Grublerier

Det er ikke fordi jeg har glemt dig, for du rumsterer stadig i min samvittighed, og jeg tænker stadig i sætninger der skal ende med at klæde dig. Jeg tror det kommer tilbage til en ældgamle, om at have travlt. Der er også sket meget. Siden sidste indlæg, kære blog, er jeg flyttet 800 km sydpå til Holland. Heeeeeeeelt nede i bunden i Maastricht, så måske URBAN-redaxen finder mig kandidat til en plads blandt de andre “bloggere ude i verden”.

Nogle vil mene Maastricht ikke er så eksotisk som Barcelona eller Sydney eller hvor folk ellers tager hen. Sommetider finder jeg mig selv undskylde byens lange vej til ækvator og mangel på solskin. Især når folk før min afrejse spurgte, hvor jeg skulle hen. “Holland” lød svaret, og dernæste kunne jeg regne med to på hinanden følgende spørgsmål: 1) “Med studiet eller hvad?” og 2) “Hvorfor lige Holland?”. Og ja det er med studiet, og Holland fordi der uni har en exchange aftale her. Længere er den ikke.

Kære blog det viser sig, at man ikke behøver drage afsindig langt for at få en snert af udlandet. Man skal bare indlogere sig på et kollegie hvor andre nationaliteter også bor. Fx nu kom der et ophold i ordstrømmen fordi en brite kom ind ad døren. Og før det rendte jeg på amerikanske Liam og LeAnn. For ikke at nævne de mange spaniere (må man sige det eller hedder det spanioler og er sidstnævnte ikke en hesteart?) der suser rundt i maosko og taler højtlydt.

Og blog… hvor meget fylder ens geografiske placering egentligt til dagligt? Vågner du du op og tænker “Jeg er i Esbjerg”? Nej vel? Man luller alligevel bare ind i en rytme, og så er placeringen vel ligegyldig. (Psst…! Husk at sige du nu er i Maastricht, hvis nogen spørger)

I hvertfald, kære blog, er vi nu i Maastricht. Her skal vi være længe og vi skal nyde hver enkelt sekund.

Kærlig hilsen

Din Benita

…og det er hverken særlig nyt eller ditto revolutionerende, men derimod en følelse der har givet mig indsigt. Pludselig forstår jeg de vrælende, utilfredse og uberegnelige børn - arme stakler - der mod alle odds overlever en benlåst tur i nettovognen, inden de slæbes hjem til tossekassen og lasagnen kl 17.30.

Jeg kan heller ikke være nogen steder lige nu. Mit indre er i opgør mod sig selv, fordi hverken mad, drikke, samvær eller musik synes at lindre min urolige tilstand. Min fordel er, at jeg overvejer mine muligheder. Børn kender vel ikke deres muligheder, og sjældent har de 100% frihed til at leve dem ud. Min løsning endte med et bad, tykke strømper og en tur på liggeunderlaget, hvor jeg i dette nu spejder over det, der indtil kl 10 i formiddags var mit hjem. Det er nu reduceret til ledninger, støvbolde, sportstasker og ting hvor containerdøden trækkes i langdrag. Og tomheden og ekkoet fra tasterne understreger nok melankolien, og kroppens manglende hvile.

Så jeg hilser Jer god nat, fra en aftagende duft af flyttekasser, og håber alle må sove godt.

Sommetider siger folk ting, som fluks burde havne på gajolpakkerne. Således overhørte jeg d.d. følgende samtale mellem en 8-9 årig pige og hendes barnepige/kusine på omkring 18-20 år.

Lille pige til stor pige: “Har du en kæreste?”

Stor pige svarer: “Nej, det har jeg ikke”.

Lille pige igen: “Hvorfor ikke?”

Stor pige (uden at blinke): “Fordi jeg kan stå selv.”

Den store pige bør have dagen opkaldt efter sig, og dernæst statueres i bronze. Hil!

Inspireret af Panicrooms årsberetning fra 2007 har jeg - i et anfald af eksamensnerver og irriterende humør - tænkt over alle de ting jeg IKKE gjorde i 2007. Lommepsykologen vil nok påstå, at følgende tekst er et vindue til de braste drømmes land, men den antagelse står på egen regning.

2007 var året hvor jeg ikke faldt i paparazzifælden med Jude Law. Det blev aldrig til et forhold, og hvorvidt det bunder i hans egen skilsmisse, eller min manglende evne til at befinde mig i Hollywood på de rigtige tidspunkter, er ikke til at sige. Til gengæld lærte vores ikke eksisterende forhold mig, at timing er alt.

Faktisk stod året 2007 ikke i kærlighedens tegn, så hverken Jude Law eller en anden fik mig til at flyve. Til gengæld var det også året, hvor jeg ikke gik i panik over min single stand. Jeg formåede, at affinde mig med min tomme seng og de manglende “er-han-nu-sur-siden-han-ikke-har-skrevet-i-7-minutter-tanker”.

