Grublerier

…læste jeg den medicinske forklaring på forårskuller. Symptomerne er nedsat appetit, uforklarlig kriller i maven og hormoner i vild dans 1½ meter i omkreds om korpus. Forklaringen er kemi. Kemi oppe i hovedet der sender signal til legemet syd for, om at blive underlig, kærlig og forelsket i alt egnet materiale fordi det NU er tid til at yngle. Evolutionært set, er det smart at yngle når forholdene er mest optimale, dvs. varme og tørre forhold. Altså sommer. Statistikker viser at der fødes 10% flere børn i marts måned, hvilket vil sige at mutti er blevet med rogn i juni måned. Martsbørn har hele sommeren (+ 17 3/4 år) til at blive flyvefærdige.

Ak ja, Shakespeare… det der ubetinget kærlighed giver nutiden ikke meget for.

Har lavet en ny kategori, hvilket er store sager for mig der ikke kan sætte to klik sammen til noget fornuftigt. “Comedy” hedder den, fordi jeg er mægtig begejstret med comedy og sluger det råt for derefter at modellere det ind i mit eget vokabularium.

I det foreste felt ligger mine favoritter naturligvis. Dem der dominerer min dvd samling og fylder mest på min konto for “liveoptrædener”. Jeg værner meget om feltet, og er blevet gammelkone- karrig med at ekspandere det - for “sådan har det altid set ud”. Har sågar rynket brynene imod nye komikere, vrikket med gebisset og tænkt “hva’ vil de dog her!”. Men det lover jeg at holde op med nu…Ama’r!

For jeg har set lyset! Elias Ehlers hedder han, og han fortjener en ode, en klapslave og en meget stor kage. Han er sjov - som i VIRKELIG sjov. Lidt facts om Elias: Han er født i 1985 (læs: pur-ung), vandt DM i standup i 2006 og er lige gået videre til finalen i Zulu Comedy Fight club. Her til aften på mit kolde kollegieværelse fulgte jeg spændt Zulu afstemningen, og da forløsningen indtraf løftede jeg min knyttede næve mod den kalkede loftskonstruktion, sms’ede”Elias vandt lå lå lå lå” Janni der bor 30 meter herfra og grinede så min læbe sprak.

Men: I den boblende lykke har jeg lyst til at glæde ham, for er man tilfreds med noget skal man sige det. Man hører ofte så meget brok. Skal Elias ha’ et fanbrev??

Mit hjerte er gået i stå et par gange i den seneste uges tid. Hver eneste gang pga Fortidens Spøgelse. Han slog benene væk under mig i 6 mdrs tid sidste år, og kun de allernærmeste ved det. Kunne ikke dele det med nogle, fordi hele situationen var så underlig. Det var umuligt det hele, og kun pga dét rasede forelskelsen i samfulde 6 mdr. Kærlighed lever af modstand.

Selvom jeg nu er flyttet langt væk fra både spøgelse og fortid, har han relationer i den by jeg nu er i. Mit indre håber og frygter at jeg en dag ser ham igen. Forleden troede jeg min frygt blev virkelig. Hjertestop nr. 1. Jeg kom cyklende nede af gaden, så 2 fyre gå ved siden af hinanden. Det slår mig straks at den ene ligner Spøgelse. Han ser på mig, slår hovedet væk, og vender så hurtigt ansigtet tilbage og ser på mig igen, som når man genkender nogle…Jeg tror dog ikke det var ham.

Hjertestop nr. 2 skete igår. Jeg googlede lidt rundt og faldt over en hjemmeside på det sted han arbejder. Fandt et billede og kunne ikke sige andet end “Hej spøgelse”. Da tikkeværket gik i gang igen galoperede det og hjernen bare derud af, og samtlige følelser, håb og knuste drømme fra sidste år dukkede op igen. Spillevende.

Jeg var hårdt ramt ved jeg (nu).

Skal vi ikke lege lidt mere? Nu har det de seneste dag været hipt at adoptere ord, så imens de sidste tænker færdigt, kunne vi andre kaste os ud i noget nyt.

Inspireret af et TV program, kunne vi lege kendis-date. Altså skrive hvilken kendt vi gerne ville møde og hvorfor.

Der er frie tøjler. Den kendte kan være dansk eller udenlandsk, død eller levende, virkelig eller fiktiv.

Jeg har ingen ide om hvem jeg ville møde. Det må jeg tænke over.

Byd ind!

Når man som jeg læser en uddannelse der ikke giver ét entydigt svar/job for fremtiden, så har man ind i mellem en lidt rodløs fornemmelse i maven der rejser spørgsmål som: Hvor er på vej hen? Hvad vil jeg? Hvad kan jeg?

I weekenden var jeg på konference med adskillige medicinstuderende, økonomer, kommunikationsstuderende, statskundskabere mv. Min uddannelse, folkesundhedsvidenkskab, ligger og svæver mellem disse hjørnestene i The Hall Of Education. Vi og vores fag er endnu ikke så udbredte, men nogle har altså hørt om os. Gentagne gange i denne weekend opsøgte folk mig med deres syn på hvad jeg vil kunne når jeg er færdig.

• Økonomerne så mig som bindeleddet mellem dem og lægerne, altså én med indsigt i behovet for sundhed OG viden om at alt koster og at ikke alt lader sig gøre i en velfærdsstat, og altså en der har bedre grundlag for at prioritere sundhedsydelser
• Lægerne så mig som projektleder, sygehus chef, koordinator på udlandsprojekter
• Kommunikationsmenneskerne så mig som kommende samarbejdspartner der vil kunne formidle sundhedspolitik til både politikere, læger, økonomer, patienter
• Statskundskaberne vil lave sundhedspolitik med mig

Pludselig indså jeg at jeg faktisk kan bruges til noget. De gentage skulderklap og “du kan det hele når du er færdig” gjorde mig højere og mere sikker på at jeg er havnet på rette hylde.

