Grublerier

Er blevet syg IGEN. Jeg tror det er 6 gang siden studiestart i september, hvilket er vildt meget for mig der havde 2 sygedage gennem samfulde 3 år i gymnasiet (lå så syg alle ferierne, men alligevel). På studiet snakkede vi idag om sygdomsadfærd, dvs. hvad folk gør når de føler sig sløje. Opsøger de læge, og i så fald: hvornår?Eller bliver de bare hjemme og plejer sig selv?

På et tidspunkt fik jeg formuleret sætningen: “De fleste vil nok ikke søge læge, hvis de bare føler sig influenza-sløje”. 2 medstuderende ser på mig og siger: Jamen, hvad så hvis man aldrig har haft influenza? Lidt for hurtigt fik jeg sagt at sådanne mennesker ikke render rundt på denne jord i hvertfald, men de findes åbenbart. Og hele 2 af dem. Jeg troede alle har haft en uges tid med feber, hovedpine, ondt af sig selv og i samtlige led?

Åbenbart ikke. Jeg søgte forgæves efter en retfærdighed…så må de da lide af noget andet? Næh. Så må de da have ondt i ørerne nogle gange? Næ…men når de en sjælden gang var forkølede, stod det gerne på i 1-2 måneder. Min sjæl fik (lidt) fred.

Så måske pyldrer jeg for meget? Måske er jeg for hurtigt til at erklære mig syg. Eller også må jeg indse at jeg har et styks hullet immusystem.

Min mor er vist også lidt træt af at jeg konstant hoster og siger “jeg har feber” når hun ringer. Hun siger jeg skal gå til lægen, men jeg kan da ikke gå til lægen og sige “Jeg har feber og influenza hele tiden. Kurér mig.” Det findes der vist ikke et middel imod - bortset fra egenpleje, søvn og en spand ved hovedgærdet. Og det behøver en 8 årig uddannelse ikke fortælle mig.

Host!

Forleden slog det mig, hvad den mest afgørende forskel mellem uni og gymnasiet er. Tænkte jeg skulle dele lidt ud af min aha…Beder læseren erindre at jeg kun taler på mine egne og mit studies vegne..

Det slog mig at gymnasiet, rent fagligt, befinder sig i en litterær verden af historier, teorier og symbolik, mens universitetet betragter den verden vi går rundt i. Selvfølgelig er denne forskel ikke endegyldig og du kan sikkert finde 1000 undtagelser, men leg lidt med for indlæggets skyld.

I gymnasiet læste vi noveller om utilpassede eksistenser, gennemgik dem med lup efter koden vi skulle knække og tillagde objekter alt for meget værdi. På mit studie forholder vi os til benhårde statistikker, klare data og fakta. Som rigtige mennesker i den rigtige verden har lavet.

Derimod ligger den største lighed mellem de to læreanstalter i spørgsmålene der huserer uden for murene. ”Hvad skal du så bagefter?” “Kan du komme ud og rejse” “Hvad skal du være?”. Man skal berede sig på at disse spørgsmål ikke stopper blot fordi man bliver universitetsstuderende. Man skal også berede sig på at tvivlen i hovedet ikke forsvinder helt, selvom man står med unis optagelsesbrev i hånden. Tvivlen om det rette studievalg. Og tvivlen har mange ansigter. For nogle er tvivlen for stærk at leve sit studieliv med, mens den for andre, blot giver anledning til at overveje om man skal finde en alternativ hest at spille på. Nogle lader tvivlen bane inspirere til små omveje i løbet af uddannelsen. Andre må skifte hest og uddannelse undervejs.

Det vigtigste er, at man er tro mod sig selv. At man ændrer sig fra et “man-menneske” der træffer valg fordi “det bør man gøre”, til et “Jeg-menneske” der handler fordi JEG har behov for at handle. Det er vigtigt at bevare forbindelsen til maveregionen, og vide at man har gang i det rigtige. På den måde undgår man dagen, hvor man ærgres og fortryder at man ikke tog en omvej eller skiftede hest.

