Grublerier

Det siges, at et kamera ligger ti ekstra kilo på, men det all together ikke være skidt igen, når nu alle bliver lækre på tv. Bare tag Mikkel Hansen som eksempel. Han smed 10 mål ind i kampen mod Norge, og dagen efter blev veninderne og jeg enige om, at “der alligevel er noget over ham”. Det er svært at sige, om vi havde vendt os om på gaden efter ham, hvis han ikke havde været kendt, men normalt tænder jeg ikke på pandebånd og skulderlangt hår. Gad vide om det er talentet man tænder på? Om skikkelsen er ligegyldig, når bare den kan noget bedre end andre.

Men lækkerheden er da en trøst. Så kan vi alle blive lækre, hvis og såfremt vi ender på tv i et program med gode intentioner. For fremstillingen skal også være i orden. Få fra de unge mødre er superfrække og endnu færrere er det i programmer om danske mænd, der henter koner i Thailand. Konteksten er meget vigtig.

Jeg skal lave tv fra på mandag og frem til maj måned. Hold op jeg håber jeg laver en Mikkel Hansen.

Jeg vil advare sarte sjæle om, at dette indlæg tager sig afspring i kropsvæske. Ellers er det vidst meget uskyldigt.

Jeg deltog i et medicinsk forsøg og var rimelig tryg ved situationen, indtil lægen sagde “urinprøve” og stak mig et hvidt plastikbæger. Jeg var fastende, tørlagt og ophedet efter cykelturen og kiggede derfor lidt skeptisk på både plastik- og kittelarragementet foran mig. Hun begyndte at tale om en lille tår kaffe, lidt ventetid i sofahjørnet, men den slags tid havde jeg bare ikke i et koldt laboratorium. Så jeg fattede plastikken og gik.

Her kommer resterne fra barndommen så ind. Jeg er utallige gange blevet bedt om at tisse af. Især hvis man havde en lille biltur foran sig eller skulle en tur i skoven med hunden, så var det smart lige at producere en profylatisk tissetår. Og derfor har jeg nu erfaret, at jeg kan tisse på kommando! Det er smart. Selv dehydreret, morgentræt og cykelvarm kan jeg producere en urinprøve!

Kan jeg så komme afsted til flere medicinske forsøg!

“Min søn er Helle Thorning,” hedder min seneste virkelighedsflugt. En klummesamiling med et par-og-fyrre korte, humørfyldte tekster af Lars Daneskov.

Titlen understreger nok meget godt, hvor meget Daneskov og jeg ikke har til fælles. Han er far til fire, fraskilt og fyrre plus. Jeg har hverken børn eller et firtal i min alder. Alligevel fangede han og bogen mig. Den er skrevet med en ro og en charme, man kun kan opnå, når man er det sted i livet, hvor man befinder sig allerbedst. Det sted, hvor man vågner ømme kæber, fordi man har smilet hele natten.

Bogen handler om at blive voksen. Jeg har læst mange bøger af kvindelige forfattere, der gør til en hel umulig videnskab ud af at blive voksen kvinde, med obligatoriske omveje af strækmærker og tequila i skoen. Daneskovs bog handler bare om vejen mod at blive voksen. Når man opdager de slidte klassekammerater, der bare er blevet helt vildt voksne, uden man selv er blevet over en dag over 20. De stive smil, når omgangskredsen taler om KFX-index og druer, og man inderlig håber, man vågner næste morgen og ved alt om vin og aktier. Om pludselig at befinde sig over et fredags rødvin- og ostebord, når man i gamle dage gik i split til Maccerena på selv samme egetræsplanke.

Jeg håber, jeg en dag kan skrive noget tilsvarende. Det kræver a) ro, b) at være det sted, hvor man allerhelst vil være. Jeg er stadig fyldt med spørgsmål og uro i benene, så der går nok tid før begge er opfyldt, selvom tiden arbejder for mig. Men er ‘tiden’ den morgen, jeg vågner op med en ingeniør og en 11 kilos blenumse boret ind i ribbenene på Bellisvej i Kgs. Lyngby? Er det ro, og er det dér, jeg begynder at skrive? Eller definerer jeg roen anderledes?

Tilbage til forskellen. Daneskovs bog indeholder ganske få (hvis nogle overhovedet) spørgsmålstegn i hans bog. Mine figurerer så hyppigt som barndommens prik-til-prik-tegninger.

Det handler nok om roen igen. Ro, fire børn og fyrre plus.

