Grublerier

Her til aften indså jeg hvor sårbar jeg, som eneboende kvinde, er. Jeg kunne ikke åbne en flaske med skruelåg. Jeg har nægtet at købe et stykke værktøj til dette formål, da jeg er sydende angst for at miste alle fingerkræfter, og dernæst fordi jeg vurderer målgruppen til være i nærheden af pensionsalderen.

Men hvad gør man? Den flaske skal op nu. Ingen far, brormand eller (anden) stærk mand i nærheden. Naboerne fejrer deres ungdom med øl langt væk fra dette sted, hvorfor undertegnede begynder at save flasken over ved halsen. Det går langsomt, det er trægt, det…virker ikke. Prøver begge hænder, prøver igen med et viskestykke i mellem, overvejer at opgive da….sssssssy-lyden indtræder. Lyden af Åben Flaske. Hurra, lad os fejre. Selvtilliden kan lidt igen.

Som sugemalle har jeg hægtet mig fast til Jane Austens verden. Jeg ser hendes værker på film igen, igen, igen, skamscroller Wikipiedia og slår efter hvor jeg nu kan finde hende. Jeg elsker hendes univers. Min indre feminist er naturligvis forarget over datidens kvindesyn, søgen efter “et godt parti” og partneren med den gode økonomi, men min højrøde romantiker er stakåndet over kærlighedes ægthed der opstår mellem de to der ikke kan få hinanden. Intet forurener denne kærlighed. Ingen der kysser dårligt, ingen der ikke skriver tilbage eller er sammen med hende fra A-klassen.

Jeg er vild med de uskrevne regler, traditionerne og forpligtelsen. Intet tilfældig sex (uden man udstødes og/eller gøres arveløs), og intet at gå op i, bortset fra kærligheden man død og kritte vil finde inden man dør. Dog gad jeg ikke have levet der for en hver pris. Lysten er iblandet en masse “hvis”. Jeg gad godt “hvis” jeg var et godt parti, “hvis” manden var sød og lovede ikke at forvandle sig til en usympatisk narrøv 3 dage efter brylluppet…og hvis alt kunne være som i Austens happy endings.

Hun lukkede øjnene endnu en gang og forsøgte at få verden til at stå stille. Hun sukkede tamt, vendte hovedet og tænkte “Kom så…åbn øjnene, få det overstået.” Hun åbnede øjnene og…der var ingen. Hun havde ventet et maskulint levn fra festen ved sin side, men der var ingen. Hendes øjne flakkede rundt i lokalet mens hun forsikrede sig at hun hverken var hos sig selv, sin mor eller på sygehuset. Altså måtte hun være endt hos en eller anden fra festen. Hendes hånd gled ned under dynen…tilsyneladende ingen sex igår, hvilket måske var ok af hensyn til de moralske tømmermænd.

Det skramlede ved hoveddøren, og hun havde med garanti sat sig op med et sæt, hvis ikke det var fordi maven truede med en seriøs sending snaps-pølse-risdessert i nordgående retning. Døren gik op, en fløjtede (det skar i hjernebarken) og begyndte at skramle med glas og tallerkner. Så lød der skridt. I et nanosekund overvejede hun rævesøvnens lette løsning på konfrontationen, men hendes nysgerrighed tvang et smil på hendes læber, så hun trods alt var minimal attraktiv når Fløjteren trådte indenfor.

Et lidt for morgenfriskt “Hej, Marie” fyldte lokalet og dér stod X-Alex, som hun med vilje havde placeret bagerst i mobiltelefonbogen, NETOP så hun ikke skulle ringe til ham under promillepåvirkning. De havde en fortid fra gymnasiet, og selvom det nu var længe siden, så var han aldrig taget tilbage til Tyskland efter hans tid på udveksling officielt var forbi. Det havde ellers været hendes satsning, så hun nem kunne slippe uden om dette tyske helvede…

Alt for tit hører man sætninger der indledes med “man er voksen når man..” og herefter følger typisk noget man gør, køber eller siger. Og alt dette skulle eftersigende gøre en til voksen.

Jeg tror ikke på voksenheden, for den rykker sig hele tiden. Det er uundgåeligt og noget man skal opnå, og derfor er det ret ufedt når det så melder sin ankomst. Det er noget der hjælper andre med at kategorisere mennesket, men selvom man er voksen i nogens øjne kan man sagtens være barn i andres. Så man burde blot betragte “voksen” som en etikette ligesom den der gør dig til menneske og hankøn/hunkøn, og ikke noget man pludselig skal føle fordi man har købt en foodprocessor.

