Grublerier

“Du skal jo leve,” siger klinikassistenten, mens hendes bekymrede øjne tager min nyeste blist i øjesyn. Jeg får blister af chokolade, men det er ikke grund nok til at stoppe indtaget, mener hun. Istedet pensler hun mine blister med samme ømhed, som musselmalede hun kongeligt porcelæn.

I sidste uge fik jeg en mail med et powerpointshow, der fremhævede kvinders krav på chokolade. Der var 10 argumenter for, at chokolade er en grøntsag, og så er der ikke mere at snakke om. Så kan man raskvæk eliminere alle skrupler, når man kværner endnu en plade Marabou. Ellers kan man gå i ly af de faste bryster, som 80% kakao giver.

Jeg ved ikke, om mænd også får disse mails og samvittighedsrensende oplysninger. Jeg synes et eller andet sted, det er noget fis. Især fordi, det er så dobbeltmoralsk. I Femina i denne uge kan man få “julens lækre konfektbog”, og fire sider længere hende få Anne Larsens gode råd til en slankere jul. Så man sgu da vælge.

Jeg tror ikke, det var sundhedsbølgens pointe at tabubelægge chokoladen. Det var ikke meningen, at jeg skal føle mig skyldig, når jeg går i automaten efter 40 gram M&M’s.  For skyld fører til overspisning, og så får jeg bare endnu flere blister.

Jeg påbegyndte stimen af julefrokoster i går. Masser af sild, Last Christmas og salige smil, fordi man takket være snapsen er småberuset allerede 30 minutter inden i festen.

Jeg er ellers ikke så tosset med jul. Det har ikke altid været sådan, men de seneste år har højtiden været lidt la la for mig. Jeg har tidligere været meget vred på julen, men jeg tror, det var i ren desperation over at opdage, at den 24 december er en helt normal dag. Det forstår man jo ikke, når man er lille. Så er den 24. december ophøjet til den vigtigste dag i verden. Og det fungerer også et langt stykke hen ad vejen. Lige indtil den juleaften, hvor man sagtens kan falde i søvn dagen før. Hvor man snildt kan knurre til klokken 13 juleaftensdag, og hvor aftenen ikke er helt så nervepirrende. Det var sådan, jeg følte, at jeg var blevet voksen.

Samtidig væltede der juleglade mennesker omkring mig med glöggskæg op ad kinderne. Vi huggede maden i os, for at festens børn ikke skulle vente for længe, og vi spænede rundt om træet, inden vi endelig, ENDELIG kunne få børnenes fingre beskæftiget med actionmen og gameboyspil. Så faldt der ro på på tropperne. Jeg havde nu været rolig hele aftenen. Det var jo netop problemet. Jeg var rolig. Jeg havde ikke flere sommerfugle, trippende fødder og ikke et brændende ønske om røngtensyn, der kunne se gennem gavepapiret.

Men den skæbnesvangre juleaften er længe siden nu. Vreden blev sidste år afløst af afklarethed. Sådan er min jul bare. Rolig og neutral. Den 24. falder i år på en helt almindelig torsdag, der blot indeholder ting som grantræer og glitterpapir. Men derfor er december stadig svær for os neturale og rolige juleramte. Jeg føler mig dybt forkert, når jeg ikke forvandler mig til en rød orkan af overskud og glød den 1. december. Jeg føler mig som klassens fodlænke, når jeg siger, at julen ikke siger mig ret meget.

Og jeg føler mig dobbeltmoralsk, når jeg alligevel synger med på Last Christmas.

Jeg ved ikke, om det er vejret eller blot vore Operation X-generation, der får os til at se negativt på alt. Der er brok alle vegne, og ingen vender bøtten. Sommetider er der ikke så langt fra skepsis til pessimisme. Vi forventer, at et eller andet er galt, og hvis ikke: så brokker vi os alligevel. For intet er så godt, at det kan være sandt.

Hvis jeg for tilbudt mit drømmejob, så klager jeg over, hvor meget det forstyrrer min fritid. Hvis jeg har meget fritid, brokker jeg mig over, at jeg bare sover den væk. Hvis jeg sover, har jeg dårlig samvittighed over, at jeg ikke arbjeder på et eller andet.

