Grublerier

Jeg er en hård banan. Derfor forventer jeg, at alle andre er det samme. Vokser vi måske ikke i samme palme? Men selvom vi hænger sammen i solen, bliver nogle hurtigere gule end andre. Mere følsomme. Brune, hvis man trykker for længe på dem. Og bærer man først en brun plet af bitterhed og nag, så er der ingen vej tilbage. Så er man evigt stemplet som brun og fuld af nag. Sådan er det at være følsom, gul banan.

Derfor vil jeg gerne være grøn så længe som muligt. Så kan det godt være, at jeg ikke har set verden, som den er. Gul med brune pletter. Men jeg vil beholde mit grønne ydre. Det gør mig næsten uindtagelig, ja, men også beskyttet. Du skal knække mig med vold og magt for at se mit indre. Se mine følelse. Se, at jeg indeni bare er en skrøbelig genstand, du kan knække med tommel- og pegefinger. Der er dejlig nemt under skallen, fordi det ydre er grønt og hårdt.

En dag bliver jeg sikkert gul. Så bliver det nemmere at komme ind under skallen. Gad vide om jeg selv bestemmer mit farveskift? Eller om der skal en gul banan til? Måske en grøn, så vi kan gulne sammen. Blive plettede og brune sammen. Se flere grønne bananer komme til.

Indtil videre hænger jeg bare her. Helt grøn. Jeg har tid endnu.

I survirved Aalborg carnival and all I got was this lousy t-shirt.

Og tømmermænd, dog i moderat grad. Når en brandert bæres i  over 20 timer, så kan man ikke holde den stabil på et højt niveau. Så i parken slukkede jeg for droppet og betragtede i stedet mine medkarnevaldeltagere flade ud på græsset. Karnevallet er jo en brandert i sig selv. Man skruer ned for hæmningerne, normerne og formerne. Mænd i sygeplejskerkostyme udfordrer grænsen mellem kønnene, og selv var jeg trukket i jagtkostume. Sært, noterede en ven sig, når nu karnevallet åbner muligheden for bare lår og baller. Men det er der jo masser af i hverdagen, så hvorfor ikke bevæge sig i den androgyne gråzone?

Og de flydende tilstande forsatte. Hele byen smeltede sammen i en farverig Zapp-is, der som sirup spredte sig i Aalborgs gader. Det er mig uvidst hvor meget, der kan tilskrives min brandert, men mine sanser blev sløve af larmen. Det var som at træde vande i siruppen, og se sprinterne piske forbi i kulørte farver og sambarytmer. Helt pascificeret, helt i slow motion og med vat i ørerne.

Hukommelsen blev også sløv. Men det er helt og holdents humlens skyld. Tilgæld kan jeg nyde karnivallet i mange dage, efterhånden som minderne dukker op.

Jeg sad til en konfirmation forleden og legede med på høflighedstwister, hvor vi rakte hånden frem, smilede og lod som om vi kunne huske hinandens navne. Jeg nikkede lidt for ivrigt og udbrød ‘Spææææændende’, da jeg fik Hr. Nykredit til bords, der snart skulle til Hven med konen, jollen og  fællesbarnet.

Det er min tur til at snurre hjulet: Jeg er single såmænd, starttyverne og studerende. Alle de smarte s-ord. Troede jeg. Men straks blev der koldt ved Nykredits side. Om jeg ikke havde en mand med? Om jeg var her alene? (og nu trumfen) Hvordan bordplanen nogensinde kunne gå op, med singler som mig. Jeg smilte nervøst, hyldede årtusindets frihedsgrader og sippede til boblerne. Er det ikke Nykredits tur igen?

Verden er super singleskizofren. I den daglige verden, hvor alting går stærkt, og næste deadline kun er milisekunder væk, er singler et praktisk, flexibelt redskab, der får hjulene og feriedagene til at spinne lettere. Samfundet har endda skabt singlestegepander, speeddating og sexchats, så vi tror, at alle s-ord er smarte. Men i den hellige verden af sangskjulere og sølvbryllupper vi dømt som spedalske. Vi besudler bordplanen, alle dens gerninger og alt dens væsen.

Og vi singler er også et produkt af den skizofrene tid. Det er måske derfor, vi råber ekstra højt om vores åh så ukomplicerede liv, mens vi hastigt glemmer de tonsvis af stjålne blikke, vi sender Nykreditterne på kysserækkerne.

