Grublerier

Jeg synes, Urbanblog er sådan et fint sted at være. Folk er søde, kommentarere stryger med hårene og stemningen er god. Den luxus tager jeg for gode varer, og derfor slår kommentarerne fra den anden grøft så meget desto hårdere.

På det seneste har jeg oplevet et par kommenterende individer, der har bedt mig tage mig sammen. På mit seneste indlæg, var han ret spydig, syntes jeg, og jeg står tilbage med et stort og rungende HVORFOR?

• Hvorfor er det nødvendigt for dig at sige, at du og dine venner ikke gider læse en blog som min.
• Hvorfor indikerer du, at du har noget personligt imod mig, når du ikke kender mig fra andet end mine indlæg?
• Hvorfor har du behov for at svine mig til,
• og hvorfor lukkede du ikke bare browseren ned, da mit indlæg ikke appelerede til dig?

Jeg er stadig stor fan af, at man bare holder kæft, hvis man ikke har noget pænt at sige. Jeg forstår ikke behovet for at sige: “Jeg har nu klikket mig valgfrit ind på din side, og den stinker, skal du vide.” Så hellere lade være.

En del af mig er ked af det. En anden del siger, det min egen skyld. Jeg blotter mig på nettet, så jeg burde indregne den faktor at folk kritiserer. Den sidste del af mig synes, det er ham, der en spade.

Lige nu er del et og to de dominerende. Når jeg er kommet mig og har vendt tristhed til arrigskab, bliver den sidste del altoverskyggende.

Men der går lige lidt tid.

Der ligger du så. Helt blågrøn og nyhentet fra centralbiblioteket. Jeg ved sørme ikke, om jeg er klar til at læse dig. Jeg lånte dig primært, fordi Space har bidraget til den sidste del af bogen, og hende kan vi godt lide.

Men nu er jeg ved at chicke ud. Skal den lille bare afleveres hurtigst muligt igen? Jeg er bange for teknificere bloggerkunsten. Kunst, siger du? Ja, det kan det være nogle gange. Andre gange er det et akut kejsersnit. Noget man skal nørkle og presse ud gennem sprækker for at få kroppens normale størrelsen igen. Nu er jeg ræd for at indse, at jeg ikke er noget alligevel. At alt det, jeg tror, jeg kan, er beskrevet i en blågrøn bog. At blogcity er fiktivt. Teoretiseret. Teknisk.

Hvor placerer det os?

Jeg læste, at der findes over 71 millioner blogs. Trenden har eksisteret siden 1999. Er vi virkelig en trend? Er alt hvad vi, tror vi har, en trend? Noget der går over?  

Blogcity er på en måde uvirkeligt. Vi ser aldrig hinanden. Vi kan lyve og opdigte vores liv. Nogle gør det. Vi betræder den flydende grænse af virkelighed og fiktion. Vi kender lidt hinanden, tror vi da. Vi er der, når vi er nede, glade, gravide, trådt på. Når andre ikke fatter, hvad vi tænker. Men jeg er jeg aldrig tættere på end, at et tryk på krydset fjerner mig igen.

Så blågrønne ven/fjende. Ses vi?

Jeg har pyntet op med flag og lys…i min bevidsthed. Ej, min kødædende planten har endnu et flag i potten fra min fødselsdag, og jeg går ind for flaggenbrug. Med alle disse foranstaltninger kan jeg fejre min blogs 3 års fødselsdag.

Og det er federe end nogenside at blogge. Jeg blev månedens blogger i maj. Jeg har modtaget fanpost. Jeg har været i avisen en gang om ugen den sidste måned. Jeg føler, jeg er ved at blive en af de tunge drenge i blogland. Og det er bare det målbare. Indeni er det også fedt. Jeg har genfundet det sociale i Blog-o-stan. Der var en periode, hvor nogle gode gamle forsvandt fra portalen. En periode, hvor der var lidt koldt i kølvandet. Men nu er hyggen tilbage. Jeg har fundet nogle nye, varme venner på urbanblog.

