Grublerier

Lykke May udgiver en bog nu. Jeg blev skræmt, da der stod “selvbiografi”, for i min verden er hun ikke den største asie i glasset. Ja undskyld mit fransk, men hun virkede dundrende hul i går aftes på tv. Jeg ved ikke om det var hendes udtryksløse modelface, hendes overforbrug af ordet ‘altså’ eller om det var fordi, hun afsluttede hveranden sætning med “ik os’?”. Jeg har nu erfaret, at der har været en journalist inde i skriveprocessen, hvilket gør mig lidt mere tryg.

Men hvad skal der til at udgive en bog?

I disse dage vader vi i samtalebøger, klummesamlinger og senest har Spacemermaid udgivet en blook mere. En gang så det ud til, at man skulle have ført et tragisk liv for at udgive bøger. Så kunne man som menig menneske sidde i sit brokfrie liv med sin forfatterdrøm og billedet af kernefamilien på væggen og tænke, er jeg da larmende uinteressant? Skal jeg have voldsdomme og misbrug bag mig, før nogle gider læse om mig?

Jeg ved godt, der ikke er historier i lykkeland, og gudskelov må man gerne have levet et harmonisk liv og stadig sælge bøger. Det beviser samtale/mail bøgerne, og desuden er ingen liv er helt uden knuder, så der er vel altid stof til minimum en pjece. Jeg skal ærlig indrømme, at jeg selv har læst et par stykker af de samtalebøger. Jeg har grinet over Michael Laudrups Tænder og Anders Lund Madsen & Michael Jeppesens tykke bog ‘Hold masken eller der falder brænde ned’, har stået på min ønskeseddel i to år nu.

Men er det letkøbt at tale sammen, og så skrive en bog på den baggrund? Eller er det blevet for nemt at udgive? Eller har markedet bare flyttet sig? I andre dele af den skrivende verden ser vi forskydninger. Menig dansker laver journalisternes arbejde på blogs, kommentarer og debatindlæg til aviserne/websiderne. Så vidt jeg ved, er det ikke en skrigende nødvendighed at have papir på sin journalistkunnen, før man må kalde sig journalist. For selvom man ikke er uddannet, er det, man laver stadig journalistisk. Sådan er det ikke med læger. Det kræver ed og eksamensbevis, men de kan også slå mennesker ihjel med lidt uopmærksomhed.

Inddragelsen af læserne kaldes ‘brugerorienteret’, men faktum er, at medierne bliver brugerstyret. De skrives af brugerne om brugerne til brugerne. Er det der vi skal hen?

Jeg er en del af legen. H2p3 har opfordret mig til at putte seks af mine særheder på tryk. Legen har huseret et par dage herinde, så jeg har haft lidt tid til at tænke over det hvis og såfremt, jeg skulle blive tagget. Here it goes.

1. Jeg synger, når jeg cykler. Dette bliver ofte en pinlig affære, da overhalende cyklister med sikkerhed får del af skønsangen. Jeg når altid at lukke munden meget brat, og dernæst overveje HVOR meget de har hørt. Men det er åbenbart ikke nok til, at jeg holder op.
2. Idag har jeg købt et par jagtsokker i Netto. Den lader vi stå her.
3. Jeg det virkelig dårligt med lyden af frost. Lyden af skraben på indersiden af fryseren skærer direkte i hjernebarken på mig.
4. Min hund får nye kælenavne hver dag. Eksempler tæller: Müslikylling, Honningristet babyegern, Dunsedassen, Müsligås, Kastanjetræ, Pigehunden og Skatkatten. Men hun er altså også super krammeelskelig.
5. Jeg går altid med halstørklæde, hvilket også begrunder at efterår er min ynglingsårstid. Jeg elsker at gemme mig bag/i mine halstørklæder, og kan sgu aldrig få nok.
6. Går næsten aldrig nogle steder uden min rygsæk - bylivet undtaget. Også selvom jeg ikke har noget at putte i, skal den med. Ellers kan man bare kyle en flaske vand i, så føles det ikke så tomt :o)

Skal jeg tagge nogle nu? Det bliver til: Formanovo, Shix, PassionPopsicle og Abra.

Så var der regelsættet:

• skriv en liste over dine 6 særeste særheder
• skriv reglerne for legen ind i indlægget
• link til din tagger
• udvælg 6 sære bloggere til at lege videre - OG fortæl dem det

Jeg fik en masse respons på mit indlæg, der i grove træk bare handler om, at jeg smidder alt skam over bord og erklærer mig sur over ikke at blive trykt mere. Især varmede meddelelsen fra URBAN redaxen, der forsikrede mig over at mine indlæg bliver læst. Jeg har ved grød haft mine tvivl. Jeg ved ikke hvordan det foregår inde på URBAN; om de har folk ansat til at læse indlæg igennem en hel dag eller hvad. Men de gør det godt, og det skal der ikke herske tvivl om.

