Grublerier

Er kommet i lykkelige omstændigheder, med en blist lige på tungespidsen. Den er stædig, kuglerund og kan dække et areal på størrelse med Cuba.

Nogle vil ynke mig, men det er fordi, de ikke forstår alt det smukke ved en blist. Fordi de endnu ikke er bekendt med alle de mange fordele, sådan en biologisk engel medfører.

For det første er der slanke effekten. Det er helt umuligt at spise varme, krydrede eller ‘tørre’ madvarer som fx. brød- og morgenmadsprodukter. Den helt store bonus er, at søde sager ingenlunde er en option i min tilstand. Bare tanken om et fiks af sukker får det til at rive og flå i min smertetærskel.

“Men spiser du så slet ikke?” Hvor er jeg glad for, at du spørger. Isterninger er svaret. Isterninger indeholder den perfekte sammensætning af vand og tungmetaller, til at holde lige præcis din blist følelsløs i op til et minut ad gangen. Desuden er den praktisk, billig og drøj i brug.

En tredje fordel ved blisten, der er værd at fremhæve, er de store økonomiske besparelser, man opnår ved en blist. De ovenstående argumenter taler for selv, og dertil kommer vanskelighederne ved at sige “på beløbet”, når blisten har overtaget din mundhule.

Er du ligesom jeg bare tosset med blister, så stil dig op i køen uden foran min dør. Jeg snaver med alle, der gerne vil smittes.

Blister - prøv dem før din nabo

Dette skrives som forsættelse til et tidligere indlæg, hvor jeg gjorde status over min kvindelighed, der til tider føler sig truffet i selskab med visse mænd. Jeg føler det som et mindre overgreb, når folk kommenterer på mine bryster, for jeg har ikke selv lagt op til det. De er der bare, ligesom mit hoved også er der.

Jeg nævnte for min veninde, at jeg ikke synes det er synderligt fedt, at være kommentargenstand på noget, jeg ikke kan gøre for, at jeg er udstyret med. Hun kiggede på mig og spurgte: “Hvor mange mænd er der egentligt i din omgangskreds?” Mellem linjerne er jeg altså udnævnt til snerpe.

Men helt ærligt. Skal jeg bare finde mig i at blive kommenteret på? Jeg ved ikke engang hvad de fyre får ud af det. Ja, jeg har bryster, men det kan alle de andre i rummet også se, og alligevel finder de det ikke nødvendigt at bemærke det verbalt. Måske er jeg sur, fordi jeg alligevel ikke kan tage det. Måske tror de, at jeg kan. Måske skriger mine komplekser mere til himlen end som så.

Måske skal de bare opføre sig ordentligt.

Blev der sagt!

Jeg ved godt, jeg ikke har nogle problemer i det store billede. Det billede hvor folk med klatgæld, kroniske smerter og tornadoadvarsler har lov at klynke. Der er vi mange, der ikke har hjemme. Jeg lever i det lille billede, og derfor virker mine problemer kæmpe store, når de opstår. Fx da du kom ind i billedet, kære Spade.

Det handler ikke om at du er dreng, og jeg er pige. Det er ikke sådan en historie. Det handler om, at du var min ven, at jeg stolede på dig, og at jeg ville hjælpe dig. Men pludselig kom til at handle om, hvor meget du kunne træde på mig, svigte mig og hælde tabasco i såret. Tak for ingenting, kære Spade.

En ting er, at du fortæller mig, hvordan jeg skal gøre mit arbejde på en fucking sms. En anden ting er, at du 7 timer før deadline, klokken 4 om morgen lige inden Obama vinder, fortæller mig, at du vil forlade samarbejdet. Det samarbejde JEG skabte, fordi du ikke skulle stå alene med projektet. Jeg gjorde dig en tjeneste, Spade, og så tillader du dig at gå? Jeg skulle været gået, men jeg tænkte, at det ville være drønforkert. Men det var det så åbenbart ikke.

Du tog min nattesøvn, Spade. Du stressede mig. Du fik mig til at tude på uni. Jeg græd som et barn i støvregnen…på grund af dig, Spade. Måske er det i virkeligheden det, jeg er allermest sur over. At du fik mig derud. At du har hvad der skal til, for at få mig til at græde. Fik jeg sagt du var en spade, Spade?

Jeg heler nu til musikken af baglandet, der siger jeg skal komme videre. Lære af historien og aldrig indgå samarbejde med sådan nogle som dig. Men du var min ven engang. Har du lært mig aldrig at ingå samarbejde med mine venner igen? Er det lektien fra dette? Tilbyd aldrig en tjeneste, Benita, for du ender med at tude i støvregnen.

Jeg vil have lov at være sur lidt endnu. Jeg vil ikke tage konfrontationen med dig, Spade, for jeg vil lade dig riste dig i min tavshed. Du mærker det garanteret ikke, for jeg tror ikke, du ved, hvor forkert du har opført dig. Men når vi ikke snakker sammen mere, bilder jeg mig ind, at det er fordi, du lider over din egen dårlige samvittighed.

Skrid ud af mit billede, Spade, så det kan blive småt og problemfrit igen.