Og I skal have en tak med på vejen. Uden Jer, stod jeg ikke her med en treårigs fødselsdag i fingrene. Tak fordi i får mig tilbage til tastene. Tak fordi i lytter og smider noget igen.

Tak. Og tillykke, lille treårige.

Så gik maj måned, og jeg er ikke månedens blogger mere. Det er trist. Jeg kunne lide det. Det var mine 15 minutter for denne gang, og jeg har NYDT dem! Jeg elskede processen, da jeg mødtes med Space og blev interviewet. Samtalen med Anne Dorte fra Urban om koordinering af fotograf, og endelig the photoshoot i den solbeskinnede park.

Så var der dagen, det kom ud. Jeg stod mega tidligt op, fordi min by er støvsuget for Urbanaviser kl. 8.30. Jeg plastrede facebook og msn til med bekendtgørelsen om, at jeg var månedens blogger og at finde på side 8.

Så tog jeg i skole. Til skulderklap og muntre bemærkninger. De forsatte i dagene efter. Og forleden opdagede jeg, at de bliver ved. En kom mig i møde med ordene: Hej Urbanblogger. Sådan er jeg aldrig blevet hilst før. Pludselig er jeg Urbanblogger. Det står penslet på mig nu. Man kan argumentere for, at jeg burde have fundet ud af det, her på mit tredje bloggerår.

Jeg er vidst lidt sløv i betrækket.

Tak til Space for søde ord. Tak til ‘kommiteen’ for udvælgelsen. Jeg håber de fremtidige udvalgte får en ligeså herlig oplevelse som jeg havde.

Jeg er blevet tagged, og selvom Abra ikke tror, jeg vil svare, så er dette en glimrende overspringshandling fra eksamen.

Blogger-navn: Benita
Webadresse: benita.urbanblog.dk
Fødselsdag: 14 maj
Stjernetegn: Tyr
Hårfarve: Blond
Øjenfarve: Blå/grøn
Højde: En-nogen-og-tres
Vægt: Nej, tyr sagde jeg jo
Erhverv: Journaliststuderende - fint lyder det
Bedste film: Skifter hele tiden, men jeg kan nævne IronMan, Kiss Kiss Bang Bang i den helt anden rendesten: Stolthed og Fordom
Bedste musiknummer: Christ, svært at svare på. Er ret vild med Indigo Girl af Watershed, Two Beds and A Coffee Machine (Savage Garden), Honeyburst (Tim C), o
Jeg spiser helst: når jeg er sulten
Jeg undgår helst: Folk der gør mig sur eller ked af det…og selleri
Jeg burde: gå mere i teateret, besøge min bror lidt mere
Ordsprog: Noget med at leve her og nu, og gøre hvad man føler er rigtigt
Største ønske: At blive en herre dygtig og respekteret journalist
I skolen var jeg bedst til: Diktat
Søskende: Storebror - inspirationskilde til mange indlæg
Når ingen ser det: foretager jeg mig ting, der ikke bør ud i offentligheden.
Dårligste vane: Overspringshandler for vildt
Bedste vane: mine stille morgener
Jeg har en helt speciel evne til at: grine tit og højt
Hvor er du om 10 år?: Forhåbentligt et sted hvor jeg trives

Nå, jeg sender legen videre til Panicroom og Weirdo

Jeg sidder og ser en blogger på tv, der just har udgivet en bog. Hun fortæller om hendes blufærdighed og hendes behov for at være anonym på sin blog i begyndelsen.

Jeg kan slet ikke huske, hvad jeg tænkte, da jeg oprettede min blog. Jeg tror ikke, jeg vejede for/imod anonymitet. Den blev bare i mit navn. Jeg har tit tænkt, at mit navn var cool som blogidentitet, fordi det er tilpas specielt til ikke at falde ind i mængden.

