Grublerier

Jeg har hørt man kun kan aftjene nutidens sovetrang. Man kan hverken sove forud for en festival eller indhente det fortabte, når lyden fra sidste teltlunkne dåsebajser er forstummet. Med dette in mente er det med sorg i sindet, at jeg må melde, at jeg sover for meget. Så meget søvn som jeg i øjeblikket afvikler, kan ingenlunde være normal adfærd. “Ja, men du har ferie jo. Nyd det!” Oh jo, men min ferie skal helst ikke forsvinde i ly af en sovepose (min dyne er i Vejle - anden historie).

Som folkeskoleslave fik min mor viderebragt frygten “for at vende døgnet”, hvorfor brormand og jeg blev gennet tidlig op og tidlig i seng i dagene op til starten på et nyt skoleår. Vi har ellers haft tendens til at gøre nat til dag, men den dutter ikke når man nu skulle i 5b efter sommerferien. Vi bliver stadig tilrådet at arbejde en fornuftigt rytme ind i korpus før skolestart, men som ung og studerende kan du godt snuppe et par dage på et lavt antal søvntimer.

Hvis bare en omvendt døgn var mit problem. Det er da til at løse. Næh, jeg praktiserer sene morgener og tidlige nætter, hvorfor jeg sover 10-11 timer på en nat. Uden problemer og stadig ikke helt færdigsovet når jeg slår øjnene op, men det er så her fornuften  (eller tissetrangen) tager over, og tvinger mine stænger ud af soveposens mørke. Faren er nu, at jeg har entreret en ond cirkel af oversovethed - hvis man altså kan det.

Go’nat til alle

Så tag mig da i hånden pigebarn, nu da hun skulle den anden vej. Og lade os åbne dig og dine kærestesorger, og lad mig være brølende uinteressant, fordi jeg ikke har nok drama i mit liv. Fordi mit hjerte hænger nogenlunde sammen, fordi jeg aldrig har boet på gaden eller haft narkotiske forældre. Så lad os indhylde kvindeligheden i unikummets rædsler, og lad os lege at den flossede kvinde er det eneste rigtige kvinde.

Hvornår blev det sådan? Hvornår blev det kvindeligt at være kikset, fortabt, forgrædt og i spåner?

…selvom vi har entreret sæsonen for salte kinder. Vi er ved at slutte opholdet her i Maastricht. Idag forsvandt han; Min Genvej til Smilet. Ham med spillekortet i panden, den helt ukritiske madkultur og hænder der ikke kan holde på en opvaskebørste. Han er væk. Vi burde, som vi plejer, sidde over en sen aftensmad og snakke om kvindeidealer, og folk der drikker regnvand i Adelaide. Men han er væk…nu.

Så er der dem der siger (mig selv inklusiv): Facebook er en fantaaaaaaastisk ting. Jo, bestemt. Men folk er ikke virkelige. De bliver jo inde i skærmen. Deres ansigter er fordrejet i alkoholiske smil eller solbrændte poseringer fra Kreta. Deres stemmer er der ikke, ej heller deres host om natten eller banken på døren.

Heldigvis har vi hukommelsen. Fra lørdagens alkoholstøvede erindringslandskab rækker han hånden frem og hans ord “I guess there is no more Benita, then”, smelter sammen med imitationen af You Are My Sunshine: “Oh fucking Beniiiiita. She is a star. She’s gonna be a journalist - she knows the shit. Now she’s leaving, and we’re saaaaad. Please don’t take our Benita away.”

Vores hænder slipper.

Jeg venter på tårene nu. Venter på forløsningen. Venter på, at min mors følelsesrationelle gener skal sparke mig over hjernebarken. Hvorfor blev jeg ikke en tuder?

Sommetider har man brug for en verbal rusketur. En udekommende der agerer samvittighed og fortæller, at jeg i virkeligheden skal stoppe med mit klynk, fordi de dør af AIDS i Afrika. En udefrakommender der propper begge håndrødder ind i mine tårekanaler og stopper den potentielle strøm af saltvand, der kunne vælte ud når som helst. Og de gør det ikke af ond mening, men fordi jeg har tabt mit perspektiv for en stund.

Mest opstår ruskebehovet når jeg ser frem i tiden. Tæller fremtidige eksaminer og alle de sider jeg ikke har læst på nuværende tidspunkt. Til dagligt kører jeg de relative rygklap: “Du er sikkert længere end nogle af de andre”, men er det virkelig noget man skal stile efter? Er det godt nok? Når jeg i forvejen bevæger mig på gyngende grund af dårlig samvittighed, kan selv en fin brise tolkes som orkan, og bringe mig ud af balance. Selvom rusketuren giver endnu en rystelse, er det samtidig også to sikre hænder på mine usikre skuldre, der får verden til at stå stille. “Træk vejret” siger ansigtet. “Gå frem ad”.

Og så går vi igen.