Og jeg holder det jo ikke for mig selv, vel? Jeg trækker omgangskredsen ned i sølet af negativitet, og til sidst indser jeg, at vi kun brokker os til hinanden. Og hvis man ikke har noget at brokke sig over, så trækker man andres nedtur tættere på. Så kender jeg pludselig den fænglede Niels rigtig godt, for jeg kan ikke indgå i en social sammenhæng, hvis ikke jeg har lidt brænde til det store pessimismebål.

Pessimismen er sygdom, der inficerer hele kroppen. Først når den negative ordstrøm har forladt mundtøjet, tænker jeg over, at jeg kunne have valgt at betragte glasset som halv fyldt. Men som så meget andet, kræver det en livsstilsændring at blive positiv. Det kræver ét smil i timen, betænkningstid inden snakken går og stille og roligt, vil det føles naturligt.

Håber jeg.

Jeg skal nødig være en klods om benet på fremtiden, men er det ikke som om, at vi ved for meget nu? Bør de ikke holde igen med forskning, så der bare er et lidt tilbage at smile af? Der er netop udkommet en bog om 90′erne, der blev udråbt til Det Sorgløse Årti i modsætning til 00′erne, hvor alle bare er herre bange.

I 1990′erne gik jeg på teen-diskotek og drak spandevis af blå og grønne farvestoffer og puttede neongult fiskeri-gear i munden, som var superfarligt, hvis det blev slugt. Men det var 90′erne, så der var ingen problemer, så længe der var Macarena på anlægget. I folkeskolen cyklede vi på hyttetur langs veje uden dertilindrettede cykelstier, og vi fik mad fra storkøkkener uden smileyordninger, og uden at blive sprittet af fem gange i døgnet.

Men så kom 00′erne og lagde en kollektiv rynke mellem vores bryn. Verden er på vej mod apokalypsen anno 2012, vi har parabener, klimaproblemer, overvægt, finanskriser og børn, der bliver påvirket af sex og tv-reklamer. Førstehjælp har skiftet formel så tit, at ingen rigtig tør kaste sig ud i det, og hvem ved i øvrigt på hvilken side, et spædbarn skal sove?

Så alt den viden har givet os spændetrøje på. Så det sidste vi kan smile af, er det faktum, at reaktion avler som modreaktion. Så gad vide om vi flår bh’erne af i næste årti og tager en omgang Macarena?

De siger alle sammen (inddirekte), at vi skal avle nogle børn. Argumenterne er efterhånden så indforståede, at vi faktisk ikke er helt klar over dem. “Det gør man bare”. Om ikke andet for at undgå ensomhed, hvilket ingenlunde er gangbar argumentation overfor unge mennesker, der ikke en gang kan se en uge frem i tiden. Så beder man dem se 60 år fremad til søbemad og plejehjem. Come on.

Jeg fritidsjobber i Cirkus Hjemmeplejen, der ved grød indeholder mange bitre ældre mennesker. Jeg besøgte en idag, der sad der i sin upersonlige ældrebolig, der er indrettet til alle andre end hende selv. Hun græd salte og ensomme tårer, fordi hun aldrig får besøg. Her havde hun avlet fire børn, der alle havde bosat sig i nærheden af hende, men havde for travlt til at besøge hende. “Livet er ikke det værd,” sagde hun, og så sagde min tidsplan, at jeg skulle videre. Sådan er hjemmeplejen jo også.

Så næste gang nogle fortæller mig, at jeg skal have børn så spil et andet kort. Børn er hverken garanti for ensomhed eller det modsatte, for det styrer man i høj grad selv. Jeg kan vælge at blive en overaktiv pensionist, der ikke har tid til mine egne børn. Jeg kan også vælge at sætte mig med hænderne i plaiden og vente på at ringeklokken skal afbryde Giro 413. Og der er jo stadigvæk venner og det øvrige netværk, som man glemmer i farten.

Jeg har en aftale med omgangskredsen om, at vi samles i et kollektivt plejehjem om 50 år og kører ræs ned af gangene. I de stille timer vil vi sidde med Facebook i skødet, og levere dårlig jokes og statusupdates til alle dem, der ikke fandt vej til plejehjemmet den dag. Vi vil supplere havregrøden med junkfood fra justeat.dk og gå omkuld i Gajolshot senere.

Og dermed har vi alle tegnet en fremtid, hvor børnene ikke er obligatorisk indhold. De må da gerne være der. Hvis de ellers er på Facebook.