Grublerier

Næh vel? Men han/hun har talt til dig. Og alle de andre svedige, benpumpende individer i fitnessfabrikken. Men man skal snakke med sin instruktør. De er også en slags mennesker, selvom de med træningstøjet også påtager sig en hyperaktiv og træningsfanatisk attitude, der umuliggør alt andet end råbende envejskommunikation.

Jeg husker det selv, da jeg var træner. Det var så godt nok børn, jeg underviste, så jeg råbte ikke så meget. Der blev jeg bare hysterisk overskudsagtigt og kunne sige ting som “Næh, Johanne! Det er det flotteste crawlben, jeg har set i mit liv.” Og børnene talte med mig. Om alt muligt. Om deres nye badetøj, deres hundehvalp og turen i Djurs Sommerland. Nogle gange havde de tegninger med af brølende løver, der mest af alt lignede scrabled eggs. Samtalen genskabte balancen og gjorde envejskommunikationen tosporet. Jeg blev menneske i deres øjne. De blev andet end crawlben.

Jeg ved ikke om, det kan lade sig gøre i et fitnesscenter. Det er andre konditioner, der er tale om. Man dukker op, man brænder kalorier, man går. Jungleloven hersker i fitnessland. Det er pludselig helt acceptabelt at gå i spandexbusker med pude i måsen, havde blege ubarberede ben og slippe fjerter til lyden af techno. Blandt totalt fremmede mennesker. Vi træner jo. Skidt med det faktum, at vi normalt tjekker os selv i spejlet inden vi går i Netto og klemmer os forbi nøjagtig lige så mange fremmede mennesker, for Gud forbyde, at man opnår kropskontakt med en vildfaren albue. Vi accepterer også det faktum, at der sidder en svedende mand og skriger, at vi skal køre hurtigere på den skide kondicykel. Vi adlyder tilmed. Ak ja. Junglelov.

Men nej, jeg har ikke talt med min fitnessinstruktør idag. Til gengæld smilede jeg til ham, da jeg gik. Han ved, hvad jeg hedder, jeg ved, hvad han hedder. I fuldskab giver jeg krammere til folk, jeg kender mindre. Hr. Fitness får et nik med hovedet. Sært. Men måske vil jeg ikke have, at han bliver mere menneske? For blev han mere human, ville så acceptere, at han råber af mig?

Jeg har fået job i hjemmeplejen, og har ræset rundt i en Suzuki på kommunens regning siden kl 15 i går. Der er mange spøjse mennesker i de beskyttede boliger, og fællestrækkene for dem alle er, at de ikke er 100% oppe på lakridserne. Det er i hvertfald det billede, jeg har malet for mit indre. Derfor taler jeg langsommere om vejret og seneste kikkertundersøgelse og afholder ud-af-kroppen oplevelser, når der skal skiftes stomier.

Men en gang i mellem finder man nålen i høstakken. Den ældre borger, der bryder mønsteret af kulrede, hallusionerede pensionister. Hende her er norsk politiker.

Efter af have redte hendes seng og puttet hende i en natblå morgenkåbe, fulgte jeg hende ind foran fjernsynet, der buldrede af TV2 News. Jeg omstillede mig langsomt på en small talk om børnebørn og tvebakker, men hun tog teten og spurgte “Hvad synes du om Obama?”. Først troede jeg mine ører havde misforstået den norske røst, men den var god nok. Derefter frittede hun mig for oplysninger om livet som journaliststuderende, og bad mig indgående om aldrig at blive som Michelle Bellaice… “Hun hakker sådan i sproget. Hun er så aggressiv”, lød det på norsk.

Der ramte hun en guldåre hos hende selv og jeg. Jeg kunne ikke være mere enig i synspunktet om Bellaiche. Selv er den norske kvinde blivet interview af rækkevis af håbefulde, kvindelige journalister, der alle har været aggresive the Bellaichan way. Til sidst havde hun - normanden - nægtet at tale med kvindelige journalister. De måtte sende en mail.

