Grublerier

Jeg mødte en brik fra fortiden i det lokale fitnescenter. Vi snakkede om løst, fast og det mellemliggende ligesom i Madpakkernes Tid, men halvvejs indså jeg, at det var voksenord, der fyldte luftrummet imellem os. I gamle dage forsvor vi over en kartoffemad, at vi aldrig ville tale om voksenting. Vi syntes voksensnak var det kedeligste i hele verden, men i farten glemte vi, at vi ikke kunne fastfryse momentet dér i kantinen. Vi var/er dømt til voksenhed, og selvom vi stadig vil revolutionere den voksne verden, har vi indset, at nogle ting bare følger med voksenpakken.

At blive voksen omhandler øjensynligt samtaler om huslejestigninger, kvadratmeter, vaskeanvisninger, grundløn og tillæg…dertil kommer voksenvaner som rødvin og frivillig løg i maden. Jeg stemmer for en praktikordning! Et tidspunkt i postteenagealderen hvor man i 14 dage kunne tage et smugkig ind i rudekuverterne, og se om det der voksenliv var noget for en. På den anden side, ville mange nok vælge at sige nej tak, og så ville vi pludselig have en ungdomsbyrde. En gruppe, der i en alder af 40 somre, (stadig) ville insistere på at ryge fed og råbe af deres forældre..med mindre disse blot råber tilbage fra deres egen ungdomsrus…

Gad vide om jeg er kedelig. Om mit såkaldte ungdomsliv er 20 år foran min faktiske alder. Jeg skimmer min blog og ser ynkelige forsøg på at opfinde den dybe tallerken. Finde den gyldne sandhed, sige ting andre har ønsket at sige i generationer.

Jeg læser med hos andre bloggere og rives med på en rutsjetur af pinlige branderter, kiksede kys og dagen derpå med shawarmasmag som morgenhilsen. Det kunne jeg vel også skrive om. Hvordan jeg de sidste to dage har haft trusser på med vrangen ud. Hvordan jeg skt. hans aften væltede rundt i en vinbrandert på Amager Strand og havde verdens bedste aften. Hvordan jeg tit drikker mig alt for fuld, så al kvindelig og planlagt elegance skylles ud med opkastet.

Måske skammer lillepigen sig over, at hun kom hertil. At hun ikke blev mere feminin og i kontrol, og at hun dermed forsøger at kompensere ved at skrive som om. Måske traf hun et bevidst valg. Hun vil søge sandheden af i morgen og glemme drukorgiet af i går. Men er hun så for kedelig og højtflyvende? Måske er hun bare rationel. Tænker, at I alligevel ikke får noget ud af af info om mit undertøj og seneste eskapader til glemmebogen. Måske prøver hun at dække over, hvor neurotisk hun i virkeligheden føler sig.

I min familie er jeg andenfødt og faktisk også sidstefødt, men det er der minsanten ikke nær så meget pondus i, som at være førstefødt. Den titel beklæder min bror, der kom til verden knap 2½ år før mig.

Og hvor er det dejligt, at det er ham med den fine titel. Han bærer den fint, men han er faktisk blevet bedre med tiden. Jeg beskrev ham og vores søskendeforhold for en af mine australiske venner, der efter noget eftertanke konkluderer, at min bror og jeg har byttet plads med årene.

I de yngre år var jeg skolenørden, der trak fremtiden så tæt på som muligt og bare gerne ville derud af. Han var mere den der slog hul på knæene, når livet spændte ben. Men han rejste sig hver gang. Ombytningen har taget en del tid; mere hvad en enkeltsætning kan retfærdiggøre, men med årene er han blevet “skoleren” og jeg den flakkende type. Han sidder idag med bacheloren, forholdet og lejligheden i studiebyen, og af frygt for at lyde sølle, vil jeg undgå at liste mine erobringer op. Det er heller ikke hensigten med dette indlæg. Hensigten er at hylde manden, fordi han er kommet hertil. Han er blevet dukket af livet for mange gange, men han har formået at rejse sig hver gang. Han har lidt mere under opbytningen end jeg, fordi han blev jordet i begyndelsen, og jeg fik lov at vokse helt ubesmittet i ly af min stærke bror.

Så der ER noget ved de førstefødte, selvom det er en outdated titel. De ka’ bare det der.

Hil verdens brormænd.

