Grublerier

Den dag Diana døde…

Min har fortalt hvordan han husker præcist den dag Muren faldt. Hvad han fik til morgenmad, og hvor han stod da nyheden ramte. Jeg troede ikke på man kunne have det sådan, indtil Diana døde.

Det var weekend kan jeg huske. Jeg var 11 år og natten til Dagen sov jeg inde hos min bror på en drømmeseng. Vores far kom ind på værelset med de skrækkelige nyheder, der paradoksalt nok fik liv i mig. Spilvågen var jeg, og jeg fór ud og tændte for fjernsynet. Jeg husker stadig de mange blitzlys der oplyste vraget af bilen, det rødlige tunnellys og de mange forgrædte ansigter foran Buckingham Palace.

Jeg husker jeg bebrejdede mig selv. Hvis jeg ikke havde sovet på den drømmeseng. Hvis jeg bare havde sovet i min egen seng og gjort som jeg plejede, så var det aldrig sket. Der gik flere måneder før jeg sov i drømmesengen igen.

Det var også tiden hvor jeg havde haft engelsk i noget tid i folkeskolen, og jeg tænkte over at hendes kælenavn “Lady Di” kunne betyde “Lady Dø” og tænkte at det måske havde været bestemt fra starten…

Og først dér tænkte jeg på hendes stakkels børn.

Jeg var et smut på et grøntorv af en art, hvor gartnere og grønthandlere sælger billige grøntsager og frugt.

Efter en tur rundt på det beskedne marked, besluttede jeg mig for et kilo pærer, en buket blomster og et bundt gulerødder med top. Den flinke gartnermand bag klapbordet spurgte om han skulle fjerne toppen for mig, og jeg sagde jeg faktisk gerne ville beholde dem.

En ældre herre ved min side byder dermed ind: “Nå, du har måske kanin?” og hurtigt ryger det ud af munden på mig: “Ja, det har jeg faktisk”. Fed løgn - mit kollegie tolererer vist ikke dyr. Men hvordan forklarer man en mand med hår i ørerne og ternet regnslag på sin rullevogn, at oplevelsesværdien i en gulerod med top, er langt højere end dem uden? Hvordan skal jeg forklare, at jeg føler mig som en kernesund bondepige med solbrune kinder og korngule fletninger, når jeg kækt bider i en gulerod med top?

Så nu er mit køkkenbord blevet væk under 15 gulerodstoppe, og jeg har snydt en gartners kompostbunke for lidt mere grønt. Skam mig!

Mit singleego følte sig ramt af en blog Kronisk Single har præsteret. Jeg er single og stolt af det, men dermed ikke ment, at jeg ikke en dag skal være en del af en double. Lige nu kan jeg bare ikke se, hvor dælen han skulle passe ind. Og det er virkelig en af de dyre forsvarsmekanismer, for bliver jeg en dag rødmosset af forelskelse så vender jeg gerne min verden for ham.

Men kærestekræsenhed tror jeg ikke på. Jeg tror på præferencer som naturen har givet os, så vi i sidste ende kan producere noget optimalt afkom. Og man kan i en kæk bemærkning godt ønske sig en med “flad mave, lidt penge på lommen, en lejlighed med kig til Søerne og en positiv indstilling overfor børn og hunde.”

Men disse præferencer er jo ikke absolutte og urokkelige, og da slet ikke kronologiske. Og i sidste ende er det mest tiltrækkende, vel den gensidige kærlighed? Så må lejligheden godt ligge i Valby/Århus/Tønder/indsæt selv.

Og jeg synes ikke det er fair at dømme andres kræsenhed. Hvorfor ikke kalde det omhyggelighed? Jeg synes ordet “kræsenhed” emmer af, at man SKAL have en kæreste, og hvis man bliver tilstrækkelig træt af sin singlestegepande, må man genoptage kontakten med en mislykket date bare for at opfylde bordplaner i familien.

Man bør betænke den nye singlekultur som stormer frem. Økonomiske aspekter muliggør en singletilværelse i langt højere grad end før. Med lidt kynisme kan man vel kalde traditionelle parforhold lidt gammeldags. Det har været mand-dame-børn siden stenalderen, men er det ensbetydende med at det stadig er rigtigt at leve sådan?

Og hvorfor forventes det at vi alle sukker efter en kæreste? Og hvad blev der i grunden af “få det bedste ud af det du har?”, og så nyde tilværelsen i byen hvor man i byen betaler hver for sig, tager hjem separat og vågner mega morgengrim uden at tænke på at tøjet stadig ligger på gulvet?