Sej kvinde. Og sejt, at man får lov at komme ind bagom. At denne kvinde pludselig ikke er “hende i 152″ men faktisk et menneske med en fortid. Selvom de alle har fortiden hængende i falmede rammer, er det sjældent man hører dem refere til den selv. De har nået det stadium, hvor livet handler om næste måltid.

Men politikere er også fremadrettede ikke sandt?

Der er blevet råbt så længe, at ulven var på vej. I lørdags kom den, men der var jeg for længst hold op med at høre efter. Nu har vi haft så mange nat-snakke, så mange tårer, så meget aggression, så meget sorg, klynk, brok og panik. Det eneste vi har manglet er en grund til førnævnte.

Men nu er grunden her, og nu er jeg officielt træt. Jeg kan ikke rumme mere, men det er samtidig nu, der er allermest brug for mig. Jeg er laver strudsefinten og gemmer mig i en busk. Hvis jeg lukker øjnene, er problemerne der jo ikke. Og jeg kan holde dem lukket meget længe. Lige så længe det tager, at ulven skrider igen, så der kun er æren for at jage den væk tilbage. Den snupper jeg så også. Hvor er det godt, jeg holdt mine øjne lukkede så længe. Hvor er det godt gemt af mig.

I mellem tiden ædes jeg op af dårlig samvittighed. Jeg kan jo ikke rumme ulvens konsekvenser, men er det det min fejl? Skulle man ikke bare have undladt at skrige så meget falsk alarm på ulven i første omgang?

To soldater marcherer der ud af. Jord og granatstumper flyver om ørerne, ligesom du kender det fra de mange film. Den ene har vi sympati med. Han er den gode. Den anden er endnu ufaglært i livet og burde ende et bedre sted, når filmen slutter.

Ham, vi sympatiserer med, er kammeraten. Ham, der bærer de livløse hjem i lejren, selvom hans egen skulder er af led og blodet løber fra issen. Han stabler stadig flere døde på sine sårede skuldre, nu halter han minsanten også, men han slæber stadig vennerne hjem. Derfor kan vi lide ham som menneske, men han er sørme ikke effektiv krigsførelse.

Den ufaglærte har kun egen næse for øje. Han passerer ligene i vejkanten, men han kan holde tempoet. Serganten belønner ham med klap og bronze på skulderne, for ser I, han er proper krigsførelse. Han burde i kontrastens tegn være the bad guy. Men måske har han i virkeligheden fat i den lange ende. Måske har han forstået, at lig sænker ham. At han ikke kan redde alle. At man ikke kan være alt for alle. Måske samlede han selv lig op sidste forår. Måske blev han såret en dag, fordi den tunge byrde ikke fik ham op fra skovbunden tids nok til at undgå kuglen i ryggen. Måske brænder såret endnu.

Måske er han skide sur på kammeraten. Skumlende former han ord som ‘naiv’ inde i hjernen og venter til det rigtige tidspunkt, hvor han over en feltflaske kan sige, at de mange lig vil slå kammeraten ihjel. Sandsynligvis…næh garanteret føler han sig skyldig. Skyldig over at han ikke kan bære nogle lig. At han virkelig passerer dem, mens de med tavse udtryk beder om hjælp til at komme hjem. At han bilder sig ind, at alt er okay, fordi ‘de nok bare sover’ ude i vejkanten. At han aktivt vælger at være en narrøv. Men han gør det for at overleve. Det er jo krig, det her.

Så hvem er du? Kammerat eller ufaglært?

Det er den sætning, jeg suverænt siger mest for tiden. Måske er det fordi ferie stadig er et fjernt fænomen. Måske er det fordi, følelserne er ved at vågne efter vinterhi, og så vælter det frem med x-kærester, der skal giftes med nogle andre. Måske er det fordi, jeg ikke vil anklages for at være ufølsom og uempatisk. Så jeg spørger og spørger og spørger.

