Grublerier

Hele verden taler om alkohol i denne uge, og det er de samme løftede pegefingre som altid. De virker bare ikke efter hensigten. For vi griner af Jer, kære Sundhedsstyrrelse. Stop før 5 genstande?! Come on. Det er jo ikke en gang opvarmning.

Problemet er, at der er status i at drikke. Vi fortæller gladeligt om vores seneste drukorgier, der på ren mirakuløs vis endte lykkeligt hjemme i egen seng istedet for på den lokale skadestue. Og selv hvis sidste scenarie alligevel gør sig gældende, så er historien kun få uger (og lidt tømmermænd) fra at blive god.

For jo flere (happy-ending) skandaler, jo bedre. Så er man sej. Så får man opmærksomhed som klassens frække dreng. Som den, der laver gang i gaden. Som den, der tør lidt mere. Det er der tilsyneladende status i, i en verden hvor lykkelige historier aldrig rammer forsiderne alligevel.

Så det er den gamle sang om folk, der ikke har samme opfattelse. Vi unge er pavestolte af vores drukrekort. “Vikinger,” skråler muntert vi og slår glassene sammen. Men i den voksne verden af læger og forskningsprojekter vrider de bekymret deres hænder og skæver til de torsdagsstive eksistenser. “De drikker jo som vikinger,” siger de. Så langt er vi enige.

Vi er bare ikke helt på linje med, om det er godt eller skidt.

Så landede Michelle Obama under intens mediebevågenhed fra dansk side. I morges kunne News tegne et portræt af kvinden bag manden og blandt andet oplyse, at hun er meget velbegavet og har modtaget askillige priser for sin flid i jura-land. Og nu stiller vi så om til dig, chefredktør på modebladet Costume: Hvad gør Michelle Obama for moden?

Undskyld?! Hvorfor er det altid sådan? Hvorfor skal magtfulde kvinder altid hægtes sammen med mode? Hvorfor skal Helle Thorning og Marianne Jelved flashe håndtasker forud, under og efter folketingsvalg? Hvorfor skal de redegøre for deres babaysitterplaner, nu hvor de får en magtfuld position? Hvorfor beder vi ikke mændene kommentere dagens slipsevalg, og hvor de har købt deres bukser?

Næh, så bliver man kaldt useriøs interviewer.

Klokken er kvart over et, og jeg har lige forladt en fest. Om under seks timer  skal jeg på job i cirkus hjemmepleje og om cirka samme antal timer, vil jeg fortryde at jeg overhovedet tændte computeren i dette nu.

Har just forladt en fest. En fest, jeg aldrig får igen. Og for hvad? For et job i hjemmeplejen. Det kan være festen var blevet røvsyg om to timer. Det kan være jeg missede et kys, en krammer eller en øl i skoen. Man kan ikke vide det, for nu sidder jeg her og venter på jobbet i hjemmeplejen.

Jeg har akkompagneret aftenens druksange med retfærdiggørrelse af min egen kapitalistiske tankegang. Jeg vil hellere tjene penge end at hygge mig. Hellere agere voksen i morgen end ung idag. Nogle vil sige penge er forudsætning for, at jeg overhovedet kan hygge mig, men så skal jeg blot huske på, at jeg endnu er ung, frisk og gældfri.

Jeg er så bange for sætningen: “Det gik du glip af”. Så bange, at jeg smadrede min krop sidste år på fem måneders uafbrudt druk og nattepizza. På mandag mødes jeg med mareridtet, når jeg browser facebooks billedrefereat, med mit glimrende fravær.

Så her denne nattetime og foran urbanblog.dk lover jeg, at det nu er slut med at lade en fest halvere til fordel for jobbet. Det er slut med at lade vennerne halvere til fordel for kapitalen.

