Grublerier

Jeg er gået på udrensningskur - og her troede du det handlede om musikken fra The Cure… Men jeg er altså på kur. De fleste kender den som “suppekuren” hvor man på dag 0 brygger 10 liter suppe med adskillige kilo grøntsager i, og på dag 1 fordeler den i 28 bokse, der nu hober sig op i mit ellers så bette SU-køleskab. Suppe til og med lørdag. Jeg siger ikke til ret mange at jeg er på kur, fordi jeg promte får et “er du på slankekur?” eller “ad, den suppe er herre klam” (i øvrigt super tarvelig kommentar - det er faktisk noget jeg spiser, nå!)

I går stod den på frugt og suppe. Idag: grøntsager og suppe. Jeg er virkelig begyndt at tænke over hvor mange retter man egentligt kan konstruere ud af grøntsager…

Men det var ikke det jeg ville brokke mig over. Jeg vil brokke mig over, at “kur” er blevet et negativt ord. Idag hedder det “kostomlægning”, fordi “kur” henleder tanker på sult, pulver og piller. Derfor mødes jeg også med de kritiske kommentarer. En gang var det trendy at gå på kur. Man pralede til højre og venstre om sin slankekur i forventning om at folk ville give sig til at klappe. I dag klapper folk bare i; betragter ens stædigt mavedelle og udbryder “jamen du behøver da ikke slanke dig”. Og det er skam heller ikke det jeg gør. Jeg udrenser, men så fik jeg lige slået et slag for slankekuren også.

Jeg udrenser fordi jeg kan mærke, at en masse affald fra for meget druk, junkfood og passiv rygning har samlet sig, og så giver jeg mig selv lov til at føle den velvære der er forbundet med at rense ud. At føle sig let efter et måltid, ikke have dårlig samvittighed - føle den psykiske velvære. Men det forstår DE ikke derude. Så jeg holder lav profil, bekender ej min kur, thi det er det nemmeste.

Tak!

Min første store kærlighed havde et par Filasko. Mine unge barneøjne fulgte altid de sort/røde Fila’er, der omhyggeligt var fast monteret for enden af min udkårne. Det tog omtrent 17 minutter af ToyStory, at indse mit kommende ejerskab af et sæt af disse vidundersko. Men ak…det skulle tage resten af ToyStory og så 6 år ud over, før jeg disse endelig lå i min favn. Nu har jeg dem, og thank God for det. Jeg bruger dem hver dag – vores forhold er nært, og er samtidig et produkt af gensidig kærlighed og respekt. Selvom nogle vinterdages kulde forvandler min ånde til iskrystaller, hopper jeg hellere i 4 par sokker og så mine Filasko, end 1 sok og så mine forede vinterstøvler.

Men selv barndommen har en ende. Pludselig vågner man op, og indser at man er blevet voksen og fornuftig. Således skete det sidste vinter at jeg, i et kort sekunds sindssyge og med 15 stive kuldegrader i kinderne, trak ét sæt sokker og derpå mine vinterstøvler. Og om aftenen var det en Benita, der tynget af skyldfølelse over at have svigtet sine Fila’er, der satte sig til skærmen og sådan blev denne artikel til - den er med andre ord fra Arkivet.

Jeg fortryder ikke valget af vinterstøvlerne, for koldt var det sgu, men kære sort/røde venner: Jeg vil aldrig glemme jeres varme, jeres kærlighed og jeres super måde, at være på. Jeg lover at selvom TV2 på et tidspunkt spår om frostgrader, i så svigter jeg jer ikke igen.

For sandt er det at man aldrig skal glemme sine venner - selvom det en dag bliver koldere. For selvom man en periode tyer til andre græsmarker, skal man aldrig være bange for igen at samle tråden op hos de gamle venner. Venner skal huskes, elskes og varme i kolde tider. Selvom mine sko en dag bliver slidte og nok må lide skraldespandsdøden, har det gjort en forskel for mig. Og er det i bund og grund ikke det venskab handler om?

Jeg har brug for et kor af folk der taler mig efter munden, så tænkte dette var det rette forum… eller.

Min eks og min veninde dater (endnu) - henviser hermed til ældre indlag af navnet “Intet er så skidt” - og jeg er pisse sur på ham. Og jeg er sur på mig selv, men det rettes mod ham således at jeg er MEGA HERRE KEJSER sur på ham. Stadig væk. Det irriterer mig at jeg ikke bare tilgiver og kommer videre. At jeg insisterer på stadig at bruge energi på ham, jeg mener, hvor meget var det liiiiige han betød for mig. I hvert fald ikke så meget at jeg nu, en håndfuld måneder senere endnu er sur.