Jeg vendte trykproblematikken med min underviser. Hun er en skidedygtig journalist og blogger selv på et par portaler. Hun har klart meldt ud, at hvis hun skal blogge gratis, skal hun den indefløjtendemig have ros for det. Tilsyneladende har hun banket tilpas meget i bordet, at hun nu modtager rosende mail som respons på hvert indlæg, hun laver. Hun forstod godt, at jeg behøvede respons på mine ting, og faktisk foreslog hun, at jeg skiftede blogportal.

Men der har jeg været. Jeg har blogget på tv2, men følte mig fremmedgjort i det store miljø. Da jeg begyndte som blogger på urban, var der 700 andre på portalen, og med de mange tusinder profiler der hersker nu, føler jeg, at jeg er vokset op her. Desuden føler jeg, at jeg kender folk herinde. Kunne jeg forlade det? Næppe.

De tog mig 10 dage at ryge i trykken første gang, og det gav mig et kick af uanede højder. Jeg har oplevet gradbøjninger af det siden hen, og hver eneste gang er det en kæmpe cadeau. Det er det også når folk som smilla og h2p3 roser mine skriverier, og jeg har en stor opgave foran mig, at anerkende det som fyldestgørende respons.

Når det så er sagt, håber jeg, jeg snart begår noget tryksværteværdigt igen.

De første fem julefrokoster er plottet ind i min kalender, og nu sidder jeg arrigt og bladrer Nettokatalogets julesider igennem. Hvormeget skal jeg igennem, før jeg når til tilbudet på ylette og wokstrimler? Uanset hvad man mener om julens kickstart i oktober måned, så er det ikke noget, vi kan gøre noget ved. Igen i år vil der være opskrifter på flet-selv-nisser med alle postforsendelser vi modtager; igen i år kommer kommunens julepynt på gaden 1. november og igen i år vil min bankrådgiver invitere mig på glögg og julestemning, selvom jeg aldrig har mødt manden.

Det er ikke uden angst, jeg kaster mig ind i juletivoliet. Jeg er så bange for, at den bliver nøjagtig som den sidste år, der var som den forrige, der igen lignede den fra året før og så videre. Mange mener, det netop er traditionen og gentagelserne der bærer julen, men personligt er det det, der fremkalder julerøde knopper på mit halsparti. Jeg bryder mig ikke om, at jeg kan forudsige nøjagtig hvordan den 24. ser ud. Vide hvad tid sovsen plejer at brænde på, og hvem der placerer skylden på hvem. Vide at jeg næste år kan have flyttet mig nok så meget i årets første 11 måneder kun for at degenere til tradionstrædemøllem i måned 12.

Men jeg kan ikke flygte vel? Julen kommer jo alligevel, fordi tiden tikker helt upåvirket afsted. Det bedste jeg kan gøre er at sluge kameler, og selv prøve at sparke små ændringsforslag ind i jernrammen kaldet Jul. Er udmærket klar over at forslaget om amerikansk jul den 25 vil gøre mig arveløs på stedet, men hvad med bare at tage små skridt?

Morten og Peter er DVD-aktuelle, men jeg skal ikke have den. Jeg har set enkelte afsnit, da programmet var ‘hot’, men ærlig talt fangede det mig ikke. Idag skal jeg så høre for, at jeg ikke synes det er fedt. Argumenter som hvor søde og sjove de er flyver omkring, og jeg kan da godt se, at jeg har iført mig selv et socialt træben, når jeg ikke kan forstå sætninger som “Det falske sted” med videre.

Argumenterne holder i øvrigt ikke. Det er to voksne mænd, og jeg tror ikke andre voksne mænd ville være glade for at blive kaldt søde, med så laaaaaange ø’er som jeg hørt. De har et handicap, og jeg kan ikke lure om vi griner af eller med dem. Jeg har selv arbejdet længe og intenst med folk med kromosomhandicap, og jeg ville da komme galt afsted, hvis jeg anså dem som underholdning.

Men god fornøjelse DVD-Danmark. Smag og behag er heldigvis forskelligt.

