Grublerier

De sidste tre døgn har stået på uafbrudt eksamen. Jeg har det som om, jeg i tre døgn har gået i geled og trampet i takt med soldaterne bag ved. Nu ligger jeg roder med de menige i en stor bunke, fordi jeg stoppede uden at give tegn. De er der alle sammen. Jeg er blevet overmanden af Menig Træthed, Menig Udkørt og Menig Panik, fordi han ikke kan love mig, at jeg er over beståetgrænsen.

Hop af, drenge. I er tunge!

Jeg er syg - igen. Ja, det er træls, at jeg har brugt enorme mængder efterår på at være bleg og feberagtig, men til gengæld har jeg foretaget et mindre antropologisk studium af mig selv.

Jeg bliver til en lille syg mand, når jeg er…ja… syg. Når først jeg mærker knogleømheden, smerten bag øjnene og sveden ved hårgrænsen, så er jeg helt sikker. Det er alvorligt. Det er hvertfald syv bind Lademanns Lægeleksikon samlet i et legeme, mit. Pyt med at halvdelen af kongeriget har influenza, jeg har noget sjældent og meget farligt. Og måske flere tilstande på en gang.

Ved samme lejlighed vokser jeg ned af. Jeg bliver fire år igen, bliver ubehjælpsom, pyldret og emsig. Der er langt op, når der skal mere Ribena i glasset. Jeg svarer på alle spørgsmål med ubehjælpelige klynk, der vidner om, at jeg sgu nok ikke er her ret meget længere.

Og nu kalder dynen igen. Er der mere Ribena…mor?

Når plexidørerne går op, og man rammes af lugt og lyd fra fitnesscenteret, så er det som at entrere et andet land. Et land, hvor både kultur og opførsel er anderledes. Sågar sproget er et helt andet. I aerobicrummet hedder et-skridt-til-højre-og-et-skridt-til-venstre et steptouch. I en spinningtime kører man i en hård enkelttakt eller måske i flow, i stedet for knapt så hurtigt og så lige lidt hurtigere. Tosset verden.

Så når man, som jeg, har et lille crush på Instruktør-Thomas fra tirsdagsspinningen, så må jeg finde en måde at sige det på. Jeg  må sige det med fitness. Så jeg sætter mig raskvæk foran ‘i klassen’, løfter hagen og smiler. Jeg sprinter stående, mimer lidt med med på musikken og prøver at ligne noget, der ikke er ved at skvatte ned af stålkonstruktionen.

Men uden for plexidørerne er dét langt fra normalt. Der er jeg bare en svedende pige i spandexbuks tilsat endepude og fjoget smil.

“Du skal jo leve,” siger klinikassistenten, mens hendes bekymrede øjne tager min nyeste blist i øjesyn. Jeg får blister af chokolade, men det er ikke grund nok til at stoppe indtaget, mener hun. Istedet pensler hun mine blister med samme ømhed, som musselmalede hun kongeligt porcelæn.

I sidste uge fik jeg en mail med et powerpointshow, der fremhævede kvinders krav på chokolade. Der var 10 argumenter for, at chokolade er en grøntsag, og så er der ikke mere at snakke om. Så kan man raskvæk eliminere alle skrupler, når man kværner endnu en plade Marabou. Ellers kan man gå i ly af de faste bryster, som 80% kakao giver.

Jeg ved ikke, om mænd også får disse mails og samvittighedsrensende oplysninger. Jeg synes et eller andet sted, det er noget fis. Især fordi, det er så dobbeltmoralsk. I Femina i denne uge kan man få “julens lækre konfektbog”, og fire sider længere hende få Anne Larsens gode råd til en slankere jul. Så man sgu da vælge.

Jeg tror ikke, det var sundhedsbølgens pointe at tabubelægge chokoladen. Det var ikke meningen, at jeg skal føle mig skyldig, når jeg går i automaten efter 40 gram M&M’s.  For skyld fører til overspisning, og så får jeg bare endnu flere blister.

