Grublerier

Før nytår spåede fremtidseksperter, at 2010′erne ville blive dekaden uden privatliv. Facebook, blogs, twitter og myspaceprofiler ville gøre det svært at have noget for sig selv. Lidt i stil med reklamerne for analkløe, nattetisseri og skedesvamp. Risiko for overload af information. Måske skyldes det en udvidet fortælletrang. Måske en naiv forestilling om, at alle MÅ vide, hvad jeg laver. Som blogger er jeg ikke en skid bedre selv. 

Det sætter krav til Koncept Hemmelighed. Der er immervæk konsekvenser ved at røbe det til omgangskredsen nu, fordi steppebranden spreder fortroligheden ud i universet.

Jeg  gik i skole bag 80′ergule mursten, med ligeså 80′ergule pædagogiske principper. Jeg skulle rejse mig klassen og sige, hvis jeg  var ked af det. Informationen var kontrolleret, aflukket, og jeg havde valgt at dele. Så da min ven forleden blev forladt af kærligheden, var det underligt for mig, at han ikke ville tale om det. Men jeg forstår ham godt. For risikoen for, at jeg taler for højt i stuen, skriver på hans ‘wall’ næste dag, at han bare skal ringe, hvis jeg kan gøre noget, eksisterer.  Også selvom jeg gør det af allerbedste mening, vil sladderstrømmen pludselig ramme ham i nakken, fordi alle kender hinanden seks led væk.

Så vi skal have barndommens total indøvede sætninger tilbage i vokabulariet: “Kan du holde på en hemmelighed? Og du må IKKE sige det til nogen?”

“Ama’r!”

Jeg snyder mig selv i disse dage. Jeg gør klar til nytåret og vil have alting på plads, så jeg begynder år(ti)et fra scratch. Jeg vil give mig selv den bedste start ved at trække mig selv lidt i baggrunden. På den måde holder jeg nytår uden mig selv. Kald det nytårsforsæt i det små. Det er i hvertfald adfærd, der adskiller det gamle år fra det nye.

Jeg er begyndt at tænke: Hvad vil jeg gøre som det første i det nye år? Hvilket undertøj er perfekt at starte året på? Hvad skal være årtiets første sætning? Hvem skal jeg snakke med lige efter første rådhusklokkeslag?

Af en eller anden grund tror jeg, det kommer til at definere det nye år. At det perfekte under- og snakketøj på en eller anden måde har indflydelse på, hvordan fremtiden ser ud. Jeg glemmer i farten, at jeg slæber aaaaaalt bagage fra med fra samtlige foregående år ind over grænsen til 2010. Fra den 1. januar er alt ved det gamle. Jeg dropper alle overvejelser og kører livet som hidtil. Det er jo ikke urets tid, der definerer hvor man er. Det er livets tid, der definerer hvor du er. Barndommen, teenagetiden og voksenlivet er ligeglad med klokken. De kommer af sig selv.

Desuden er det komisk, at jeg slider for at give mig selv den perfekte start på året. Allerede nu ved jeg, at 1. januar får to opgaver: 1) at kaste op og 2) holde op igen. Sikke en start.

Men jeg vil kaste mig ud i det. Undertøj og mavesyre til trods.

Vi kommer tættere på klimax. På torsdag eksploderer traditionsboblen i en 100% skemalagt morgen - middag - og aften, som vi altid har gjort det. Ingen kan længere huske hvorfor vi gør det, men nu har vi gjort det så længe.

På nogle punkter tror jeg, at traditioner er farlige. Når vi ikke længere kan huske, hvorfor de er, så er det tid at revidere dem. I december er vi så kørt op på plejer-genet, så hvis vi endelig foretager os noget nyt, så er det med henblik på at gøre det til en tradtion. Måske skal vi prøve kirsebærsovsen kold i år? Tænk hvis det virker i fremtiden? Og dermed ruller man flere og flere traditioner på en i forvejen fedtet plejerkugle.

Det er som om julen er blevet en besættelse. En tvangstanke, hvor alle fehårstråde skal hænge PRÆCIST som sidst, for ellers flipper de juleramte autister ud. Men det ER tilladt at give slip på traditioner. Det er ikke dårlig karma at opvarme kirsebærsovsen, og julen bliver sig selv uden. Når traditionerne bliver en hæmsko for os, så er tid at sige farvel. Når vi oplever julestrømpen stramme vores arme ind til kroppen og efterlade os fuldstændig ude af stand til at røre os, så skal vi luge ud i traditionerne. Så skal vi tage en julekalender fra, så december ikke forsvinder foran tv’et. Bag en kage mindre, så der også er tid til andre ting.

Vi er så enige om, at julen er for materiel. Vi ved, at julen handler om samvær og nærhed. I den forstand burde juleaften teoretisk foregå som en hver anden torsdag, hvor vi bare sidder og stirrer på hinanden. Alligevel har alle en lang række punkter, der ikke skal pilles ved.