Hvis jeg en dag støder på et eller flere svar…melder jeg tilbage.

Forleden løb jeg tør for opvaskemiddel. Ikke en hårdtslående nyhed (selv ikke i lyset af den just overståede agurketid) og efter et par opvaske i noget universal rengøring, måtte turen nødvendigvis gå til en SU-venlig indkøbsmulighed. Dette sted havde tre slags opvaskemiddel, hvoraf to var af samme mærke med forskellig duft, og det sidste var dyrt.

Derpå fulgte en ud-af-kroppen-oplevelse. Jeg ser mig selv snævre feltet ind til de to billige og derpå rynke brynene: Med citrusduft eller ocean? Citrus ved man hvad er, men ocean? Nu bor jeg på vestkysten og skal frabede mig sidstnævnte, hvis den bare lugter marginalt af fisk. Alligevel åbnede jeg den smarte doserings-tut og indåndede lidt oceanodeur. Duften var ikke imponerende, men valget faldt dog på denne, da citrusduften var meget syntetisk. Altså ikke kærlighed, men mangel på bedre.

Og hjemme i min hybel oplevede jeg en særlig spænding: Gad vide hvordan ocean dufter i min balje? Laver den mange bobler? Holder den mundskyl-møder-flaskegrønne farve nede i baljen? Jeg kunne næsten ikke vente med at vaske op, og så er det heldigt at der altid er lidt opvask at opdrive på mine kvadratmeter.

Jeg husker samme spænding da jeg købte toiletpapir, køkkenrulle og tandbørste første gang. Det er ligesom rigtige ting. Valg der stadfæster min succes (eller mangel på samme - afhængigt af udfaldet) som udeboende. Var disse ting af bedre kvalitet hjemme i familieidyllen? Kan jeg matche disse ting og ender jeg med at være ocean-typen og ikke citrustypen som min arv ellers byder?

Og denne jungle af spørgsmål og forventninger bliver lige en tak mere sjov, når man indser at man nu har boet ude i 1 år og 2 dage…

Inde fra stuen summede lyden af sæsonens sidste The Bachelor-afsnit. Der hvor Dr. Lækkermås fik et harem han gennem et væld af programmer, skulle koge ned til hans eneste ene.

Som rygdækning må jeg sige, at jeg aldrig har set et afsnit til ende; allerhøjst dvælet 7 sekunder i et forbigående ZAPP! Men idag valgte han sin dame, og tilykke med hende.

Tilgengæld har jeg set ubegribelig meget E.R (= Skadestuen) gennem tiden, og har set hvordan de fantastiske læger har et hyr med at balancere deres familie- og arbejdsliv. Og hvis der er bare et gran sandhed i de afsnit, så har den kommende brud lige vundet sig et liv med en travl arbejdsmand.

Hun har vundet en mand med skiftende arbejdstider, en personsøger der aldrig slukkes og en mand på konstant standby-position i tilfælde af større ulykker.

ER-lægernes påhæng plejer ikke at være begejstrede for dette liv, hvilket er derfor de alle finder andre læger eller sygeplejesker - til det andet ægteskab!

Min i nuet er han et hunk - og det scorer seertal!

…kunne et sladderblad (en af dem man læser i skjul, fordi de har så marginalt lidt at byde på) fortælle mig idag. Blandt andet kalorieløst kendisglitter forlyder det at hun tilsyneladende er begyndt at gå på diskotek, drikke sig i hegnet og date et hug af en advokatsøn.

Artiklen belyser det negativt og fremstiller den kære pige i et lys, der emmer af ukontrollerbar teenager og drukorgier.

Giv hende lige en chance! Jeg tager min imaginære hat af for, at hun overhovedet tør forlade sin stue og betro sig til andre mennesker, efter den tur hun var igennem med en ulækker mand og en kælder. Hun blev i den grad berøvet sin ungdom i de 8 år hun var væk fra Jordens overflade, så hvorfor er det så mærkeligt at hun folder sig ud nu? Hun er 21 år for christ’s sake - lad hende dog leve lidt.

Sidste uge var jeg træner på koncept AquaCamp - et DGIfænomen a la fodboldskole, bare med svømning.

Jeg havde fået tildelt campens 12 yngste svømmere - 7 år - og måtte gennem 5 dage lege papmor, men alt hvad det indebærer.

Og selvom visse 7 årige kan smide den samme madkasse væk 188 gange på 5 dage, og selvom nogle hænger eller ikke gider deltage i stopdans, så er det perler som den følgende er fuldender ugen.