Jeg er nu halvvejs i eksaminerne og befinder mig, for første gang i lang tid, lige præcis det sted, hvor jeg gerne vil være. De første eksaminer var de hårdeste. Dem med flest nattetimer og virkelighedsnære drømme, hvor man løber hele natten. Nu befinder jeg mig i et vakuum af ro og afslappede nakkemuskler. Jeg kan sove længe i morgen. Hørte i det? Jeg kan sove længe. Der er længe til den næste eksamen - helt til på tirsdag.

Jeg prøver at forkæle mig selv, når jeg synes, jeg har fortjent det. I går tog jeg et langt bad, brugte den dyre skrubbecreme og skruede måske lige et par ekstra grader op for hyggen. Det er i orden, sagde jeg. Jeg har lyst til at købe lækkert mad. Stå i køkkenet med kold hvidvin og se maden forme sig til farver af en anden verden. Det er i orden, tænker jeg.

Men så rammer virkeligheden. Bag bruseforhænget står der en vandmåler og tikker. Bag ‘på beløbet’ ligger en drænet konto og lider i min fornægtelse. I et hvert vinglas ligger en ekstra tur på kondicyklen. Konsekvenser. Så er det pludslig ikke i orden.

Forkælelse er vel bare det punkt, hvor man et øjeblik tillader sig at glemme verden for en stund og lader sig opløse i varmt vand og velvære. Forkælelse er de sekunder, hvor man tænker: “neeeej, hvor er det rart”, for lige bagefter rammer virkeligheden. Men det er i orden at forkæle sig selv, men en eller anden dag, er det ikke ok. Så kan jeg ikke forkæle mig selv, for jeg har ikke råd til at sige “Det er i orden”.

Så måske er muligheden for forkælelse, forkælelse…?

Min Mayland siger januar, og med ét er mit liv reinkarneret i en tilværelse, jeg ikke genkender. Lidt som at parkere sit liv, holde jul og så ikke være i stand til at finde livet igen efter ferien. Eksamenstiden er som at befinde sig i en gigantisk gummistøvle, fordi der er foruroligende meget plads, ildelugtende og varmt. Jeg savner min hverdag, som jeg efterlod i december. Jeg savner menneskerne omkring mig, støjen, samhørigheden, hånden på skulderen, nyhedstelegrammerne, opdateringerne og tempoet.

Min hverdag sløv og efterlader for meget plads til mig. Der er kun mig og mit pensum. Jeg spiser inden sulten indtræder og pudser kun næste i hardback-kleenex, fordi jeg ikke er lommelet-ude nok. Jeg drikker overtrukket te ved stuetemperatur, fordi en læseplan stjal mit fokus fra tekanden, og jeg føler mig fremmed i andet end jogginbukser.

Summarsumarum: Jeg savner mit liv. Savner mine mennesker.

Kun 10 dage tilbage.

Jeg er geografisk udfordret, hedder det vel i disse dage, hvor man ikke er handicappet mere. Jeg bor midt i landet, men har fortid både på det østlige og vestlige Danmark. Kunne faktisk ikke finde steder, der var længere væk.

Vennerne i hovedstaden inviterer mig sommetider til fredagsøl, og jeg må smilende, men ærgerlig, forklare dem, at en enkelt øl også inkluderer fredagstakst med DSB for mig. Og så siger Vestkystens befolkning. “Hvornår besøger du os?.” Jeg kunne have ædt min tunge, da jeg sagde “Når I giver mig en grund til at komme.” Av, hva? I er ikke grund nok i Jer selv for frk Benita.

Jeg ved godt, at jeg har brændt nogle broer. Jeg ved godt, jeg burde være mere fleksibel. Men jeg ved også, at jeg har inviteret dem til øen i midten, og jeg har kun haft under en håndfuld besøg fra fortiden i min tid som udeboende.

Måske ser folk mit Odensetrip som noget forbipasserende. At jeg alligevel vender permenent hjem til Sjælland en dag, og så samler vi op derfra. Men der kan altså været passeret temmelig mange år i mellemtiden. Og hvem siger, jeg skal til Sjælland igen? Udgangspunktet forudsiger jo ikke altid slutpunktet, vel?

Sommetider er det en frihed. Men andre gange er det ikke nemt, at være geografisk udfordret.

Jeg er blevet tagged, og selvom Abra ikke tror, jeg vil svare, så er dette en glimrende overspringshandling fra eksamen.

