Grublerier

“Min søn er Helle Thorning,” hedder min seneste virkelighedsflugt. En klummesamiling med et par-og-fyrre korte, humørfyldte tekster af Lars Daneskov.

Titlen understreger nok meget godt, hvor meget Daneskov og jeg ikke har til fælles. Han er far til fire, fraskilt og fyrre plus. Jeg har hverken børn eller et firtal i min alder. Alligevel fangede han og bogen mig. Den er skrevet med en ro og en charme, man kun kan opnå, når man er det sted i livet, hvor man befinder sig allerbedst. Det sted, hvor man vågner ømme kæber, fordi man har smilet hele natten.

Bogen handler om at blive voksen. Jeg har læst mange bøger af kvindelige forfattere, der gør til en hel umulig videnskab ud af at blive voksen kvinde, med obligatoriske omveje af strækmærker og tequila i skoen. Daneskovs bog handler bare om vejen mod at blive voksen. Når man opdager de slidte klassekammerater, der bare er blevet helt vildt voksne, uden man selv er blevet over en dag over 20. De stive smil, når omgangskredsen taler om KFX-index og druer, og man inderlig håber, man vågner næste morgen og ved alt om vin og aktier. Om pludselig at befinde sig over et fredags rødvin- og ostebord, når man i gamle dage gik i split til Maccerena på selv samme egetræsplanke.

Jeg håber, jeg en dag kan skrive noget tilsvarende. Det kræver a) ro, b) at være det sted, hvor man allerhelst vil være. Jeg er stadig fyldt med spørgsmål og uro i benene, så der går nok tid før begge er opfyldt, selvom tiden arbejder for mig. Men er ‘tiden’ den morgen, jeg vågner op med en ingeniør og en 11 kilos blenumse boret ind i ribbenene på Bellisvej i Kgs. Lyngby? Er det ro, og er det dér, jeg begynder at skrive? Eller definerer jeg roen anderledes?

Tilbage til forskellen. Daneskovs bog indeholder ganske få (hvis nogle overhovedet) spørgsmålstegn i hans bog. Mine figurerer så hyppigt som barndommens prik-til-prik-tegninger.

Det handler nok om roen igen. Ro, fire børn og fyrre plus.

…og det fik vi. Alle os unge der er fucked up, som Teater Mungo Park i Allerød skriger, rapper og synger over scenekanten i halvanden times tid. Eller i hvertfald i begyndelsen, indtil de indser at voksenheden ikke selv kan slippe ungdommen, og derfor inficeres med fucked-up-ness.

Teater Mungo Park og instruktøren Heinrich Christensen revser i den grad ungdommen, og spiller i syv små sæt og ditto antal sketch’es om unge mennesker, der gør sig skyldig i hver sin dødssynd. Der er den jaloux pige, der ikke har grund til det, den afholdende fyr der pludselig bliver skrupliderlig, den grådige primadonna, der kræver mere og mere af livet og så videre. Sketchene afbrydes af virkelighedes lektion, hvor skuespillerne antager voksenrollen med pegepinde og spotlights, mens de taler ned til publikum, og beder os om at tage os gevaldigt sammen.

Men facaden krakelerer. De lange pegefingre får sværere og sværere ved at holde sig strittende, for har de voksne selv givet helt slip på ungdommen? Kan de selv se sig fri for at begå ungdommens synder? Er det ikke derfor BØV-generationen (børnevoksne) dukkede op som målgruppe?

Opsang er fantastisk, hårdtslående, tankevækkende, sjov, karikerende, relevant..og ærlig.

Tag til Allerød. Se Opsang…nu!