Grublerier

“Don’t compromise your dream”, siger den ene pige til den anden. Begge står i vand til anklerne ved bredden af Drømmesøen. Selvfølgelig har de begge gået til babysvømning, men drømmesvømning er bare noget anderledes uden forældrenes hænder og gul, oppustelig opdrift af plastik.

Søen er tillokkende glinsende, men bundløs dyb og farlig. Kan stoltheden tåle opgivelse? Kan man se verden i øjnene, hvis man må vende rundt? Alle har stået ved søen, men hvad pigerne ikke ved er, at kun ganske få har betrådt vandkanten. Pigerne har krydset en usynlig grænse og må leve med angsten for det næstbedste.

Trangen er varm og vandet er koldt, og en dag må dette mødes i et legeme på 37 grader. Man kan svømme sig varmere, men krampagtige forsøg vil medføre udmattelse, så kunsten skal findes i evnen til at flyde. Dér hvor pigerne vil ligge stille og delagtiggøre stjernerne i deres indforståede smil, og indse at drømmesvømning blot handler om vilje og manglende accept af kompromisser.

Don’t compromise your dream.

I trekvart år jeg har stirret på en påbegyndt kladde her på bloggen. Den lyder af navnet “Så small talk dog!”, og skulle være en af den slags indlæg med en djævelsk masse brok i. Frustrationen bundede vist mest i en medstuderende der KUN talte faglighed, så man altid vidste at hun ville noget “alvorligt”, når hun poppede op på msn.

I mellemtiden har jeg tænkt over, at for meget small talk også er noget juks. Mest fordi man ikke rigtig kan definere det. Small talk er ligegyldighedssnak, men hvis det er ligegyldigt for den ene part, og synderligt vigtigt for den anden, hvad så? Jeg tror small talk defineres af et lille bitte forholdsord. Om man taler til hinanden eller med hinanden. At tale med hinanden, indikerer vel at vi begge deler en interesse for samtalens omdrejningspunkt…eller en almen høflighed fra den part der keder sig. Når man taler til hinanden er samtalen adskilt. Ingen interaktion, ingen udveksling. Bare statements fra skiftende afsender. Det kunne være, når du siger, at du så et grå kat igår, og jeg - i hovedrysten over denne kalorielette talestrøm - tænker nå! men siger: Min nabos grå kat døde i påsken 2003. Vi har talt til hinanden. Godt nok om samme emne, men interaktionen har ikke været der. Der er ingen mulighed for at uddebatere, meningsudveklse eller interagere.

Dét er den dårlige small talk. Dén small talk vil jeg virkelig gerne af med.

Men small talk er som sagt en subjektiv vurdering. Når piger overhører drenges samtaler (og omvendt), kan man godt tænke “okay, small talk!”, men så længe det giver mening for de talende parter, så er det vel ikke dårlig small talk? Og nu da jeg har udviklet allergi overfor dårlig small talk, kan jeg så få for meget god small talk? Og er god small talk i det hele taget small talk, eller i virkeligheden en spændende debat hvor det er emnet der har tvivlsom tyngde? Se, det er en anden historie om præferencer. Men et interessant spørgsmål ville være: Hvor meget samtale ville der være tilbage, hvis vi skar alt small talken væk?

Måske er det ikke så svært. Hvis en samtale får dine øjne til at himle…så er det måske på tide at gå?

Beskeden fra Den Eventuelle Fremtid tikkede ind d. 9. april. “…på baggrund af din ansøgning inviteres du til optagelsesprøve…”. Min verden stod stille, mit hjerte det stik modsatte, og verden var pludselig et sted man kunne smile. Idag modtog jeg så alle detajlerne om optagelsesprøven, og nu flipper jeg ud. Der er vedlagt kort, lokaleangivelse, bustider fra stationen - og FORKLARINGEN. Processen der i 5 punkter skal vise om jeg duer til noget. Beviset om jeg siden oktober 2003 har snydt mig selv. Om folk har løjet for mig. Eller værere: om jeg har løjet for mig.

Ja, jeg er ærlig talt ret skræmt nu. Skræmt af udfaldet, skræmt af chancen og alle de mange “hvad nu hvis’er”. Det ville være nemmere, hvis jeg blev hængende hernede i sydmidtvest Europa, som planen sagde. Det ville være nemmere at holde fødderne på linen, tænke her og nu og ikke frem. Så kunne man spare en masse refleksion og frustration.

