Året har automatisk indlagt nogle datoer hvor de fleste mennesker stopper op og trækker vejret. En i blandt disse er nytårsaften, eller rettere dagen derpå. Men faktum er at det ikke just er den dag man springer ned efter girokort til det lokale fitness center, og ej heller er det der man som tømmermændstynget homo sapiens banker på det nærmeste apoteks glasdør for at købe 1000 styks Nicorette med smag af god samvittighed og frugt. Den første januar skal helst soves væk, kun afbrudt af pauser hvor du æder, ryger eller sidder/ligger henover potten. Det er ikke dagen for selleri, økologisk stavgang og hungrende rygerlunger. Så derfor er disse skillevejsdage noget pjat. Hvis du vil ændre dine vaner, din fedtprocent eller livsstil så gør det nu. Gør det på en helt almindelig røvsyg dag, og hold derpå lav profil. Hvis du den 1. januar, i en ordentlig efterkoger af Tequila, proklamerer at NU er det nu hvor mor her smider 25 kg, så vil alle pludselig have aktier og del i dit vægttab. Din vennekreds bliver på mirakuløs vis forvandlet til slankepolitiet, der køber Creme Fine og svedbånd til dig i værtinde gave. Og møder du derefter modgang og genoptager du da dine ellers aflagte vaner, så ved du godt hvad venner siger. Rigtigt! Ingenting. Vi holder kæft når det går dårligt, og snakker ørene af hinanden når ellers smøgerne og chokoladen er kylet ud. Vi skulle og burde skamme os. Meget endda. Hvis ens personlighed ikke holdt til en tur om det kolde bord og/eller ryger-tyrker så er det måske et signal om at vi godt kunne bruge en at snakke med. Men vi er simpelthen så skide rædde for at inficere privatlivets fred, for verden handler kun om at JEG skal rumme MIG. Udadtil spørger vi til højre og venstre: Hvordan går det så? Og ligeså snart der ikke promte kommer et ”Pragtfuldt”, men måske en pause efterfulgt af et ”det går faktisk ret dårligt” så løber vi skrigende væk med hænderne over hovedet, for gud forbyde at jeg pludselig skal holde kæft for at give plads til en ven der har det skidt. Føj.
Men hele denne frustration handler jo i virkeligheden om mig. Hvorfor jeg ikke taber mig den 1 (eller den 2.) januar og hvorfor jeg i så høj grad har sat mig selv i fokus. Og ja jeg burde skamme mig, og det gør jeg skam også. Men det er bare nemmere at sige en masse bandeord og så være selvfed omkring det. Og vi tager jo alle de nemme løsninger, thi de er lettest at falde for.
Jeg kan sgu ikke lige få sluttet denne skrivelse. Jeg havde en plan om at den skulle have endt i dur, og med moralen om at ændre sit liv efter lyst og ikke efter dato. Men det er nok for sent at sparke det ind nu.
Med håbet om et godt nytår