Jeg har nu brug for at I, kære kor, siger at det er ok. Ok at være sur, og at bitterhed ikke har en sidste salgs dato. At jeg må være sur så længe jeg vil, og at jeg bare snyder mig selv hvis jeg bilder mig ind at alt er 10-4.

Jeg tror han er bange for mig. I hvertfald ryster hans stemme når han endelig siger noget til mig, eller også er han ikke i samme rum som mig, hvilket er et problem når venindens lejlighed ikke er større.

Jeg mangler også et skulderklap synes jeg, men siger man sådan, anklages man for at være egoistisk. Men jeg mangler et “tak” fra hendes side for den sætning jeg fik formuleret før jul: “Jeg har besluttet ikke at volde Jer problemer med at være sur og bitter, for EKS slæber rigeligt af problemer med sig selv”. Så jeg bakkede ud og besluttede mig for at smile. Ikke engang et tak fik jeg. Hun så på mig som om hun forventede at jeg havde det sådan. Jeg havde forventet en medalje. Så pisse naiv som jeg er.

Jeg prøver på at skrive følelsen ud, så jeg snart har en dag uden jeg tænker på alle de ting jeg nok kommer til at sige til ham, næste gang jeg er fuld.

Argh!

Det er så nemt at være mavesur, fordømmende og antiamerikansk når man er single og kalenderen slår den 14. februar. Faktum er at jeg er single på Valentines Day i år. Jeg ville ikke engang sige “igen i år” for jeg har altid været single på Valentines Day - jeg faktisk har jeg næsten ikke bestilt andet end at være single - overhovedet. Alt det der med at Valentines Day der er blevet holdt i hævd af blomsterhandlere og chokoladebutikker der ikke tjener nok på Mors Dag, kan vi allesammen være sure over højt i kor, men selve Valentine-Ånden er da meget smuk.

I den idelle verden ville man overøse sin kæreste med blomster, kort og søde ord hele året rundt, men det mest udbredte faktum er nok, at vi lidt glemmer det blandt telefonregninger og boligprogrammer. Så én dag på året hvor man bliver mindet om kærligheden, er da en smuk tanke og ditto koncept. 

Jeg overhører så mange samtaler med (primært) kvinder der siger “Ja, Mads og jeg har droppet Valentine i år, det er jo såååå kommercielt”, men lur mig om ikke hun bliver kejserligt begejstret hvis der står 20 røde roser den 14. februar. Det tror jeg vi alle ville gøre.

I virkeligheden står jeg med et ben i hver Valentinelejr. Det er et koncept jeg elsker at hade. Og hader at elske… Så glædelig fordømt Valentine til alle Jer derude. Om i fejrer det eller ej.

For 14 dage siden stod flg. i en konkurrende gratisavis:

“Noget af det positive er, at vi har fået en generation, der skriver helt frivilligt i deres fritid. Jo mere de skriver, desto bedre bliver de” Ditte Laursen, forsker i mobilkommunikation, Statsbiblioteket i Aarhus, om at sms styrker de unges stavning, til Jyllnads-Posten.

2 ting: Jeg mener først unge slipper af med sms-sprogets lyde og enkeltstående bogstaver når de når en vis alder, og er stavetræningen så ikke kørt? Og for det andet: Jyllnads-Posten? Og så lige netop i en sag om stavning…

Her på falderebet kan jeg lige nå at give mit besyv med om sundhed. Sundhed er mange ting. Iflg WHO’s definition omhandler udover fysisk sundhed også mental, social, arbejdsmæssig og åndelig sundhed m.fl. De mange aspekter til sundhed, er jo nok også derfor man aldrig føler sig 100% sund…

Hvorom alting er: Jeg læste til eksamen hele januar og var presset som aldrig nogen sinde før. Og der jeg slækkede på samtlige sundhedsniveauer. Søvnunderskud, for meget kaffe og ditto Mariekiks med chokolade i en alt for lang periode bidrog til vægøgning. Det var ligesom den fysiske sundhed der røg sig en tur. Vægtøgningen medførte psykisk nedtur fordi “det var lige præcis det der ikke måtte ske”. Nedturen medførte dårlig samvittighed, der så medførte flere kiks og kopper med kaffe og så kørte møllen…

Samvittigheden så heller ikke alt for velnæret ud. Den led meget under de manglende grøntsager, kildevand, gåture og frisk luft. Den lider endnu under at den sunde livsstil man havde lovet sig selv på “den anden side” endnu ikke helt er slået igennem. Den lider under at man laver samme nummer næste gang Eksamen banker på.

Konklusionen må være at WHO’s sundhedsaspekter hænger uløseligt sammen, og derfor ikke kan stå alene. De trækker hinanden med ned og forstærker hinandens virkning. I hvertfald når man har den negative brille på.