Når mine tømmermænd en gang letter og jeg får sovet ud, vil jeg vide at refleksionen er det hele værd. Det er værd at løfte hovedet fra rutinen, og tænke: Det bliver da rart at nå platformen, kravle ned og tage sig en bajer i savsmuldet. Og siden hen reflektere over andre ting.

Dette var ordene fra Veninden, efter at have afleveret historien om fællesveninden, der er blevet forladt af kæresten. Udsagnet var møntet på fællesvenindens formodede tanker om fremtiden, der pludselig løb ud i sandet. 4 års forhold, 4 års voksende forventninger til fremtiden om hus og familie. Bye bye.

Tragisk. Vi beklager afbrydelsen.

Uanset drømmes udformning, er det aldrig rart, når de brister. Ingen skal dømme eller fordømme andres drømme, og vurdere om disse er rigtige eller forkerte.

Faktum er, at hus og familie er en drøm mange (kvinder) gemmer på. Det er det basale i far-mor-børn legene, og gravid-puden under t-shirten med Aladintryk. Men i dette samfund af videnskab og selvstændige kvinder er det da pudsigt, at drømmene ikke har rykket sig synderligt, siden Jane Austen regerede med blækket. I datidens scenarie blev pigen født, og når skuffelsen havde lagt sig, kunne man begynde at hooke hende op med en passende ægtemand. Vilkårerne har godt nok ændret sig, men hvad med værdierne? Idag er første del om skuffelsen gudskelov elemineret, og arbejdet med at sende pigebarnet i armene på en passende husbond er vist ikke længere forældrenes pligt. Den tjans er velsagtens forbeholdt velmenende veninder og datingsider, mens forældrene, fra sidelinjen, sidder med bedende tanker om, at den udkårne kan glide smertefrit ind i bordplanen. I ur- og Austentiden var tosomheden en svidende og gensidig nødvendighed. Han skulle præstere et ordentligt hjem og bagland, og hun skulle forsørges og tages vare på.

Idag er samfundet blevet individualiseret, og værdierne ligger i at please individet. Jeg skal være glad, men hvorfor vejen dertil stadig gå henover skøder, vielsesceremonier og pasningsgarantier, forbliver en gåde for mig. Er det fordi vi ikke ved bedre? Spiller historien en større rolle end vi krediterer den for? Er det fordi det har fungeret for tusindvis af forudgående generationer?

Jeg skal ikke se mig fri for selv at tilhøre gruppen af familiedrømmere, men lige siden singletilværelsen og kvindebilledet blev min/bloggens kæphest, har jeg ændret mig oprindelige syn på tilværelsen.

Mit eget liv har selv oplevet sin egen kvindefrigørelse på mikroniveau. Udgangspunktet var Lille-Benita, der som 4-årig ikke kunne vente med at gifte sig og få babyer. Lille-Benita blev størrere, men værdierne forblev, indtil en dag hvor hun tænkte: Hvorfor har jeg egentligt så travlt? Hvorfor er det, jeg bilder mig ind, at min liv først begynder, når graviditetstesten har to blå streger?

Reaktion avler modreaktion, og nu har jeg en (fejlagtig?) ide om, at livet slutter den dag jeg slår mig ned. Det her liv i hvertfald, men man skal heller ikke træde rundt i den samme mølle altid.

En dag bliver jeg vel klar til bye bye ungdomsliv.

Jeg nåede at blive tagget to gange af hhv. Weirdo og h2p3, og jeg føler mig faktisk temmelig stolt - det er med at fange de små sejrer i hverdagen. Underneden følger ærligheden: 

Havde i klaver derhjemme?
Ja, vi arvede vist oldemors dengang jeg stadig troede jeg var musikalsk, og havde en chance for at spille på noget.

Spiller du selv?
Ikke hvis jeg kan undgå det. Talentet ligger på et meget lille sted.

Synger du under bruseren?
Ja…ikke så meget som jeg gerne vil…ulempen ved fælles badefaciliteter, men før i tiden…jøsses!

Har du nogensinde drømt om at være musiker?
Tror mine drømme har været skaleret ned. Minimum at synge til en morgensamling i gymnasiet. Men havde ikke rigtig modet til det.

Hvad betyder musik for dig?
Alt i igennem den forgangne eksamenstid. Intet som musik der kan lette stemningen. Musik er en palet af farver…alle stemninger findes…og ellers kan de skabes.

