Grublerier

“Ring når I er hjemme,” sagde min mormor utallige gange i min bardom, når vi efter en hel dag hos hende og Morfar satte os ud i escorten og kørte hjem. Jeg rynkede lillepigebrynene og tænkte: “Hvad filan kan vi have at snakke om, når vi er kommet hjem? Har vi ikke snakket sammen hele dagen?” Sådan er det at være lille og egoistisk og ikke kunne indse, at det handler om tryghed. Mormor vil gerne vide, at vi er kommet sikkert hjem ad Gammel Kongevej.

Men nu er jeg ældre, og nu laver jeg samme mormortrick. Jeg beordrer veninderne til at smse, når de er kommet hjem gennem byens skumle stisystemer. Verden er farlig og tilmed dækket af islag. Der kan ske så meget.

Jeg bliver selv smsbeordret af forældrene. “Skriv, når du er kommet hjem til Odense” Sådan er det, når man kører et fjernforhold til forældrene grundet de 150 mellemliggende kilometer. Vi forsøger os med de digitale vejrballoner, der popper op og melder “Jeg er okay!” Det er en nem og hurtig måde at yde omsorg på. Gad vide om man i røgsignalernes og brevduernes tidsalder stolede mere på, at folk kom godt hjem over prærien?

Jeg har købt et glattejern. I sig selv er det ingen sindsoprivende nyhed,  hvis ikke det var fordi, mit hår ikke ejer antydningen af krøl eller krus. Men anskaffelsen af glattejernet kom for dagen, fordi en fyr brugte en hel morgenfest på at fortælle mig, hvor pæn jeg var. Forud for festen havde jeg glattet hår i 30 minutter. Min reaktion er cirka lige så primitiv som Pavlovs hundes. De savlede når kikseklokken ringede, fordi de forbandt klokke med godbid.

Jeg forbinder  nu glat hår med komplimenter, og dem er jeg en sucker efter for tiden. Er jeg ikke altid det? Er der noget bedre, end en verbal krammer? Vores fysiske tilkendegivelser udvandes jo langsomt, fordi man krammer hinanden istedet for at give hånd, man kysser gode venner og knalder tilfældige fra baren. Så har vi kun sproget tilbage. Fremelsket af 30 minutter med et glattejern.

Jeg følte mig smuk, da jeg gik hjem fra morgefesten.

Kan man installere klokker på et glattejern?

Jeg afleverede for 26 kroner flasker og dåser i dag i Fakta. To knapper. Et valg. Man kan nu donere sin pant til velgørenhed ved at trykke to gange på en gul knap istedet for at få sine penge ud på en bon.

Meget pædagogisk har flaskeautomatens skaber givet knapperne hver sin farve og sat klistermærker på herligheden. Så burde det ikke være muligt at tage fejl af knapperne. Men jeg har faktisk hørt om folk, der der byttet rundt og ufrivilligt doneret festens rester til børnene i Afrika. De kan så gå op til kassen og få pengene igen.  Hvis de har samvittighed til det.

Og det er dér problemhunden ligger begravet. Samvittigheden. Har jeg samvittighed til IKKE at donere til Afrika? For at salte såret yderligere bærer knapperne to symboler. Et “KR” og et hjerte. Kapitalisme og næstekærlighed. Skal jeg føle mig skyldig, når jeg rammer KR tasten?

Gu’ skal jeg ej. Jeg har et valg. Jeg træffer det. Det er det samme med de velgørende sælgere i hovedgaderne. De spørger, jeg svarer nej. Interaktionen burde ende der. Men så kommer den tredje spiller ind i form af den civile politistat, hvor alle holder øje med hinandens donationer. Vi praler af vores godhed, vores overskud, vores vilje til at give. Det er næsten ulækkert, hvor meget godhed der sendes til Haiti for tiden. En del af mig vil tro på det bedste i Den Gavmilde Dansker. Den anden del tror, det handler om samvittighedsrens, der gør den Gavmilde Danker gavmild over for sig selv.

Og i dag i Fakta ramte jeg KR knappen. Hellere kapitalist end til salg for dårlig samvittighed.

Før nytår spåede fremtidseksperter, at 2010′erne ville blive dekaden uden privatliv. Facebook, blogs, twitter og myspaceprofiler ville gøre det svært at have noget for sig selv. Lidt i stil med reklamerne for analkløe, nattetisseri og skedesvamp. Risiko for overload af information. Måske skyldes det en udvidet fortælletrang. Måske en naiv forestilling om, at alle MÅ vide, hvad jeg laver. Som blogger er jeg ikke en skid bedre selv. 

Det sætter krav til Koncept Hemmelighed. Der er immervæk konsekvenser ved at røbe det til omgangskredsen nu, fordi steppebranden spreder fortroligheden ud i universet.

Jeg  gik i skole bag 80′ergule mursten, med ligeså 80′ergule pædagogiske principper. Jeg skulle rejse mig klassen og sige, hvis jeg  var ked af det. Informationen var kontrolleret, aflukket, og jeg havde valgt at dele. Så da min ven forleden blev forladt af kærligheden, var det underligt for mig, at han ikke ville tale om det. Men jeg forstår ham godt. For risikoen for, at jeg taler for højt i stuen, skriver på hans ‘wall’ næste dag, at han bare skal ringe, hvis jeg kan gøre noget, eksisterer.  Også selvom jeg gør det af allerbedste mening, vil sladderstrømmen pludselig ramme ham i nakken, fordi alle kender hinanden seks led væk.

