Grublerier

Når der er godt gang i Vorherres solskin og trillebøren, vi kalder hverdag, ruller, så er det utrolig nemt at antage en fotomodels stenansigt og kynisme. Det er så nemt at imitere “tjek-på-tingene” og hvilen i sig selv, i et liv fyldt op med singlelivets fleksibilitet og frihedsgrader.

Men når verden og natlampen slukkes, og kun lyden af radiator er tilbage, ligger den lille pige i mørket, og stirrer på de loftbrædder nogle har sagt hun skal tælle. Nogle gange rykker hun helt ind til væggen, så den fiktive kærlighed kan være der, og hjemmevant liste en arm om hendes mave. Han har skrevet et digt til hende mens hun var væk. Han siger undskyld, fordi han var en idiot. Hun tilgiver ham med en tavs forsoningståre blandt et par øjnvipper, puster hans krøller god nat og så snakker vi ikke mere om det.

Hun breder sig i løbet af natten. Ubevidst, skubbes han tilbage til hjernelappernes drømmelandskab, og den nye dag begynder.