Blogger-navn: Benita
Webadresse: benita.urbanblog.dk
Fødselsdag: 14 maj
Stjernetegn: Tyr
Hårfarve: Blond
Øjenfarve: Blå/grøn
Højde: En-nogen-og-tres
Vægt: Nej, tyr sagde jeg jo
Erhverv: Journaliststuderende - fint lyder det
Bedste film: Skifter hele tiden, men jeg kan nævne IronMan, Kiss Kiss Bang Bang i den helt anden rendesten: Stolthed og Fordom
Bedste musiknummer: Christ, svært at svare på. Er ret vild med Indigo Girl af Watershed, Two Beds and A Coffee Machine (Savage Garden), Honeyburst (Tim C), o
Jeg spiser helst: når jeg er sulten
Jeg undgår helst: Folk der gør mig sur eller ked af det…og selleri
Jeg burde: gå mere i teateret, besøge min bror lidt mere
Ordsprog: Noget med at leve her og nu, og gøre hvad man føler er rigtigt
Største ønske: At blive en herre dygtig og respekteret journalist
I skolen var jeg bedst til: Diktat
Søskende: Storebror - inspirationskilde til mange indlæg
Når ingen ser det: foretager jeg mig ting, der ikke bør ud i offentligheden.
Dårligste vane: Overspringshandler for vildt
Bedste vane: mine stille morgener
Jeg har en helt speciel evne til at: grine tit og højt
Hvor er du om 10 år?: Forhåbentligt et sted hvor jeg trives

Nå, jeg sender legen videre til Panicroom og Weirdo

..forleden dag, og kom til at tænke på min favorit vintersang.

• Det var en morgen ved vintertid
• jeg vågned’ op til en jord så hvid
• og luften mødte mig frisk og ren
• og der lå rimfrost på hver en gren.

•  Selv solen skinned’ med blåhvidt skær
• som et papirklip stod havens træer
• og tørre kviste og vissent løv
• var dækket fint af et snehvidt støv

• Jeg glemte måneders regn og slud.
• Det var en glæde at komme ud.
• Og glæden voksed’ sig stærk og stor
• Mens jeg gik tur på den hårde jord.

Jeg mødte min veninde i fitness’en forleden og kunne ikke sige det, der lå lige på tungespidsen. “Gud, du har tabt dig meget!”. Vi gik i gymnasiet sammen, og derefter tog hun på idrætshøjskole og smed nogle kilo af den grund. Hun har levet afsindigt sundt de sidste år, så hun har slanket sig vildt siden gymnasiet.

Nu bor vi så i samme by. Hun forsætter den sunde linje, og forleden mødte hende så - slankere end jeg husker hende. Jeg blev overrasket, men tilsyneladende ikke nok til at sige, hvad jeg tænkte. Hvad mister jeg ved at fortælle hende, hvad hun allermest har lyst til at høre? Der er intet så demotiverende som omgivende stilhed, når man knokler løs på en kur.

Jeg skal stramme op.

En fest med anledning, men det er ikke en ferie. Nytåret er en fest, nytårsdag er en sygedag. Jeg begik en brøler og anså pakken som ferie. Jeg havde 48 timer i massiv feriemode, hvor jeg filtrerede alt fra. Selvom det kun var en sviptur ud af bekymringerne, var det nok til, at jeg nu skal bruge energi på at genfinde min rytme og min arbejdsform. Nytårsaften udskød virkeligheden, for den kom først næste år. Men da jeg vågnede, var det næste år. Det var så min sygedag. Reddet på målstregen. Wuhu! Verden begynder først i morgen. Men pludselig var det morgen. Verden begyndte. Panik.

Nu sidder jeg her så, og læsset svajer faretruende. Alt det udskudte truer med at ramle ned, og der er ikke et forestående årsskift eller en ferie at gemme sig bag. Jeg står alene på øen og må kaste mig ud i havet. Der er ingen tømmerflåder i form af skoleskemaer og rutiner at sejle væk på, for der er kun mig og mine eksaminer. Og det gør ondt at være alene. Jeg har en uro i kroppen, der mest af alt føles som hjemve. Men jeg er hjemme..i hvertfald fysisk. Mit mentale savn rettes efter en uproblematisk hverdag, hvor jeg kan putte mig ned i dynen og vågne op til en lys dag, hvor tavlen er hvisket ren. Eller også er det et savn og suk i bakspejlet efter juleferien, hvor jeg kunne gemme mig, selvom jeg godt vidste at virkeligheden brummede derude.

Tilbage er der kun at se virkeligheden i øjne. Knibe dem westernagtigt sammen og spejde efter friheden på fastlandet.

Ud at svømme.