Problemet opstår allerede i ordlyden. Havde jeg så bare spurgt “Har du det godt?”, så er usagnet ikke ladet på forhånd med dårligdom. Så er der ikke en implicit forventing om, at noget skal være galt. Når man bruger “Er du ok?” er grænsen mellem ja og nej nemlig flydende. Folk kan svare nej - det er faktisk det bedste svar - for så er der tårere, krammer og is lige fra boksen. Ja’et er derimod en lunefuld elskerinde. Ja’et efterfølges nemlig næsten altid af et “Det er bare fordi, at…, og så har vi balladen. Skal jeg blive til tårene, der måske/måske ikke kommer? Er problemet overhovedet stort nok, siden sætningen blev påbegyndt med “ja”?

Problemet ligger måske også i, at vi påtager os for mange problemer. I stedet for at passe eget pilleri i egen navle, aktiepiller vi (mere eller mindre frivilligt) i andres sorger også. Og har man en stor vennekreds, er der potentielt meget, der ikke er okay.

Måske skal man beslutte sig hver morgen: Er jeg okay?

Mange tør ikke være det. Alt andet er det nemmere at være jævnt ulykkelig hele tiden, istedet for de følelsesmæssige rutsjeture livet giver ind i mellem. Måske er det derfor, vi søger i andres ulykker, vi kan putte oven i vores egen tilstand. Så er man nemlig aldrig okay.

Og så kommer tårene. Og is lige fra boksen.

På baggrund af en uovertruffen læserstorm, kommer her beretningerne fra Speed Lit.

Lad det være sagt med det samme. Jeg havde ikke rent mel i posen. Jeg var taget ud i embeds medfør for at lave en radioreportage, hvilket medførte en mere afslappet holdning til konceptet. Bevares, jeg var trukket i sort kjole, og håret var sat op, men jeg kom ikke for at finde kærligheden. Selvom jeg nok ikke havde afvist den, hvis Amor havde været til stede.

Til gengæld var de andre fremmødte i dating-gear. En håndfuld kvinder tjekkede alle ankomne mænd ud i en grad, der næsten var skamfuld overdrevet. De var blottet for humor og selv, for de kom for at formere sig. Måske ikke lige nu og her, men på længere sigt. En del af fyrene ligeså. Og der vil jeg sige, at det virkelig er et turn-off, når desperationen melder sig. Især torsdag klokken 18.40 på et centralbibliotek.

Efter min bedste og mest subjektive vurdering, må jeg også tilkendegive, at det var et særligt segment at fyre, der stillede op til dating arrangementet. Der var rockmusikeren uden band men med bowlerhat, den studerende i marketing, der talte om lyden af bildøre, og manden på 46, der kun kom for at få sex. I kvindernes kategori var der bare for mange med slukkede håb og hang til lange gåture. Og det er sørgerligt. Sørgerligt at se, hvor meget ordet “fallitbo” skinner i deres øjne. At mærke resterne af forliste forhold i deres lidt for skingre latter, og de lidt for vakse øjne i elevatorbevægelser. Speed dating er da reelt nok. Det er jo bare endnu en privatfest, men fordi situationen er et “set up”, er det tabuiseret. De gør i det mindste noget for kærligheden, i stedet for at blive siddende i lædersofaen til lyden af Kanal 4.  

Der var da emner, men speed lit konceptet virker påtvunget. Jeg føler, at jeg nærmest SKAL være interesseret i nogle, hvilket munder ud i “Du er nemmere at snakke med en nummer 17″. Den relative og dermed uholdbare interesse. Så altså: Ingen date til mig. Jeg ved ikke om nogle skrev mit nummer (”Hej, mit navn er nummer 13″), for jeg afleverede ikke selv nogle sedler med navne til arrangøren. I lykkelig uvidenhed forsætter jeg fremad.

Min kærlighed var åbenbart ikke på biblioteket den aften.