Grublerier

Når der er godt gang i Vorherres solskin og trillebøren, vi kalder hverdag, ruller, så er det utrolig nemt at antage en fotomodels stenansigt og kynisme. Det er så nemt at imitere “tjek-på-tingene” og hvilen i sig selv, i et liv fyldt op med singlelivets fleksibilitet og frihedsgrader.

Men når verden og natlampen slukkes, og kun lyden af radiator er tilbage, ligger den lille pige i mørket, og stirrer på de loftbrædder nogle har sagt hun skal tælle. Nogle gange rykker hun helt ind til væggen, så den fiktive kærlighed kan være der, og hjemmevant liste en arm om hendes mave. Han har skrevet et digt til hende mens hun var væk. Han siger undskyld, fordi han var en idiot. Hun tilgiver ham med en tavs forsoningståre blandt et par øjnvipper, puster hans krøller god nat og så snakker vi ikke mere om det.

Hun breder sig i løbet af natten. Ubevidst, skubbes han tilbage til hjernelappernes drømmelandskab, og den nye dag begynder.

…står der kækt på min brormands MSN. Manden har ret. Hvis jeg mødte mig selv, ville jeg tæve mig…eller nu tyer jeg ikke til voldsaktioner, men jeg ville i hvertfald rynke kraftigt på næsen af mig selv. Mest af alt min selvmodsigende og dobbeltmoralske måde at være på. At jeg dømmer andre, for derefter selv at gøre noget tilsvarende. Fy føj!

Jeg havde en lidt irriterende dag i går, selvom det først gik rigtig galt hen i mod slutningen. I korte træk gik mit locker på skolen i baglås med min jakke og cykel/husnøgler inden i, og måtte derfor først vente til klokken 22 med at få fat i en låsepedel, der valgte at gå hjem nanosekundet inden jeg fik fat i ham. Derfor måtte jeg vente til 7.30 i morges med at inkassere mine ting, hvorfor jeg i går aftes måtte gå 20 minutter i frostvejr, iført tynde ærmer, hen til Sveskerne og sove på en madres i ’smørhullet’. Det endte dog med at blive rasende hyggeligt, selvom jeg sov rigtig skidt den nat. Spørgsmålene gærede: Hvad nu hvis mine ting blev væk for evigt? Hvad hvis låsepedellen ikke ville hjælpe? Hvad hvis jeg kom for sent?

Men i virkeligheden er mine problemer en prut i universet, sammenlignet med verdens øvrige skamydsler. I det bitre ende ER der jo en sikker løsning på mit problem, i form af et koben og et godt træk bagud, mens verden ikke rigtig har løst det med hungersnød, fattigdomgrænser og AIDS. Så jeg burde ikke klage, men alligevel var mine 9 timer uden kontrol og forudsigelighed, en tør kamel at synke. Det tiltede min MIN verden, der som den tumlingsgenstand den er, gudskelov har rejst sig igen.

Det er jo en snotforkælet attitude i virkeligheden. At mine velfærdsproblemer overskygger min tilværelse, mens jeg ikke rigtig tænker på hvor mange mennesker AIDS-dødens engel tackler hver eneste dag. Men som min mor en gang sagde “…kan vi jo ikke holde op med at spise, fordi de mangler mad i Afrika.” Vi skal ikke holde op med at handle, fordi de ikke kan i andre lande. Verden spinner jo stadig rundt, selvom nogle småsamfund er gået i stå.

Derfor er det godt, vi har indført stoppesteder på hukommelsens bustur i form af Humor-Mod-AIDS-dag og diverse landsindsamlinger. Så vi liiiiige holder for øje, at folk dør, alt i mens jeg klynker over, at jeg kun har gulerødder, tun og rugbrød til middag…og et pizzaria på hjørnet.

Jeg tog en improviseret tur til Bruxelles i går, og havde et togskift i Liége. Af morgen- og oversovningsrealterede årsager måtte vi vente på 40% af gruppen i Liége, mens de fik gnedet søvnen ud af øjnene og tog det næste tog. Imens gik vi morgenfriske en tur i Liége, der er ganske pæn, godt hjulpet på vej af solopgang og morgendis.

Vi passerede et butiksvindue hvor der stod en middelaldrende dame. Ærlig talt lagde jeg ikke meget mærke til hende. Det ser man så tit, når dukkerne skal have nyt tøj på eller vinduerne skal pudses, men alligevel fik noget mig at rykke nakkemusklerne hen i hendes retning. Hun havde ingen busker på! Gruppen synes at indse dette samtidig, hvorfor støjniveauet og forargelsen steg samtidig. Hun stod i vinduet på høje hæle, kun iført trusser, corsage og fuld make up.

Alle der har passeret Red Light District i Amsterdam kender sikkert til dette, men jeg hører ikke til denne gruppe, og desuden var jeg i Belgien og IKKE forberedt på at starten morgen med en glædespige i vinduet. Det mest pudsige er den efterfølgende tankestrøm der passerer mine hjernehinder. I et nanosekund når jeg at tænke “ej, hun er da for gammel til at være prostitueret”, men i bakspejlet burde jeg nok have tænkt, at det da er forkasteligt at der overhovedet står en luder i vinduet. Men det gjorde jeg ikke før i tredje tanke. Den anden tanke var: “Er hun virkelig pæn nok til at sælge sig selv?”, som om det har en betyding. Det er vel den ældgamle sang om desperation (både køber og sælgers) og præferencer.

