Grublerier

Jeg har fået tæv for det før, men nu kaster jeg mig altså ud i en dame-mand blog igen. Jeg ved den hest er skamredet til ukendelighed, men jeg er nødt til det.

Sagen er den, at min bror var en helt fredag nat. Han samlede en skidefuld mand op fra fortovet og fulgte ham hjem. Jeg kunne pænt gå bag dem med to dåseøl mellem lufferne og bare indse, at jeg aldrig havde gjort det samme.

Da fulderikken var låst sikkert ind i egen opgang, hyldede jeg min brors heltegerning. Brormand kiggede tørt på mig og sagde: “Jamen, ellers var han jo død i frosten. Har du stadig min dåsebajer?” Jeg var måløs.  Jeg havde regnet med, at han havde betrådt min fiktive sejrsskammel og ophævet sig til nattens Gøngehøvding. Men det skete ikke, og det bringer ubalance i lejlighederne, hvor vi skal iføre os sejrsstemning.

For jeg har brugt meget tid på at rose mænd, der har taget opvasken. Eller en triumferende ven, der sjosker ud af toilettet med kommentaren “Jeg har faktisk slået brættet ned igen.” Det kan være svært at slå hænderne sammen i spontan begejstring, men jeg tror, jeg vil begynde på det, fordi der er tale om en udebanesejr.

I gamle dage blev kvinden i hulen og fejede gulvet med birkeblade, mens manden kom hjem med nedlagte bjørne over hans skulderblade. I længden blev det vel langhåret at rose hinanden for noget, de gjorde hele tiden. Så når min bror, og andre mænd, laver virkelig heltemodige ting som at skyde bjørne eller følge alholikere hjem, så ligger det måske i deres natur, at de ikke skal roses for det. Hjemmebanesejr er jo forventet og derfor kun en kort notits værdig.

Men de fleste bjørne er fredet nu, og så  må mændene hjælpe til i paracelhulerne. Det er nyt område, og så skal de naturligvis have ros. De er på fremmed grund. Jeg kender det selv. Jeg samlede et hanstik, sidst jeg flyttede og ringede til far og bad om klapsalve. 18-0 på udebane!

Når alt kommer til alt, skylder jeg vidst en omgang ros. Så næste gang brormand tørrer af, lader jeg ham blive på skamlen en times tid mere.

“Hej, jeg er single og delvist desperat.” “Kom alle samme: Haaaarjjj Single”. “Nårj, ja… øh hej. Det der ’delvise’ begreb er mest tidsstyret. Når jeg ser romantiske film, og det suger i maven. Når jeg mangler en krammer eller en at ringe til. Men igen: det er praktisk orienteret, ik? Så jeg kunne lige så godt købe en foxterrier.

Der, hvor jeg pakker desperationen væk er, når jeg går i byen. Jeg synes, det er ubegribeligt sørgerligt at se panikken pløje sig igennem barerne i stilletter og en promille på 1,4. Når de kaster nakken tilbage i et kunstigt grin og stiller dummere spørgsmål, end de har IQ til. Jeg har været der selv og har følt mig solgt for flade fadøl og dårlig samtaler.

Så jeg er desperat i ensomheden. Når jeg er alene og måske har fået et nummer, der er mere interessant end de andre, så melder forventningerne sig. Så begynder jeg at forestille mig, hvordan vi hvisker sammen om natten, hvordan jeg indynder mig hos hans familie og venner, og hvordan vi roligt bliver til en todelt enhed, der både klarer afstanden og nærheden til UG.

På den måde holder jeg eventyret i hovedet. Jeg samler det bedste fra begge verdener; kildren i maven fra et indbildt eventyr og frihedsgraderne, som singlelivet garanterer. Denne metode er gratis, for det kræver kun en enkelt aktiv medspiller. Mig. Nummeret skal bare blive ved med at være vigtigere end de andre. Og det afhænger også kun af en person.

Mig.

Nogle forskere forudser, at racen som mand er frygtelig truet i fremtiden. Om nogle år vil det være muligt at befrugte et æg med et andet, og så kan ægte XY-levenrandørere da godt pakke sammen. Og der er ingen til at redde Jer endnu. En masse organisationer redder pandaer og aber, men mændene samler vi ikke ind til endnu.

Og det er synd, for I er mere truet end I tror. I ligestillingens navn har begge køn jo rykket sig. Kvinderne, der i gamle dage var en hel masse for andre, er blevet mere selvstændige, og mændene har taget den modsatte tur. I er kommet ind fra skovene, og skal pludselig til at være en masse for omgivelserne. Og det er jo svært at være noget for andre. Meget sværere end at være noget for sig selv, selvom damer klynker over det alligevel. Og når mændene endelig viser andre takter, er vi ikke sene til at putte Jer ned i en klassifikationskasse. Så er i enten knudemænd, metroseksuelle eller familiefædre.

Men jeg har ingen løsning på dette maskuline dommedagsscenarium. Bortset fra at vi kvinder nok skal acceptere, at I går i skoven ind i mellem. Alene. Og ikke for at holde i hånd.

