Grublerier

Iført skyklapper, virkelighedsflugt og benægtelse er jeg gået i helle…fra studiet, hverdagen og den dårlige samvittighed.

På sin vis er det en fordel af forældrene og jeg bor på hver sin side af bælt-broerne. Når jeg er så endelig er på besøg “derhjemme”, går jeg total i helle. Ligger telefonen - min eneste kontakt til omverden - væk, og tjekker den kun 2-3 gange i døgnet. Tager en pause fra studiet, glemmer min læseplan, som jeg gudskelov aldrig har fået skrevet ned, prøver at være offline på msn og nyder en weekend uden arbejde. Jeg glemmer mit liv på SU, mit køleskab mangler mælk og og indvendig rengøring, at jeg også lige skal planlægge holdets julefrokost og huske møderne med læsegruppen.

Ah…hvilken velsignet fred. At gå offline bare nogle døgn. Ikke sætte vækkeur, fordi man vågner til mors ”Go’morgen” og hunden der markerer mit ben med en morgenstrakt klo fra fodenden.

Omstillingsfaserne om mandagen er aldrig rigtig slem. Det er som om at stå op fra en lang søvn, og bare forsætte livet. Der stilles ingen spørgsmål, jeg går bare online igen.

Jeg har tit brokket mig over folks forventninger der overstiger realismekurven, når jeg nævner min titel som folkesundhedsvidenskabsstuderende. Omgivelserne afføder typisk en af følgende reaktioner:

• a) folk tror jeg læser til diætist
• b) folk hæver barrikaderne, fordi de tror, jeg selv er mega kost-hellig, og i at jeg øvrigt har ret til at dømme sundhedsværdien i deres liv.

Intet af ovenstående passer; primært fordi jeg kun er på 3. semester, og derfor stadig har en betragtelig tidshorisont foran mig, før jeg har autoritet til at udtale mig om noget som helst.

Men ak! Jeg skulle idag sande, at jeg selv er et forventningens menneske. I dag, i et svagt øjeblik, fik jeg pludselig en forventning om, at en bekendt der læser til fysioterapi ved lejlighed skal fastslå hvorvidt det er seneskedehindebetændelse eller blot almen klynk der raserer i mit håndled. Gudskelov fik jeg vendt situationen, og fik forestillet mig hvordan jeg vil have det, hvis/når en person beder om min “ekspertudtalelse”. Det bliver ikke rart, men heldigvis har jeg endnu en række semestre under den Uvidende Studerendes Dyne.

Jeg tror angsten for at udtale sig, bunder i de forelæsere der dagligt deler ud af deres viden og overheads. De er alle lektorer, professorere eller andre former for eksperter, og derfor danner vi os en ubevidst en forventning om, at man skal iklæde sig sådan en titel før ens orde får vægt.

Og der var den igen: forventning…

Sundhed er noget rod. Jeg tror det bunder i overeksponering; kostråd, motionsvejledninger og mæthed af at se folk der taber sig halvanden kropsvægt på forsiden af dameblade.

Når nu den ene kostekspert efter den anden, laver sund og NEM mad i Morgentv, sender det så ikke et signal om at det er svært at leve sundt? Når alt nu skal være så nemt, må det betyde at sund livsstil  ellers er svær af gennemføre. Og hvad med alle de “nu-70kg-lettere”, der i kulørte medier bekender deres had til friture og fedegrever; har vi ikke nået en mæthedsfornemmelse på den konto? Jeg tror det preller af i flager, i takt med hadet til denne person stiger.

Måske skulle man skifte dem ud med folk uden sundhedsambitioner. Folk der kunne sidde helt kvabsede og askegrå i ansigterne, og sige at de hellere vil se fjernsyn end at surfe med på sundhedsbølgen. Kunne det ikke skabe en vis forargelse hos befolkningen, og lade dét være incitamentet til at ændre livsstil?

Og tænk hvis man ikke fik at vide at man skulle motionere. Så ville mange blive gladere for at gøre det. Pludselig ville de frivilligt melde sig ind i fitnesscentre, og ikke fordi reklamer og kampagner siger det. Måske ville trangen til at røre sig opstå naturligt, istedet for trangen til at træne gårsdagen kage af. For der er himmelvid forskel på frivillig motion og samvittighedsrens.

nej, der mangler ikke et p. Jeg lider officielt af Medical Student’s Syndrome, som (gudskelov) er ret normalt, men dog til stor og stressinducerende gene.

