Grublerier

For en uge side stoppede min venindes liv. Det var i hvertfald min første tanke, da jeg hørte at hun er gravid. Og inden jeg lægger mig ud med alverdens mødre, så lad mig forsikre Jer om, at jeg er kommet på bedre tanker: Nu er det bare hendes forrige liv, der er slut. Men hendes forrige liv, er mit nuværende liv, så derfor virker det sært for mig. For jeg er ikke klar til at kvitte min tilværelse som uafhængig, delvist tømmermandsramt og forpjusket studerende.

Men man er kun herre i sit eget liv, og jeg havde glemt, at ikke alle synes mit liv er fedt. Jeg havde glemt, at nogle gerne vil dyrke begreber som kontrol og pasningsgaranti, mens andre drunker endnu en weekend i Tequila. Jeg kan heldigvis vende mig mod majoriteten af mine venner, der, som jeg, stadig ikke helt ved, hvad de laver. Vi klapper hinanden på ryggen og bander børnefamilien væk.

Og vi klamrer os til hinandens barnløshed velvidende, at vi en dag skal forsvare den. Når min veninde bliver mor og trækker Våbnet fra Helvede idet hun spørger, om det ikke snart er min tur. Det svarer til at spørge: “Skal du ikke være normal?” Så er det godt Klub Barnløs har besluttet, at hun er freaken. Så er det godt, at vi har besluttet, at det er tidligt. Så er det godt, at vi ignorerer fertilitetslægerne og resten af verden, der siger at 23 år måske ikke er en skidt alder at yngle i.

Men over tid forkramper klubbens medlemmer og falder fra en for en. Så sidder man alene til en barnedåb overfor Normal Korpset, der klapper på ens mave og blinker indforstået hen på et ugift hankønsvæsen. Og så er det der, jeg indser, at vi ikke kan tillade os at styre hinandens liv. Så er det her, jeg indser, at jeg har opført mig utilgiveligt overfor min veninde, da jeg slog hendes liv ihjel.

Så er det her, jeg indser, at Tillykke havde været på sin plads.

Jeg er samler, så er det sagt. Mit værelse bærer præg af min nedsætte evne til at skille mig af med ting, og for tiden er selv min mobiltelefoniske indbakke proppet til bristepunktet. Jeg samler nemlig også på sms’er. Men denne samling er ikke så irrationel som min barndoms samling af kapsler. Sms’erne er ment til regnvejrsdage. Så når humøret er under frysepunktet, finder jeg en sød sms og erindrer pludselig, at nogle en dag gav mig en elektronisk krammer.

Det luner.

Men hvilke kriterier skal man opfylde  for at blive en del af samlingen? I min tid som nybagt ejer af en mobiltelefon var det søde sms’er som kunne indikere, at man havde et nært forhold til et eller andet spændende drengenavn, der blev liggende på mobilen. Derfor blev beskeder fra drenge i højere grad gemt end dem fra tøseveninderne. Så når en fra klassen skrev “Knus fra Brian”, så gemte man edderlynemig beskeden fra Brian, lige ind til Robert underskrev med “Mange knus”. Og sådan blev det ved i en knus-og-kram stige opad.

Men igen: det var et ydre, fiktivt forhold man ville illustrere. Jeg havde hverken noget kørende med Brian eller Robert, men de tøser, der gennemgik min indbakke skulle gerne tro det. For vi pløjede os ret tid igennem hinandens indbakker. “Du, Benita. Må jeg ikke læse dine beskeder?”. Spillet var igang: Herefter skulle jeg tøve, fatte mobilen og foregive at jeg skimmede indholdet med henblik på at slette ‘risikofyldt’ indhold. I virkeligheden talte jeg bare antallet af drenge sms’er op… Og så var man interessant lige indtil næste frikvarter.