Rør blot ikke ved min gamle jul.

Jeg påbegyndte stimen af julefrokoster i går. Masser af sild, Last Christmas og salige smil, fordi man takket være snapsen er småberuset allerede 30 minutter inden i festen.

Jeg er ellers ikke så tosset med jul. Det har ikke altid været sådan, men de seneste år har højtiden været lidt la la for mig. Jeg har tidligere været meget vred på julen, men jeg tror, det var i ren desperation over at opdage, at den 24 december er en helt normal dag. Det forstår man jo ikke, når man er lille. Så er den 24. december ophøjet til den vigtigste dag i verden. Og det fungerer også et langt stykke hen ad vejen. Lige indtil den juleaften, hvor man sagtens kan falde i søvn dagen før. Hvor man snildt kan knurre til klokken 13 juleaftensdag, og hvor aftenen ikke er helt så nervepirrende. Det var sådan, jeg følte, at jeg var blevet voksen.

Samtidig væltede der juleglade mennesker omkring mig med glöggskæg op ad kinderne. Vi huggede maden i os, for at festens børn ikke skulle vente for længe, og vi spænede rundt om træet, inden vi endelig, ENDELIG kunne få børnenes fingre beskæftiget med actionmen og gameboyspil. Så faldt der ro på på tropperne. Jeg havde nu været rolig hele aftenen. Det var jo netop problemet. Jeg var rolig. Jeg havde ikke flere sommerfugle, trippende fødder og ikke et brændende ønske om røngtensyn, der kunne se gennem gavepapiret.

Men den skæbnesvangre juleaften er længe siden nu. Vreden blev sidste år afløst af afklarethed. Sådan er min jul bare. Rolig og neutral. Den 24. falder i år på en helt almindelig torsdag, der blot indeholder ting som grantræer og glitterpapir. Men derfor er december stadig svær for os neturale og rolige juleramte. Jeg føler mig dybt forkert, når jeg ikke forvandler mig til en rød orkan af overskud og glød den 1. december. Jeg føler mig som klassens fodlænke, når jeg siger, at julen ikke siger mig ret meget.

Og jeg føler mig dobbeltmoralsk, når jeg alligevel synger med på Last Christmas.

Hele verden taler om alkohol i denne uge, og det er de samme løftede pegefingre som altid. De virker bare ikke efter hensigten. For vi griner af Jer, kære Sundhedsstyrrelse. Stop før 5 genstande?! Come on. Det er jo ikke en gang opvarmning.

Problemet er, at der er status i at drikke. Vi fortæller gladeligt om vores seneste drukorgier, der på ren mirakuløs vis endte lykkeligt hjemme i egen seng istedet for på den lokale skadestue. Og selv hvis sidste scenarie alligevel gør sig gældende, så er historien kun få uger (og lidt tømmermænd) fra at blive god.

For jo flere (happy-ending) skandaler, jo bedre. Så er man sej. Så får man opmærksomhed som klassens frække dreng. Som den, der laver gang i gaden. Som den, der tør lidt mere. Det er der tilsyneladende status i, i en verden hvor lykkelige historier aldrig rammer forsiderne alligevel.

Så det er den gamle sang om folk, der ikke har samme opfattelse. Vi unge er pavestolte af vores drukrekort. “Vikinger,” skråler muntert vi og slår glassene sammen. Men i den voksne verden af læger og forskningsprojekter vrider de bekymret deres hænder og skæver til de torsdagsstive eksistenser. “De drikker jo som vikinger,” siger de. Så langt er vi enige.

Vi er bare ikke helt på linje med, om det er godt eller skidt.

Just hjemvendt fra årets Roskilde, hælder jeg støv ud af ørerne og gør status:

MANNER, DET VAR FEDT!

Jeg elsker den primitive tilværelse, og havde set frem til at stinke rundt i fjerdedagstøjet med snavs mellem tæerne. Jeg elsker tilsyneladende at være ligeglad, usminket, uglet i håret og lugte af omklædningsrum. Og det skyldes nok kontrasten fra mit liv i øvrigt.

 Hvis man sammenligner min tilværelse med en skyskraber, ville alle de basale forhold været placeret i stuen i en pærevælling af søvn, wc-besøg og føde/væskeindtag. Aller øverst er den topkomplicerede hverdag placeret med avaceret elektronik, lænestole og finere madlavning. I mellem disse poler skal vi så finde facebook, studiet, rudekuverterne, Hoegarten, jordbærsmoothies og andre ting, der betinger min verden.

Men når klokken slår Roskilde er det en KÆMPE frihed at kaste sig ud fra penthousen i et frit fald og lande på støvet græs i stue etagen. Ingen strøm, ingen stole og med vejret som overdominerende medspiller. Det er herligt at leve på sten og underholde sig selv med noget så oldskole med drageflyvning. Det er mægtigt at bryde grænser ved at tisse i hegn foran forbipasserende, og selv skulle være tilskuer til en omgang række-tis.