Især sidste del af året, var der meget indsigt jeg ikke opnåede. Især sneboldskampen mellem regering og fertilitetslæger, der synes at udspille sig over de studerendes kvinders informationsrige hoveder. Regeringen havde travlt med at bombardere os med flyers om lang uddannelse og helst gennemført på rekord tid, mens fertilitetslægerne gerne så os alle blive med rogn omkring vores 25. fødselsdag. Men så var det godt at 2007 var det år, jeg valgte, ikke at tage mig af det.

 Ja, det er lidt svært at summe op hvad man ikke nåede. Der er jo så meget. Fx nåede jeg aldrig at blive gravid, ryge fed eller blive udpumpet, og det er måske et ret godt træk af år 2007.

Hvad 2008 ikke bringer, kan ingen spå om. Men godt nytår til alle!

…blandt en kaskade af askegråt hudpigment. I morges måtte pigen i spejlet sande, at hun ligner en influenzaramt posedame med abstinenser. Da chokbølgen havde lagt sig, følte jeg grundigt efter i kroppen… var der tegn på ledsmerter, halsømhed eller andre symptomer, der kan undskylde mit udseende med en patologisk tilstand? Næh, jeg fejler ikke noget. Jeg er bare træt og eksamensramt.

Normalt er jeg udmærket klar over, hvornår jeg kan iklæde mig dragten som eksamensramt, men denne gang er det kommet snigende som en sulten panter. Denne gang har jeg ikke haft de lange dage i studiegruppen, den totaldedikerede livsstil eller ekkoet fra det tomme køleskab. Denne gang har opgaven nemlig være individuel, og har derfor sjosket der ud af i moderat tempo, med hensyn til tv-serier og frokostpauser.

Alligevel har opgavens deadline gæret i skallen på mig, og jeg tilskriver det 100% af skylden for min tvivlsomme fremtoning. Psykologisk stres, og det manglende overblik over hvilke dage jeg kan sove længe igen…

Jeg supplerer min SU med en bibeskæftigelse som livredder i den lokalesvømmehal slash badeland. Det er på mange måder en underlig arbejdsplads, for ved grød der kommer mange sære mennesker. Morgensvømmerene er et folkefærd for sig, og mest fordi det er det samme klientel hver morgen. Efterhånden kender man Legenderne blandt morgensvømmerene. Dem med sjove vaner, underlig svømmestil og skæve personligheder.

Jeg ved ikke om disse mennesker er ensomme, men der er en god gruppe af morgenplaskere, der synes de lige skal slå en sludder af efter 50 minutters boblen rundt. Og det er også hyggeligt nok, men der er den ondefløjtemig også dem der tror, at et årskort til svømmeren overflødiggør min privatsfære. Typisk er det dem der lægger en våd hånd på min skulder, og kækt (og vestjysk) kommenterer at “hvis alle livreddere så ud som dig, så ville jeg nok komme her lidt oftere” eller “hvis jeg var et par år yngre, så gik du ikke i fred”

Og skal jeg finde mig i det? Havde håndens ejer været 40 år yngre, havde det jo været sexchikane. Skal man bære over med dem blot fordi de har rundet 65?

Jeg tror sexchikane er en subjektiv vurdering. Hvis det overtræder mine grænser, så har vi en vinder. Men spørgsmålet er om jeg har føling med mine grænser, når aldersfaktoren spiller ind. Om jeg ikke automatisk slår hovedet fra, når de nærmer sig for at snakke, fordi man så tit har fået at vide at de ingenting mener med det. Nej, det er muligvis rigtigt, men det er sørme stadigvæk på sin plads at opføre sig ordentligt, selvom om man har badebukser der er på alder med mig.

…ville jeg i denne tid være personen, der sprang rundt mellem svævende blæksprutter og ildsprudlenede kæmpedrager. Jeg ville bekæmpe ondskab, dårligdom og forrædderiske padehatte i min jagt efter målet.

Målet er i denne tid: en velskrevet opgave. Og jeg føler virkelig jeg springer rundt. Om ikke andet, så i overspringshandlinger. Der er knap så mange drager på mit kollegium, men til gengæld er der dagligt 1 times “Greys Anatomy”, og det tager sgu lige så meget opmærksomhed!

Og som ved en hver bane i nintendoland, flyttes fokus væk fra målet, og hen til nuet. For hver bane skal gennemføres, og først i sidste ende husker man hvorfor. Målet. Jeg er stadig kun ved mit første liv. Andet og tredje liv kaldes reeksaminer, og det kan vi ikke have. For hvordan skal man så sige, at man gennemførte Studieliv i første forsøg?

Af frygt for og forventning om at indlægget bliver en afspejling af mine tanker, skal jeg beklage det kommende kaos.

Sommetider er det svært at se pigen i mig. Jeg har selv svært ved at se hende, og kun i korte perioder har jeg søgt at grave hende frem. Jeg taler ikke om leggins, jeg hader at købe undertøj, jeg går sjældent på høje hæle… Men dette er jo også kun “burde-formen” af en kvinde. I virkeligheden definerer jeg mig selv. Jeg studsede bare over det idag, da flokken af de hunkønsstuderende blokerede indgangen til den højere læreanstalt, for at diskutere leggins til 10 kr et sted i byen.