Min veninde har fået kæreste på og har i den forbindelse tabt halvdelen af sin IQ. Eller, det er nok lidt groft sagt, men hun har i hvertfald ikke haft godt af det. Forelskelse er stadiet før sindssyge siges der, men man behøver ikke slukke alle rationelle funktioner. Fx er vi begyndt at tale pattesprog og bevidst udelade et e i kæreste, så vi nu ringer til ‘kær’sten’. Vi er begyndt at grine af ingenting (højt og længe), vi er begyndt at tabe pudekampe med vilje og omtale sig selv i tredje personel som “din kær’ste”.

Jøsses.

Jeg er ved at nå kvælningsgrænsen. Jeg får flash back til alt det egopleje jeg selv har udført på diverse værtshuse. Alle de gange jeg selv har grinet ubegrundet længe og hyldet en kegle for hans seneste vvs-bedrift. Alle de gange man har prostitueret sine komplimenter og imponerende grimasser. Det er så stoppet nu. Så langt går vi sgu heller ikke for en gratis fadøl.

Så jeg stamper stilletten i gulvet og kræver ligestilling, i mangel på bedre frase. Jeg forlanger, at kløgt også bliver attraktivt! Jeg forlanger, at dåserne bliver afvist i døren. “Du kan altså ikke komme ind med den IQ”.

Har gennemrodet nogle kladder og fandt denne skrivelse fra årsskiftet…

30.12.2008: Igen er det en af disse dage, hvor fingrene klør, men hjernen ikke kan spytte et ordentligt blogindlæg ud. Det er længe siden, jeg har skrevet sidst. Motoren hakker, og jeg kan ikke rigtig finde på noget at sige. Så jeg spilder bevidst din tid, kære læser. Der er ikke langt fra ovenstående sætninger til “Jeg har intet formål med denne skrivelse.”

Min indre lemming kunne reflektere lidt over året, fordi det så moderne i årets sidste timer. 2008 vendte mit liv på hovedet og bliver nok et år, jeg vil referere til om mange år, når det hele kommer lidt på afstand. Jeg begyndte ét sted i 2008 og endte et sted, ingen anede, jeg kunne komme hen. Tjulahop! Jeg indså MIT behov for at være mig og afskrev mig pleasefunktionen, jeg ellers har kørt stilsikkert gennem et godt stykke tid. Lykkelig? Det tror jeg nok.

Vi nærmer os et skråplan. Vi nærmer os en tid, hvor vi i ly af sarkasme og hårde indbyrdes toner snart kan sige for meget til hinanden. Et godt eksempel er flosklen: Med al respekt. Den ultimativt dårligste undskyldning for høflighed.

For indleder jeg min sætning med “Med al respekt”, så har jeg skaffet mig selv carte blance til at lukke alt ud, helt uden filter. En besøgende fandt et halvgammelt billede af mig og lod bomben falde “Med al respekt, men du var da tyndere den gang”. Jeg bad hende lukke røven. Med alt respekt, naturligvis. Så kunne vi derefter lege, at ingen havde såret hinandens følelser. Sådan virker al respekt.

Hvad blev der af dengang, hvor man bare tav, hvis ikke man havde noget pænt at sige? Har vi fået for travlt til at stikke fingrene i jorden? Hvorfor tror vi, at ALT hvad vi tænker, skal ud via munden?

Det er møgsvært at matche venner. Vi kender alle situationen fra festforberedelserne, hvor man nærmest indgår forlig og byttehandler i forsøget på at skabe den perfekte bordplan. Sjovt nok en handling, der altid sker til sidst i forløbet. Lige inden slaget skal stå. Vi skubber det foran os, fordi vi godt ved, at det er svært at klikke venner sammen.

Vi mødes om forhandlingsbordet: Skal ham den sjove have bibliotekaren til bords, eller kan vi ikke byde ham det? Hvordan ser de politiske holdninger ud nede i hjørnet? Går det? Og shit…hende den fraskilte… kan hun sidde sammen med sidste måneds brudgom?