Hvilken sang minder dig om din første forelskelse?

Songs played on a solo-saxophone - av av hjerte!

Hvilken sang er din yndlingssang?

Er periodemenneske… så visse sange spiller (fik i den?!) for mig i visse perioder. For tiden er det Seal: Kiss from a rose og så ALT med Beatles, men præferencer i retning af “Here comes the sun” og “please please me”.

Hvor lang er din musiksamling?

Fortrinsvis radioen, men nu da jeg er konverteret til hollandsk postnummer, bliver det mest til hvad der ligger på computeren så svarer til 20-25 albums.
 

Hvad er det pinligste stykke musik du ejer?

Spice Girls 1+2+3. De første to var mine egne investeringer, den sidste var verdens dårligste ubyttelige julegave. 

Hvilken sang synger du på karaokebaren?

Sidst jeg galede i SingStar var til Når Hjertet Ser…jeg var Karen Busck. I virkeligheden burde jeg ikke kunne huske det. Hvis nogle fanger mig i et karaoke’t øjeblik, er jeg virkelig ikke ædru.

Hvad er den perfekte musik til en erotisk aften?

Hm… burde erotik ikke opstå af sig selv, hvorimod romantik kan hjælpes musisk på vej? 

Hvad er bedst at høre på en søndag?

Kommer an på søndagen.Tim Christensen på en selvdød, sentimental en af slagsen. Thomas Helmigs Stupid Man hvis man har brug for at hoppe noget energi ud.

Hvilken sang giver dig lyst til at danse?
MIKA, Alphabeat, Justin Timberlake og alt det andet jeg bander langt bort i det daglige.

Hvad er den første sang, du kan huske?
Vi finder os ikke i sexchikane. I kid you not. Vi sang den når vi gyngede i børnehaven. Vi anede naturligvis ikke hvad vi sang. Ellers sangene fra Folk & Røver i kardemomme by, hvilket er en lidt anden boltgade

Hvilken sang gør dig ked af det?

Two beds and a coffiee machine med Savage Garden, James Blunts “No Bravery” og Robbies “Nan’s song”. Jeg ved godt der står “HVILKEN”, men jeg kan ikke vælge.

Hvilken sang skal der spilles til din begravelse?

Nan’s song. Og så skal der fremsiges et digt af Tove Ditlevsen, der handler om at hun ville begraves i en rød kjole, når hun døde.
 

Hvem var din bedste koncert med?

Coldplay - Roskilde 2003.
 

Tager du på festivaler?

Slet, slet ikke nok! 

Hvilken musiker ville du gerne på en date med?

Jonas Gülstorff faktisk.
 

TAGGED!
Uanende om der er krav til et specifikt antal man “tagger”, sender jeg den fluks til: formanovo, Rock Lobster , Shix og KinaHelle

Der findes dage og uger, hvor det hele smelter sammen til en grålig masse af flossede nerver og overstregninger i bøger. For at komme lidt væk fra den automatpilothverdag man så nemt ryger ind i under eksamenslæsningen, har jeg opfundet begrebet til mit nuværende liv: Guirlandeliv. Jeg lever en guirlandetilværelse, der dog der helt blottet fra flitterstads og julelys, men istedet tager form som en guirlande, som når den hænger fra hyldens underside.

Mine faste, fikserede punkter er om natten. De 30 minutter det tager Ole Lukøje at indefinde sig, ligger jeg og tænker på hvad der er sket siden jeg var her sidst. Sommetider er det som om, jeg først opdager at min dag er gået, når jeg ligger der igen. At jeg ikke rigtig er tilstede i guirlandens og dagtimernes bue, fordi jeg lever på overstregningstuscher og automatpilot.

Dagens timer illustreres af guirlandens frie fald, hvor der ingen kontakt er med hylden. Om morgen kaster jeg mig ud i på en nedadgående sliske af rutinelle morgenstunder, cykelture og studieteknikker, og begynder atter opstigningen midt på eftermiddagen. Dér hvor trætheden kommer listende og alting føles lidt op ad bakke, lige indtil man når hyldekaten og indser at klokken har slået sengetid. Så maser man den klistrede bagside af guirlanden godt ind på hyldekanten - håber den holder natten over - og forundres over at man atter ligger her igen.

I mørket løfter jeg paranoidt hovedet, og ser efter om Skingerhedens Perle er fremme, så jeg i morgen kan tage endnu en dag - i mit guirlandeliv.