…er jeg splittet. Den seneste uge har jeg ikke fået skrevet herinde, thi jeg har tænkt, grublet og endevendt hovedet. Min far referede forleden til et emne jeg har skrevet om, herinde i trygge URBANBLOG-land og i erkendelse af at der nu er hul indtil min hemmelige celle er det som om jeg har pålagt mig selv en censur. At jeg nu ikke kan skrive frit fra leveren som jeg kunne før.

Og dét er i sandhed noget pjat. Jeg har altid været åben omkring min blog - faktisk ville det være mere præcist og sige at jeg har gjort reklame for min blog - så jeg har alle dage vidst at mine nære kunne læse tankerne fra mit hoved. Der har alle dage været hul i min celle. Men nu ved at de kigger ind - læser med altså, og det ændrer tilsyneladende situationen.

Jeg har tænkt over om jeg skulle oprette en ny blog i navnet “Anonymia” (eller noget i den dur) og skabe mit et (nyt) rum helt uden censur og huller, men efter megen overvejelse vælger jeg at lade være. For hvorfor må mine kære ikke se mig indefra? Er det ikke en dybere forståelse jeg søger ved at blogge? Og er det i virkeligheden så farligt at fortælle hvad jeg tænker? Der ligger en stor udfordring for mig i at åbne hullet lidt mere, træde ud og sige: ‘Her er jeg!- se hvad jeg tumler med’, og jeg håber de er klar til at modtage mig.

Jeg har truffet mit valg - og gu’ var det svært! De må nu træffe deres - og i sidste ende kunne de blot lade være med at taste www.benita.urbanblog.dk

Da min øjne fandt Urbans opfordring om at skrive om mennesker med beundringsværdige karrierere dukkede navnet: Anders Matthesen op i mit nordligste hulrum.

Udover den (tilsyneladende) dundrende succes med alt fra teater, stand up, julekalender og you name it, så har han en fantastisk evne til at forny sig selv. Tydeligst er det i hans sprogbrug. Når først et ord eller udtryk har klæbet sig fast i hos mig, kører jeg dem helt ud i gearene, til nogle fortæller mig det er trættende yt at sige “svedigt”. Matthesen formår at bruge nye ord og vendinger, som tosser (som jeg selv) misbruger og gør til deres egne.

Men hvor var vi uden Matthesen der får os til at sige “For Tove da også”, “giiiii’ gaaaaas” og “Guggernas - ræk mig poten din”. Og du derude, har garanteret egne præferencer og favoritter.

Matthesen burde have en gave for det han gør for dansk kultur. Hans nytænkning, han perfektionisme og flid inspirerer os alle til at skrue lidt op for humørtermostaten. Hvor mange gange har man ikke siddet til en fest og citeret Steward Stardust eller battlet på Anden-replikker? Så udover hans udgivelser giver anledning til meget sjov, er han også fantastisk sjov og nærværende selv når afspilleren slukkes…

…smitter også af på mig. Læste (noget af) Politikens og Stockmans artikel om Bloggeri og mine øjne ramte også Spacemermaids borgerlige navn, som jeg vil undlade at nævne her. Det var rigtig syret og lidt mærkeligt. Gennem min korte karriere som blogger har lært Spacemermaid og har ikke skænket det en tanke at hun også er almindelig menneske. For mig er hun blogger. Og forskellen er åbenbart meget stor. Derfor var det også underligt at se navnet trykt.

Kryptisk? Men så skulle du prøve at beskrive de tanker der raserer mellem mine ører.

Jeg lærte Space at kende som blogger, men nu kender jeg hendes navn. Jeg vælger dog at fortrænge det, og bare se hende med mine bloggende øjne som den Space hun er.

Ej, det er vildt svært at forklare…

…og således er det idag min første fødselsdag som Blogger!

Hurra!

