Grublerier

Tillykke til alle mødre derude. Tillykke med Mors Dag.

Jeg kan godt se ideen. Konceptet om at fejre Mutti én dag om året, når nu det er Børnenes Dag på årets resterende dage…bortset fra en junidag hvor vi fejrer Farmand. Men er det ikke som om, Mors Dag er gennemsyret af dobbelt moral og forskellige ben i ditto lejre?

Konceptet er amerikansk, så allerede dér står nogle af. De fleste dage vi danskere fejrer, har en eller anden religiøs eller historisk betydning, selvom de færreste er klar over, præcis hvad vi fejrer hvornår. Netop derfor synes Mors Dag, Fars Dag, Valentine mv. at falde ved siden af, fordi vi blot aftaler en dag, hvor vi fejrer noget overset.

De fleste jeg kender rynker på snuden over disse dage og kalder dem “kommercielt bras, med formålet af øge blomsterhandlernes indtjening”, men springer alligevel rask afsted efter tofifee og roser på de udvalgte datoer. For vi VIL jo så gerne gøre mor/far/kæresten glad.

Hvis verden var ideel og blottet for egoisme, fik mor roser hver dag. Hver dag sagde vi tak for alle de madpakker, hun har smurt, de gange hun har siddet oppe når vi var syge (skoldkopper eller alkohol…same shit - different age) eller når hun tog imod vores klynk og vrede. Men verden er ikke ideel, og derfor akkumulerer vi vores taknemmelighed i chokolade den anden søndag i maj.

Så måske er denne dobbeltmoral et udtyk for vores dårlige samvittighed. Fordi vi godt ved, at vi ingenlunde krammer Mutti ofte og længe nok, og så indfører de knasbarkemig en dag hvor vi konfronteres med den dårlige samvittighed! Så reagerer vi på den eneste fornuftige måde: starter bilen og kører efter tofifee.

Det er så nemt at være mavesur, fordømmende og antiamerikansk når man er single og kalenderen slår den 14. februar. Faktum er at jeg er single på Valentines Day i år. Jeg ville ikke engang sige “igen i år” for jeg har altid været single på Valentines Day - jeg faktisk har jeg næsten ikke bestilt andet end at være single - overhovedet. Alt det der med at Valentines Day der er blevet holdt i hævd af blomsterhandlere og chokoladebutikker der ikke tjener nok på Mors Dag, kan vi allesammen være sure over højt i kor, men selve Valentine-Ånden er da meget smuk.

I den idelle verden ville man overøse sin kæreste med blomster, kort og søde ord hele året rundt, men det mest udbredte faktum er nok, at vi lidt glemmer det blandt telefonregninger og boligprogrammer. Så én dag på året hvor man bliver mindet om kærligheden, er da en smuk tanke og ditto koncept. 

Jeg overhører så mange samtaler med (primært) kvinder der siger “Ja, Mads og jeg har droppet Valentine i år, det er jo såååå kommercielt”, men lur mig om ikke hun bliver kejserligt begejstret hvis der står 20 røde roser den 14. februar. Det tror jeg vi alle ville gøre.

I virkeligheden står jeg med et ben i hver Valentinelejr. Det er et koncept jeg elsker at hade. Og hader at elske… Så glædelig fordømt Valentine til alle Jer derude. Om i fejrer det eller ej.