Kort fortalt går det ud på, at lægestuderende tror de fejler det der står i bøgerne. Hvis de en dag vågner op med ondt i tåen, tænker der straks “KOLDBRAND!”, og før semesterstart havde de bare tænkt “nå for søren, en vabel”

Pt læser jeg om hjertesygdomme, så i den forgangne uge har jeg set mig om efter begravelsesfirmaer og sorte skygger med le-værktøj i hænderne. Jeg har haft nogle stik i brystet, men havde jeg haft dem hvis jeg ikke læste bogen om sygdomslære nu? Og hvad med min kvalme og madlede? Er det virkelig et tidligt symptom på ustabil angina pectoris, eller bare et udtryk for at tingene for tiden går lidt stærkt? Og hvordan går det med mit blodtryk? Min insulinfølsomhed og kolesteroltal?

Jeg kan da i hvertfald trøste mig med, at jeg med sikkerhed er psykisk syg. Så skal jeg ikke bekymre mig om dét.

Og sig så ikke, at studiet ikke påvirker hverdagen!

…især en investering i det sociale liv.

I år var jeg med som tutor. En tjans jeg havde taget primært for at udvide min omgangskreds lidt; Selvom jeg har boet her et år, så er bekendskaberne meget koncenteret om uni og arbejdet. Tutortjanen var også for at vise at sjællandere også kan falde til i Esbjerg… så ja, måske var det hele mest for mig egen skyld.

Men det var virkelig en god ide! Introdagene op til rusturen var mega hårde, og bestod af fuldt program, og torsdagsbar om aftenen. Bytur torsdag, rustur fredag-søndag og sammenlagt 8 timers søvn fra torsdag-søndag.

Ikke alene lærer man en djævelsk masse nye at kende. Man kommer også tæt på tutorgruppen, som her er repræsentanter fra alle semestre. Ydermere er rusturen fælles for alle studieretninger, så gangene på uni vrimler med kendte ansigter, der smiler med ordene “…og så på rusturen da vi….”

Så tag nu på rustur. Investér i leversmerter og blodskudte øjne og drik Jer i hegnet og luk alle festerne. Så bliver der pludselig en fællesmængde af sjove oplevelser, og så bliver det ca dobbelt så sjovt at begynde sit andet år i Esbjerg.

Tja, alle når vel dertil at de en dag må citere en Nik & Jay sang.

Pavarotti er død - Poul Potts sang på Råhuspladsen igår, og cementerede sin grimme-ælling fortælling. Jeg tror nu ikke Pavarotti har timet sin død efter Potts entre i blitzlysene; at han har været tryg ved at forlade dette Jordiske liv fordi Potts kunne overtage pladsen på de mange operascener. ”Jeg er gammel, min søn Poul… du må tage min plads i pladestudiet og i smokingen”…

Det er da pudsigt at de to ting sker så samtidigt..

Får jeg mon klø for at sammenligne de to? Jeg har ikke megen forstand (host host: ingen!) på opera, så gad vide om jeg får høvl af en Pavarotti-fan for at drage paralleller mellem de to herrer. I så fald undskylder jeg. De lyder ens i mine ører, men det er jo ikke et kvalitetsstempel i sig selv.

Jeg er ude hvor jeg ik’ kan bunde (men jeg kan jo lade som om, og så rygcrawle i land…øh)

Første skoledag… nogle mene det emmer lidt af (an)spændte børn med Jeva’en spændt op i nakken, og måske er det også det føltes.

Begyndte mit andet år med en snert af tømmermænd - rustur gør ondt, også/især på tutorerne - men glædede mig dog til at se alle de andre hoveder igen. Og bedst som man sad der i en forelæsning, blev man skudt i sænk af en ambivalent fornemmelse. På den ene side føles det som om vi aldrig har været væk fra skolen. Folk indtog deres pladser i de sædvanlige grupper, og det føltes ikke så fremmed atter at sidde som publikum til et powerpoint show…

På den anden side, lå noget at stoffet ret fjernt, og man forundres, skræmmes og irriteres over, at det før ferien lå så klart på tunge, rygrad og fingerspidser…Men al begyndelse er svær, og virkeligheden er kun liiiiige begyndt. Som nævnt er jeg ret begejstret for Koncept Studieliv, så selvom man sommetider ønsker sig et 8-16 job med fri lige bagefter, så ville jeg ikke bytte…

Men spørg mig igen før næste eksamen…