Men så har jeg også set det. Jeg synes det var lidt ulækkert, men nogle steder er verden ikke som i turisbrochurerne.

Så blev jeg udvekslingsstuderende på fremmede breddegrader. En tilstand man ikke gennemtænker 100% inden man udfylder ansøgningsblanketten. Man tænker ikke på, hvad/hvormeget man forlader hjemme og hvad man afskæres for, og gudskelov, for ellers var det så som så med udvekslingen mellem landene.

Jeg havde ikke svært ved at tage afsted. Hurra på den ene side…forundring på den anden. Er jeg for kold i røven? Hvorfor fik jeg ikke kolde fødder? Hvorfor var det mig der var så rolig, når andre gik op i limningen over mine 5 måneder på udenlandsk? Måske var andres panik en høflig gestus, der skulle få mig til at føle mig værdsat (den virkede, gutter!), måske var den reel. Bevares, jeg synes det er underligt ikke at skulle se min hverdag igen før til sommer, men så er den heller ikke længere. Hverdagen indfinder sig. Med eller uden dem - og det er igen både godt og skidt. Jeg elsker dem alle - men jeg kommer hjem igen.

Min grænseoverskridende (i bogstavligste forstand) flytning fik mig til at sande, at man ikke skal iklæde sig endegyldigheden. Man skal lade være med, at gå rundt til hver enkelt potteplante på hovedbibliotektet og snøfte “farvel plante…vi ses igen om 5 måneder”. Man skal holde op med at lave en scene ud af sine rutinelle hverdagshandlinger. Hvis det var det vi ønskede, burde vi gøre det hele tiden. Vi kan jo alle forsvinde i løbet af natten, og så blev der aldrig sagt farvel. Den risiko lever vi med - ellers var vi nok også blevet morbide sindssyge. Vi er nødt til at satse på at vi genser potteplanterne!

Sommetider hader jeg mig selv, for at være for justerbar. For at affinde mig fuldstændig ukritisk med min situation, fordi det lugter lidt af ligegyldighed. På den anden side er kamæleontilværelsen et privilegium, der tillader hjemveernes og savnenes fravær. Det er rart, når man er ude i den store verden.

Måske jeg bare typen der ikke har fundet roen endnu, og derfor trives fint med luftforandringer. Ude godt - hjemme bedst siger de. Men hvad hvis man føler sig hjemme, ude?

…Lød det fra min australiske medbeboer igår, da gutterne samlede sig i køkkenet til natmad og stodderstemning. Jeg var med på en lytter, og deres samtale snoede sig gevaldigt om deres lækre fælles kvindelige bekendtskaber. En peruvianer udtrykte tilfredshed med en spanier i den anden fløj, hvorefter aussiens spørgsmål falder: “Do you love her?”.

Store sager. Havde scernariet udspillet sig i Danmark, var der højst blevet spurgt om hun var fræk/lækker. “Love” er lidt mere forpligtende…Men også på engelsk?. “Love” har devalueret sig selv gennem utallige gentagelser i film/musiktekster, og derfor synes det lettere (i hvertfald for mig) at sige “I love you” end “jeg elsker dig”. Jeg troede blot at engelsktalende folk, havde beholdt værdien af deres “love”, men hvis man synes om en pige og derefter må “love” hende, så giver jeg ikke meget for det. I så fald må man håbe, de har et ord der er ligeså svært at sige som “elske”.

Men hvorfor er det, vi krymper sådan under ordet “elske”? Man kan sagtens elske lasagne eller cykelture, men hvis man elsker en anden, så bliver det kompliceret. På den anden side har vi en forventning om, at alle forældre elsker deres børn…for det skal de. Skal! Andre kan åbenbart bestemme over andres kærlighed, men er det muligt at måle kærlighed? Det er vel ikke en absolut størrelse, den er vel subjektiv, og i øvrigt afhængig af hvem der står som modtager af den. Fx elsker jeg mine forældre og min bror, men det er ikke en kærlighed jeg mærker fysisk. Det er ikke den kærlighed der gør mig kulret og højrød i fjæset, eller for mig til at sige/gøre underlige ting. Den kærlighed er der bare. Til gengæld er det en anden kærlighed jeg føler for min hund. Den er ikke større tror jeg, den er bare anderledes. Jeg er ikke mor endnu, men jeg forestiller mig den kærlighed, jeg nærer til min hundepige, kan sammenlignes med den kærlighed en mor føler for sit barn. Jeg kan ikke holde op med at se på hende, nulle hende bag ørerne, kysse hende mellem øjnene eller tale med hende. Føler nogen sig stødt? Over at jeg sammenligner kærligheden til en hund med kærligheden til et barn? Fordi man bør nære mere kærlighed til mennesker end til dyr? Og kan jeg tillade mig at mærke kærligheden til hunden mere, end jeg mærker den til min kødelige familie?

Som sagt tror jeg på kærlighed i mange afskygninger, former og farver. Og den subjektive og mål-afhængige kærlighed. Jeg tror ikke der er en rigtig eller forkert kærlighed, ej heller rigtige eller forkerte måde at vise dent på. Jeg tror man kan elske med de forudsætninger man har her og nu, og så skal verden i øvrigt holde op med at dømme værdien af disse.