Og det skete i de dage, at verden blev ramt af en klimatsunami. Men Verden så at det var godt, så lød bølgerne skylle. Så meget at folk fandt sparepæren frem. Så meget at folk slukkede lyset, når de forlod et værelse. Så meget at helt almindelige mennesker slukkede for centralvarmen og fandt strikketrøjerne frem.

Klima er idag, hvad sundhed var for nogle år siden. En trend, der er gået amok og er blevet overdrevet. Min veninde levede en uge uden varme overhovedet. Jeg tror ikke, det var pointen fra starten. Pointen var, at vi skulle reducere den UNØDIGE energi. De mange unødige bække, der vælter i en sammen i et vandfald af store regninger fra standbystrøm. Steder, hvor der kunne spares uden at opleve et afsavn.

Men omtanken og spareskinnerne fik overtaget. Det blev overdrevet, og nu lider vi alle klimaanoreksi. Nu vil vi slet ikke bruge energi. Vi vil ikke have det skidt, siger vi og kryber sammen i fleecetæppet, alt i mens vi peger finder af klimabulimikerne på den anden side af gaden. Dem, der har store biler og brede brusehoveder, men køber aflad i form af en kvadratmeter regnskov.

Forhåbentlig ender klimahysteriet der, hvor sundheden er landet: Der hvor vi indser nødvendigheden i at leve. I at spise, chokoladesynde ind i mellem og tage en lejlighedsvis søndag på sofaen. Vi må indse at et bad er nødvendigt, og at centralvarme skal holde os fra lungebetændelse.

Ellers har vi pludselig langt større problemer.

Jeg skal til eksamen i morgen. Jeg skal forestille en eksamensramt studine, men i virkeligheden er jeg snarere blevet småtosset. Jeg kan sørme ikke tåle at være så meget alene. Jeg bliver helt underlig. Jeg talte med naboens kat i går. Gennem ruden. “Nå, hva’ Mis. Der sidder du jo fint, ja du gør. Søøøøød Misser.” Den skred, og det kan jeg godt forstå.

Jeg har også fået nogle sære vaner og værdier. Min aften er bare ikke det samme uden Top Models klokken 18. Jeg kan få decideret stress af, at der både er House og Grey’s Anatomy samtidig. Jeg er på fornavn med alle dem fra en amerikans kokkekonkurrence. Så meget, at jeg fortæller vennerne om dagens afsnit. “Idag skulle de simpelthen pochere æg” . Normalt holder jeg mig fra trash-tv. Nu sluger jeg det, som var det soft ice. 

Min verden er blevet lille og navlepillende. Eksamen kan umulig være sundt.

Jeg er nu halvvejs i eksaminerne og befinder mig, for første gang i lang tid, lige præcis det sted, hvor jeg gerne vil være. De første eksaminer var de hårdeste. Dem med flest nattetimer og virkelighedsnære drømme, hvor man løber hele natten. Nu befinder jeg mig i et vakuum af ro og afslappede nakkemuskler. Jeg kan sove længe i morgen. Hørte i det? Jeg kan sove længe. Der er længe til den næste eksamen - helt til på tirsdag.

Jeg prøver at forkæle mig selv, når jeg synes, jeg har fortjent det. I går tog jeg et langt bad, brugte den dyre skrubbecreme og skruede måske lige et par ekstra grader op for hyggen. Det er i orden, sagde jeg. Jeg har lyst til at købe lækkert mad. Stå i køkkenet med kold hvidvin og se maden forme sig til farver af en anden verden. Det er i orden, tænker jeg.

Men så rammer virkeligheden. Bag bruseforhænget står der en vandmåler og tikker. Bag ‘på beløbet’ ligger en drænet konto og lider i min fornægtelse. I et hvert vinglas ligger en ekstra tur på kondicyklen. Konsekvenser. Så er det pludslig ikke i orden.