Jeg bruger oceaner af tid på at please. Det er sjældent påtaget, for jeg vil så gerne være rar at omgås. Men sommetider klapper pleasefælden og forhindrer mig i, at sige hvad jeg mener. Fx vil jeg gerne sige noget om URBAN, men er bange for at blive frosset ude. Bange for at blive dømt, bange for at spolere min eventuelle blogfremtid, bange for at hele redaxen skal køre kollektiv hader og smide dartpile efter min blog til fyraftensøllet.

Men i ytringsfrihedens navn giver jeg los og indrømmer, at jeg er pissetræt af ikke at blive trykt mere. Det gik ellers fint frem til maj måned med cirka et trykt indlæg pr. måned, men siden da har jeg tilsyneladende ikke begået noget trykværdigt. Denne vrede skal naturligvis rettes mod mig selv. At jeg ikke er god nok. Min far sagde en gang, at når man peger på andre, er fire af ens egne fingre stadig rettet mod dig selv. Så jeg kunne sagtens (uretfærdigt?) anklage URBAN for at være poppet og Nynne-forherligende og erklære, at jeg ALDRIG vil entrere Nynne-tombolaen, blot for at få et fix af tryksværte. Men i virkeligheden ligger aben hos undertegnede.

Jeg kunne gøre som alverdens andre medier; erkende hvad læserne vil have og så skrive det. Jeg ville stadig havne med Nynne, men i det mindste kunne jeg camouflere det som “brugerorienteret”.

Jeg har tænkt på at stoppe bloggeriet, men kan ikke. Det ville også være barnefornærmet at skride, blot fordi man ikke længere klappes på ryggen. Det er også imod blogetikken; “Man skal da ikke skrive for at blive trykt. Man skal jo bare skrive til og for sig selv”. Bullshit i min verden, fandt jeg ud af. Efter de første gange i avisen blev jeg afhængig af det, så jeg skriver delvist for at blive trykt. Og ser intet problem deri, bortset fra at det er..ja…kapitalistisk på en måde.

Jeg tænker, at jeg er blevet blogsnobbet. Når nu jeg er i gang med at skyde mig selv i ansigtet, vil jeg indrømme, at jeg sjældent magter 15 åriges selvransagelse over hvor hård 9. klasse er, og hvor nedern det er, at menstruation er en månedelig tilbagevendende begivenhed. Jeg har lyst til at skrige, at de kan komme igen, når det har ting at brokke sig over. Jeg er selv relativt ung i livet og ved godt, at jeg selv brokker mig over ting, der ikke har broksubstans. Folk med knuste barndomme og misbrugsproblemer skal endelig selektere min blog fra, når mit største problem er manglende mælk og en knækket blyant. Misfortå mig ikke. Alle skal have lov at være her, og jeg synes det er prægtigt, at 15 årige finder vej til Blog-o-stan. Jeg skal ikke være dommer over kvaliteten af blogs, men et blogforkum er en blandselvbutik. Med med min mus kan jeg vælge fra listen. Og vælge fra. Sorry guys, men I misser sgu heller ikke noget i mit fravær.

Men bliver jeg sur, når de 15årige ryger på tryk? Ja da. Ellers ville dette indlæg være hundredeti procent selvmodsigende. Men i virkeligheden har de 15 årige fattet det ikke? De skriver jo brugerorienteret. De skal nok blive til noget.

Og så er vil tilbage ved pleasefunktionen. Brugerorienteringen.

Indrømmet ikke den mest indbydende overskrift, men det kommer sig af, at jeg intet har at skrive. Og det skal da prøves. Skrive uden formål. Man læser tit ting andre steder, hvor man undrer sig over formålet. Hvorfor skal jeg vide det her? Hvorfor havde personen lyst til at fortælle dette?

Nå, for at fortælle noget jeg ikke har lyst til: Jeg har tømmermænd. Big time. Egentligt er jeg ret fortrøstningsfuld, for jeg var ellers holdt op med at få tømmermænd. Det fik mig til at tænke, om min krop havde opgivet mig; om jeg nu ikke havde en kropslig begrænsning. Men min krop straffer mig nu, og jeg fortryder i hvertfald seks Somersby og en mojito. Det var ellers en sjov fest. Det vil jeg gerne fortælle om. Stod i baren og fik snakket med spændende mennesker med skrivekløe. Der var kindkys og søde ord i luften, fordi alle har savnet alkoholens frihed til at være kærlig. “Du er en af de sødeste på dit semester,” “Du virker bare enormt glad” og så en virkelig fuld DR1-praktikant, der kaldte mig gudinde. Havde rødmet, hvis ikke jeg var så fuld.

Men nu sidder jeg her, helt kold i munden af det lakrids jeg regelmæssig dypper fingrene i. Tiden arbejder for mig, og tømmermændene aftager. Inden i er jeg glad, for det var en fremragende fest i går. Blev positivt overrasket over den massive mur af godhed og glæde i menneskerne omkring mig.