Nu er det slut for i år. Grænserne skal bygges op igen. Mavetasken skal gemmes væk, for den er ikke trendy nok til virkeligheden. Man skal lukke døren, når man tisser og faktisk betænke de mægder af kulhydrater man stopper i munden.

Men hvor er det fedt at være ligeglad. Bare en uges tid.

Jeg har pyntet op med flag og lys…i min bevidsthed. Ej, min kødædende planten har endnu et flag i potten fra min fødselsdag, og jeg går ind for flaggenbrug. Med alle disse foranstaltninger kan jeg fejre min blogs 3 års fødselsdag.

Og det er federe end nogenside at blogge. Jeg blev månedens blogger i maj. Jeg har modtaget fanpost. Jeg har været i avisen en gang om ugen den sidste måned. Jeg føler, jeg er ved at blive en af de tunge drenge i blogland. Og det er bare det målbare. Indeni er det også fedt. Jeg har genfundet det sociale i Blog-o-stan. Der var en periode, hvor nogle gode gamle forsvandt fra portalen. En periode, hvor der var lidt koldt i kølvandet. Men nu er hyggen tilbage. Jeg har fundet nogle nye, varme venner på urbanblog.

Og I skal have en tak med på vejen. Uden Jer, stod jeg ikke her med en treårigs fødselsdag i fingrene. Tak fordi i får mig tilbage til tastene. Tak fordi i lytter og smider noget igen.

Tak. Og tillykke, lille treårige.

Jeg ville gerne have været ung i de glade 1960′ere og have oplevet Beatlesfeberen få en hel generation til at svede. Jeg misunder forældregenerationen for dedikationen til ét band, troskaben og skrigeriet.

Jeg har aldrig skreget for alvor. Jeg har aldrig været dedikeret til ét band på Beatles-måden. Jeg har aldrig skreget, fordi der ikke  var mere plads i kroppen. Aldrig skreget af magtesløshed over at stå foran idolerne. 

Jeg var med på Spice Girls bølgen i 1990′erne. Red fejt med på sidelinjen, fordi jeg var bange for at sige, at jeg faktisk ikke var så vild med at surfe. Så jeg pligtskreg, den dag i maj tøserne gæstede København.

Men i går blev der pladsmangel i min very krop. Jeg var til Gavin DeGraw koncert og skreg af magtesløshed, indre klaustrofobi og surferkildren i maven. Min indre poptøs vågnede efter en dekades vinterhi. Pludselig var hun der. Hun hyperventillerede af at dele ilt med Gavin. Hun rystede, da han så på hende gennem gitteret, og hun sagde alt det forkerte, i de nanosekunder hun var hans i autografskrivningen.

Hun lever lidt endnu. Ryster lidt endnu.

Velkommen tilbage. Ses vi foran Coldplay, poptøs?

I survirved Aalborg carnival and all I got was this lousy t-shirt.

Og tømmermænd, dog i moderat grad. Når en brandert bæres i  over 20 timer, så kan man ikke holde den stabil på et højt niveau. Så i parken slukkede jeg for droppet og betragtede i stedet mine medkarnevaldeltagere flade ud på græsset. Karnevallet er jo en brandert i sig selv. Man skruer ned for hæmningerne, normerne og formerne. Mænd i sygeplejskerkostyme udfordrer grænsen mellem kønnene, og selv var jeg trukket i jagtkostume. Sært, noterede en ven sig, når nu karnevallet åbner muligheden for bare lår og baller. Men det er der jo masser af i hverdagen, så hvorfor ikke bevæge sig i den androgyne gråzone?

Og de flydende tilstande forsatte. Hele byen smeltede sammen i en farverig Zapp-is, der som sirup spredte sig i Aalborgs gader. Det er mig uvidst hvor meget, der kan tilskrives min brandert, men mine sanser blev sløve af larmen. Det var som at træde vande i siruppen, og se sprinterne piske forbi i kulørte farver og sambarytmer. Helt pascificeret, helt i slow motion og med vat i ørerne.

Hukommelsen blev også sløv. Men det er helt og holdents humlens skyld. Tilgæld kan jeg nyde karnivallet i mange dage, efterhånden som minderne dukker op.

Jeg har fødselsdag. Har haft en fuldstændig magisk-efter-bogen-dag. Lagde ud med en brunch for de nærmeste, dernæst en tur i parken med tøsepigerne på en bomuldsplaid, filmhygge og snart ud at spise. Jamen, jeg er da ikke til at skyde igennem.

Jeg føler mig topelsket idag. De fejrede mig over midnat, med grønne drinks og paraplyer. Folk kom til min brunch. De havde gaver med. De tog mig med i parken og lagde mig i solen. De vidste mig en film. Om lidt fodrer de mig sørme også. Jeg har brugt en time på at besvare sms’er, mails og facebookbeskeder.

Så er livet da det hele værd.