Og individets grænser for voksenlivet rykker sig også. Da jeg var lille var min 15-årige svømmetræner voksen. Man var i hvertfald voksen når man flyttede hjemmefra og fik børn - hvilket, i mine barneøjne, var to hændelser der hang uløseligt sammen. Jeg er nu 21 og betegner mig selv som ung. Det gør div. reklamebureauer  og den creme mod “ung og uren hud” jeg smører i skærmen, også. Men jeg får forskudsopgørelser, valgkort og regninger som rigtige voksne også gør, og minsandten om forældrene ikke var forbi med mine adventspakker, som dem andre børn får.

Forleden tænkte jeg, at voksenlivet indtræder den dag man yngler, men er det i virkeligheden ikke der man skal finde sin barnlige side frem igen? Tiden hvor den voksne stolthed pakkes væk, så egoet ikke lider for meget under sætninger som “a gu gu gu gu” og pusteprutter på babymave.

Så lad os aftale af voksenheden ikke findes som den fysiske følelse, vi så gerne vil have den til at være. Og så længe jeg kan se annoncer hvor “64 årig frisk pige søger nye venner”, så tror jeg ikke på det der voksen.

Fra et væld af kleenex (med balsam, man er jo ikke maochist), skoldhed te og lune sweatre har jeg fundet vej frem til tasterne til en omgang klynk. Jeg er blevet forkølet; en skæbne jeg deler med et væld af andre danskere med et hullet immunsystem, og derfor en diagnose der ikke fremkalder mere end et løftet øjenbryn fra omgivelserne.

Derfor kan jeg heller ikke tillade mig at klynke for meget. I svage øjeblikke kan jeg til nøds overdrive et snøft, der med held afføder kommentarer der hjælper lidt på min rustne tilstand.

Måske er det ikke så underligt at alvorlige sygdomme som HIV, cancer og osteoporose får folk til at vågne op. De berøves et sorgløst liv og skal til at inkludere sygdommen i deres hverdagsberegninger, og får pludselig trang til at rejse verden rundt “mens de stadig kan.” Måske skulle man overføre denne oplevelsestravlhed til folk med snue, så selve den tilstoppede fornemmelse skulle få folk tilbage til nuet. Så ville mange måske have oplevet det de skulle, den dag de bliver kronikere.

Men forkølelse får mig ikke frem i skoene. Tværtimod putter jeg mig under dynen, fordi jeg endelig kan præstere en legal undskyldning for at dyrke lidt dynekærlighed. Jeg ved jo jeg er retur i næste uge. Slut med kleenexrester, kold te og snorkelyde. En  kronikere må hanke op…for en evighed under dynen kan vel også blive træls…

…var en lidt flad fornemmelse. Vi var ellers mødtes et par stykker, for at gøre valget til en “gruppeting”, og for at gøre det hele til en lidt større oplevelse. Så vi ankommer til denne mikroskopiske “gymnastiksal”, med kun 4 valgborde og ditto antal pensionister til at vogte stemmesedlerne. En mand med stoppestk vifter mig ind bag et babyblåt forhæng, og så… var det slut. Alt det man i 3 uger har snakket og læst om.

Det er første gang jeg stemmer uden for den by hvori jeg er født og opvokset. Den gang var der dømt stor gymnastiksal, med masser af mennesker; der var balloner, valgkandidater med den sidste bestikkelse og god stemning, og på den anden side af krydset, følte man virkelig at man havde opfyldt sin demokratiske borgerpligt.

Nå, dagens flade fornemmelse fejres og druknes i spagetti hos en medstuderende, hvor vi skal råbe af dumme kommentarer og exitpols.

Godt valg!

Normalt er jeg stærk modstander af “sådan-er-mænd-og-sådan-er-kvinder-efterfulgt-af-haha” samtaler, fordi det er for billigt at lave point på så åbenlyse og stereotypiske emner. Når jeg så alligevel vælger at bringe emnet “kvinder” på banen, er det af ren og skær forundring over hvorfor vi agerer som vi gør.

