Grublerier

Min bror sad bænket til svigermekanikkens julefrokost, og sad ved siden af en lille fætter på cirka 5 år. Snakken og spisningen går, og efter lidt tid må lillefyren kapitulere overfor de få frikadeller, han overmodigt har stablet på tallerknen. Reaktionen kommer promte. “Du har også spist rigtig godt”. Min brormand færdiggører sin portion, og snakken rettes pludseligt mod ham: “Skal du ikke have mere mad?” Brormand føler sig snydt. Han er cirka 5 gange større end lillefætteren, 5 gange ældre og har taget ditto mængder mad. Han skønner han har udrettet mere end lillefætteren, men der er ingen ros til brormand præstation ved det kolde bord. Bare en anmodning om, at besøge buffetten igen. Hvor blev rosen af til de voksne?

Jeg har utallige gange hørt devicen: Voksen og følsom. Jeg tror ikke man bliver mere følsom i takt med alderen. Jeg tror bare, man begynder at føle, når man bliver voksen. Føle livets alvor, andres øjne i nakken og sit eget mindreværd. Derfor har man brug for ros! Det synes bare nemmere at give den til børn, fordi de ikke modargumenterer som voksne. “Pæn sweater. Nej, se der er hul i ærmet og den lugter mølædt”. Sig dog tak i stedet.

Børn suger rosen til sig, og det er glimrende i opdragelsesøjemed for at fremmane ønsket adfærd. Men vi må ikke glemme at rose ud over opdragelsesalderen. Men dér bliver det svært. For der roser man for rosens skyld.

Måske skal man holde mund lige omkring det kolde bord, fordi man straks tolker alle kommentarer om sine ædepræstation, som en kritik af ens kropsvægt. Men i andre sammenhænge såsom sweateren, arbejdsdagen eller at du har købt en fin julegave til mormor, skal du bare rose løs.

Det skal være mit nytårsforsæt. Rose derudaf. Dermed har jeg også pålagt modtageren en stor opgave om at holde kæft, til jeg har talt færdig og lade være med at modsige mig.

I ser godt ud, allesammen. Basta.

Håber alle får et godt nytår.

En gammel ven tog en seriøs snak med sin kæreste om, hvornår de skulle offentliggøre deres forhold på Facebook. Tror de havde været sammen et par måneder, men det blev først rigtig stadfæstet, da de ændrede deres civilstatus på nettet. Langt ude.

Hvad gjorde man i gamle dage? Jeg ved utroligt lidt om gamle dage, men i Matador er Arnold ikke kæreste med hende, der ligner en gråspurv, næh, ‘de går sammen’. Når man så havde ‘gået’ sammen i et stykke tid, skulle man giftes og have småfolk.

Idag ser det anderledes ud. Vi kender vidst alle nogle stykker, der kysser på hinanden til hverdag og fest uden at være erklæret kærester…i øvrigt kun noget man spørger om i en brandert. Det er sjovt som kys tilsyneladende er næsten ligegyldigt nu. Det betyder ikke noget for fremtiden, hvem du kysser på i dag. Det samme med sex. Så meget det samme at begrebet ‘uforpligtende sex’ er et velkendt begreb i (yngre) folkemunde. Jeg ved ikke om det er de gamle normer, der var for strenge, eller om vores kropsvæsker har devalueret sig selv, men en ændring er der sket. Idag kan man snave med en tilfældig på stamstedet og aldrig se ham igen. Er han tilpas lækker, er det stjerner til status skulderen. “Godt lavet,” siger de. Jov dak.

Jeg fristes til at sige, at vi er ligeglade med vores krop. Vi kaster den i armene på den sidste og den værste sent på aftenen, fordi vi skal tilfredsstilles, ligesom når en Daim rammer bunden af indkøbskurven, fordi jeg liiiige stod og manglede noget sødt. Måske er det tryghed vi mangler? Måske skulle man beholde buksen på og bare bede om en krammer?

