Grublerier

Jeg afleverede for 26 kroner flasker og dåser i dag i Fakta. To knapper. Et valg. Man kan nu donere sin pant til velgørenhed ved at trykke to gange på en gul knap istedet for at få sine penge ud på en bon.

Meget pædagogisk har flaskeautomatens skaber givet knapperne hver sin farve og sat klistermærker på herligheden. Så burde det ikke være muligt at tage fejl af knapperne. Men jeg har faktisk hørt om folk, der der byttet rundt og ufrivilligt doneret festens rester til børnene i Afrika. De kan så gå op til kassen og få pengene igen.  Hvis de har samvittighed til det.

Og det er dér problemhunden ligger begravet. Samvittigheden. Har jeg samvittighed til IKKE at donere til Afrika? For at salte såret yderligere bærer knapperne to symboler. Et “KR” og et hjerte. Kapitalisme og næstekærlighed. Skal jeg føle mig skyldig, når jeg rammer KR tasten?

Gu’ skal jeg ej. Jeg har et valg. Jeg træffer det. Det er det samme med de velgørende sælgere i hovedgaderne. De spørger, jeg svarer nej. Interaktionen burde ende der. Men så kommer den tredje spiller ind i form af den civile politistat, hvor alle holder øje med hinandens donationer. Vi praler af vores godhed, vores overskud, vores vilje til at give. Det er næsten ulækkert, hvor meget godhed der sendes til Haiti for tiden. En del af mig vil tro på det bedste i Den Gavmilde Dansker. Den anden del tror, det handler om samvittighedsrens, der gør den Gavmilde Danker gavmild over for sig selv.

Og i dag i Fakta ramte jeg KR knappen. Hellere kapitalist end til salg for dårlig samvittighed.

Før nytår spåede fremtidseksperter, at 2010′erne ville blive dekaden uden privatliv. Facebook, blogs, twitter og myspaceprofiler ville gøre det svært at have noget for sig selv. Lidt i stil med reklamerne for analkløe, nattetisseri og skedesvamp. Risiko for overload af information. Måske skyldes det en udvidet fortælletrang. Måske en naiv forestilling om, at alle MÅ vide, hvad jeg laver. Som blogger er jeg ikke en skid bedre selv. 

Det sætter krav til Koncept Hemmelighed. Der er immervæk konsekvenser ved at røbe det til omgangskredsen nu, fordi steppebranden spreder fortroligheden ud i universet.

Jeg  gik i skole bag 80′ergule mursten, med ligeså 80′ergule pædagogiske principper. Jeg skulle rejse mig klassen og sige, hvis jeg  var ked af det. Informationen var kontrolleret, aflukket, og jeg havde valgt at dele. Så da min ven forleden blev forladt af kærligheden, var det underligt for mig, at han ikke ville tale om det. Men jeg forstår ham godt. For risikoen for, at jeg taler for højt i stuen, skriver på hans ‘wall’ næste dag, at han bare skal ringe, hvis jeg kan gøre noget, eksisterer.  Også selvom jeg gør det af allerbedste mening, vil sladderstrømmen pludselig ramme ham i nakken, fordi alle kender hinanden seks led væk.

Så vi skal have barndommens total indøvede sætninger tilbage i vokabulariet: “Kan du holde på en hemmelighed? Og du må IKKE sige det til nogen?”

“Ama’r!”

De sidste tre døgn har stået på uafbrudt eksamen. Jeg har det som om, jeg i tre døgn har gået i geled og trampet i takt med soldaterne bag ved. Nu ligger jeg roder med de menige i en stor bunke, fordi jeg stoppede uden at give tegn. De er der alle sammen. Jeg er blevet overmanden af Menig Træthed, Menig Udkørt og Menig Panik, fordi han ikke kan love mig, at jeg er over beståetgrænsen.

Hop af, drenge. I er tunge!

“Hey, kom da lige med i byen,” grinede displayet hånligt, da jeg lørdag lå i min seng på den rigtige side af midnat. Jeg sendte et standardsvar med at være eksamensramt og non-alcoholic. Januar er ikke just en safaripark at befinde sig i.

Januar disker i sig selv op med frostgrader og fasttrampet sne, man glider i. Oven i hatten trumfer måneden med et par eksamensuger, der suger det sidste liv ud af en. Sådan har det været, siden Bertel Haarder var dreng, så det ændrer vi ikke på.

Men når nu de ydre omstændigheder er så triste, skulle man tro, at jeg kunne peppe det indre klima lidt op. At jeg kunne forkæle mig selv og slå hjernen fra, når jeg først har lukket bøgerne om aftenen. Men nej. Jeg pensler også med nederdrægtighed på indersiden af mit eksamenskorpus. Når jeg endelig ligger i mørket om aftenen, flakser tankerne stadig rundt i skallen. Jeg ville ønske jeg kunne bedøve dem med en romtoddy, men der var jo det med non-alkolismen. Og mens jeg er i gang, mærker jeg den massive dårlige samvittighed over, at jeg igen har mæsket mig i for meget sukker og kaffe.

