Grublerier

…var en disciplin min gymnasietids dansklærer hold meget af. Et afsat antal minutter skulle man skrive noget sammenhængende om et givet emne, tekst eller ord han klattede op på tavlen. Oftest var det 2 minutter om den senestlæste Strungetekst, men en dag fik vi 10 minutter om tidspunktet 04.39. Det gav han os d. 21. februar 2005, og jeg husker ikke tidspunktet. Jeg spidsede Piloten og forsvandt bagud i hovedet, og det var som at kravle op af et hul da han sagde “så gik tiden”. Jeg fik skrevet:

Klokken 04.39. Støvregn. Nedtur. Festen havde egentligt være OK indtil Linda var begynt at ude fordi Mikael havde slået en svensker i gulvet. Banegården virker i dette nu så underlig øde, ikke engang mågerne gider skræppe. Fantaserer mig 3 timer frem i tiden hvor jeg lykkedeligt og skrupelløst vil ligge i min seng og knalde brikker. 3 stive timer. Klokken passerer 04.30. 9 sølle minutter igen. Underligt som tid kan føles så forskellig. Nogle gange flyver den væk og er i et splitsekund omdannet til et minde om en hel sommer, men sommetider - som nu - virker tiden som en irriterende flue der i evigheder kravler hen over ens kind, i de lange sekunder der tager for en at nosse sig ud af drømmeland og vifte kræet væk fra hovedet. 04.33. 6 minutter. Hvad kan man nå på 6 minutter Måske skulle jeg ringe til nogen? Går tid ikke hutigere i godt selskab? Som jeg står her i den tiltagende støvregn passerer alle de glade sommererindringer for min indre biograf. I “Den lille pige med svolvstikkerne” sker der principielt det samme, og pigen dør. Gad vide om jeg dør. Så skal jeg skynde mg. Der er kun 2 minutter tilbage.

Dansklærer udpegede et par stykker til at læse op, men forskelligheden og folks skøre tanker medførte at samtlige endte med at læse op. Jeg var den sidste husker jeg, uden at garantere for dets rigtighed. Jeg læste op i noget der føltes som en evighed, fordi jeg var nervøs og fordi hjertet i halsen skubbede min stemme op i diskant. Bagefter var der dødstille…som i helt stille. I lang tid. Indtil min dansklærer bryder rummet ved at sige: “Det var…imponerende”. Mere stilhed. Indtil en klapper og resten følger med.

Den oplevelse har brændt sig fast. Klapsalven i ørernes fimrehår og dansklærers ansigtudstryk på hornhinden. Teksten har ligget på loftet og blev aldrig smidt ind på en computer som alle de andre skriverier man begik på tvangsbasis.

Jeg huskede tekstens bedre end den egentlig er. Måske fordi oplevelsen og Det Fastbrændte har farvet oplevelsen, men også fordi jeg husker hvordan jeg forsvandt i støvregnen der spyttede ud af Piloten. Jeg husker han siger “så gik tiden” i samme sekund som jeg sætter det sidste punktum, og virkeliggører dermed en uovertruffen, men tilfældig, timing.

Hans ord var gymnasietidens største kompliment som jeg gemte for mig selv, fordi ingen andre forstod applausen og udtrykket i hans øjne. Tror jeg.

En del af min håber han googler mig og finder min blog. Så han kan se at jeg kan andet end stile om impressionismen til et 9-tal i snit. Også vil jeg håbe han åbner op for fremtidens elever må putte lidt mere humor ind i deres stile, ellers bliver det simpelthen for højttravende at producere tekst. Og se dig om virkeligheden og se hvor få der nøjagtig overholder skellet mellem skrift- og talesprog…

…men ikke nogen der synes spiselige for omgivelserne, når det drejer sig om fravalg af børn og alkohol. I denne verden af faldende fertilitet og julefrokoster, fatter man ikke at folk har taget et aktivt valg når det kommer til storkebesøg og snapsebrandert.

Til en julefrokost kan man slippe for alkohol hvis man er a) muslim, b) gravid eller c) tømmermændsramt. Så kan det til nøds gå, men hvor mange har man ikke hørt “argh, bare en lille en…!” Jeg er intet af de ovenstående, men til gengæld er jeg god til at acceptere et nej tak. Jeg er til gengæld virkelig ringe til ikke at spørge ind til afslaget. Og det skal jeg holde op med. Nu. Det må være folks egen sag. Jeg selv har opdigtet en allergi overfor snaps, da jeg altid bliver så skrækkelig syg af førnævnte. Og det har intet med mængderne at gøre..tror jeg. Men folk accepterer ikke min allergi, men jeg skal også være bedre til at holde masken.

Når det kommer til babyerne er det næsten det samme. Jeg kan ikke lade være med at spørge ind, når folk siger de ikke har lyst til gråd og bleskift. “Jamen, tror du ikke I kommer til at mangle noget senere?” ellers glatter jeg ud “Du er også meget for dine niecer”. Som om alle skal have egne børn eller substitutter. Det må folk selv om. Og ordet “barnløs” har fået en negativ klang. Men har de frivilligt barnløse ikke fat i den lange ende? Hvor mange parforhold går ikke i vasken efter storken lagde vejen forbi? (uden at sige det er børnenes skyld).

Alkohol og børn er blevet en mennesket, og vi glemmer at det begyndte som et aktivt valg. Fordi vi vil overkomme arbejde, en slank figur og fyldigt socialt liv med børn eller tømmermænd.