Snakken faldt på doping og Michael Rasmussen, og et barn spurgte ud i luften hvordan man opdager at en rytter er dopet. Gruppens ældste barn  - 7 trekvart- anlagde en alvorlig og klog mine og sagde: Dem på cyklerne skal bare tisse i en skål, og så skal man veje den bagefter…så ved man om de er dopet”

Forundring og tavshed fulgte. Et smil kvalte lige akkurart min lattervulkan, men tilsyneladende havde ingen af børnene tænkt sig at oponere mod denne teori.

Så nu…er en ny testmetode opfundet!

Efter aftenens løbetur der - indrømmet - blev en lidt sen og mørk en af slagsen, slog jeg svedig døren op til flg. kommentar fra min far: “Hvor er jeg glad for, du er hjemme!” i sandhed en herlig kommentar at blive mødt af, da den både udstråler kærlighed, lettelse og reel bekymring.

Og sidste element satte gang i grublevorten (udtryk stjålet fra 3.g’s biologilærer - Torsten styrer!) , for hvorfor er vi mere bekymret ved nattens mørke end morgenens? Jager psykopater og voldsmænd kun om natten? Og i så fald - hvornår bliver nat så til morgen?

Om vinteren må jeg somme tider bide i noget surt frugt og løbe rundt i morgenmørket, og der er jeg faktisk ikke bekymret over overfald mv. Det er mere mit nedsatte overblik over vejens tilstand og evt. forhindringer. For man finder først ud af at det ikke var en kogle, når ens kondisko har fået hestens visitkort med.

Men om aftenen er man beredt. Måske ikke lige i skoven, for de sidder vel næppe i træerne og venter, men hvad med de skumle veje og stisystemer? Man hører så meget og i virkeligheden er jeg jo ret paranoid.

Så måske bør jeg bare løbe om dagen - til alles bedste…

Noget tyder på, at vi overlever denne omgang også. Vi kan nu se bagud på en tid med marginalt spændende nyheder, selvom Touren gjorde sit i år, for ikke at tørlægge pressen.

I agurketiden finder man ud af, hvor meget pressen egentligt omhandler politik. Nu da Christiansbogtosserne så småt er returneret fra feriestederene, bliver der noget at tale om. Så snakkes der om kræftbehandlingens ventetider, og så kan man passende lige interviewe en kittelklædt fra Riget - selvom han har været der hele ferien.

Mit liv har også været på agurketid. Dette indlægs inspirator spurgte: ”Noget nyt?” og jeg måtte skrabe bunden, og fortælle at jeg har fået en kødædende plante jeg har kaldt Frederik og at jeg har lånt to cd’ere på biblioteket. Flot - wow hvor du rykker, Benita. Jeg regner nu ikke med, at mit livs spændingskurve springer rekorder, blot fordi Fogh sidder solbrun og taler på tv. Tror første stigning sker om 14 dage når min tutortjans begynder. Det bliver fedt.

Jeg har endnu ikke oplevet enslydende frustrationer over hhv. samfundet og mit livs agurketid. Jeg kan jo også bare begrave mig i SU-supplemerende arbejde eller sove. Den frihed har samfundet ikke - for pressen skal jo skrive om noget.

Sommetider for en hver pris.

“Overlever” er vel så meget sagt. Unge ude i verden, griner af os når vi piver over Statens tilskud til os studerende. Mange steder er de selvfinancierende, men nuvel: Hvordan man (over)lever på en SU.

Før jeg påbegyndte turen på Videregående-karrusellen, havde jeg en ide om at jeg skulle vente ½-1 år før jeg fik et job ved siden af studiet. Så kunne jeg lulle mig ind i læserytmen, holde friweekender og gå på druk med min medstuderende, og dermed ikke ekskludere mig fra studielivets sociale trommerum.

Faktum var, at der gik 3 måneder og så havde jeg job. Den dårlige samvittgihed affødt af ordene “bare på beløbet” efterfuldt af fire bib, gav mig en trang til at tjene mine egne penge. For selvom der går 4000 ind på kontoen hver måned, er det penge jeg får, uden jeg som sådan bestiller noget man normalt honorerer folk for. Jeg havde et behov for at føle, jeg tjente penge.

Og nu er den dårlige samvittighed formindsket. Tillige har jeg fået råd til ikke at selektere på madbudgettet, og minsandten om jeg ikke har udviddet min sociale horisont med arbejdskollegerne.

En win-win-win situation