Jeg burde kompensere for eksamensjanuar ved at lave et indre wellnessmiljø. Masser af søvn, lange bade og en minimal eksamensrelateret hjerneaktivitet efter fyraften. De kalder det læseferie. Så skal man også være feriegod ved sig selv undervejs.

Uden at være den store botaniker, så er det noget med, at husfred er en plante. Jeg googlede mig frem til, at det er en grøn fætter, der ligner en middelstor hårbolle af græs.

Jeg synes, det er sjovt som husfredsplanten og husfredskonceptet ligner hinanden. Det er begge noget man passer og plejer, så der bliver lidt mere hyggeligt og rart i hjemmet. Jeg går meget langt for husfreden, men det må snart høre op. Får når jeg vander og passer husfreden, så spirer frustrationerne indeni mig. Så vokser der en hårbolle af indebrændthed og dårligdom i maveregionen, fordi jeg ikke kommer af med mine frustrationer.

Jeg siger ikke, at jeg skal til at skabe mig vildt og inderligt. Jeg vil jo stadig gerne, at folk kan holde mit selskab ud. Men jeg håber bare sådan at komme til erkendelsen af, at hele verden ikke kan lige mig, og at jeg derfor ikke behøver at elske hele verden. Det er okay, at der er mennesker, jeg ikke kan med. Det er okay, at folk pisser mig af. Derfor skal det også være okay at sige det. Naturligvis på en konstruktiv måde. “Jeg kan ikke lide dig” kan folk ikke bruge til noget som helst, så man skal give dem noget at arbejde med “Det kunne være super fedt, hvis du sagde, hvad du var sur over, istedet for at sidde i min sofa og lege gæt-hvorfor-jeg-surmuler-leg.”

Udfordringen bliver så, om jeg kan og vil skelne. Om jeg vil bruse mere ud til folk i min næreste sociale cirkel, eller om der også vil flyve en finke eller to til de fjernere luftlag.

En anden udfordring bliver følgeligt, at jeg skal blive bedre til at tackle kritik. Jeg skal også kunne tåle at høre, at jeg er en besværlig en sommetider… slash ofte.

Men i første omgang skal jeg vænne mig af med at vande min husfred.

Jeg bad til Gud på randen af det nye år. Det er noget, jeg har gjort i mange år, men jeg siger det ikke til nogen. Det er så mærkeligt at religion er lidt tys-tys, når man i store selskaber kan ubasionere slibrige detaljer om sex, eller sidst man brækkede sig. Som forhåbentligt ikke var samtidigt.

Nuvel. Jeg lå med albuerne i boksmadressen og bad til, at Han holder mit hoved ovenvande det næste år. Jeg lovede ikke noget til gengæld. Gud er jo ikke en gavebod. Man skal ikke forhandle: “Hvis du får Jesper til at skrive tilbage, så lover jeg aldrig mere at lyve,” som Benita på 13 år kunne finde på at bede om.

Jeg ved ikke, om ‘oven vande’ var beskedent eller i overkanten. I overkanten ville være at bede om et år med udelukkende successer. En kanon parktikplads, en klumme i en gratisavis, en sommerromance, godt vejr på Roskilde etc. “Oven vande” giver Gud mulighed for at afveje hullerne på min vej. De må gerne være der. De skal bare være små nok til, at jeg skal kunne springe over.

Jeg håber, Han synes, jeg var fair.

Jeg snyder mig selv i disse dage. Jeg gør klar til nytåret og vil have alting på plads, så jeg begynder år(ti)et fra scratch. Jeg vil give mig selv den bedste start ved at trække mig selv lidt i baggrunden. På den måde holder jeg nytår uden mig selv. Kald det nytårsforsæt i det små. Det er i hvertfald adfærd, der adskiller det gamle år fra det nye.

Jeg er begyndt at tænke: Hvad vil jeg gøre som det første i det nye år? Hvilket undertøj er perfekt at starte året på? Hvad skal være årtiets første sætning? Hvem skal jeg snakke med lige efter første rådhusklokkeslag?

Af en eller anden grund tror jeg, det kommer til at definere det nye år. At det perfekte under- og snakketøj på en eller anden måde har indflydelse på, hvordan fremtiden ser ud. Jeg glemmer i farten, at jeg slæber aaaaaalt bagage fra med fra samtlige foregående år ind over grænsen til 2010. Fra den 1. januar er alt ved det gamle. Jeg dropper alle overvejelser og kører livet som hidtil. Det er jo ikke urets tid, der definerer hvor man er. Det er livets tid, der definerer hvor du er. Barndommen, teenagetiden og voksenlivet er ligeglad med klokken. De kommer af sig selv.