Som en milliard andre er jeg nu indhyllet i den facebook’ske verden. Og her er rart, socialt og mættet med andres fulde- og/eller feriebilleder.

Og jeg har efterhånden spundet mig ind i folk fra folkeskolen, sprogskolen, gymnasiet, uni og de venner som altid har været der, og derfor ikke har en afstamning a la de andres. Jeg har også fundet nogle kendte. Anders Lund Madsen for eksempel - mest for sjov og starfuckeri, og så Elias Ehlers som er piv-hamrende-herre-lækker, sjov og super gerne må blive min nye ven.

I Facebookland er der lykkeligt, og alle er gode venner. Lige så snart der er gensidighed og -kendelighed ved et navn, trykker man enter, og så er man venner. Og det er så nemt, for selvom man ikke kender det navn der vil godkendes, accepterer man, dels pga. nysgerrighed og dels for at blære sig med sit antal af venner. Hvilket forklarer hvorfor adskillige har Anders Fogh som ven.

Men hvad med gamle flammer? Folk der har fyldt alt de seneste år, som man kun ser når man lukker øjnene, men aldrig er der når øjnene møder lyset igen. Vil man uden videre sende en venneforespørgsel? Han ved jo ikke han har fyldt alt. At kun én anden i hele verden kender til smerten, fordi det sørgende hoved ellers ville eksplodere. At der spejdes efter ham alle steder, og scenariet hvor man tilfældigt mødes spilles igen og igen for den indre biograf. At hjertet ville slå et slag over, at maven ville synke, stemmen ville knække, tårerne trille og benene løbe væk hvis han stod der igen.

Men kan man få sig selv til at sende en forespørgsel? Hvad hvis man afslås? Hvis han ikke har brug for en skyhøjt vennetal (altså er ovre det stadie). Det pudsige er, at Anders Lund og Elias Ehlers er tusind gange mere fremmede end han. Og alligevel kan jeg ikke… god damn.

En 19 årig “mand” gik igår grasat i et indkøbscenter, og skød sig selv og otte andre…fordi han ville være kendt.

Hvis nogle virkelig vil være kendte for en hver pris, så tror jeg nok tiden er moden til en seriøs at revidering af kendislivet. Det er et liv mange stræber efter, men samtidig det liv som nogle kendte godt vil bytte væk for en helt almindelig dag på kontoret.

Og mens nogle bliver sindssyge af kendislivets genkendelse på gaden, bliver andre sinddsyge af IKKE at være kendte. Hvis man virkelig skal være “nogen” for at føle sig som nogen, så synes jeg ikke det er så sjovt mere. Kendisverden (eller verdenen uden for - døm selv) har jo også fået storhedsvanvid, og har indført begrebet “semikendt”. Pludselig er der en gråzone mellem  at være “kendt” og “ikke kendt” for selv “hvor-har-jeg-set-dig-før-birolleindehaveren” skal have lov redegøre for deres tøjindkøb, når de møder en pressefotograf i Imperial.

Når vi nu insisterer på at se de mange realityshows, bør man man måske indføre et nyt, hvor man gennem et helt efterår, gennemtester 16 deltager i diciplinen “at være kendt”. Dermed undgår vi at de vælter stive og undertøjsløse rundt, den dag de ikke er kendte mere, og at de samtidig er klar over at kendisbølgen en dag knalder ind i molen… og stopper.

I de tidlige leveår var det ubegribelig vigtigt for mig og min omgangskreds at have top-5 lister på alt. Lige fra livretter, ynglingsslik og også hvad man ikke kunne lide. Og havde man ikke en absolut yngling og kunne man lide spagetti og pizza lige meget, ja så var man bare ikke med til Ludo næste gang.
Som tiden gik blev det ok at sidestille sine favoritter, og dermed undgå en led konflikt med sig selv og sine nærmeste over hvilken sodavand der var bedst.
Alligevel har jeg idag spenderet en rum tid med at beslutte mig for, hvilken julesang jeg holder mest af.
Sidste år var det “All I want for christmas is you”, stærkt erfterfulgt af “santa Baby” - den stille udgave.
De kandiderer begge i år også, men det er som om de ikke spiller ligeså godt som sidste år. Så hørte jeg “A spaceman came travelling”, og selvom jeg ikke anede det var en julesang, så klingede den ret godt i mine ører.
I den anden ende af skalaen ligger Gnags’ sang om to mus i en spand med mælk. Den var sjov en gang, men nu er den..ja…træls.
Sorry Gnags.

Julen er som bekendt en ældgammel højtid. Traditioner er godt fasttømret i folks familier, og vi kender den med “rør dog ikke ved min gamle jul.”

Dog er julen også forældet. Jeg hængte nisser op på kvadratmetrene idag, og det slog mig at alle nisser har kærester. De findes parvis, kældt ens i træsko og hjemmestrik, og faktisk er det kun de gule fletninger der tegner hendes kvindelighed. Nisserne har stædig valgt at se bort fra singelkulturen, som blomstrer så fint på trods af kulden, og udmønter sig i enlige mødre og singlestegepander.

Og hvorfor findes der ikke ungdomsnisser? Der findes kun nissemænd, ditto koner samt børn med røde kinder og kælken på slæb. Hvor er teenagenissen med acneangreb og kærestesorg? Hvor er den hårdtarbejdende revisornisse i starten af 30′erne, med rentefrit lån og en treværelses?

Nisserne brude komme ind i kampen for social realismen!