Så vi skal have barndommens total indøvede sætninger tilbage i vokabulariet: “Kan du holde på en hemmelighed? Og du må IKKE sige det til nogen?”

“Ama’r!”

De sidste tre døgn har stået på uafbrudt eksamen. Jeg har det som om, jeg i tre døgn har gået i geled og trampet i takt med soldaterne bag ved. Nu ligger jeg roder med de menige i en stor bunke, fordi jeg stoppede uden at give tegn. De er der alle sammen. Jeg er blevet overmanden af Menig Træthed, Menig Udkørt og Menig Panik, fordi han ikke kan love mig, at jeg er over beståetgrænsen.

Hop af, drenge. I er tunge!

“Hey, kom da lige med i byen,” grinede displayet hånligt, da jeg lørdag lå i min seng på den rigtige side af midnat. Jeg sendte et standardsvar med at være eksamensramt og non-alcoholic. Januar er ikke just en safaripark at befinde sig i.

Januar disker i sig selv op med frostgrader og fasttrampet sne, man glider i. Oven i hatten trumfer måneden med et par eksamensuger, der suger det sidste liv ud af en. Sådan har det været, siden Bertel Haarder var dreng, så det ændrer vi ikke på.

Men når nu de ydre omstændigheder er så triste, skulle man tro, at jeg kunne peppe det indre klima lidt op. At jeg kunne forkæle mig selv og slå hjernen fra, når jeg først har lukket bøgerne om aftenen. Men nej. Jeg pensler også med nederdrægtighed på indersiden af mit eksamenskorpus. Når jeg endelig ligger i mørket om aftenen, flakser tankerne stadig rundt i skallen. Jeg ville ønske jeg kunne bedøve dem med en romtoddy, men der var jo det med non-alkolismen. Og mens jeg er i gang, mærker jeg den massive dårlige samvittighed over, at jeg igen har mæsket mig i for meget sukker og kaffe.

Jeg burde kompensere for eksamensjanuar ved at lave et indre wellnessmiljø. Masser af søvn, lange bade og en minimal eksamensrelateret hjerneaktivitet efter fyraften. De kalder det læseferie. Så skal man også være feriegod ved sig selv undervejs.

Uden at være den store botaniker, så er det noget med, at husfred er en plante. Jeg googlede mig frem til, at det er en grøn fætter, der ligner en middelstor hårbolle af græs.

Jeg synes, det er sjovt som husfredsplanten og husfredskonceptet ligner hinanden. Det er begge noget man passer og plejer, så der bliver lidt mere hyggeligt og rart i hjemmet. Jeg går meget langt for husfreden, men det må snart høre op. Får når jeg vander og passer husfreden, så spirer frustrationerne indeni mig. Så vokser der en hårbolle af indebrændthed og dårligdom i maveregionen, fordi jeg ikke kommer af med mine frustrationer.

Jeg siger ikke, at jeg skal til at skabe mig vildt og inderligt. Jeg vil jo stadig gerne, at folk kan holde mit selskab ud. Men jeg håber bare sådan at komme til erkendelsen af, at hele verden ikke kan lige mig, og at jeg derfor ikke behøver at elske hele verden. Det er okay, at der er mennesker, jeg ikke kan med. Det er okay, at folk pisser mig af. Derfor skal det også være okay at sige det. Naturligvis på en konstruktiv måde. “Jeg kan ikke lide dig” kan folk ikke bruge til noget som helst, så man skal give dem noget at arbejde med “Det kunne være super fedt, hvis du sagde, hvad du var sur over, istedet for at sidde i min sofa og lege gæt-hvorfor-jeg-surmuler-leg.”

Udfordringen bliver så, om jeg kan og vil skelne. Om jeg vil bruse mere ud til folk i min næreste sociale cirkel, eller om der også vil flyve en finke eller to til de fjernere luftlag.

En anden udfordring bliver følgeligt, at jeg skal blive bedre til at tackle kritik. Jeg skal også kunne tåle at høre, at jeg er en besværlig en sommetider… slash ofte.

Men i første omgang skal jeg vænne mig af med at vande min husfred.

Jeg bad til Gud på randen af det nye år. Det er noget, jeg har gjort i mange år, men jeg siger det ikke til nogen. Det er så mærkeligt at religion er lidt tys-tys, når man i store selskaber kan ubasionere slibrige detaljer om sex, eller sidst man brækkede sig. Som forhåbentligt ikke var samtidigt.

Nuvel. Jeg lå med albuerne i boksmadressen og bad til, at Han holder mit hoved ovenvande det næste år. Jeg lovede ikke noget til gengæld. Gud er jo ikke en gavebod. Man skal ikke forhandle: “Hvis du får Jesper til at skrive tilbage, så lover jeg aldrig mere at lyve,” som Benita på 13 år kunne finde på at bede om.

Jeg ved ikke, om ‘oven vande’ var beskedent eller i overkanten. I overkanten ville være at bede om et år med udelukkende successer. En kanon parktikplads, en klumme i en gratisavis, en sommerromance, godt vejr på Roskilde etc. “Oven vande” giver Gud mulighed for at afveje hullerne på min vej. De må gerne være der. De skal bare være små nok til, at jeg skal kunne springe over.

Jeg håber, Han synes, jeg var fair.