Desuden er det komisk, at jeg slider for at give mig selv den perfekte start på året. Allerede nu ved jeg, at 1. januar får to opgaver: 1) at kaste op og 2) holde op igen. Sikke en start.

Men jeg vil kaste mig ud i det. Undertøj og mavesyre til trods.

Det siges, at julen er børnenes fest, fordi de render rundt helt røde i kinderne og glæder sig. Hvis vi andre får lidt anderledes kulør, er det normalt stressrelateret. Som fx idag da jeg gjorde mig de sidste juleindkøb. Jeg udvalgte mig en vare og gik til kassen. Der ville den venlige mand vide, om jeg ikke også skulle have ekstra sokker, slips eller matchende bukser med. “Nej, tak. Bare den her”, forsøgte jeg med et smil. Han blev ved. “Der kunne vel godt liiiiiige være plads til en ekstra pakke under træet”, smiskede han. Og det er så der, mit indre barn vækkes til live. Helt forkælet og i gulvet trampende bliver jeg mut og vrisser NEJ DER KAN EJ! DET BESTEMMER JEG. SGU!

Det er det samme, når man overfaldes af ‘velmenende’ sælgere, der vil redde pandaer og sultne børn. “Det koster kun 50kr om måneden. Det har alle råd til”. Jeg har ikke, stygge mand med clipboard. Barnet trickes når nolge vil bestemme over mig. Nu har jeg endelig nået en alder med ret udvidet autonomi, og så skal jeg ved grød stadig trækkes med folk, der vil have noget at skulle have sagt. Nej, blev der sagt.

Men det er som om, andre ikke kan se mit indre barn folde sig ud. Det er som om, der ikke er forståelse for, når jeg ligger rødkindet og skrigende på gulvet i butikkerne.

Vi kommer tættere på klimax. På torsdag eksploderer traditionsboblen i en 100% skemalagt morgen - middag - og aften, som vi altid har gjort det. Ingen kan længere huske hvorfor vi gør det, men nu har vi gjort det så længe.

På nogle punkter tror jeg, at traditioner er farlige. Når vi ikke længere kan huske, hvorfor de er, så er det tid at revidere dem. I december er vi så kørt op på plejer-genet, så hvis vi endelig foretager os noget nyt, så er det med henblik på at gøre det til en tradtion. Måske skal vi prøve kirsebærsovsen kold i år? Tænk hvis det virker i fremtiden? Og dermed ruller man flere og flere traditioner på en i forvejen fedtet plejerkugle.

Det er som om julen er blevet en besættelse. En tvangstanke, hvor alle fehårstråde skal hænge PRÆCIST som sidst, for ellers flipper de juleramte autister ud. Men det ER tilladt at give slip på traditioner. Det er ikke dårlig karma at opvarme kirsebærsovsen, og julen bliver sig selv uden. Når traditionerne bliver en hæmsko for os, så er tid at sige farvel. Når vi oplever julestrømpen stramme vores arme ind til kroppen og efterlade os fuldstændig ude af stand til at røre os, så skal vi luge ud i traditionerne. Så skal vi tage en julekalender fra, så december ikke forsvinder foran tv’et. Bag en kage mindre, så der også er tid til andre ting.

Vi er så enige om, at julen er for materiel. Vi ved, at julen handler om samvær og nærhed. I den forstand burde juleaften teoretisk foregå som en hver anden torsdag, hvor vi bare sidder og stirrer på hinanden. Alligevel har alle en lang række punkter, der ikke skal pilles ved.

Rør blot ikke ved min gamle jul.

Jeg er syg - igen. Ja, det er træls, at jeg har brugt enorme mængder efterår på at være bleg og feberagtig, men til gengæld har jeg foretaget et mindre antropologisk studium af mig selv.

Jeg bliver til en lille syg mand, når jeg er…ja… syg. Når først jeg mærker knogleømheden, smerten bag øjnene og sveden ved hårgrænsen, så er jeg helt sikker. Det er alvorligt. Det er hvertfald syv bind Lademanns Lægeleksikon samlet i et legeme, mit. Pyt med at halvdelen af kongeriget har influenza, jeg har noget sjældent og meget farligt. Og måske flere tilstande på en gang.

Ved samme lejlighed vokser jeg ned af. Jeg bliver fire år igen, bliver ubehjælpsom, pyldret og emsig. Der er langt op, når der skal mere Ribena i glasset. Jeg svarer på alle spørgsmål med ubehjælpelige klynk, der vidner om, at jeg sgu nok ikke er her ret meget længere.

Og nu kalder dynen igen. Er der mere Ribena…mor?