Der er så mange måder at sige det på. I gamle dage var det små sedler: “Vil du komme sammen? Sæt kryds i ja, nej eller måske.” Jeg ved ikke med Jer, men jeg skamkrydsede i måskefeltet. Så undgik man, at afsenderen blev ked af det. På den anden side blev han så bare ved med at sendte gnidrede sedler i ens retning, men så langt tænkte man ikke, når måskefeltet grinede tomt af en.

Idag kan fortæller Rasmus Seebach mig, at han vil gøre mig til mor og give mig hans efternavn (Benita Seebach - arj, vel?)  Joey Moe vil have en drink i den ene hånd og min booty i den anden. Nik og Jay kan ikke sige de elsker mig uden at bande. The Beatles vil bare gerne holde mig i hånden.

Så tror da pokker, at vi bliver forvirrede. Når en fyr siger ‘hej’ i baren, hvilken en af ovenstående er han så? Hvad mener han med hej? Skal vi have fælles børn og efternavn? Skal han fucking holde mig eller min booty i hånden?

For det kan da ikke tænkes, han bare mener hej. Vel?

Min veninde har fået kæreste på og har i den forbindelse tabt halvdelen af sin IQ. Eller, det er nok lidt groft sagt, men hun har i hvertfald ikke haft godt af det. Forelskelse er stadiet før sindssyge siges der, men man behøver ikke slukke alle rationelle funktioner. Fx er vi begyndt at tale pattesprog og bevidst udelade et e i kæreste, så vi nu ringer til ‘kær’sten’. Vi er begyndt at grine af ingenting (højt og længe), vi er begyndt at tabe pudekampe med vilje og omtale sig selv i tredje personel som “din kær’ste”.

Jøsses.

Jeg er ved at nå kvælningsgrænsen. Jeg får flash back til alt det egopleje jeg selv har udført på diverse værtshuse. Alle de gange jeg selv har grinet ubegrundet længe og hyldet en kegle for hans seneste vvs-bedrift. Alle de gange man har prostitueret sine komplimenter og imponerende grimasser. Det er så stoppet nu. Så langt går vi sgu heller ikke for en gratis fadøl.

Så jeg stamper stilletten i gulvet og kræver ligestilling, i mangel på bedre frase. Jeg forlanger, at kløgt også bliver attraktivt! Jeg forlanger, at dåserne bliver afvist i døren. “Du kan altså ikke komme ind med den IQ”.

Jeg lærte på Facebook idag, at selvom kvinder hader at blive udstillet som sexobjekter, så er det ligeså slemt IKKE at blive udstillet som sexobjekt.

Man lærer bare sådan nogle fiiiiine ting på Facebook. Under femilandets fane vil jeg erklære mig delvist uenig. Det er da meget rart at være eftertragtet, men derfra og til at kalde sig selv sexobjekt….der er sgu langt.  Eller det burde der være. Eftertragtet kunne lyde noget i retning af: Du er da pæn. Men desværre springer man en masse led over idag, så er der ikke så langt fra ‘pæn’ til ‘duuuu, skal vi knalde’? Skråplan! Men sådan er det vel, når primathjernen slår til. “Pæn hun. Hun skal være mor til mit afkom,” tænker gorillaen. Og så praler vi af mere hjerne og avanceret tankegang som homo sapiens?

I think not…

For en uge side stoppede min venindes liv. Det var i hvertfald min første tanke, da jeg hørte at hun er gravid. Og inden jeg lægger mig ud med alverdens mødre, så lad mig forsikre Jer om, at jeg er kommet på bedre tanker: Nu er det bare hendes forrige liv, der er slut. Men hendes forrige liv, er mit nuværende liv, så derfor virker det sært for mig. For jeg er ikke klar til at kvitte min tilværelse som uafhængig, delvist tømmermandsramt og forpjusket studerende.

Men man er kun herre i sit eget liv, og jeg havde glemt, at ikke alle synes mit liv er fedt. Jeg havde glemt, at nogle gerne vil dyrke begreber som kontrol og pasningsgaranti, mens andre drunker endnu en weekend i Tequila. Jeg kan heldigvis vende mig mod majoriteten af mine venner, der, som jeg, stadig ikke helt ved, hvad de laver. Vi klapper hinanden på ryggen og bander børnefamilien væk.

Og vi klamrer os til hinandens barnløshed velvidende, at vi en dag skal forsvare den. Når min veninde bliver mor og trækker Våbnet fra Helvede idet hun spørger, om det ikke snart er min tur. Det svarer til at spørge: “Skal du ikke være normal?” Så er det godt Klub Barnløs har besluttet, at hun er freaken. Så er det godt, at vi har besluttet, at det er tidligt. Så er det godt, at vi ignorerer fertilitetslægerne og resten af verden, der siger at 23 år måske ikke er en skidt alder at yngle i.

Men over tid forkramper klubbens medlemmer og falder fra en for en. Så sidder man alene til en barnedåb overfor Normal Korpset, der klapper på ens mave og blinker indforstået hen på et ugift hankønsvæsen. Og så er det der, jeg indser, at vi ikke kan tillade os at styre hinandens liv. Så er det her, jeg indser, at jeg har opført mig utilgiveligt overfor min veninde, da jeg slog hendes liv ihjel.