Alle der har tilbragt tid i folkeskolen, ved at piger kan være noget så vederstyggelige overfor hinanden. Selvom den udbredte opfattelse er, at man vokser fra det, så forsætter det jo gennem karrieren som voksen. Ikke i åbenlys forstand, men derimod camoufleret som kommentarer tilsat malplaceret høflighed. “Ej, hvor sødt du stadig putter buksebenet ned i sokken når du cykler” eller “Ja, den er rigtig pæn til dig, men jeg ville ligne en drægtig kvie i den”.

Og hvorfor er det lige, at kvinder plukker hårerne af hinandens tøj? For hvis skyld sker det? For umiddebart mærker jeg ikke meget til et hårstrå midt på hættetrøjens rygstykke, der instinktivt fjernes af et forbipasserende hunkønsvæsen…mens hun snakker videre om buskeben og strømper. Underligt egentligt, da hår normalt betragtes som opkoncentreret miltbrand når først det har forladt hovedbunden. Er det for min skyld du fjerner det, eller fordi netop det ene hår afgører om vi kan tale sammen i dette nu? Måske er det bare en stille sejr…”Du må spare en masse penge ved at være så tyndhåret”.

Så om vi vil det ej, så er kvinder ude på at nedgøre hinanden. Måske ikke bevidst, og måske er toppen af trangen fortrængt af alderens fornuft og flokdyrets viden om gensidighed og goder i kølvandet deraf. Måske er kvindeforeningerne skabt som overlevelsesmekanisme. At det er mere søsterligt at hade et fælles mål, og man dermed kan kanalisere den dårlige energi ud på mænd og folk imod fri abort. Problemet er muligvis de utallige generationer af føjende, stiltiende, anonyme kvinder der har signaleret “indre balance”, og at vi ikke kan slippe forventningen om at kvinden skal være sådan.

I ligestillingens navn, burde vi bare tæve hinanden…

Gennem mine 424 dage som studerende har jeg lært, at alle har lige adgang til sundhedssystemet. Det er en af fordelene ved at bo i et land med en stor velfærdsstat. Samtidig er vi enige om at vi ønsker alle at forebygge sygdommens opståen, og så er der pludselig ikke lige adgang mere.

For kan jeg - som 21 årig - gå til min doktor og kræve blodtryks- og kolesterolmåling, med mindre jeg med stamtræ kan bevise at min familie dør af hjertekarsygdomme? Jeg vil få at vide, at jeg ikke er i risikogruppen, og hvorfor skal en så god nyhed afskære mig for et helbredstjek? Hvorfor diskriminere mig fordi jeg er ung, og endnu (måske) har kranspulsårer med fri passage?

Ind i mellem støder man på overskrifter der fortæller at instutionsbørn, elever, studerende, skatteyderene og pensionisterne er stressede som aldrig før. Så skal man tro tryksværten, har vi alle forøget risiko.

Angiveligt er der lige adgang til sundhedsvæsenets ydelser den da jeg bliver syg, men hvis vi skal undgå dyre sengeregninger, så lad og forebygge folkesygdommene som folkesygdomme. Ingen risikogrupper, ingen aldersbetingelser, bare tjek fordi man er en af folket.

…og såldes lokkes lommeevolutionsteoretikeren ud af hulen.

Jeg har ringe kendskab til dyr der strækker sig for langt ud over kennel, bondegårde og Bonnies Dyrecenter, men jeg har da fattet at ingen af disse kan prale af en intellekt nær menneskets. Og vist er der rart øverst i fødekæden, men det er ingenlunde en sorgløs tilstand.

Jeg har tænkt over menneskets evne til at torturere hinanden og især sig selv. En tilfældig kanalrundfart på tv-pakken beviser førstnævnte, og jeg tvivler dyrenes trang til at gøre hinanden ondt. De slår vel “bare” hinanden ihjel for at score hunnen/de attraktive kvadratkilometer.

Og hvad angår egen-tortur så er det vist også enestående at mennesket insisterer på at give sig selv dårlig samvittighed over uopnåede gøre mål, tvære rundt i egen ensomhed og kærestesorg.

Indrømmet ville det være nemmere at begrænse sin dagorden til spise og sove, men selvom man finder plus/minuslisten frem, så kan man ikke konvertere til dyr. Men man kan tænke over sin egentortur og begrænse dens omfang.

Og det vil jeg så gøre. Smide eksamenslæsningen overbord, og stene lidt tv.