• Pigen i toget kaster skygger på mit liv.
• Hvis hun blev væk i morgen
• ville hun være 178 cm høj,
• almindelig af bygning
• og iført blå lillepigekjole og knæstøvler.
• Hun ville have 1200 venner på Facebook,
• der alle ville begræde tabet af
• “Jordens dejligste pige”.
• Hendes skygge rammer uagsomt mit ansigt,
• gør mig askegrå og bleg.
• Jeg ser ned på min topmave,
• aner de flækkede All Star sko
• og tænker
• at alt ville lyde helt anderledes
• hvis jeg blev væk i morgen

Lommekonspirationsteoretikeren er varm og skal luftes.

På min fridag sov jeg længe og slumrede ud af søvnen til noget, jeg troede var morgentv. Sommeren har sat gang i genudsendelserne, og jeg måtte få øjne til et realityshow, hvor forældre skulle coaches til at blive bedre til deres børn. Oh rædsel og stygge børn selvom forældrene i min optik virkede fornuftige nok. Men eksperterne fandt selvfølgelig nogle kanter, der skulle slibes. Men jeg blev angst. Angst for hvad verden er ved at lokke mig ud i. Ikke at min alder trykker på æggestokkene, men jeg er kommet dertil, hvor folk der er yngre en mig har gode og grundsolide forhold, og det lægger ubevidst et pres på mig.

Alle er jo ikke skabt til at blive forældre, men vi antager raskvæk at alle har lyst til det. Og det er svært at være det, siger tv, og zapper man over på en konkurrende kanal, ser det ud til, at det også er svært at finde ham/hende man skal have børn med. Det er et udskillesforløb med prøver og finalepræmier, og nyhederne runder aftenen af på en tredje kanal med at fortælle at 50% af os alligevel bliver skilt. Så det burde ikke undre, at nogen bare ikke har lyst til en tur på karrusellen. At nogle finder alternative stimulanser i livet, men alligevel er det dem, der gøres til de unormale. Dem man kigger efter, opdigter undskyldninger som “ufrivillig barnløshed” og “singlekultur”, fordi de frie valg pludelig ikke er legalt nok i familieøjemed. De burde i virkelighedens hyldes som helte; dem der faktisk har fat i den længste ende.

Så gad vide om realityshows spolerer den danske fertilitet? Seertallene kræver jo worstcase scenarios, hvilket medfører skræmmebilleder for os stakkels seere, hvilken igen enten udløser panik (og flere datingprogrammer) eller lukning af det varme vand. Tanken er jo ret interessant, men nok ikke til at undersøge nærmere, fordi der også er småfaktorer som kultur og karriere ind over.

Men igen. Lommefilosoffen er løs.

Udefra lever jeg en småsær tilværelse. Jeg lønslaver på et plejehjem og betaler forud på gælden til samfundet, fordi mit liv (formentligt) fremover bliver præget af journalistisk egoisme og skrabet omsorg for samfundets svageste. Så er det fint at få det afviklet nu. Jeg har lavet en del plejerelateret jobs før: handicapsvømning og -støtte, pleje på daginstitution for autister, vuggestuer og nu plejehjem. En stakkels del af samfundets udsatte har altså været udsat for et Benita’sk Bleskift. Lykkens pamfiliusser. 

Før i tiden har det været naturligt: “Jeg skal læse/læser folkesundhedsvidenskab”, og så det giver god mening i folks hoveder, at jeg så beskæftiger mig i en omsorgsretning. Men nu har jeg så gennemført første uge på plejer’en, og har sagt ordet “journalist” mange gange, og inkasseret tilsvarende antal sildeøjer menende noget i retning af “Så er det da mærkeligt at du render rundt i denne sektor”. Tja måske. Men jeg er jo stadig den samme, jeg har bare en ændret fremtid.

Det er sjovt at mærke forskellen. Nu betragter ”fremmede” folk mig anderledes, men hvordan skal de også kunne gøre andet? Min fortid synes ikke det er sært, at jeg stadig suser rundt i plejeland, men de kender mig også bagved etiketten “kommende journaliststuderende”.

Måske er det første forsmag på mit nye liv. Måske vil folk fremover have en holdning til mig og mit studie. Før i tiden på folkesundhedsvidenskab skulle folk have klappet stavelserne og dernæst have en forklaring på studiets indhold, formål og fremtid (ikke nødvendigvis i dén rækkefølge), og havde så ikke rigtig tid eller grundlag til at have en holdning dertil. Journalisten kender man og har en holdning til, og det bliver dejligt at møde forståelsen, men gad vide hvor mange og hvilke reaktioner der kommer.