Ser nu Sommergenudsendelse, med undertekster og hele badjulen. Væmmes over urealistiske sætninger og ømme øjeblikke hvor han siger “Jeg tror, jeg er forelsket i dig,” og undrer mig over, om det er mig der igen er forholdspessimist eller om de situationer virkelig findes der ude i punktumDK. Havde forholdssnak i fredags med nogle, der synes jeg bør gå ind i det cirkus, fordi det sig hør og bør. “Hvorfor har du ikke fundet manden,” blev der spurgt. “Har jeg lyst”, blev der svaret.

Jeg ved det ikke, og alt dette her ville  jeg heller ikke snakke om.

For anden gang i dette efterår har jeg tændt for Vild med Dans, og er nu i samme tvselskab som 1,3 milioner andre danskere i følge opgørelser. Samme opgørelser viser, at det er omtrendt samme antal danskere der ser Weekendvejret, der er strategisk placeret mellem de to halvleje af danseprogrammet.

Men der sætter jeg grænsen!

Jeg skal den ondefløjtendemig ikke være en pind i vejrstatistiken, der sikrer Weekendvejret en plads som anden mest sete punkt på hele sendefladen (kun overhalet af Vild med Dans, første halvleg). Jeg bruger en masse tid på at grine højt af disse statistikker, fordi det er urkomisk, at vejret ligger i toppen. Så skal jeg være en del deraf? I dont think.

Så nu har jeg helt børnefornærmet slukket for tvet, og tænder først igen når vejrkortene er afløst af stiletter og tangojalousi. Så skal jeg ikke grine af mig selv på dét punkt!

Basta

Jeg har fået en ny læser…eller i hvertfald har en ven udbedt sig min blogadresse med henblik på at surfe forbi en gang i mellem. Det er en kæmpe cadeau, især fordi kun hans egen fri vilje motiverer hans læsning.

Af fare for at lyde super selvfed, så ved jeg godt at jeg har en håndfuld faste læsere, og sikkert flere end jeg er klar over. Jeg har læsere blandt urbanbloggerne og også folk i den virkelige verden, som jeg selv kender eller af omveje har kendskab til. Men når jeg skriver, tænker jeg ikke over mængden af modtagere. Kun når de giver sig til kende i form af en kommentar på bloggen eller en sms, der spørger ind til indholdet, går det op for mig, at min blog ikke kun er min. Den er ligeså meget formet af mine læsere, fordi jeg udøver censur på indholdet, for at skåne…alle.

Men pludselig ved jeg, at jeg har en ny læser. Og så rykker præstationsangsten frem. Han kan ikke undsige sig et førstehåndsindtryk, og mit seneste indlæg var lidt ude af trit med resten af Grublerierne. Hvis nu han tror det ‘bare’ er endnu en fortvivlet post-teenagers kamp med kærligheden, kontoudtoget og klodsetheden? Så mister jeg ham igen? På den anden side kan jeg ikke skrive til ham “Husk nu ikke at holde fast ved førstehåndsindtrykket,” for det er som at…ja eller andet der er umuligt…Det er også urimelig krævende at forlange han læser alle indlæg for at få det overordnede indblik - det vil jeg ikke byde nogen.

Min blog er et aftryk af, hvad der sker i mit liv lige nu. Mit nyeste indlæg er min overflade, fuldstændig som det er bloggens blikfang. Når man møder folk i virkeligheden, viser man vel også et umiddelbart billede? Og der beder man ikke folk om at se en an. Man er til eksamen det første sekund efter man har mødt en ny person. Og så tager man den derfra.

Så jeg håber min nye læser bedømmer mig blidt. Så må vi tage den derfra.

…på min facebooks chatfunktion. “Jeg måtte bare skrive til dig”, siger han, og jeg lader mig synke ned i sædet af taknemmelighed og glædens strøm i mavsen. Har kendt ham 1½ uge nu, og han er allerede velbevandret i min hjernes nerveforbindelser. Jeg er bekymret for ham, griner af ting han sagde den lørdag og tænker, at der skisme er langt til Horsens og til januar, hvor vi skal ses igen.

Jeg håber han har det bedre, næste gang vi ses. Ser mig selv med pagehår og bekymret mor-mine, og lover mig selv at slappe lidt af. Han er jo en voksen mand. Ja, en voksen mand, der på 4 timer ændrede mit liv. Tænk hvis der sker ham noget? Hvem skal så poppe op på min chatfunktion?