Grublerier

Jeg tror på, at alle mennesker har en Dalai i deres liv. En person, hvis personlighed har ændret din opfattelse, dit tempo og dit verdensbillede, og som ikke engang selv er klar over det. Nogle kalder disse for engle, jeg kalder dem Dalai’er fordi der var et sjov bogstavrim at hente i “Dalai for dummies”. Skal man tro eventyrfilmene, laver en Dalai ”Mary Poppins-finten”, og bliver kun så længe man har brug for dem. Så flyver de videre og sætter sig i andres øjenkroge. 

Min Dalai har tilsyneladende udtjent sin værnepligt hos mig. Min Dalai siver ud af mit liv og flytter til en anden by. Jo, jeg kan da besøge min Dalai, men det sjove er, at vi ikke sådan er tætte venner. Dalai har bare altid stået i kulissen og har været der for mig, talt om vejret med mig, grinet af mine jokes, og stået på hovedet for mig. Dalai har holdt om mig i byen, fordi ingen af os kunne stå, men faktisk lærte jeg kun Dalai at kende, fordi han gik hjem med veninden. Min øjenkrogs synsfelt bliver tomt uden Dalai. Det bliver mærkeligt at gå rundt på gangene og ikke blive overrasket, fordi han ikke er der.

Hvis nogle af Jer bor i Odense eller omegn, så hold øje med vinden og min Dalai.

Jeg har læst et sted, at skiftende arbejdstider forkorter ens liv. Hvilket må gøre det ubegribelig usundt at være studerende - et liv som ellers er en eksemplarisk korrekt med både druk, junkfood og passiv rygning. Mit studie byder, at jeg hver 9. uge ifører mig matrostøj og stævner derud af ombord på S/S Eksamensramt, og har, som følge deraf, meget skiftende arbejdstider. Mellem eksaminerne er der kun krusning på søen, og jeg finder tid til både tøjvask og arbejde, men i yderpositionerne dømmes der høj sø, og man lever pludselig et helt andet liv. Et liv hvor man typisk foretager sig 3 ting. Sover, spiser og læser. I flere dage i træk. Overskuddet ligger et meget lille sted.

Dér ligger også en meget væsenlig forskel mellem gymnasiet og universitetet. Jeg erindrer ikke at jeg i gennem gymnasietiden, satte mit liv så meget i bero under eksaminerne. Jeg erindrer ikke det enorme underskud, de sorte rander og min ekstra korte lunte i sommertiden 1., 2. og 3g. Det kan selvfølgelig hænge sammen med, at jeg siden gymnasiet er flyttet hjemmefra, og dermed har fået nogle huslige opgaver lagt oveni. At jeg nu selv skal lave mad, vaske mit tøj og sørge for nogenlunde hygiejne på mine sparsomme kollegiekvadratmeter. Og så er der nok også skruet op for pensums størrelse siden.

“Tiden er noget underligt noget” synger Poul Kjøller, Kaj & Andrea, og det kan de sådan set have ret i. Om 5 dage og 2 eksaminer ligger mit skib til kaj for sommeren. 5 dage der synes at snegle sig af sted, alt imens timerne på hver enkelt dag flyver, så man konstant er stresset over “at man ingen ting når”.

Ship ohøj

Tiltænkt en melodi-jingle a la Inspirations, med de farvede bolde der falder fra himlen.

 Jeg skrev en kommentar - var det til Panicroom? - der omhandlede integration, eller grader deraf. Og det fik mig til at tænke (pral, siger den sorte engel på min skulder) Jeg diskuterede ordet integration, og om det er lige rimeligt at bruge det i alle situationer. Fx Ørestaden, en gråzone der forener danskere og svenskere, er der da tale om integration eller give-and-take? De to folkefærd arbejder ud fra samme kultur, værdier og spilleregler, så integration er vel overdrevet at sige? Især med den betydning det har fået idag. Give-and-take indikerer, at jeg siger tre-ti-ni og artikulerer lidt mere, og så mødes vi på midten hvis du, min svenske ven, gør noget tilsvarende.

Jeg vil mene, at integration skal bruges når en kultur skal indrette sig på en fremmed kulturs breddegrader. Dette statement er taget ud af betydningen du jour, og er ikke jævnført ordbog af nogen art.

Og der er tidmæssige gradbøjninger af integration? Jeg skal afsted til Holland i 5 måneder, og siden jeg skal gå på skole med internationalt islæt og modtager alt stimulans på engelsk, regner jeg ikke med at lære hollandsk. Og tiden er måske heller ikke til det. Men hvor går grænsen? Hvis nu jeg flyttede til Holland for at arbejde i tilsvarende 5 måneder, ville jeg da lære sproget? Hvornår er det ikke ok at sige “Jeg magter ikke det der sprogkursus, jeg skal hjem om nogle måneder alligevel”. Er det et år eller mindre?