I virkeligheden burde man bare shuffle vennerne i en hat og trække tilfældigt. For ansvaret er helt og holdent gæsternes. Man har en forbandet pligt til at være imødekommende. Man skal ikke yde andet end at æde, drikke og skåle hurra på de rigtige tidspunkter. Så man lige oppe sig og smile til bordherren, hvad end han så er for en starut.

Når jeg møder andres venner, ligger jeg mig altid lidt i selen. Spørger unormalt meget (og interesseret) til boligforhold, uddannelse, kæresteforhold, forældre og så videre, selvom det er vaskeægte farmorspørgsmål. Men det er min pligt at gøre aftenen så nem så mulig, for hende/ham der har medbragt mig som påhæng.

For der er intet værre end at skulle babysitte en ven. En ven, der under normale omstændigheder er jordens sjoveste menneske, men som i et fremmed forum klapper i og bruger aftenen på at smse. Og nogle gange har man de oplevelser, og så sker det bare helt tilfældigt, at man ikke kan tage nogle steder med dem igen.

Eller også må man droppe tilfældighedshatten og tage endnu en omgang bordplanssudoku.

Jeg lærte på Facebook idag, at selvom kvinder hader at blive udstillet som sexobjekter, så er det ligeså slemt IKKE at blive udstillet som sexobjekt.

Man lærer bare sådan nogle fiiiiine ting på Facebook. Under femilandets fane vil jeg erklære mig delvist uenig. Det er da meget rart at være eftertragtet, men derfra og til at kalde sig selv sexobjekt….der er sgu langt.  Eller det burde der være. Eftertragtet kunne lyde noget i retning af: Du er da pæn. Men desværre springer man en masse led over idag, så er der ikke så langt fra ‘pæn’ til ‘duuuu, skal vi knalde’? Skråplan! Men sådan er det vel, når primathjernen slår til. “Pæn hun. Hun skal være mor til mit afkom,” tænker gorillaen. Og så praler vi af mere hjerne og avanceret tankegang som homo sapiens?

I think not…

Da jeg var lille lærte jeg, at man aldrig måtte sige ad til mad. “Det er jo ikke alle, der kan lige figenpålæg,” sagde pædagog Hanne, og det kunne hun jo have ret i.

Og alligevel har jeg trodset Hanne og barndommens huskekage ved at melde mig ind en gruppe, der afskyr tarteletter. Jeg kan ikke lide dem, men guderne skal vide, jeg har prøvet… men jeg kan ikke.

Og nu føler jeg konsekvensernes kolde hånd. Aldrig har jeg oprevet folk i en grad som nu, hvor jeg har bekendt holdkulør hos tarteletmodstanderne. Og folk er stygge. I den pæne ende får jeg at vide, at jeg går glip af sådan en fin symfoni af butterdej og hønsesnask, mens de ubarmhjertige kalder mig landsforræder og værdiløs. Jeg tror, jeg kunne have høstet mere positivt respons,  hvis jeg havde postuleret af Hitler havde fat i noget.

Så kan I ikke bare glædes ved, at der er flere tarteletter til Jer? Jeg mæsker mig jo i Jeres figenpålæg…

Jeg er tutor for det nye hold Håbefulde på min uddannelse. Og som tutor har man alle de rigtige bekymringer: hygger de sig nok? Kan de finde rundt? Og vigtigst af alt: drikker de nok? Vi har en eller anden naiv forestilling om, at mængden af øl er direkte proportional med de sociale kontakter, man skaber sig. Så i virkeligheden er bekymringen reel nok.

Men ifører man sig fornuftsbrillen for en stund, så er det langt ude. Tænk, at jeg være bekymret for folk, der lever sundere end mig. Folk der foretrækker kildevand over kaffepunch, iceberg over isbjørn og søvn over sambadans. Det burde være omvendt. Men dén slags bekymringer er forbeholdt den ældre generation.

Lige nu er vi bare unge, fulde og…. bekymrede.