Grublerier

Jeg har lige haft et hul i min blogkontinuitet (stærkt overdrevet, med det lød fedt) på 3 uger, og det har faktisk naget mig at der har været afbrudt skinnenet fra Top Floor til fingerspidser.

I en kommetar til Tumletiger, fik jeg vist formuleret, at så længe jeg ikke lever mit eget liv, kan jeg ikke blogge. Adskillige bloggere har berørt emnet før mig; når jeg blogger, er det fordi jeg lever.

Jeg har været på ferie hos forældrene for at koble af (ja, eller for at arrangere et schy-sølvbryllup med morgenvækning og dittotrut), og siden jeg ikke har mine ting, mine venner, mit studie og arbejde omkring mig, lever jeg tilsyneladende 100% på andres præmisser. Tilpasser mig pludselig spisetider, aftaler mv., hvilket er noget jeg ikke har gjort siden jeg blev aleneboer for 11 mdr siden. Bevares, det har da været dejligt med snak omkring middag og tv’et, og tro endelig ikke at dette indlæg er negativt ment.

Jeg tillader mig blot, at undre mig over min pludselig passivitet, da jeg ramte barndomshjemmet. At jeg blindt lod mig guide rundt af brormand m.fl. på hans shopping/sightseeing aftaler; at jeg ventede 9 dage med at lave min første aftale med MIN veninde og at jeg i det hele taget var så passiv i mit liv.

Og så er der heller ikke noget at skrive om, for jeg kan ikke blogge om noget der ikke er autentisk (og) mit.

Men nu, tilbage i Benitas liv og tøsehybel, har jeg en massiv trang til at skrive. Om alt og intet, sågar har den velkendte fornemmelse af bloghenvendt sætningskonstruktion indfundet sig i mit hoved igen.

Hurra!

This entry was posted on søndag, juli 29th, 2007 at 23:45 and is filed under Oppe i tiden, Tankelaks. You can follow any responses to this entry through the RSS 2.0 feed. You can leave a response, or trackback from your own site.