Grublerier

Jeg gik på et gymnasium med mange lange gange. Lige præcis så lange, at jeg altid rendte ind i nogle uopnåelige mennesker. Husets “kendte” qua deres elevrådsposter, sære indslag til morgensamlingen eller deres musiske genialiteter. Jeg betragtede disse mennesker og tænkte, at mit liv ville være kejser trendy’s hvis de var medlemmer af min telefonbog.

En caffe latte bliver også mere fiks med en lang ske i.

Nu er jeg ude i det igen. Ved ikke om det er studiestartskriller eller hvad, men jeg betragter de “ophøjede” fra min plads på 1. semester, og tænker at de da er superseje. Bare de ville sige hej. Men det er jo selvpineri. Jo mere man kigger på dem, jo flere ugengældte blikke får man retur. Man burde behandle dem som de mennesker, de er, og så i øvrigt holde fast i, at deres ophøjethed er et produkt af min egen overbevisning.

Egentligt er det også utaknemmeligt. For hvad med de mennesker der faktisk beklæder mit simkort? Dem der henter mig i lufthavnen, brygger brunch sammen eller åbner min øl? Eller dem der sidder 150 km væk, og alligevel skriver og spørger, om jeg snart kommer og fletter tæer?

På afstand har jeg fuldt debatten om fakeblogging. Jeg har flere gange haft lyst til at kontakte Millevanille, der er kilden til debatten på dette sted, men har aldrig fået det gjort. Måske bunder det i, at jeg ikke aner om jeg skal give hende en endefuld eller en krammer.

Dybest nede kan jeg nok ikke lade være med at have ondt af hende. Hvorfor har hun brug for, at skabe et kunstigt liv? Synes hun, at hendes liv er indholdsløst og ikke trendy’t nok at skrive om? Og hvad siger det ikke mindst om blogstedet?

Jeg tænkte den anden dag, at man da også kunne skabe en fake facebook profil. Ikke til sig selv, men en fiktiv, trendy ven eller kæreste, hvis man ikke synes ens liv er sejt nok til cyberspace. Min fake-fyr kunne have en fed arbejdsgiver, et respektindgydende erhverv og naturligvis være “in relationshionship with Benita”. Han kunne evt. være canadier og dermed aldrig blive introduceret til min omgangskreds, og nårhj ja…så skulle hans profil ikke have billeder. Det ville være ladesiggørligt, og skulle nogle lugte lunten, kunne man strategisk notere at “Canadian-Joe and Benita ended their relationship”.

Men Mille har jo ikke løjet. Hun har bare ikke holdt sig til sin egen sandhed, og det er jo ikke kriminelt. Alligevel tror jeg, vi er mange der spørger os selv: “Føler jeg mig snydt? Og i så fald: Kan jeg overhovedet tillade mig det?”

Reference til mit seneste indlæg. Jeg skrev noget i stil med, at jeg håbede at finde en og indse, at jeg har manglet vedkommende hele mit liv. Der var ikke (nødvendigvis) tale om en af modsatte køn til fingerflet og fnisesms’er. Der var tale om en, der forstår, hvad sørensen der foregår i hovedet på mig, qua vores fælles interesse for at skrive og nørde i ord.

Hvad er det i øvrigt for en tendens, at en kæreste er noget, man skal gøre sig fortjent til? At hvis man er sød og vellidt, så burde man have en kæreste? Hvad hvis man besidder førstnævte, mangler…ja hvad? Det gode udseende? Interessen? Eller har for meget af noget andet? Lad os få på plads at kæresteri er gensidig, og ikke afhængigt af hvem der er sød. Det handler om to personers stjålne blik, konstant hjerneflimmer om vedkommende og spændingen ved processen.

Ikke en skid andet.

Jeg har skiftet studie og er midt i introforløbet. Den grå masse af mennesker får langsomt tilføjet flere og flere detaljer til min erindring, og pludselig har de navne, jeg kan huske.

Der er noget af et spring mellem mine uddannelser, hvilket også medfører et stort spring i mennesketyperne. Jeg skal undlade at blive alt for kasseinddelende og stereotyp - også af hensyn til de mange mennesker fra før og nu. Der er jo intet galt med mine gamle klassekammerater - de er bare anderledes end de nye. De nye har endnu fordelen af nyhedsværdien samt en påtaget jagt for at finde dén, man troede, man manglede i sit liv.

I et anfald af forsvarsmekanisme har jeg haft travlt med at tænke negativt om x-uddannelsen. Jeg følte, jeg skulle have et legalt grundlag for at forlade den i utide. Ubevidst har jeg tænkt, at folk nok ville stille de grimme spørgsmål. ”Var det ikke smartere at blive hvor du er? Der er jo kun et år tilbage? Er du god nok?”. Sjovt nok har de spørgsmål kun eksisteret inde i mit eget hovede. Folk har købt ordet “drømmeuddannelse”, og det ville sørme have spredt lidt mindre negativ karma, hvis jeg havde holdt mig til det ord alene.