Selvfølgelig er der afsavn forbundet med at blogge offentligt, men jeg bruger en masse tid på at fortrænge det. Jeg kan huske, at jeg gik helt i baglås første gang min far konfronterede mig med et af mine blogindlæg. Det betød, at han læste med. En ting er at reklamere med sin blog til omverdenen. Noget andet er, at de læser på den.

Men min blogidentitet er en stor joke. Jeg gør meget ud af at camouflere mit liv, men man skal nok ikke læse mere end to indlæg, før man kan sætte navn og adresse på mig. Men jeg kan godt lide at tænke på, at jeg ikke selv har smidt det ud på nettet. Så er jeg da lidt hemmelig. På samme måde gør jeg også, hvad jeg kan for at beskytte mine venner og familie. Jeg har altid hadet at læse tekster, hvor vennerne er forkortet til bogstaver, hvor “J sagde til T, at C var en spade”. Jeg henter min inspiration i mine venner, men sørger så vidt muligt for, at dreje problematikken hen på mig selv og mit hovede, så vennerne ikke indgår alt for aktivt i mine tekster. De har jo ikke bedt om at være statister i mit liv. Men der er undtagelser, og de rammer oftest min familie. Så siger man tak til filteret, der gør, at jeg ikke skriver hvad som helst. Jeg vil ikke gøre nogen kede af det, så bare der sniger sig en lille familieanekdote ind i bloggen, er jeg herreangst for reaktionen.

Jeg ved, der findes en mulighed hvorpå jeg kan tjekke hvor mange der klikker forbi min blog. Denne tælling er højbelagt med bias, fordi de også tæller mine egne klik. Men jeg vil ikke vide, hvordan man tjekker det. Jeg er ræd for, at min motivation for at blogge ændres igen. I begyndelsen skrev jeg at få ting ud af mit system. Så blev jeg trykt i Urban, oplevede et fiks af tryksværte, og så blev det pludselig også for trykningens skyld, at jeg skrev. Det skal vi ikke have igen, for jeg vil gerne tilbage til den gang, hvor det bare handlede om at komme ud med det indespærrede.

Lykke May udgiver en bog nu. Jeg blev skræmt, da der stod “selvbiografi”, for i min verden er hun ikke den største asie i glasset. Ja undskyld mit fransk, men hun virkede dundrende hul i går aftes på tv. Jeg ved ikke om det var hendes udtryksløse modelface, hendes overforbrug af ordet ‘altså’ eller om det var fordi, hun afsluttede hveranden sætning med “ik os’?”. Jeg har nu erfaret, at der har været en journalist inde i skriveprocessen, hvilket gør mig lidt mere tryg.

Men hvad skal der til at udgive en bog?

I disse dage vader vi i samtalebøger, klummesamlinger og senest har Spacemermaid udgivet en blook mere. En gang så det ud til, at man skulle have ført et tragisk liv for at udgive bøger. Så kunne man som menig menneske sidde i sit brokfrie liv med sin forfatterdrøm og billedet af kernefamilien på væggen og tænke, er jeg da larmende uinteressant? Skal jeg have voldsdomme og misbrug bag mig, før nogle gider læse om mig?

Jeg ved godt, der ikke er historier i lykkeland, og gudskelov må man gerne have levet et harmonisk liv og stadig sælge bøger. Det beviser samtale/mail bøgerne, og desuden er ingen liv er helt uden knuder, så der er vel altid stof til minimum en pjece. Jeg skal ærlig indrømme, at jeg selv har læst et par stykker af de samtalebøger. Jeg har grinet over Michael Laudrups Tænder og Anders Lund Madsen & Michael Jeppesens tykke bog ‘Hold masken eller der falder brænde ned’, har stået på min ønskeseddel i to år nu.