Jeg har fødselsdag. Har haft en fuldstændig magisk-efter-bogen-dag. Lagde ud med en brunch for de nærmeste, dernæst en tur i parken med tøsepigerne på en bomuldsplaid, filmhygge og snart ud at spise. Jamen, jeg er da ikke til at skyde igennem.

Jeg føler mig topelsket idag. De fejrede mig over midnat, med grønne drinks og paraplyer. Folk kom til min brunch. De havde gaver med. De tog mig med i parken og lagde mig i solen. De vidste mig en film. Om lidt fodrer de mig sørme også. Jeg har brugt en time på at besvare sms’er, mails og facebookbeskeder.

Så er livet da det hele værd.

Traditioner er håbløs gammeldags, og det er dét, der gør dem traditionsrige. Argumentet for at bevare en tradition er slet og ret ”plejer-argumentet,” der ellers ikke går i punktum DK, hvor vi (forhåbenlig) snart ændrer tronfølgerloven. Så selvom vi normalt ikke er så glade for irrationelle gentagelser, så vælter landet sig nu i konfirmationer. For når nu man ‘plejer’ at holde dem, så følger vi trop, meeeeeeeen tilsætter lige et ekstra twist.

Og så er fanden løs i Plejergade. Hvorfor ændre en tradition? Hvorfor ikke bare beholde dem? Det er som om, at når vi nu endelig har dem, så skal de ikke følge evolutionen op i 2009. Så skal de være, som de altid har været. Så skal bruden føres op af stengulvet af fader, så skal baby have en tudsegammel dåbskjole på, og så skal man død og kritte synge “Hil dig frelser og forsoner” til konfirmationen. Sådan plejer det at være.

Alligevel kan vi ikke lade være med at skæve til dem, der lader sig vie i Indien i 8000 meters højde. Dem der holder jul på Sri Lanka og fejrer sølvbryllup med et bungy jump. “Det er da ret sejt gået,” ja, og alle har mulighederne, hvis vi gad kappe snoren til traditionernes regime.

Og jeg skulle nødig snakke. Jeg er selv produkt af traditionstrommen. Jeg sad i fredags til en konfirmation, der på nogle punkter afveg fra andre, jeg har været til. Og i stedet for at omfavne diversiteten, har jeg brudt min hjerne med det siden. Så selvom det skurrer i traditionsknoglen, har jeg nu skrevet 270 ord, hvor jeg alligevel hylder dem for at slå Plejer ihjel.

Jeg er så træt af folk, der klynker på Facebook. Folk, der skriver hvor dårligt de har det, at de hader mænd eller bare gerne vil forsvinde ud af verden.

Hvad er det, de regner med? Ynk? Kommentarer? Thumbs up? På mig er det ren kryptonit. Den smule ynk jeg kunne have haft forsvinder i det sekund, jeg ser en jeg-har-det-skidt-opdatering. Så bruger de jo sorgen aktivt, som show-off for at være interessante. Og selvom det er frygteligt, så sidder jeg tilbage med tanken om: Okay, du er ikke sløj nok til ikke at offentliggøre det på nettet.

Nøj, det er et no-go i min bog. På Facebook er man jo ikke forpligtet til at deale med andres status i samme grad, som hvis personen bryder sammen i dit skød. Så mon ikke man skulle gemme tudeturene til de sande venner i den virkelige verden? Er det ikke det, der er der for? Hold tingene adskilt. Det kan godt være, det er censur kun at offentliggøre happy-abby-siden af sig selv, men det er jo det vi gør på billederne. Der ligger vi ikke morgengrimmerne ud, med mindre de er tilpas sjove. Vi fjerner tags fra billeder, hvor vi ser tykke ud og sørger for at posere pænt på festbilleder (så længe promillegræsen tillader det). Mediet er jo heller ikke skabt til psykologkonsultationer. Det er ren og skær networking og kvikke orienteringer i fortidens udskejelser.

I det hele taget er det en trist drejning, at man kun er interessant, når man har det dårligt. Hvis man får sagt højt, at det sgu egentligt kører meget godt, får man fluks smidt tilbage “Ja, men det er også fordi, du er ung. Bare vent til du…”. Er det ulovligt at have det godt? Skal jeg stræbe efter at have det skidt? Gu’ skal jeg ej, blev der sagt. Så vil jeg hellere lyve mig til happy-abby.