Og “burde-mentaliteten” er måske også mest gennemtrængende blandt kvinder i flok, idet vi gennem dameblade, kvindekanaler og mediernes rollemodeller får at vide hvor vigtigt neglebånd er at gå op i. Så tror vi, at vi skal tale neglebånd fordi “sådan gør kvinder”. En evig (og tudsegammel) jagt på samhørigheden og gruppeindentiteten.

Og tro endelig ikke at jeg er drengen jeg aldrig blev, for jeg har det fint med at være pige. Jeg siger blot, at jeg ikke har alle de samme interesser som nogle af de piger jeg indentificerer mig. Jeg har en ide om, at jeg har leget prinsesse som barn og, at jeg altid stampede i jorden for at være moren. Mit moderinstinkt er også intakt, så jeg er ingenlunde nervøs for kønsindentiteten. Min mor siger jeg aldrig har været en pige-pige, og min far sagde i konfirmationstale, at jeg var et vidunderligt menneske. Så der er kommet noget fint ud af det, selvom jeg måske ikke repræsenterer billedet på burdepigen.

Jeg er heller ikke typen der har mange drengevenner, “fordi piger ikke siger mig noget”. Tværtimod er min telefonbog kvindedomineret. Måske har jeg ikke tal på mine drengevenner, fordi jeg bare betragter dem som “nogle fra gymnasiet etc”, selvom jeg burde tillægge dem en mere hjertelig etikette. Jeg er heller ikke en af gutterne, for det vil jeg heller ikke være. I gymnasiet betragtede jeg mig selv som en pendler, der kunne mingle lidt ind i alle grupper og sammenhænge. Og sådan trives jeg.

I sorte øjeblikke hvor mit liv synes at mangle en bedre halvdel, betragter jeg de små nips i dynejakker og afblegninger der trisser gennem gågaden med manden i deres liv. Dem der fniser, filer negle i bussen og ændrer hestehalen 80 gange dagligt, og jeg tænker at man nok skal være sådan for at blive en del af en double. Fordi der, i et forhold, ikke må være tvivl om hvem er mand og hvem er kvinde. Der skal ikke være gråzoner, og forholdet må ikke blive for venneagtigt i kraft for mange fællesinteresser. For man må hjertens gerne have noget at tale om, så længe man stadig kan vende øjne af den andens fetich for fodbold eller neglebånd.

Weekendmorgener virker altid værre end andre. Måske fordi man ved 80% af alle ens bekendtskaber ligger og knurrer til langt op ad formiddagen, mens man selv skal slæbe sig ud i samfundet.

Jeg har sovet dårligt, af angst for at sove over mig. Er spjæt-vågnet en masse gange og febrilsk stillet skarpt på de røde fjender der skiftevis har sagt 02.17, 03.24, 04.05… Bander højlydt da vækkeuret tikker 06.11 og jeg endelig svinger stængerne ud af sengen. Der er stille. Mere end der plejer. Måske fordi jeg ved resten af kollegianerne snorkbobler bag deres døre.

Natten møder mig med en blød kulde. Den man kun oplever når stilheden brummer og vejret skifter fra minus til plus. Kulden snarrer aer kinderne end æder dem, som dens bror vil gøre i aften. Jeg vover endda at smide vanterne.

I krydset møder jeg 5 biler, en cykel og en kondiløber. Vi betragter alle hinanden med mistro “er så mange allerede oppe?” Men søndag 6.40 findes der kun folk uden for dynerne der skal noget. Om det er på job, på ferie eller hjem fra byen.

Ankommer til arbejdspladsen der er sygeligt og overdrevet badet i lystofrør. Her har der været dag længe. Og så går min også igang.

Fandt følgende i mine fraklip i word:

11. september 2007 uden sammenhæng i øvrigt Sort 

• Mine rander under øjnene er sorte.
• Jeg spejler mig i kaffekoppen og undres.
• Er det blot en refleksion?
• Jeg ser op og randerne bekræftes.
• Et knæk i ryggen og et grønligt skær
• Og pludselig låser mine arme om kummen.
• Skæver til uret og til håbet om at det ikke er galde igen.
• Hvornår var det der sidst?
• Kaffekoppen bløder.
• Så lever den alligevel.
• Samler skårene op.
• Så lever jeg alligevel.
• Sort som rander, kaffe og galde.
• Min samvittighed er også sort.
• Skolearbejde mod samvittighed
• Arbejde mod samvittighed
• Træning mod samvittighed
• Veninder mod samvittighed
• Mad mod samvittighed.
• Det hele er sort.
• Det hjælper at lukke øjnene.
• En sort tilstand jeg i det mindste er herre over.
• Jeg kan, når jeg har lyst, gøre verden lys.
• Men jeg vil ikke.
• Det ene skal jo passe til det andet.
• Og siden resten af min tilværelse er sort,
• Kan man ligeså godt slukke helt.
• Ligesom respiratoren på den sidste dag.
• Den vandrette streg skal jo væk på et tidspunkt.
• Og så har der været slukket længe.
• Så er der sort igen.