Jeg deltog i en undersøgelse en gang, hvor jeg skulle angive min grad af lykke på en skala fra 1-10. Jeg var inde i en fin periode; langt til næste eksamen, fine venner for enden af mobilen og en velmendende sol udenfor, så jeg trykkede 9. Men senere tænkte jeg: “Hvorfor trykkede jeg ikke 10? Hvilket skår ligger i vejen for den tocifrede lykke?”. Jeg håber, det var tegn på stræben efter en højere grad af lykke, som skal holde mennesket kørende. Men faktum er, at det nok bare en knivspids danskhed, der altid holder fast i nogle frihedsgrader - for at være på den sikre side.

I går kørte jeg hjem fra en fantastisk grillfest. Vejret havde artet sig, vi sad ude til klokken 1 om natten, ikke en vind rørte sig, alle var søde og tilpas ædru/fulde. Jeg kørte hjem i t-shirt; over min flod, der med byens lys og genskær, lignede en gigantisk udgave af Tivolisøen. Min by som er sommerlig, nærmest tropisk for tiden, og har dannet de perfekte rammer for nogle fantatiske solrige uger.

Jeg tror jeg ramte de 10 ud af 10 lige dér. I det sekund jeg ser til venstre ud over vandet, bjergerne og de vuggende både, og glemmer alt om reeksaminer og dagligdagens frustation. Jeg befandt mig i en tavs, lykkelig boble og ønskede ikke at komme ud.

Jeg tror, oplevelser som disse, lader mig op til næste gang himlen falder ned. Næsten gang cyklen punkterer, der er en flue i min juice eller jeg får en sten i skoen. Alle disse hverdagskriser, der betyder alverden - bare ikke for resten af verden.

…Siger kloge Tim Christensen. Og med ét har han sat hoved på mit sømmelige liv. Jeg vil helst behandle hele verden som en kontakt, jeg kan tænde og slukke for, men sådan virker det ikke. Verden er bygget af gensidighed, og hvis jeg bare tænder/slukker efter mit forgodtbefindende, kan jeg så regne med at alle er der, næste gang lyset tændes?

Og er der en ting jeg har lært på mit udvekslingsophold, så er det, at jeg ikke er så hardcore, som jeg troede, jeg var. At der stadig en velbevaret lillepige inde i mig, der kan savne mor, far og selv alle de små ting som Netto på Højvangsvej og min metalrøde elkoger fra OBH Nordica.

Mit ophold var ingen flugt, men i kølvandet fulgte en masse flugt-frøns. En larmende frihed, minimale forpligtelser, et forsvindingsnummer af papirnusseri med myndighederne etc. Alle de ting voksenheden bringer med sig. Jeg er tilsyneladende blevet for stor til at gemme mig i moders skørter, men så kan man gudskelov gemme sig i udlandet i stedet. Det dutter bare ikke…vel? Hvornår bliver man stor nok til at være stor?

Så lad mig flygte, men hold stadig fast. Don’t leave me, but leave me alone.

Er havnet i en god international suppe af forskellige nationaliteter her på mit udvekslingsophold. Ubevidst er man blevet meget mere dansker, fordi man rejser som ambassadør for Dronningens Danmark, så man hører lidt mere dansk musik og laver lidt flere frikadeller end sædvanligt. Desuden skal man stå til regnskab for alt hvad DK gør, hvilket gør det lidt vanskeligt at være dansker i Muhammedkrisen. Det er nu kun sket én gang, at jeg på gebrokken engelsk skulle redegøre for ytringsfrihed og (manglen på?) danske æresværdier, for vi lever i den her boble af uvidenhed, da ingen af os modtager ret mange nyheder udefra.

Ligeså meget som jeg hader at blive bebrejdet for Muhammedkrisen, fordi jeg pludselig repræsenterer 5,5 mio. danere inklusiv en regering og Jyllandspostens tegnere, ligeså slem er jeg selv til at hænge andre folk op på deres landes skamydsler. Fx skulle jeg lige høre min australske vens holdning til klipningen af bagpartierne på mohair-får (eller hvad de hedder) der sker på en temmelig uhensigtsmæssig måde. Og han ved jo ikke hvorfor klipperne gør det, eller hvorfor debatten er opstået, for han render rundt her i Holland, temmelig langt fra fædrelandet og nyhedsstrømmen.

Men er det i virkeligheden blot en måde (endnu en gang) at skære en nation over en kam? At bidrage til devicen om, at svenskere er kronisk plakatstive, tyskerne altid spiser wurst og spanske mænd altid har for meget gele i håret. I så fald er det ikke rart at være dansker for tiden, hvis vi pludselig er nationen der pisser på folks religion, samtidig med at vi er det mest lykkelige folkefærd i verden (et faktum jeg i øvrigt jævnligt skal redegøre for, og hvad ved jeg?). Kombinationen af provokatør og ideel lykke kan vel godt skabe et billede af danskerne som en flok adfærdsvanskelige drenge, der slår med pinde og griner af det.