Måske skal man nedjustere kærestebegrebet en kende. I forvejen er det alt for ophøjet. Blandt singler er kæresten det højeste opnåelige i dette liv. Bare man snart fik en kæreste. I virkeligheden skulle alle kærester og gifte mennesker betragte singler som små børn og sige: “Nyd nu singletilværelsen, det der tosomhed kan tids nok ramme dig,” lidt ligesom når Mutti bad en om ikke at glæde sig for meget til voksenlivet. Jeg siger ikke, det er frygteligt at være i et forhold, men det er som om det tillægges for meget værdi. At ”i forhold” også er et status symbol man kan flashe til gensynsfester med gymnasiet.

Forhold er jo håbløst gammeldags. Det betragtes stadig som en garage man kan parkere i resten af livet, selvom tilværelsen idag er fuld af singlestegepander og rentefrie lån. Alle kan klare sig selv, hvis de ønsker det, og alligevel kan jeg inkassere sorgfyldte øjne, når jeg erklærer min singlehed.

Så på min facebookprofil har jeg ikke opgivet min civilstatus. På den måde efterlader jeg beskueren med et ubesvaret spørgsmål, og samtidig slipper jeg for sørgmodige øjne.

Godt lavet. Jov dak.

Jeg sidder og ser en blogger på tv, der just har udgivet en bog. Hun fortæller om hendes blufærdighed og hendes behov for at være anonym på sin blog i begyndelsen.

Jeg kan slet ikke huske, hvad jeg tænkte, da jeg oprettede min blog. Jeg tror ikke, jeg vejede for/imod anonymitet. Den blev bare i mit navn. Jeg har tit tænkt, at mit navn var cool som blogidentitet, fordi det er tilpas specielt til ikke at falde ind i mængden.

Selvfølgelig er der afsavn forbundet med at blogge offentligt, men jeg bruger en masse tid på at fortrænge det. Jeg kan huske, at jeg gik helt i baglås første gang min far konfronterede mig med et af mine blogindlæg. Det betød, at han læste med. En ting er at reklamere med sin blog til omverdenen. Noget andet er, at de læser på den.

Men min blogidentitet er en stor joke. Jeg gør meget ud af at camouflere mit liv, men man skal nok ikke læse mere end to indlæg, før man kan sætte navn og adresse på mig. Men jeg kan godt lide at tænke på, at jeg ikke selv har smidt det ud på nettet. Så er jeg da lidt hemmelig. På samme måde gør jeg også, hvad jeg kan for at beskytte mine venner og familie. Jeg har altid hadet at læse tekster, hvor vennerne er forkortet til bogstaver, hvor “J sagde til T, at C var en spade”. Jeg henter min inspiration i mine venner, men sørger så vidt muligt for, at dreje problematikken hen på mig selv og mit hovede, så vennerne ikke indgår alt for aktivt i mine tekster. De har jo ikke bedt om at være statister i mit liv. Men der er undtagelser, og de rammer oftest min familie. Så siger man tak til filteret, der gør, at jeg ikke skriver hvad som helst. Jeg vil ikke gøre nogen kede af det, så bare der sniger sig en lille familieanekdote ind i bloggen, er jeg herreangst for reaktionen.

Jeg ved, der findes en mulighed hvorpå jeg kan tjekke hvor mange der klikker forbi min blog. Denne tælling er højbelagt med bias, fordi de også tæller mine egne klik. Men jeg vil ikke vide, hvordan man tjekker det. Jeg er ræd for, at min motivation for at blogge ændres igen. I begyndelsen skrev jeg at få ting ud af mit system. Så blev jeg trykt i Urban, oplevede et fiks af tryksværte, og så blev det pludselig også for trykningens skyld, at jeg skrev. Det skal vi ikke have igen, for jeg vil gerne tilbage til den gang, hvor det bare handlede om at komme ud med det indespærrede.

Jeg holdt julefrokost igår, med de mennesker jeg holder så meget af fra studiet. Det blev en julefrokost lige efter bogen, men samtidig en der går over i historien som en fabelagtig fest.