Så er det her, jeg indser, at Tillykke havde været på sin plads.

Endnu en af mine veninder har sat et barn i verden. Der er efterhånden et par rødder i vennekredsen, så jeg er ved at indse, at det ikke længere er for tidligt. Jeg er nu definitivt for gammel til at være med i De Unge Mødre.

Min alder betyder også, at folks hentydninger nærmer sig deciderede opfordringer til selv at yngle inden længe. Ord som ‘hvis’ er erstattet med ‘når’, som om det er den største selvfølgelighed, at jeg skal være mor. Men har jeg stadig allergi overfor sætningen “når jeg bliver mor”. Og faktum er, at jeg er skidebange. Bange for at møde mig selv som mor.

Jeg ser blodfattige kvinder i Bilka skubbe en overfyldt vogn rundt, mens tre unger satelitsværmer rundt om arrangementet, mens de plager om Kinderæg og ligegyldige spotvarer. Imens ser hun bebrejdende i retning af Manden i hendes liv og udtaler “John, gider du lige…”, men færdiggør ikke sætningen, fordi hun forlængst har opgivet at holde styr på, hvad hun vil have fra ham. Det kunne blive mig.

Når jeg ikke får sovet, bliver jeg destruktiv, utålmodig og får trang til at kaste med ting. Skal jeg sætte et væsen i verden, der får det frem i mig? Hvem er det godt for?

‘De’ beder mig om at få børn, fordi jeg ellers vil få sjældent besøg på mit plejehjem. Hvor tit er det lige, vi gør noget af hensyn til tilværelsen om 60 år? I samme åndedrag beder de mig pleje nuet, fordi jeg tids nok kan blive bundet på hænder og fødder.  Sikke en salgstale for familielivet.

Jeg ved godt, dette er en knivspids pessimistisk. Men jeg er også undersovet…

Jeg så Askepot her til morgen og indså, at den er håbløs gammeldags. Det er en del af magien, vil nogle mene, men spørgsmålet er, om den fjerner sig fra den almene referenceramme.

Den handler om en mor, der desperat forsøger at få sine døtre gift med et godt parti. Det i sig selv fører os tilbage til 1800-tallet. Den er jeg med på. Det er en god historie. Eventyret bliver håndgribeligt for os, idet prinsen gifter sig af kærlighed. Eller gør det? Bliver det virkeligt, fordi Askepot og prinsen gifter sig?

I går kunne man i medierne erfare, at damer ikke vil giftes men bare have børnene. Insiminationer af singlekvinder er steget voldsomt på det seneste, hvilket kan fortolkes som en forkælet trend; at kvinder ikke vil vente på manden men bare vil gå direkte i rollen som Supermom. Idag ender eventyrerne ikke med bryllup men med børnefødsler.

Så hvis Askepot skulle omskrives til en 2009-version, ville hun være træt af at vente og tage sagen i egen hånd. Hun ville parkere prinsen et stykke tid og blive gravid per pippette. Han kunne blive indlemmet senere, hvis og såfremt han gad være far til hendes børn. Hendes børn. Ikke noget de er fælles om, men noget hun har klaret selv qua hendes lykkelige ejerskab af en livmoder.

Så hvis mine (pippette?) børn en dag skal se Askepot, vil de spørge: Mor, ham prinsen..hvorfor er han overhovedet med i filmen?

Det kan betyde to ting; Enten er man født i 20erne, som i født et sted i 1980erne eller, at man var pige i 1920erne. To vidt forskellige ting, skulle man mene. Eller hvad?

Til hverdag rygcrawler jeg i ligestillingens punchbowle og smider cocktailsbær efter chauvinister i begge lejre. Måske lidt mere efter mændene, fordi jeg et sted derinde har noget rødstrømet vrede hobet op. Men sommetider bliver jeg tavs 1920′er pige, der hellere spytter diskræt i folks kaffe end at tage diskussionen. Jeg bliver ligeglad, smilende i forsøget på at opnå husfreden i den givne kontekst.

Jeg ved, det kaldes ‘at vælge sine kampe’, men jeg har på fornemmelsen, at jeg i højere grad vælger kampe fra. At jeg ser mere passivt til og billiger andres valg, end jeg rejser mig og slår i bordet. Når jeg ser gamle film, sidder jeg på stolekanten og råber til min filmiske medsøster, at hun skal droppe den dominerende bonderøv og søge kærligheden i storbyen! At hun skal kæmpe, alt hvad hun kan ved samtilige givne lejligheder, men det gør jeg jo ikke en gang selv. Så ville jeg falde fra hinanden af revolutionær træthed.

Måske er jeg ligeglad med majoriteten af kampe? Måske er det derfor, jeg vælger dem fra. Skal der bacon i? I dont give a shit. Skal vi ikke sætte os her? Jo, eller hvilket som helst andet sted. Gad vide om dagligdagskampene er for små? Og hvorfor fanden er der så nogle, der gider kæmpe baconkampen? På den anden side, hvis alle var ligeglade som mig…ville vi nogensinde få besluttet noget?

Hvornår begynder de store slag?