Men er det letkøbt at tale sammen, og så skrive en bog på den baggrund? Eller er det blevet for nemt at udgive? Eller har markedet bare flyttet sig? I andre dele af den skrivende verden ser vi forskydninger. Menig dansker laver journalisternes arbejde på blogs, kommentarer og debatindlæg til aviserne/websiderne. Så vidt jeg ved, er det ikke en skrigende nødvendighed at have papir på sin journalistkunnen, før man må kalde sig journalist. For selvom man ikke er uddannet, er det, man laver stadig journalistisk. Sådan er det ikke med læger. Det kræver ed og eksamensbevis, men de kan også slå mennesker ihjel med lidt uopmærksomhed.

Inddragelsen af læserne kaldes ‘brugerorienteret’, men faktum er, at medierne bliver brugerstyret. De skrives af brugerne om brugerne til brugerne. Er det der vi skal hen?

Jeg er en del af legen. H2p3 har opfordret mig til at putte seks af mine særheder på tryk. Legen har huseret et par dage herinde, så jeg har haft lidt tid til at tænke over det hvis og såfremt, jeg skulle blive tagget. Here it goes.

1. Jeg synger, når jeg cykler. Dette bliver ofte en pinlig affære, da overhalende cyklister med sikkerhed får del af skønsangen. Jeg når altid at lukke munden meget brat, og dernæst overveje HVOR meget de har hørt. Men det er åbenbart ikke nok til, at jeg holder op.
2. Idag har jeg købt et par jagtsokker i Netto. Den lader vi stå her.
3. Jeg det virkelig dårligt med lyden af frost. Lyden af skraben på indersiden af fryseren skærer direkte i hjernebarken på mig.
4. Min hund får nye kælenavne hver dag. Eksempler tæller: Müslikylling, Honningristet babyegern, Dunsedassen, Müsligås, Kastanjetræ, Pigehunden og Skatkatten. Men hun er altså også super krammeelskelig.
5. Jeg går altid med halstørklæde, hvilket også begrunder at efterår er min ynglingsårstid. Jeg elsker at gemme mig bag/i mine halstørklæder, og kan sgu aldrig få nok.
6. Går næsten aldrig nogle steder uden min rygsæk - bylivet undtaget. Også selvom jeg ikke har noget at putte i, skal den med. Ellers kan man bare kyle en flaske vand i, så føles det ikke så tomt :o)

Skal jeg tagge nogle nu? Det bliver til: Formanovo, Shix, PassionPopsicle og Abra.

Så var der regelsættet:

• skriv en liste over dine 6 særeste særheder
• skriv reglerne for legen ind i indlægget
• link til din tagger
• udvælg 6 sære bloggere til at lege videre - OG fortæl dem det

Jeg fik en masse respons på mit indlæg, der i grove træk bare handler om, at jeg smidder alt skam over bord og erklærer mig sur over ikke at blive trykt mere. Især varmede meddelelsen fra URBAN redaxen, der forsikrede mig over at mine indlæg bliver læst. Jeg har ved grød haft mine tvivl. Jeg ved ikke hvordan det foregår inde på URBAN; om de har folk ansat til at læse indlæg igennem en hel dag eller hvad. Men de gør det godt, og det skal der ikke herske tvivl om.

Jeg vendte trykproblematikken med min underviser. Hun er en skidedygtig journalist og blogger selv på et par portaler. Hun har klart meldt ud, at hvis hun skal blogge gratis, skal hun den indefløjtendemig have ros for det. Tilsyneladende har hun banket tilpas meget i bordet, at hun nu modtager rosende mail som respons på hvert indlæg, hun laver. Hun forstod godt, at jeg behøvede respons på mine ting, og faktisk foreslog hun, at jeg skiftede blogportal.

Men der har jeg været. Jeg har blogget på tv2, men følte mig fremmedgjort i det store miljø. Da jeg begyndte som blogger på urban, var der 700 andre på portalen, og med de mange tusinder profiler der hersker nu, føler jeg, at jeg er vokset op her. Desuden føler jeg, at jeg kender folk herinde. Kunne jeg forlade det? Næppe.