“Mit liv er bare uni og arbejde i weekenderne,” var de triste ord fra en medstuderende. Hør! Holdt! Stop! Det er jo ikke rigtigt. Man skal og kan aldrig definere sit liv med kun to ingredienser. En fodboldkamp er heller ikke bare 22 mænd og en bold. En strandtur er ikke bare sand og vand. Man skylder sig selv at erindre detaljepolifillaen, der klistrer hverdagen sammen. Man skal huske brølene fra stadion, de skummende fadøl, hyggen, samværet og muslingeskallerne. Man skal huske, når man løfter armene efter en afleveret opgave, man skal huske roserne, grinene og pizzahyggen i de sene nattetimer.

Det lyder måske jubeloptimistisk, men jeg tror, det er vigtigt at have en kompleks hverdag. Ikke at være i stand til at definere dit liv ud fra to elementer, for er det ikke vejen til at bagatalisere foretagenet? Er det ikke at reducere hverdagen til en masse, der ikke er skøn mere?

Når jeg læser til eksamen, har jeg tendens til at blive meget navlepillende. Derfor måtte jeg i januar sætte en seddel på min bærbar med ordene “Livet er også udenfor.” Det skal erindre mig om de udefrakommende faktorere. Så selvom min hverdag tilsyneladende kun er eksamenslæsning og søvn, så ved jeg, at der udenfor er en verden med mange andre ting. Så er jeg allerede oppe på tre ingredienser.

Når jeg har brug for en krammer, og ingen er i min nærhed, smækker jeg Stolthed & Fordom på. Jeg elsker den serie og har set den op mod 100 gange nu. Ikke at jeg er SÅ krammetrængende, men det er en knippelgod serie. Så her forleden blev jeg spurgt om, hvad jeg egentligt ser i den serie? Jeg tror, jeg fumlede en del med mundmotorikken, men måske jeg kan forklare det her.

Jane Austen og jeg har en pagt. I de 6 timer BBC-serien tager, kan vi lege, at jeg er Elisabeth Bennet. Vi kan lege, at jeg er unik for min tid. At jeg tør mere end de andre, at jeg er næbbet, kvik og rap i replikken. Og det fungerer fint. Jane Austen lader mig lege, og jeg lukker øjnene for den virkelige verden, så længe det varer. Når nogle spørger, kan vi sige, at jeg vi sammen finder nye niveauer og deltaljer i historien. At vi udforsker miljøet, og derfor kan retfærdiggøre vores mange mange timer i hinandens selskab.

Når jeg er Elisabeth, går jeg rundt og sanser i kulissen. Udforsker reglerne for dating, der er så total forskellige fra idag. Der er ingen tre-dates regler, ingen skjulte symboler, ingen sms’er der ikke returneres og ingen dansen om den varme grød. Det er lige til. Mand kan lide dame, hun skal finde ud af om hun vil giftes… eller rettere: om det er fornuftigt. Kan han forsørge hende? Er han højt nok på strå? Er han måske FOR højt på strå, og hvad vil omgivelserne så sige?

Jeg er stor fortaler for ligestillingen og skåler ofte i dens punchbowle. Men sommetider er det sjov bare at lege, at man er byttet, de store hanner skal nedlægge.

Jeg har fået en ny form for allergi, og den har sgu gjort så rigeligt indtog i min verden. Jeg ved ikke om den har et fancy doktornavn, men i hvertfald slår jeg ud, når andre mennesker prøver at gøre deres problemer til mine. Det kan jeg overhovedet ikke have. Jeg reagerer lidt på samme måde overfor nasserøve og granvoksne mennesker, der stadig hænger i deres moders skørter.

I går prøvede en person at stjæle min frihed. Lægge beslag på mig, fordi vedkommende sad med en død mobiltelefon, og ikke havde kontakt til omverdenen uden mig og min telefon. Den døde telefon blev altså mit problem, som jeg skulle løse ved at clearere min kalender og lege telefonpasser.

Så klør det og øjnene løber.

Vi skal da hjælpe hinanden. Men når man frihedsberøver, skal man spørge først. Det må være regel nummer et. Vi må aldrig komme dertil, hvor vi tager hjælp for givet. For så begynder vi at kræve hjælp istedet for at fortjene den. Så glemmer vi at sige tak og pludselig, er der ingen hjælp nogle steder. Kun pligt til at hjælpe og, i den ande lejr,  krav på at modtage. Og det bliver altid de samme der hjælper, og de samme der modtager.

Atju!