Men jeg gemmer stadig sms’ser, og det er længe siden mit sidste frikvarter ringede ind. Det er længe siden en nysgerrig veninde har endevendt min indbakke. Men hvis hun gjorde det, ville hun finde et tilsvarende indhold…og dog. Samlingen af drengebeskeder er kraftigt minimeret, fordi jeg siden min første Nokia er blevet medlem af virkeligheden og forstår, at forhold er mere end sms’er. Nu er det ikke sms’en, men navnet der betyder noget. Nu gemmer jeg ikke så meget pga af det afsluttende ‘knus’, men mere pga. afsenderen.

Og måske er det der, den voksenhedens hund ligger begravet: Der hvor man indser, at det ikke så meget er indholdet, men mere sammenholder, der betyder noget.

Men derfor skal Brian og Robert have tak alligevel…

Eller er byen bange for dig? To af mine venner blev stoppet på gaden med beskeden om, at deres udseende var farligt ‘i disse tider’.

Er vi så bange for byen, eller er byen bange for os? Jeg løb en tur i tusmørket idag. Jeg så politiblink, fyre i flok og hjemløse. Hvis det havde været Kardemommeby, havde politiet haft glade boomerangoverskæg, fyrene ville trille tøndebånd, og de hjemløse ville været blevet skrevet ud af serien. Men vi er i storbyen. Der, hvor vi er bange for at være bange. Vi vil ikke ligge under for presset, men vi er bange for at komme til det. Vi er bange for at blive bange for store grupper. Så kan vi ikke gå nogen steder. Og så har de vundet. ‘De’, som vi ved, hvem er fra medierne, men ikke rigtig kender. ‘De’ som fylder i vores hoved, når en ven overtager en treværelses på Nørrebro, eller når en bil laver hjulspin og forsvinder i betonjunglen.

Så ikke nok med, at ‘de’ har taget bydelen. ‘De’ har også taget indersiden af vores hoveder.

Der er ‘de’ straks sværere at få ud igen…

Jeg blev besat af en 97 årig idag ved afkørslen til Sorø (sydgående retning). Eller også ramte jeg træthedsmuren. En af delene. Pludselig blev benpladsen for trang, ryggen for øm, og kunne vi ikke skrue ned for den ongabonga musik? Drop dog de spastiske dansearme og sæt to hænder på rattet! Er du  fuldstændig sindssyg?!

Der var ikke mere plads i min krop. Jeg havde talt for meget, lyttet til for meget fredagsradio, og i virkeligheden ville jeg bare gerne sidde og stirre ind i væggen. Men på den hårde måde indser man, at der ikke er nogle vægge i en lille sølvgrå Opel. At man sidder i en lille boble og ikke kan komme ud. Og så kommer Tante Træt farende og beder om nattero.

Når hun så for enden af motorvejen endelig låser sig ind, tænder hun tvet, elkedlen og vaskemaskinen for…at få lidt baggrundsstøj. Måske finder hun noget ongabonga musik, og mens armene danser indser hun, at hun da har været et surt løg hele vejen fra Sorø.

Det er egentligt unfair, at barndommen ligger først, når det er dér, man er allermest påvirkelig. Alt, hvad der proppes i poden, kan traumatisere resten af livet. Og det kan være lang tid.

Som barn fik jeg læst en historie, om en sindrig installation i hvert hjem: En lille dreng på dynamodrejeskive, som han skulle træde hurtigere og hurtigere rundt i takt med, at flere og flere lamper blev tændt i det lille hjem. En slags vandret hamsterhjul, velsagtens.

Og jeg så ham for mig i min barndomsfantasi. Den lille dreng i elmåleren, der blev mere og mere forpustet, fordi vi sløsede med strømmen. Så nu slukker jeg efter alle. Fjernsyn, der agerer baggrundsstøj, radioer, lys i det forladte køkken og selv vandhaner, mens folk børster tænder. Der pisker vel også en dreng rundt på vandmåleren…

Folk må synes jeg er latterlig. Eller besat miljøbevidst.

I virkeligheden forsøger jeg bare at give drengene hviledag.