De tog mig 10 dage at ryge i trykken første gang, og det gav mig et kick af uanede højder. Jeg har oplevet gradbøjninger af det siden hen, og hver eneste gang er det en kæmpe cadeau. Det er det også når folk som smilla og h2p3 roser mine skriverier, og jeg har en stor opgave foran mig, at anerkende det som fyldestgørende respons.

Når det så er sagt, håber jeg, jeg snart begår noget tryksværteværdigt igen.

Jeg bruger oceaner af tid på at please. Det er sjældent påtaget, for jeg vil så gerne være rar at omgås. Men sommetider klapper pleasefælden og forhindrer mig i, at sige hvad jeg mener. Fx vil jeg gerne sige noget om URBAN, men er bange for at blive frosset ude. Bange for at blive dømt, bange for at spolere min eventuelle blogfremtid, bange for at hele redaxen skal køre kollektiv hader og smide dartpile efter min blog til fyraftensøllet.

Men i ytringsfrihedens navn giver jeg los og indrømmer, at jeg er pissetræt af ikke at blive trykt mere. Det gik ellers fint frem til maj måned med cirka et trykt indlæg pr. måned, men siden da har jeg tilsyneladende ikke begået noget trykværdigt. Denne vrede skal naturligvis rettes mod mig selv. At jeg ikke er god nok. Min far sagde en gang, at når man peger på andre, er fire af ens egne fingre stadig rettet mod dig selv. Så jeg kunne sagtens (uretfærdigt?) anklage URBAN for at være poppet og Nynne-forherligende og erklære, at jeg ALDRIG vil entrere Nynne-tombolaen, blot for at få et fix af tryksværte. Men i virkeligheden ligger aben hos undertegnede.

Jeg kunne gøre som alverdens andre medier; erkende hvad læserne vil have og så skrive det. Jeg ville stadig havne med Nynne, men i det mindste kunne jeg camouflere det som “brugerorienteret”.

Jeg har tænkt på at stoppe bloggeriet, men kan ikke. Det ville også være barnefornærmet at skride, blot fordi man ikke længere klappes på ryggen. Det er også imod blogetikken; “Man skal da ikke skrive for at blive trykt. Man skal jo bare skrive til og for sig selv”. Bullshit i min verden, fandt jeg ud af. Efter de første gange i avisen blev jeg afhængig af det, så jeg skriver delvist for at blive trykt. Og ser intet problem deri, bortset fra at det er..ja…kapitalistisk på en måde.

Jeg tænker, at jeg er blevet blogsnobbet. Når nu jeg er i gang med at skyde mig selv i ansigtet, vil jeg indrømme, at jeg sjældent magter 15 åriges selvransagelse over hvor hård 9. klasse er, og hvor nedern det er, at menstruation er en månedelig tilbagevendende begivenhed. Jeg har lyst til at skrige, at de kan komme igen, når det har ting at brokke sig over. Jeg er selv relativt ung i livet og ved godt, at jeg selv brokker mig over ting, der ikke har broksubstans. Folk med knuste barndomme og misbrugsproblemer skal endelig selektere min blog fra, når mit største problem er manglende mælk og en knækket blyant. Misfortå mig ikke. Alle skal have lov at være her, og jeg synes det er prægtigt, at 15 årige finder vej til Blog-o-stan. Jeg skal ikke være dommer over kvaliteten af blogs, men et blogforkum er en blandselvbutik. Med med min mus kan jeg vælge fra listen. Og vælge fra. Sorry guys, men I misser sgu heller ikke noget i mit fravær.

Men bliver jeg sur, når de 15årige ryger på tryk? Ja da. Ellers ville dette indlæg være hundredeti procent selvmodsigende. Men i virkeligheden har de 15 årige fattet det ikke? De skriver jo brugerorienteret. De skal nok blive til noget.

Og så er vil tilbage ved pleasefunktionen. Brugerorienteringen.