Som nation må man vel stå sammen…selvom det sommetider er lettest for os “udsendte” medarbejdere at iføre os listesko på danskhedens vegne, og holde lav profil om fædrelandets handlinger.

…står der kækt på min brormands MSN. Manden har ret. Hvis jeg mødte mig selv, ville jeg tæve mig…eller nu tyer jeg ikke til voldsaktioner, men jeg ville i hvertfald rynke kraftigt på næsen af mig selv. Mest af alt min selvmodsigende og dobbeltmoralske måde at være på. At jeg dømmer andre, for derefter selv at gøre noget tilsvarende. Fy føj!

Jeg havde en lidt irriterende dag i går, selvom det først gik rigtig galt hen i mod slutningen. I korte træk gik mit locker på skolen i baglås med min jakke og cykel/husnøgler inden i, og måtte derfor først vente til klokken 22 med at få fat i en låsepedel, der valgte at gå hjem nanosekundet inden jeg fik fat i ham. Derfor måtte jeg vente til 7.30 i morges med at inkassere mine ting, hvorfor jeg i går aftes måtte gå 20 minutter i frostvejr, iført tynde ærmer, hen til Sveskerne og sove på en madres i ’smørhullet’. Det endte dog med at blive rasende hyggeligt, selvom jeg sov rigtig skidt den nat. Spørgsmålene gærede: Hvad nu hvis mine ting blev væk for evigt? Hvad hvis låsepedellen ikke ville hjælpe? Hvad hvis jeg kom for sent?

Men i virkeligheden er mine problemer en prut i universet, sammenlignet med verdens øvrige skamydsler. I det bitre ende ER der jo en sikker løsning på mit problem, i form af et koben og et godt træk bagud, mens verden ikke rigtig har løst det med hungersnød, fattigdomgrænser og AIDS. Så jeg burde ikke klage, men alligevel var mine 9 timer uden kontrol og forudsigelighed, en tør kamel at synke. Det tiltede min MIN verden, der som den tumlingsgenstand den er, gudskelov har rejst sig igen.

Det er jo en snotforkælet attitude i virkeligheden. At mine velfærdsproblemer overskygger min tilværelse, mens jeg ikke rigtig tænker på hvor mange mennesker AIDS-dødens engel tackler hver eneste dag. Men som min mor en gang sagde “…kan vi jo ikke holde op med at spise, fordi de mangler mad i Afrika.” Vi skal ikke holde op med at handle, fordi de ikke kan i andre lande. Verden spinner jo stadig rundt, selvom nogle småsamfund er gået i stå.

Derfor er det godt, vi har indført stoppesteder på hukommelsens bustur i form af Humor-Mod-AIDS-dag og diverse landsindsamlinger. Så vi liiiiige holder for øje, at folk dør, alt i mens jeg klynker over, at jeg kun har gulerødder, tun og rugbrød til middag…og et pizzaria på hjørnet.

Jeg tog en improviseret tur til Bruxelles i går, og havde et togskift i Liége. Af morgen- og oversovningsrealterede årsager måtte vi vente på 40% af gruppen i Liége, mens de fik gnedet søvnen ud af øjnene og tog det næste tog. Imens gik vi morgenfriske en tur i Liége, der er ganske pæn, godt hjulpet på vej af solopgang og morgendis.

Vi passerede et butiksvindue hvor der stod en middelaldrende dame. Ærlig talt lagde jeg ikke meget mærke til hende. Det ser man så tit, når dukkerne skal have nyt tøj på eller vinduerne skal pudses, men alligevel fik noget mig at rykke nakkemusklerne hen i hendes retning. Hun havde ingen busker på! Gruppen synes at indse dette samtidig, hvorfor støjniveauet og forargelsen steg samtidig. Hun stod i vinduet på høje hæle, kun iført trusser, corsage og fuld make up.

Alle der har passeret Red Light District i Amsterdam kender sikkert til dette, men jeg hører ikke til denne gruppe, og desuden var jeg i Belgien og IKKE forberedt på at starten morgen med en glædespige i vinduet. Det mest pudsige er den efterfølgende tankestrøm der passerer mine hjernehinder. I et nanosekund når jeg at tænke “ej, hun er da for gammel til at være prostitueret”, men i bakspejlet burde jeg nok have tænkt, at det da er forkasteligt at der overhovedet står en luder i vinduet. Men det gjorde jeg ikke før i tredje tanke. Den anden tanke var: “Er hun virkelig pæn nok til at sælge sig selv?”, som om det har en betyding. Det er vel den ældgamle sang om desperation (både køber og sælgers) og præferencer.

Men så har jeg også set det. Jeg synes det var lidt ulækkert, men nogle steder er verden ikke som i turisbrochurerne.