Til en vis grænse, er det individets belutning alene. Hvor længe det vil være udeforstående i samtaler og/eller skal have alting oversat. Hvorlænge gider man det? Og hvor lang tid går der, før omkredsen synes at sprogudvikling vil være næste skridt?

Jeg har tilsyneladende en masse spørgsmål, men ikke svarerne. En anden diskussion vil være, hvorvidt jeg dømmer folk for hurtigt, når de ikke behersker det danske sprog. Det bliver en anden dag, når jeg har lidt flere svar…

I aften vil jeg grave et lagkagelys frem - de sørgerlige rester af min 21 års fødselsdag for præcis 1 måned siden - og placere den midt i min lasagne. Alt dette ritual-tjuhej blot for at cementere at jeg nu har blogget i nøjagtigt ét år.

Jeg kunne nu gøre status over glade minder, eftertænksomme minder, ture i avisen og de gange mine medbloggere har fået mig til at grine. De gange jeg krampagtigt har hold fast i min blog for at få luft, de gange jeg har mødt jeres åbne arme og de milliarder af gange jeg har klikket forbi siden. Og alligevel vil jeg spare jer for det. Jeg vil bare sige tak, og sende en slikpose i retning af Urbanblog redaxen, som tak for 1 års tro tjeneste og backup (den kommer nok til at vente på sig - eksamens tid efterlader ikke meget tid til at gå på indkøb).

Jeg er meget stolt af min blog, og har mine favoritter i mellem mine indlæg. Jeg er glad for den verden jeg er med i. Den minder om biceller hvor alles vægge støder op til hinanden, men uden at vi egetligt kan se hinanden i øjnene. Et fantastisk forum, med alt og alligevel så ikke så meget til fælles.

Hip hurra!

• snart slutter min eksamenstid
• så ved jeg sommeren kommer
• og hverdag jeg til læseland går
• og syns alligevel hovede føles tom’er

ak ja. endnu en overspringshandling

Søndagsåbent er en lunefuld elskerinde. Det er utvivsomt en fordel at handle søndagsmad et par minutter i 16, og atter en gang erkende at man ikke evner langtidsplanlægning af søndagens aftensmad. På andre dage slæber man sig i Netto til lyden af sine tømmermændsramte skridt, der slæber maoskoen hen af  det kolde linolium. På jagt efter….hm… cola ooooog…. noget med sour cream. Det er farligt for mig at handle ind med tømmermænd. Jeg slår hjernen, budgetfornemmelsen og den sunde fornuft fra, og vandrer rundt som en dyr på jagt efter dét stimuli der skal aktivere mine spytkirtler. Hvad har jeg lyst til idag? Oftest er svaret ingenting, og så kører jeg alligevel hjem med et kilo kiwi og billig kakaomælk. For når jeg alligevel har ulejliget mig selv op på cyklen og 700 meter ned til Netto, så skal der også være belønning at komme efter. En belønning i form af endnu en lur mens kakaoen køles ned og kiwierne bliver for gamle…

Jeg har en meget klog veninde der i formiddag, på vej hjem fra frugttilbudet i Fakta, fik udtalt : “Inden man gør sådan noget [som tossen til landskampen] bør man da lige sikre sig at ens venner rygdækker én ‘hvis der nu skulle ske noget’. Han burde også overveje at iføre sig en hue eller noget, for når to nationer har set ham slå dommeren ned på 15 storskærme, så bliver det svært at gå i Netto fremover. For folk vil stå skulende i køen og håbe han fik den fordærvede mælk”

Dét er virkelig en fryd at omgås intellekter som hende.

Jeg har skrevet min første frivillige novelle. Den blev født i onsdag den 30. maj og dermed født i Tvillingens tegn, hvilket er passende, da den er den af mig og jeg en del af den. Men nu er jeg sat i De Kolde Fødders Tegn. Jeg er bange for at vise novellen frem, og ræd for at dem Derude vil dømme den og dermed mig, fordi den er en smule sindssyg. Og mange der i denne tid stævner mod det Grønne Bord vil forstå mig. Over teksterne man læser i dansk, ryster man på den overfyldte Kommandocentral og tænker: “Herre Jemini, denne forfatter er jo gal og burde spærres inde”

Indrømmet, blev jeg også overrasket over at den kom til Verden i den fremtoning. Lidt skræmt også, i erkendelse af, at jeg kan skabe sådan noget gris. Men sådan nogle størrelser former sig jo selv, selvom man måske har haft andre forventninger til dem.

En del af mig må være stolt . Ellers ville dette indlæg være blevet censureret bort af forudgående tanker. Tænk: Jeg har skrevet en novelle.