Grublerier

…var cirka hveranden sætning i mine barndomsår. Jeg skulle være søofficer, dyrlæge, børnelæge, læge uden grænser og redde sjældne dyr i regnskoven. Altsammen når jeg blev stor. De voksne smilede let og kom med historier om, hvor mange ting de ville, da de var børn, men pludselig vågnede op på et kontor i kødbyen. Men mine drømme skulle realiseres.

Jeg siger stadig “når jeg bliver stor”, og jeg har derfor har jeg søsat endnu en drøm. Og den lever jeg ud, når jeg bliver stor. Jeg skal gøre en forskel. Verden er på vej ned af på en olieindsmurt sliske af fordummende af vanishreklamer og reality-tv. Og det går stærkt. På min udmærkede uddannelse bliver vi løftet op til at være verdens elite og samtidig belært om vigtigheden i aldrig at bruge sammensatte ord. For befolkningen forstår ikke ordet ’overenskomstforhandling’. Istedet skal jeg skrive ‘forhandling om overenskomst’.  På den måde afleverer jeg fine artikler på pixisprog, der i øvrigt er 3 gange så lange, som de kunne have været. Jeg uddannes til at fordumme folk.

Hvis mere vil have mere, vil mindre så have mindre?

Hvis vi fylder sendefladen med flere boligprogrammer og tandløse quizzer, vil folk så have flere reklamer om tilliden til farven pink? Vil vi have færre sammensatte ord, mere Paradise og mindre News?

Jeg griner tit af italienske tv-programmet, hvor der ALTID skal inkluderes en bikiniklædt blondine. Uanset om det er et late-night-talkshow eller lykkehjulet, kommer der en halv nøget gimpe ind og annoncerer reklamepausen. Jeg tænker, at jeg gudskelov stadig kan se, at det er fucked up. Men er det forskelligt fra, hvad jeg ser på dansk tv? På busstoppesteder sidder nøgne piger med Cultshaker mellem benene. I Paradise knalder de ved første øjekast.

Nogle skal rette slisken op og tørre olien af. Jeg er game. Er du?

Er jeg den eneste der fornemmer en kritik rettet mod de såkaldte bøv’ere? Dagspressen havde idag metervis af spalteplads om de såkaldte Bøv’ere - børnevoksne - og det man især lagde vægt på, er disses passion for gummisko og hættetrøjer.

Flere medier kunne således berette”…bøv’ere der klæder sig som drenge i gummisko og hættetrøje, selvom mange af dem faktisk har kone og børn…” Det klinger lidt af primetime på Animal Planet i min optik. Hvornår holdt vi op med at kalde dem drengerøve? Og bare fordi de har fået deres helt egen betegnelse og nu er blevet en gruppe i markedsindistrien der kan få reklamer henvendt til dem, kan vi vel stadig tale om dem som om de er mennesker?

Deres behov for at beholde drengen i sig, giver ikke samfundet ret til at sygeliggøre dem og problematisere det faktum, at de skyder pressefolderne og voksenlivet til senere. Jeg synes det er en kedelig tendens at vi stadig har behov for stereotyper i samfundet, og at vi endnu sætter labels på folk ud fra deres tøj, og mener de så må have en bestemt adfærd. Hvorfor ikke bare acceptere at nogle kan lide habitter og andre hættetrøjer? Hvorfor bestemme hvad der er en rigtig og forkert voksen?

Idag brød foråret igennem, og jeg valgte at fejre damernes kampdag ved at vaske sengetøj og bage spinatboller. Ikke just det mest anti-kvindelige at bruge en kampdag på, men fokus og kønskampen er tilsyneladende på orlov og derfor lod jeg vejret råde idag.

På msn fortalte jeg en medstuderende af hankøn om dagens husmoderlige bedrifter, og han sagde “ja, kvinderne skal kende deres plads” Og jeg blev vred. Men jeg ved ikke om det er fordi han er ligestillingsfjendsk eller fordi jeg reagerer på sætninger som disse helt pr. refleks. fordi andres ‘69 forældre (mine var liiiige et nummer for unge i 69 til at brænde BH’er og gå i ølejr) har fortalt at vi kvinder ikke skal finde os i noget der bare bare emmer en lille smule af diskriminerende attituder.

Så kvindekampen eksisterer endnu, men grundlaget er måske et andet end dengang… i hvertfald for mig.

Girlpower!

Jeg synes dansk tv har haft lige lovlig mange prisuddelinger på det seneste, og i lørdags forsatte rækken med Danish Music Awards.

Jeg synes de der prisuddelingsshows er blevet meget platte, og jeg synes de har bevæget sig væk fra det egentlige formål. Hvorfor skal der gøgles så meget fra en plat værts side? Hvorfor kan man ikke marginalisere Jacob Riising og istedet dele priser ud og høre god musik ind i mellem? Er det ikke derfor vi ser det?

Nogle af priserne så man ikke uddelt, og om dette er et udtryk for tidspres, ved jeg virkelig ikke. Men hvis jeg sad i DMA chefstolen, ville jeg nok gøre plads til alle priser, og så kyle jokes, platte indslag og tihi-sekvenser ud på et sidespor.

Det er jo bare min mening…