. Fredag gik jeg i seng 6.30 (dvs. lørdag morgen) søndag stod jeg op 6.30. Lørdag vågnede jeg kl 13.00. Søndag havde jeg fri fra arbejde kl 13.00. 

Hele dagen har jeg tænkt “hvad lavede jeg for et døgn siden?” På arbejdet var svaret “jeg sov”.

Det er en skøn fornemmelse og en lille smule sært, og hvor er det fantastisk at man kan byde sin krop 2 forskellige slags kopper kaffe uden at den finder et anden lugt i nabobageriet.

Jeg vil gerne prøve noget lignende igen…

Hvis man justerer for søvnmangel og moderate tømmermænd, så har jeg bedre jeg end jeg haft det meget længe. Og det er fantastisk! Jeg var til Rasmus Nøhr koncert på Tobakken i Esbjerg i går, og det er derfor jeg bare er så kulret lykkelig lige nu. For det var en rigtig god koncert og jeg smilede hele vejen derfra. Hans musik er bare så skønt og feel-good agtigt og laver de skønneste numre.

Har lige set billederne igennem, og selvom de er gode at have, så fanger de bare ikke stemningen på samme måde. Der mangler naturligvis lydsiden til oplevelsen, men hverken intimiteten, de glade mennesker der skråler med og hans smil kan ikke genskabes på billeder. For de bedste billeder kan ikke tages.

Nu sætter jeg en skive med Nøhr på anlægget og drømmer mig tilbage.

Tak for en god koncert, Rasmus (yeah right som om du læser…!)

Når du har læst dette vil du sikkert tænke hvorfor dette blev kategoriseret under “studieliv”…

I min 20 årige hjerne eksisterer der i bund og grund kun en ting - og det er mig. Det gør ondt at sande, for egoisme et negativ ladet ord man forsøger at børste af sig, når man lægger 10 kr i de røde dunke fra Kræftens Bekæmpelse. Anyway.. i mit mig-mig-mig univers troede jeg kun at det var MIG der havde betænkeligheder ved at starte et nyt liv som studerende, udeboende, su-modtager mv.

Men nej skulle jeg sande. Jeg var tur 300km øst på hos forældrene i den forgangne weekend, og henover maden evaluerede hele flytteprocessen. Vi blev enige om at den var forløbet ganske gnidningsfrit, og selv i de 20 år jeg delte parketgulv og støvmider med dem, gik det faktisk rigtig godt. Det har været sparsomt med skænderier og der stod ikke en pakket kuffert på trappestenen da jeg fyldte 18 med besked om at passe mig selv.

Det føltes naturligt da jeg skulle flytte, det var det helt rigtige tidspunkt. Måske kun 14 dage for sent, men det er billigt sluppet. Og forældrene havde det på samme måde. De havde bare dobbelt op på betænkeligheder. De var selvfølgelig spændte på om jeg faldt til herovre på Vestkysten, men de spekulerede også på deres fremtidige 2-somhed. Og jeg kan godt forstå dem, men jeg havde aldrig tænkt på det. De siger det går meget godt. De kan godt finde noget at snakke om. De har stadig vores hund som er familiens yngste barn, og hun har vist ingen planer om at flytte. Nu da de har gjort mig opmærksom på deres betænkeligheder, kan jeg ikke rigig lade den tanke ligge. Jeg håber de kan få tiden til at gå. Men igen, måske tillægger jeg mig selv for meget værdi? Så er vi tilbage til Benita i egoland…I simply cant let it go!

Alt for nu!

Mors lille barn

Hun lå og sparkede i mors runde mave, hun kom, og far var stolt som en pave. 

Husets prinsesse, kejserinde, baronesse. Mors lille barn. Som alle andre før hende. Hun blev til en smuk ung kvinde 

Selv om hun ikke ville, så var det ikke ilde 

at være mors lille barn. Hun mærkede en smerte fra hendes røde, runde hjerte. 

Sårene væskede saft. Lægerne sagde ”kræft.” Mors lille barn. Hun kæmpede en kamp, Sygdommen sugede som en svamp. Kødet faldt af, Benene var tilbag’ 

Mors lille barn. En kold dag i januar, mistede hele Verden og mor og far, 

Deres lille prinsesse, Kejserinde, baronesse  Mors lille barn.