Alkoholen ramte os alle omtrendt samtidig. Flere sagde uafhængigt af hinanden, at jeg var fantastisk, havde en dejligt grin og var et dejligt menneske. Jeg mødte dem i en krammer og glemte næsten idioten fra i fredags.

Ham der ankom senere, satte sig på det afryddede buffetbord og sagde: hvor er det synd, at du er så grim, når du har en så fin personlighed.

Alkoholen havde heldigivis krøllet min tunge og bevidst hed sammen, i stil med en østers der krøller sammen under citrussaft, så jeg stirrede blot på ham, forlod bordet og tænkte, at jeg i det mindste har noget der kører for mig.

Jeg har en tendes til at huske de negative ting, så selvom jeg stod i krammeland i går, spøgte ordene fra buffeten.

Men han burde skride ud af mit hovede. Jeg burde kramme de andre lidt mere.

Og i aften når lyset er slukket og Jante er tøjret for natten, kan jeg stille hviske, at gu’ er jeg så et dejligt menneske.

…var et udtryk min mor brugte tit, når der var mange syge i Fritten. Jeg er ude af Fritten for længst, men folk falder stadig om mig. Nu af stress. Så blev man voksen. Stress og ikke snotnæser.

Syv af mine medstuderende er eller har været nede med stress. Hele syv. Det er meget normalt på dette studium, siger det. De store spørgsmål er, om stress er et større problem idag, eller om der blot er kommet mere fokus på det. Eller også skal der mindre til, før det kaldes stress. Kan vi skelne mellem travlhed og stress?

Med disse tal i bagagen mærker jeg ekstra meget efter. Jeg havde fire timer idag med for høj puls, feberagtig tilstand og intet overskud til at besvare sms’erne der tikkede ind. Jeg nåede at tænke: STRESS, men nu må jeg da slappe af. Jeg sidder og blogger nu, hvilket er et sundhedstegn. Det gør jeg ikke, når jeg har travlt.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg er lidt sur i det. Jeg er ked af, at det skal ligge her på bloggen. Den havde glimt i øjet sidst, men kløen i fingrene kradser igen, og så må der noget ud.

På cykleturen hjemad knagede der et emne i hovedet på mig. Det skulle være en stor undskyldning til verden, fordi jeg er en heldig loppe. Det skulle samtidig caloufleres i bitterhed over, at folk beskylder heldet for at sikre mig en let tilværelse. Hvad blev der af ordet “dygtig”, da jeg kom ind på journaliststudiet? Hvad blev da af tillykke, da jeg fik min lejlighed?

Jeg har talt med Weirdo om, at mennesker tilsyneladende kun er interessante, når de er på røven. Når de udgiver bøger om misbrug, kræft og dårlige barndomme, får de tonsvis af læsere, mens kvalmen langsomt stiger, når cand.alt.mor.med.villa.i.hellerup flasher lette retter på forsiden af Bo Bedre. Jeg skal lede længe efter dårligdom i min erindringskasse, men jeg gider ikke beklage det. Sure mig har besluttet, at det er verden der er syg. Alle er jo dømt til en del af weltsmertzkagen, og nogle har tilsyneladende etableret pipeline til remoncen af sorg, der flyder som lava fra herlighedens midte. Jeg skal nok finde et sugerør en dag, men indtil nu nyder jeg min mæthed.

Jeg ville også gerne klage over andres desperation, mens jeg er i gang med at skyde mig selv i hovedet. Bevægede mig rundt i en herlig jungle af gensynsglæde fra fortiden i fredags, men vi har alle fået et par år ekstra på bagen, og der følger komplekserne med. “Hvorfor har jeg ikke en kæreste?,” lød det snøvlende fra en palietbesat plastikstol. Jeg er ikke afsat selv, men jeg har da fanget, at desperation ikke er særlig attraktivt. Jeg har brændt min andel af fingre på desperationens lejrbål. Nu synger jeg feminismens sange på afstand, mens jeg venter på at flammerne lægger sig, så jeg kan bage (på) et snobrød.