Men én ting kan min nye uddannelse prale af: En flok studerende der er præcis dér, hvor de helst vil være. På min gamle uddannelse brugte jeg en del tid på at undskylde mig selv. Hvorfor jeg var i Esbjerg, hvorfor jeg ikke læste medicin istedet og hvorfor jeg “bare forlod alt derhjemme’”. Måske undskyldte jeg mest over for mig selv? Men uanset modtager bliver man herre træt af at være en stor undskyldning. Jeg kan med rette sige, at det ikke var ’skam’ der fik mig til at sende den nye ansøgning, men det har været rart at mærke at den er væk. Desuden har jeg nu kriller i maven, hver gang nogle spørger hvad jeg læser. Jeg retter ryggen og siger: “Jeg skal være journalist”.

Så er jeg flyttet. Status på papkasserne er: udpakket, men dog resterer der stadig småting, som jeg i en uendelighed flytter frem og tilbage grundet mangel på fast plads. Nu skal jeg så vænne mig til det hele. Den nye indretning, lugten af maling fra trapperne og de nye lyde. Og apropos sidstnævte har jeg fået nogle små chok de seneste dage. Cisternen på det lille hus knurrer anderledes end min forrige, jeg er faret sammen når posten har ramt gulvet - jeg er jo ikke vant til brevsprække endnu og lydende fra overboen (også nyt for mig) skal også lige filtreres væk.

Hvornår blev jeg sådan et vrag?

Jeg elsker at sove. Virkelig inderligt elsker jeg at sove. Derfor er det en tør pille at sluge, når jeg vækkes. Uanfægtet af om jeg vækkes af clockradio, en lyd fra gaden eller samboende eksistens hader jeg afbryderen i nanosekundet efter, jeg er blevet vækket. Kun det ene nanosekund, men det er også nok. Nok til at jeg nu går til kamp mod brutale vækninger. Der bør indføres regelsæt, der håndhæver “god morgen” som hilsen, samt en efterfølgende pause hvor individet sunder sig efter opvågningenschokket.

På den måde kan hadets nanosekund elimineres. De gange jeg er blevet vækket med “Er du snart færdig?” eller “Kan man ikke få lidt hjælp til morgenmaden?” eller en anden grufuld ordkombination, er mit nanosekund blevet strakt over, hvad der føles som evigheder. Og det er ikke fair. Hverken for sure mig eller den sagesløse der uagtet har gjort brug af en gal sætning.

Verden ville blive bedre med et go’ morgen….og en pause.

Træning er sjovt. Ved gårsdagens spinningtime slog følgende sætningsbølger ned i mig.

“En svedig mand hopper rytmisk ned i mit synsfelt. En gang i mellem lukker han øjnene, bøjer hovedet og brøler når anstregelsen bliver for voldsom. En enkelt tanke slår ned i mig: “Hold kæft, han sidder godt på en cykel”.

Træning er sjovt.

Jeg mødte mig selv i en lille udgave i toget. Altså ikke mig som lille, næh mig som nu - i en lille udgave. Vi havde omtrent de samme spørgsmål, de samme krav til verden om skulderklap og anerkendelse, de samme sukkende omgivelser der pleaser og siger vi er gode. Den eneste forskel er, at hun ikke kan se, at de er trætte af hende.

Hun plagede fra Hobro til Hovedbanen om at få …. “chokolaaaaade”. Hendes (stakkels?) far måtte gang på gang bremse hendes plageri, og hun blev spist af i Vejle med en pingvinmix.

Jeg kan også trække på vokaler. Jeg kan også tigge og bede om anerkendelse fra omgivelserne. “Se, jeg skal være journalist. Hyyyyyld mig!” De klapper mig på skulderen, men deres øjne beder mig om at lukke i snart. De er trætte af det nu. De beder mig skrue forventningerne ned for at beskytte mig, siger de. Men i virkeligheden vil de bare snart have fred. Min undskyldning er sølle og bygget om en sommerfuglefarm i mavsen. Jeg glæææder mig sådan. Jeg skal have mit gamle studieliv tilbage, men samtidig får jeg også et nyt liv, tror jeg. Gad vide om jeg knækker? Om studiet kommer til at fylde så meget, at jeg ikke kan skille min fritid fra studieliv? Men vil jeg det? Ville jeg ikke bare gerne være journalist helt ind til benet? Jeg kunne adskille før, men var det et produkt af, at jeg ikke rigtig levede og åndede for daværende studie? Det var vel derfor, jeg smuttede?

Alle de mange spørgsmål.