For når man vælger uddannelse skal man gøre sig klart at tvivlen ikke nødvendigvis forsvinder. Mulighederne er stadig mange, og man tænker stadig “skulle jeg istedet/alligevel have valgt…” Måske er dette mere udtalt når ens uddannelse ikke kun giver adgang til én proffession på visitkortet. Man skal derfor holde fast i situationer som min just overståede weekend. Holde fast i hvad folk der faktisk ved at jeg og min uddannelse findes, siger de kan bruge mig til.

Som udgangspunkt er det rart at nu ved jeg en gang kan “noget”. Så må jeg og mine interessefelter selv ud og definere mig… Til kamp!

Jeg har en pastelfarvet illusion om hvordan mit liv kommer til at arte sig. Jeg håber på at kunne bibeholde min motivation til forsat at spamme afsted på urbanblog, men udover dette fremtidsønske, følger nu 12 episoder jeg håber at kunne berette om i fremtiden på min urbanblog.dk. I kommer til at læse…

• …mit navn under “blogs fra udlandet” om et års tid, hvor jeg befinder mig på Maastricht Universiteit , Holland
• …om vedvarende stress, vægtøgning og nedbidte kalkrester på fingerne i kølvandet på mit bachelorprojekt
• …ordet “lettelse” når ovenstående projekt er afleveret; først til trykkeriet, siden til Universitetet
• …om mine 14 måneder i Afrika som hjælpearbejder, efter bachelorrusen har lagt sig
• …at jeg nu har mødt Drømmmefyr
• …om min færdiggjorte kandidat
• …om presset fordi vi pludselig køber lejlighed 3 uger før jeg skal aflevere
• ..om festerne
• …om den sene nattetime hvor jeg vågner ved at han kigger på mig og siger: “Du må aldrig forlade mig. Jeg kan lever ikke uden dig. Gift dig med mig”
• … den blog hvor jeg mellem latterkramper og nordgående bevægelser i maveregionen, fortæller at vi nu skal være mor & far
• …om den dag jeg fortæller at “jeg lige havde stillet mit strækmærke- og vandfyldte godstog af en krop op ad granitten i vores ‘Benita & Drømmefyr-køkken’ og derefter må annoncere at VANDET ER GÅET!
• …og derefter se langt efter mine blogs fordi min førstefødte har kolik.

Jeg glæder mig til fremtiden… Nu er det ude…Nu kan jeg tage 1 dag ad gangen igen.

Gennem folkeskolen skulle man præsenteres for forskellige studiemuligheder, der lå på den anden side af 9. klassens eksamen. Derfor var min klasse og jeg på 3 dages besøg på Teknisk Skole. Det har til dato været de 3 værste dage i hele min karriere som skoleelev.

En masse 9. klasser fra forskellige skoler var moslet sammet i et lille lokale, og navnene skulle råbes op på SAMTLIGE hoveder, hvilket tog længere tid end en flok  pubertetsunger kan magte. Ved navne opråb forventer jeg ALTID at blive kaldt Betina, og det kan tælles på én hånd hvor mange der ikke har begået den fejl. Men på Teknisk blev jeg råbt op som Bente! Hvad gi’r i mig? Men jeg var ikke den eneste der fejlagtigt fik et forkert navneskilt. Selv Nadia, et jævnt udbredt navn, fik printet navnet “Nadira Nora” på sin Tekniske dåbsattest.

Men ikke kun navnene var problematisk. I den Tekniske Introverden deles man ind på 3 linjer over de 3 dage besøget varer. Mine veninder var tildelt dage på de funcky og pigevelinge linjer for frisører, konditorer og skiltemalere mv. hvorimod jeg skulle trækkes rundt som VVSmand, automekaniker og tømrer. Ikke just min kob te bør jeg nok indskyde. Den første da som VVS’er var med en mand der først påstod han hed Mads for senere at sige han hed Flemming.

Som automekaniker blev jeg mødt med et “God morgen! Kvinder hører ikke til på et autoværksted” Jeg sprugte ham hvad jeg så lavede der, og han svarede at jeg bare kunne lade være med at vælge en sådan linje. Ildrød og arrig fik jeg væset at valget ikke havde været mit, og havde dette være tilfældet så havde jeg sq nok fundet noget andet! Surmulende pillede jeg derefter hjulene af en Ford, satte dem på igen og endte dagen med skamros fordi jeg kunne åbne kølerhjelmen på selvsamme bil. På tømmerdagen havde vi en mand hvis øjne pegede i hver sin retning - super scary, men måske alligevel den mest normale oplevelse.

Mit navn blev aldrig ændret på listen. Hver dag var jeg henne for at fortælle min “dagens læremester” at listen fejlagtigt havde døbt mig Bente, men de rettede det aldrig og sagde “sæt dig nu ned igen, Bente”.

Al min respekt går ud til håndværkerne. Dels tjener de gode kroner, dels skal de finde sig i meget gennem deres uddannelse…

Hvad end det skyldes min primitive hjerne eller for meget Tour de France i de hede sommertimer, så forbinder jeg sommer med cykelsport. I går zappede jeg forbi Paris-Nice cykelløbet på zulu og mærkede straks duften og fornemmelsen af solbrun hud under fjerlet sommertøj!

Det er snart sommer!

Hvor er du henne?

Jeg kan ikke finde dig.

Du var der igår.

Jeg kan ikke finde dig.

Hvor går du hen når du går?

Ligger du mon i en vejkant,

forslået og raller?

Sig frem hvor er du?

min kartoffelskræller