Der er rigtig mange penge ude i samfundet. Bare se den række af tv programmer der gladelig deler flere 100.000 kroner ud til folk der vil bygge badeværelse eller invitere familien til Kreta. Desværre har jeg et par gange zappet forbi quizzen på kanal 4 (eller er det 5) hvor en lidt for stram ungersvend eller -mø får opringninger fra Thyborøn og kvitterer med hvad der svarer til 1 års udeboende SU. Engang sad knappen fast akkurart længe nok til at jeg hørte følgende sætning: “Desværre Jette, det blev kun til 47.500 kr i denne omgang, men du er velkommen til at ringe ind igen”. Måtte efterfølgende erkende “47.500″ og “desværre” i samme sætning, havde efterladt ridser direkte på mine trommehinder.

Gad vide om man bare bliver sådan når man pludselig passer på titlen “SU-modtager.” Eller er det bare en frustration over, at så få studerende, pensio’er og enlige møder til regeringens anbefalede 3 børn deltager i disse programmer? Jeg siger at der med børnepenge, SU og folkepension burde følge en liste med castingdatoer til sådanne programmer med.

Jeg elsker min fødselsdag. Ikke blot at have den og modtage gaver, kommentarer og opmærksomhed, men elsker dagen. Dagen klinger smuk som andre også har givet mig ret i. Den 14. maj… smag på det. Det kan ikke hvor mange mælkekartonner jeg har beundret blot fordi “mindst holbar til: 14 maj” har været trygt derpå. Og hvor mange aviser har jeg ikke stirret mig blind på, fordi der øverst står “14 maj”.

 Min fødselsdag har gentagne gange ramt Mors Dag - et faktum der skiftevis har bragt skræk og lykke hos mig. Førstnævnte fordi jeg troede jeg nu skulle dele min fødselsdag med min mor. At Mors Dag og min fødselsdag havde lige meget værdi. Men mine forældre så lige ingennem mig og sørgede for jeg ikke blev glemt. Senere lykke fordi jeg, hvis jeg selv får børn, holder Mors Dag og fødselsdag samtidig. Eller med kun få dage imellem.

Dobbelt op på happines.

Jeg tror jeg har stress. Har ringet til Bedste Veninde og tudet og kunne kun sige at “det hele ramler nu.” Jeg ved der er forskel på at være travl og være stresset, men jeg plejer at trives med travlhed, men lige nu har jeg bare lyst til at smide det hele, krybe sammen i fosterstilling og vågne igen når jeg ikke har dårlig samvittighed mere.

Jeg burde lægge mig syg, eller i det mindste passe på mig selv som om jeg var det. Men det er så mærkeligt at behandle sig selv som syg, når man er fuldstændig i stand til at stå op om morgenen og simulere at deltage i sin hverdag.

Der sker noget magisk med de ældre mennesker der sænker sig ned i 1,2 mio. liter vand i min lokale svømmehal. På land kan de kun bevæge sig langsomt og besværet, og jeg tror de har ondt. Men nede i vandet…jøsses de kan sparke igennem!

I morges var jeg ude at svømme kl 06.00 sammen med de pensio’er der åbentbart altid starter dagen med en dukkert. De har helt faste mønstre med ankomst og møde tider. Udskyder én af dem svømmeturen bare 30 min er de andre allerede begyndt at snakke om de ikke skal sende en bårebuket. De har sågar også en uskreven banefordeling!

Helt uviddende om denne nok så indøvede seance ankom jeg i morges og modtog flere arrige blikke over at være et brud på rutinen. Flere gange måtte jeg kaste mig til siden for ikke at blive torpederet af en blomstret badehætte “der var der først!” og enkelte gange undgik jeg lige med nød og næppe at blive sparket af et brystsvømningsben på afveje. Et held jeg stadig har begge min æggestokke og ingen forslåede organer!

Inden min oplevelse i morges, har jeg ofte overvejet om jeg kunne tillade mig at rette på de ældres (til tider) særprægede svømmestilarter. Det er vist en erhvervsskade jeg har fået som svømmetræner, men jeg må nok indse at det aldrig kan gennemføres. “Disse benspark har fået mig gennem vandet, længe før dine forældre var født, unge dame”. Nårh ja, excuse me.