Min mor ringede i går. Det var rigtig rart, for hun ville ikke noget. I en periode talte jeg kun med mine forældre, når enten jeg eller de ville noget. Der er vi ikke mere.

Men i går opstod der alligevel ‘noget’. Langsom kom det snigende ind i samtalen, og det endte med at Mutti havde en 22 årig klynkerøv i røret. Men jeg gav dig det forkerte indtryk, mor. Jeg har det fint.

Den 22 årige har det med at blive fire år og umulig igen, når hun er træt. Når hun en hel weekend ikke har sovet, når hun tæller blister, sår og ondskab i mundhulen, og når bihulerne er fyldt op med snot. Når ottende pakke kleenex balsam flåes op, når nullermændene følger med i sutskoenes slipvind, og når hun er lidt i tvivl om, hvad der nu skal ske.

Men du skulle have set mit grineflip på Fionia Park, mor. Securityvagten spurgte smilende, om jeg var ok. Jeg knækkede sammen på midten og måtte holde mig på maven, fordi musklerne sitrede under latterbølgen. Du skulle også have se mig i fredags på fodboldbanen bag ved uni. Vi skreg slagord efter de andre, og folk var vilde med mine sange, mor. Jeg har fået e-mails fra folk, der synes de var fede og initiativet havde været helt i top. Du skulle også have hørt mig grine fredag nat, mor. En medstuderende kaldte mig Danmarks svar på Oprah, og da jeg spurgte hvorfor kom det skævt og promte: “Det er fordi, du er så mørk.” Historien gentager sig: Du skulle have set mig grine.

Jeg har det fint, mor.

Jeg står med et tilbud mellem hænderne. Et tilbud som chefredaktørposten på SDUs studentermagasin med 2500 eksemplarer i trykken hver eneste måned. Stor chance? Oh jo.

Men jeg tror ikke, jeg tør tage den. De sidste gange jeg har stået i spidsen for noget, har jeg pludselig haft behov for at flygte. Smide telefonen i en skål med vand og gemme mig under dynen, indtil folk var færdige med at hive i mig.

Jeg råder tit folk til at lave plus og minuslister, og dog har jeg endnu ikke præsteret en endnu. Jeg forudser, at en plusliste vil indholde de rationelle argumenter, mens minuslisten bliver et excel-ark af følelser. På den ene side er chefredaktørtjansen fed CV-pleje og sej promotion for Benitas ego. “Hej, jeg er chefradaktør på RUST”. Wow effekt. Et andet argument er, at mine 22 år snart skal tage sig sammen og påtage sig et ansvar. Holde op med at flygte med halen mellem benene, når vinder pludselig blæser imod mig. Minusset tæller som sagt muligheden for flugt; hvis jeg ikke sidder som ansvarshavende, kan jeg skride når jeg vil. Frihed!

Jeg har brugt oceaner af tid på at udvikle og braine ‘mit RUST’. Sådan som jeg vil have bladet skal se ud, når/hvis jeg påtager mig jobbet. Jeg har fået vi’et ind i mit ordforråd. “Vi vil inddrage de studerende mere i RUST.” Jeg har snakket med mange, der vil støtte mit kandidatur og kæmpe på min side. En særlig støtte har endda ytret, at hun er min garant for ikke at knække. Hun vil samle mig op og holde mig til ilden når det blæser. Svigter jeg ikke disse mennesker, ved at gå min vej? Kan de regne med mig igen?

Normalt tolker jeg tvivl som et nej. Hvis der bare er en snert af vaklen ved en beslutning, skal man lade være. Man kan nage sig selv ind i helvede med bagklogskab, når man står 23 minutter inden deadline med halve artikler og en kilde der ikke tager telefonen.

Mutti siger, jeg skal passe på mig selv. Mutti plejer at have ret. Mutti siger, jeg skal få styr på mit liv, falde lidt til ro og finde ud af, hvad jeg vil bruge mine kræfter på. Men løbet kører snart. Min chance er nu, næste år er det for sent.

Hvad fanden gør jeg?

Jeg drømte om en medstuderende i nat. Af uforklarlige årsager sad han i kørestol og var super sød og sårbar. Jeg husker, at det krillede i maven når jeg så ham, og det hele føltes drømmeagtigt rigtigt. Men det var jo også en drøm såeh…

Han kiggede på mig og sagde henslængt. at ‘vi da også kunne spise noget mad sammen en dag’, og så lejede han en gyserfilm og trak mig ovenpå. Han satte sig over på  sengen, jeg satte mig på sofaen, og så begyndte rummet at rykke sig. Rummet blev længere så pludselig var han så fjern. Jeg ser min veninde foran ham, og han kysser pludselig hendes navle. Jeg når at blive ked af det, men tænkte alligevel: Det var MIG han ville have med ud at spise.

Personlighedstombolaen valgte, at det var feministen der skulle vågne tidligt her til morgen og tænke, at mænd (også) er nogle svin i drømmeland. Derefter tog lillepigen over, lagde sig tilbage i mørket og kæmpede for at komme tilbage til rummet og gyserfilmen. Håbet var der jo endnu.

Det var mig, han skulle have med ud at spise.