Grublerier

Jeg hopper med på bølgen og må lige have lidt aggressioner ud over DSB. Det er nemme point, i know.

Er det bare mig, eller vil de ikke arbejde? Jeg har kørt en del i s-tog i den forgangne weekend og formåede søndag at blive billet-tjekket hele to gange. En solskinsrig søndag, hvor absolut INGEN passagerer tilbragte den i en togkupé. Er ideen ikke at knalde så mange som muligt uden klippekort? Var det så statistisk ikke smartere at snuppe en afgang hvor, hvad ved jeg, der faktisk var kunder i butikken? DSB har da tabt småkagerne, og det er dumt med deres priser.

En anden ting: IC3 toget. På de travle afgange kan servicevognen ikke køre. Så er der for mange i toget. Er pointen ikke at man skal sælge meget, og at der er gode chancer for det, når der er mange kunder? Jeg var med et morgentog til Odense i morges, og alle sæder var optagede, men der var ikke folk i midtergangene eller mellem kupeerne. Alligevel fik vi en besked fra loftet om, at der siiiiiiiiiimplethen var for mange passagerer, og at man derfor selv skulle hente kaffen i vogn 11. Dansken er en dovenlars, så jeg tror kaffesalget faldt drastisk i morges. Og hvis der endelig er en kuffert i vejen, så er det da min klareste overbevisning, at et surt stykke DSB-ansat ikke har de ringeste skrupler ved at råbe af en. Jeg satte engang min taske foran den mobile skumslukker og inkasserede i samme anledning et møgfald af dimensioner. Hvordan ville jeg have det, hvis vi alle brændte inde? Ja, undskyld. Så må du da sætte den frem, så vi alle kan se den. Lav lågen til glas eller markér den hellige plads med en sticker.

I sidste ende går det jo ud over os. Min sidemand bliver kaffetrængende og irritabel, jeg får aldrig hørt Sød-fyr-ved-vinduets stemme bestille en Rittersport, og DSB sætter vel billetprisen op for at kompensere for manglende kaffesalg. Jeg siger: Indfør terrængående servicevogne med larvefødder. NU!

Har du set vores verden? Den er nemlig blevet væk, skal jeg sige dig. Eller rettere: forbyttet.

Nogle har erstattet vores verden med en elendig kopi. I den gamle verden ryddede Nørrebroskyderier forsider, istedet for bare at være endnu en dag på kontoret. Det var også den gang man i det mindste var i sikkerhed indendøre. Inden hjemmerøveriet blev en landeplage. Og ældre mænd i toget var ikke nødvendigvis pædofiler bare fordi, de tog kontakt til den 15 årige pige overfor. Ja, det lyder skørt ikke? Men sådan var det.

Jeg ved ikke, hvor verden blev af? Nogle vil måske påstå, at vi er blevet voksne, glemsomme og har glemt den et sted. Jeg synes snarere, det var verden, der mistede sin barnlige uskyld og stak af fra os.

Men altså hvis du ser vores verden… ringer du så?

Jeg var til standup i går på en lokal beværtning i midtbyen. Den stod på Simon Talbot, Torben Chris og Thomas Hartmann.

Det er sjovt, som mennesker med talent bliver lækre. Jeg ville aldrig vende mig om på gaden efter en af de føromtalte, men når de er på scenen, når jeg at tænke: Tjo… hvorfor egentligt ikke.

Det er der tilsyneladende andre, der også tænker. Efter showet flokkedes en række groupies om d’herrere i forsøg på at small talke sig en plads i komikernes frie bar. Thomas Hartmann slog aftenen ihjel med seks piger på 16 år og alt for høje hæle.

Stakkels mand, tænkte jeg. Han har en tårnhøj IQ, og det er hvad, han får. I virkeligheden er jeg nok jaloux. Jeg vil også kunne opsøge Hartmann, men jeg er for bange for den pinlige pause. “Hej, jeg er Benita. Vi har intet til fælles, men jeg har dine dvd’er”. Pause. P-A-U-S-E. Og så lige en til pause. Hvad skal han sige? Jeg vil prøve at stille intelligente spørgsmål om comedy touren, hans kommende show med Matthesen… i det hele taget give det indtryk, at jeg er rimelig velbevandret i comedy genren. Det hele ville virke forceret, og jeg ville nippe for meget af min øl for at myrde pauserne på en naturlig måde. Han kunne hjælpe mig en del ved at hælde øl ned af mig. Så blev vi tvunget til at snakke sammen, og så kunne han bryde isen. Så ville have en festlig aften, og han ville tænke: Hold op, hvor er hun et stimulerende selskab. Om vi skal ses, næsten gang jeg er i byen? Det tror jeg nok, vi skal!

I stedet hænger jeg på en barstol og snakker med veninderne som om, det hele rager mig en skid. So what, at det er  Thomas Hartmann. Men i mit inderste gør det ondt at se, at han skal small talke med 16 årige piger, der ikke rigtig bidrager med noget - Min klare overbevisning, men jeg ved jo ikke, om det var UngMensa, der var på tur den aften.

IQ eller ej. De havde i hvertfald modet til at sige noget til ham.

Jeg plejer at hade 1.april. Jeg hader at være skeptisk, at være på vagt, og frem for alt hader jeg at blive tage ved næsen. Derfor er det allersjovest når 1. april er en lørdag eller søndag, for så kan man grave sig ned og undgå drillerierne.

I år var der dog ikke det helt store, men jeg vejede også hvert et udsagn, der blev kastet i min retning. “Sikke dejligt vejr” “Ja tak. Aprilsnar”.

Min bror plantede en udmærket aprilsnar, som jeg ikke, jeg gentager IKKE faldt i… i mere en to sekunder, i hvertfald. “Jeg skal være far om 8 måneder” stod der på hans facebook, og så en eller anden bovlam kommentar om at blive voksen dermed. Efter de to sekunder uden sinusrytme, konkluderede jeg, at der var for mange ubekendte i det factit. For hvis det var sandt: Ved man det så efter kun 4 ugers graviditet? Og ikke mindst: Hvorfor helvede ringer han ikke og fortæller det?

Men facebook er jo et dejligt og overfladisk medie, og han har kun en søster på facebook (og i det hele taget), så man kan jo narre en masse mennesker, der ikke har DNA’ets ret til en sådan telefonopringning. Derfor tævede det ind med kommentarer og “thumbs up” til den vordende far.

Jeg skal gerne indrømme, at jeg i de to sekunder befandt mig i et lydløst vakuum, hvor jeg ikke lige var klar over, hvilket ben, der var stabilt nok. En eller anden dag, får jeg jo nok den besked. Og en eller anden dag falder den uden for den 1.april. En eller anden dag, skal jeg være faster.

Og det slog mig: Man skal jo ikke kun være klar til selv at få børn. Man skal også være klar til, at andre får det. Jeg er endnu forskånet for andres babysnak, fordi ingen i min nære omgangskreds har ynglet endnu. Men den dag jeg står på Riget med favnen fuld af balloner og betragter mit nye familiemedlem i sparkedragt, der har jeg ganske få nanosekunder til at gennemleve min egen lyngraviditet og forløse en fasterrolle.

Og det bliver sikkert cool. Men lige nu, er det fedt, det blot var en aprilsnar.