Forkælelse er vel bare det punkt, hvor man et øjeblik tillader sig at glemme verden for en stund og lader sig opløse i varmt vand og velvære. Forkælelse er de sekunder, hvor man tænker: “neeeej, hvor er det rart”, for lige bagefter rammer virkeligheden. Men det er i orden at forkæle sig selv, men en eller anden dag, er det ikke ok. Så kan jeg ikke forkæle mig selv, for jeg har ikke råd til at sige “Det er i orden”.

Så måske er muligheden for forkælelse, forkælelse…?

Jeg mødte min veninde i fitness’en forleden og kunne ikke sige det, der lå lige på tungespidsen. “Gud, du har tabt dig meget!”. Vi gik i gymnasiet sammen, og derefter tog hun på idrætshøjskole og smed nogle kilo af den grund. Hun har levet afsindigt sundt de sidste år, så hun har slanket sig vildt siden gymnasiet.

Nu bor vi så i samme by. Hun forsætter den sunde linje, og forleden mødte hende så - slankere end jeg husker hende. Jeg blev overrasket, men tilsyneladende ikke nok til at sige, hvad jeg tænkte. Hvad mister jeg ved at fortælle hende, hvad hun allermest har lyst til at høre? Der er intet så demotiverende som omgivende stilhed, når man knokler løs på en kur.

Jeg skal stramme op.

Er kommet i lykkelige omstændigheder, med en blist lige på tungespidsen. Den er stædig, kuglerund og kan dække et areal på størrelse med Cuba.

Nogle vil ynke mig, men det er fordi, de ikke forstår alt det smukke ved en blist. Fordi de endnu ikke er bekendt med alle de mange fordele, sådan en biologisk engel medfører.

For det første er der slanke effekten. Det er helt umuligt at spise varme, krydrede eller ‘tørre’ madvarer som fx. brød- og morgenmadsprodukter. Den helt store bonus er, at søde sager ingenlunde er en option i min tilstand. Bare tanken om et fiks af sukker får det til at rive og flå i min smertetærskel.

“Men spiser du så slet ikke?” Hvor er jeg glad for, at du spørger. Isterninger er svaret. Isterninger indeholder den perfekte sammensætning af vand og tungmetaller, til at holde lige præcis din blist følelsløs i op til et minut ad gangen. Desuden er den praktisk, billig og drøj i brug.

En tredje fordel ved blisten, der er værd at fremhæve, er de store økonomiske besparelser, man opnår ved en blist. De ovenstående argumenter taler for selv, og dertil kommer vanskelighederne ved at sige “på beløbet”, når blisten har overtaget din mundhule.

Er du ligesom jeg bare tosset med blister, så stil dig op i køen uden foran min dør. Jeg snaver med alle, der gerne vil smittes.

Blister - prøv dem før din nabo

“Ved du hvad? De er bare misundelige”-mantraet har vi hørt siden børnehaven, når pigen fra Blå Stue svinede ens sandaler med lys i hælen. Men er det grundlag nok for tilgivelse? Misundelse eller ej skal man da bare opføre sig og tale pænt.

Noget tilsvarede ramte mig forleden. I sammenhæng med mit nylige optag på journaliststudiet i Odense, tillod en gymnasieveninde sig at stille spørgsmålstegn ved, om det nu også var den bedste uddannelse eller om jeg ikke skulle smutte til Århus i stedet. Jeg tolker det som jalousi, fordi vi i gymnasiet delte passionen for og drømmen om journalistik. Hun har dog aldrig søgt uddannelsen, og læser nu noget nærliggende.

Jeg ved godt, det er svært at se sig ud over sin egen jaloux næse, når skinsygen rammer. Men man må da prøve at holde en pæn linje, pakke den grønne ansigts farve væk og tale ordentligt. Selvom man er misundelig skal man da ikke regne med tilgivelse. Jalousi er ikke et legalt cover for at svine folk.

Og må jeg være sur, når jeg nu har besluttet at det er jalousi der hersker, eller skal jeg bare komme videre? Er jalousi en formildende omstændighed?

Ak ja….Misundelse er en grim ting.